Folketingets Social- og Ældreudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2021 - 3639
Doknr.
419917
Dato
21-05-2021
Folketingets Social- og Ældreudvalg har d. 23. april 2021 stillet følgende
spørgsmål nr. 547 (alm. del) til social- og ældreministeren, som hermed
besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DF).
Spørgsmål nr. 547:
”Mener
ministeren, at det er rimeligt, at borgere risikerer at blive påført
processuel skadevirkning, når f.eks. egen læge, psykologer, VISO m.fl.
allerede har udarbejdet en funktionsbeskrivelse af borgers støttebehov, og
f.eks. at det, der mangler, kun er en timeudmåling fra en visitator, men hvor en
visitator så nægter at gennemføre en langt mindre indgribende
myndighedsvisitation og derved omgår loven om retssikkerhed § 4, hvor det
netop fremgår, at sags oplysning skal tilrettelægges så en borger, som f.eks.
har autisme og angst ikke nægtes hjælp? Spørgsmålet stilles som opfølgning
på samråd den 22. april 2021 om, at mennesker med handicap udsættes for
længerevarende overvågning i deres eget hjem, jf. SOU alm. del -
samrådsspørgsmål Z.”
Svar:
Det er hverken rimeligt eller i overensstemmelse med lovgivningen, hvis en
kommune giver afslag på hjælp eller stopper allerede bevilget hjælp med
henvisning til processuel skadevirkning, alene fordi borgeren ikke vil medvirke
til at oplyse sagen. Kommunen skal i hvert enkelt tilfælde vurdere, hvilken
betydning den eller de manglende oplysninger har i forhold til den sag, der skal
tages stilling i.
Hvis en borger i en konkret sag ikke ønsker at medvirke til gennemførelse af en
observation, er udgangspunktet således, at borgerens ønsker skal respekteres.
Kommunen skal skriftligt gøre borgeren opmærksom på, hvilken konsekvens
den manglende medvirken kan få. Konsekvenserne af manglende medvirken
vil afhænge af, hvilke oplysninger som mangler, og hvilken form for hjælp der
er tale om. Konsekvensen kan være, at sagen må afgøres på det grundlag,
som foreligger, det vil sige ud fra de oplysninger, som kommunen ellers har i
sagen. Dette princip om processuel skadevirkning er lovfæstet i
retssikkerhedslovens § 11 b.
Det er en forudsætning for, at kommunen kan tillægge borgerens manglende
medvirken betydning, at de manglende oplysninger er relevante i forhold til den
hjælp, som der skal træffes afgørelse om.
1