Social- og Ældreudvalget 2020-21
SOU Alm.del
Offentligt
2399683_0001.png
Folketingets Social- og Ældreudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.sm.dk
Sagsnr.
2021 - 3651
Doknr.
419896
Dato
21-05-2021
Folketingets Social- og Ældreudvalg har d. 23. april 2021 stillet følgende
spørgsmål nr. 554 (alm. del) til social- og ældreministeren, som hermed
besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Charlotte Broman Mølbæk
(SF).
Spørgsmål nr. 554:
”Når
en kommune giver afslag på en BPA-ordning efter servicelovens § 96
med den begrundelse, at behovene for hjælp kan dækkes efter andre
paragraffer i serviceloven (typisk § 83, § 85 og § 97), er det så borgeren, der
skal kunne bevise, at behovene ikke kan dækkes efter de andre paragraffer,
eller er det kommunen, der skal kunne bevise, at behovene faktisk kan dækkes
efter andre paragraffer end § 96?”
Svar:
Når en borger søger om en ydelse efter serviceloven, skal kommunen foretage
en saglig, konkret og individuel vurdering af, om borgeren opfylder lovens
betingelser for at modtage ydelsen.
Inden kommunen træffer afgørelse, skal den sikre sig, at sagen er tilstrækkeligt
oplyst til, at der kan træffes en retmæssig afgørelse.
Af § 10 i Bekendtgørelse af lov om retssikkerhed og administration på det
sociale område (retssikkerhedsloven) fremgår det, at myndigheden har
ansvaret for, at sager der behandles efter denne lov, er oplyst i tilstrækkeligt
omfang til, at myndigheden kan træffe afgørelse.
Bestemmelserne i § 10 om oplysning af sociale sager bygger på
officialprincippet, som er en forvaltningsretlig grundsætning. Efter
officialprincippet er det som udgangspunkt myndighedens ansvar at sørge for,
at der bliver indhentet tilstrækkelige oplysninger til, at myndigheden kan afgøre,
hvilken hjælp borgeren er berettiget til. Er der tvivl om holdbarheden af et
væsentligt faktum, hører det med til sagsoplysningen, at myndigheden skal
forsøge at få denne tvivl afklaret, således at det ved en sædvanlig
bevismæssig vurdering kan afgøres, om den pågældende oplysning kan
lægges til grund ved afgørelsen.
Yderligere fremgår det af § 11, stk. 1, nr. 1 i retssikkerhedsloven, at en
myndighed kan anmode personer, der søger om eller får hjælp, om at medvirke
til at få de oplysninger frem, som er nødvendige for at afgøre, hvilken hjælp de
er berettiget til.
1
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 554: Spm. om det er borgeren, der skal kunne bevise, at behovene ikke kan dækkes efter de andre paragraffer, eller er det kommunen, der skal kunne bevise, at behovene faktisk kan dækkes efter andre paragraffer end § 96, til social- og ældreministeren
2399683_0002.png
Det betyder altså, at når en borger henvender sig til myndigheden for at få
hjælp efter den sociale lovgivning, og myndigheden herefter undersøger,
hvilken hjælp borgeren er berettiget til, og beder ansøgeren om at medvirke, så
må den del af sagens oplysninger komme fra ansøgeren selv. Myndigheden
kan derfor bede borgeren om at medvirke i sagsbehandlingen, jf. § 11, stk. 1,
nr. 1.
Endvidere fremgår det af § 22 i forvaltningsloven, at en afgørelse skal, når den
meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen
fuldt ud giver den pågældende part medhold.
Begrundelsen for en afgørelse skal, jf. § 24 i forvaltningsloven, indeholde en
henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det
omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal
begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for
skønsudøvelsen. Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort
redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder,
som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.
Derved kan kravet om begrundelse altså medvirke til at sikre, at afgørelsen er
retmæssig og hviler på et sagligt og fyldestgørende grundlag. Selve
begrundelsen vil derfor også fremtræde som en forklaring på, hvorfor en
afgørelse har fået det indhold, som den har.
Afslutningsvis vil jeg gerne nævne, at i afgørelser om Borgerstyret Personlig
Assistance efter servicelovens § 96 er det overladt til kommunalbestyrelsen at
foretage en konkret og individuel vurdering, og i den vurdering vil muligheden
for anden hjælp og støtte efter serviceloven kunne indgå i begrundelsen.
Med venlig hilsen
Astrid Krag
2