Folketingets Social- og Ældreudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2021 - 3638
Doknr.
416638
Dato
27-05-2021
Folketingets Social- og Ældreudvalg har d. 23. april 2021 stillet følgende
spørgsmål nr. 541 (alm. del) til social- og ældreministeren, som hermed
besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Jakob Sølvhøj (EL).
Spørgsmål nr. 541:
”Vil ministeren oplyse, om en familie med et barn med handicap, der i hjemmet
er bevilget omfattende praktisk hjælp jf. servicelovens paragraf 44/84 plus
hjælp i skolen jf. folkeskoleloven, kan være sikker på, at kunne få den
bevilgede og nødvendige hjælp med hjem, hvis barnet bliver syg, bliver
udtrættet eller har så mange smerter, at barnet er nødt til at forlade skolen, før
skoledagen er planlagt til at slutte?”
Svar:
Ifølge Børne- og Undervisningsministeriet er den personlige assistance, der
efter folkeskoleloven skal tilbydes elever for at overvinde praktiske
vanskeligheder, knyttet til barnets behov for praktisk hjælp for at kunne
gennemføre undervisningen. Den eller de personer, der varetager den
personlige assistance i skolen, vil således ikke som udgangspunkt kunne følge
barnet hjem og/eller passe barnet i hjemmet, hvis barnets skoledag må
afbrydes, hvis barnet bliver syg, får smerter eller udtrættes.
Der vil til gengæld være mulighed for, at barnet og familien kan få hjælp efter
serviceloven i den beskrevne situation. Hvis barnet på grund af
funktionsnedsættelsen har et tilbagevendende fravær som følge af sygdom, og
derfor et behov for pasning på tidspunkter, hvor jævnaldrende er i skole, vil
barnet og forældrene således kunne tilkendes hjælp efter serviceloven i det
tidsrum, hvor barnet ellers ville være alene hjemme.
Hvis eleven eller familien både får praktisk hjælp efter folkeskoleloven og
serviceloven, er der ikke noget til hinder for, at det konkret kan aftales med
kommunen, at den eller de personer, der yder praktisk hjælp i skolen, kan være
de samme som yder hjælp i hjemmet og kan følge barnet hjem efter skole, hvis
fx eleven ofte må afbryde skoledagen som følge af en kronisk sygdom.
Som det fremgår af den fælles udmelding om fleksibilitet i brug af hjælpere fra
bl.a. Social- og Ældreministeriet og Børne- og Undervisningsministeriet fra
marts 2019, som er vedlagt som bilag til dette svar, kan der lokalt aftales
konkrete løsninger og modeller for samarbejde mellem de forskellige
forvaltninger og skolen, der betyder at den, der varetager den personlige
assistance i skolen, kan følge barnet hjem og stå for evt. støtte i hjemmet i den
forbindelse.
1