SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 535: Spm. om at sende udvalget sit talepapir fra samrådet den 22/4-21 om, at mennesker med handicap udsættes for længerevarende overvågning i deres eget hjem, til social- og ældreministeren

Social- og Ældreudvalget 2020-21
SOU Alm.del
Offentligt

Social- og ældreminister Astrid Krags talepapir

Anledning

Dato / tid

Sted

Talens varighed

Talens formål

Publikum og

programpunkt

Samråd om observation i eget hjem

–

SOU

alm. del

–

samrådsspørgsmål Z

Den 22. april 2021 kl. 13-14

SOU

Ca. 10 min.

Besvare samrådsspørgsmål Z

Samrådsspørgsmål Z stillet efter ønske fra Henrik Vinther

(RV) og Kristian Hegaard (RV):

”Finder

ministeren det rimeligt, at kommunerne udsætter

mennesker med handicap for længerevarende overvågning i

deres eget hjem, herunder overvågning af intime situationer, som

led i en observation af deres hverdag forud for vurdering af

behovet for hjælp, og kan ministeren oplyse, hvorvidt dette er i

overensstemmelse med serviceloven, proportionalitetsprincippet,

legalitetsprincippet, Handicapkonventionen og Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention?”

Det talte ord gælder

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 535: Spm. om at sende udvalget sit talepapir fra samrådet den 22/4-21 om, at mennesker med handicap udsættes for længerevarende overvågning i deres eget hjem, til social- og ældreministeren

[Indledning]

Jeg vil gerne starte med at takke for samrådsspørgsmålet og

anledningen til at drøfte kommunernes brug af observation af

borgerne i deres hjem som led i sagsoplysningen.

Emnet for samrådet rammer nemlig ned i centrum af den meget

væsentlige diskussion omkring manglende tillid og retssikkerhed

på handicapområdet, som vi har haft den seneste tid.

For det er jo klart, at den borger, der bliver observeret i hjemmet,

som led i vurderingen af et hjælpebehov, nemt vil kunne opfatte

det som et udtryk for manglende tillid fra kommunens side.

Tillid mellem borger og kommune er afgørende for et frugtbart

samarbejde om hjælpen til borgeren og for borgerens oplevelse af

retssikkerhed. Og dermed bliver tillid også en helt grundlæggende

forudsætning for, at velfærdssamfundet fungerer efter hensigten.

En hensigt, der ganske enkelt handler om, at samfundet træder til

med støtte til dem, der har brug for det, så det ikke bliver en kamp

at få hjælp.

Tilliden og retssikkerheden på handicapområdet har lidt et knæk,

og den skal genopbygges.

Det er vi allerede i gang med i regeringen. Vi har løftet velfærden i

kommunerne med mere end tre mia. kr. i de seneste to

kommuneøkonomiaftaler. Og vi har igangsat evalueringen af det

specialiserede socialområde, som skal danne grundlag for en

specialeplanlægning på området og dermed bl.a. sikre, at

mennesker med handicap får den hjælp, de har behov for.

Der er også taget nogle mere konkrete initiativer i form af opgøret

med sparekonsulenter i kommunerne, midler til flere

borgerrådgivere og oprettelsen af partnerskabet om tillid og

retssikkerhed på handicapområdet.

Men det ændrer ikke på, at vi lige her og nu står med nogle

borgere derude, som føler sig overvåget af deres kommuner som

led i vurderingen af deres hjælpebehov.

Derfor er jeg også glad for, at vi i dag får lejlighed til en grundig

snak om brugen af observation i hjemmet som led i kommunernes

sagsoplysning.

[Rimeligheden af brug af overvågning]

Jeg bliver i første del af spørgsmålet spurgt, om jeg finder det

rimeligt, at kommunerne udsætter mennesker med handicap for

længerevarende overvågning i deres hjem, også i intime

situationer, som led i observation af deres hverdag forud for

vurderingen af behovet for hjælp.

Her må jeg helt ærligt sige, at nogle af de beskrivelser af brugen

af observationer i hjemmet, som vi har kunnet læse i medierne

den senere tid, forekommer grænseoverskridende og urimelige.

Det må aldrig være et stopur, der afgør, hvilken hjælp en borger

får

–

og observationer i borgerens hjem må aldrig få karakter af

snagen i private forhold, som ikke har betydning for vurderingen af

hjælpebehovet.

Det er også klart, at jo længere tid en observation strækker sig

over, og jo tættere den kommer på intime situationer, jo mere

indgribende vil den også uvægerligt blive oplevet af borgeren.

Og jo mere indgribende noget opleves, jo mere

grænseoverskridende og urimeligt forekommer det også. Særligt,

fordi man let kommer til at føle, at man hele tiden skal forklare og

forsvare sit hjælpebehov over for observatøren

–

altså oplevelsen

af mistænkeliggørelse.

Det fører mig frem til at sige, at kommunerne helt grundlæggende

skal behandle borgerne ordentligt og respektfuldt i alle faser af et

sagsforløb. Det gælder naturligvis også den del af sagsforløbet,

der handler om at få oplyst sagerne.

God dialog og konstruktivt samarbejde mellem den borger, der

søger om hjælp, og det offentlige system, er nemlig en

forudsætning for, at der kan etableres et tillidsfuldt forhold baseret

på gensidig respekt.

Borgeren og systemet skal indgå i et samspil med hinanden frem

for at være modspillere.

[Lovligheden af brug af observationer]

I andet led i spørgsmålet bliver jeg spurgt, om brugen af

observationer er i overensstemmelse med serviceloven,

proportionalitetsprincippet, legalitetsprincippet,

handicapkonventionen og menneskerettighedskonventionen.

En kommune skal naturligvis, før den træffer afgørelse om hjælp

til en borger, sørge for at afklare hjælpebehovet, og det skal gøres

ud fra en konkret og individuel vurdering i hvert enkelt tilfælde.

Loven angiver ikke, hvordan sagsoplysningen skal ske, og stiller

derfor heller ikke krav om, at afgørelsen skal baseres på

observationer. Men omvendt er der ikke noget lovgivningsmæssigt

til hinder for brug af observationer under nogle nærmere angivne

rammer, som jeg kommer ind på lige om lidt.

Det ændrer dog ikke på, at kommunen, som jeg også sagde før,

helt indiskutabelt skal behandle det enkelte menneske ordentligt.

Derfor skal observationer også foregå med en grundlæggende

respekt for den enkeltes værdighed og ret til privatliv.

Retten til privatliv er sikret i både FN’s Handicapkonvention og

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Den konventionssikrede ret til privatliv betyder imidlertid ikke, at

kommunen aldrig kan anvende observationer som en del af

sagsoplysningen.

Men det betyder, for det første at observationer kun må anvendes,

når det er nødvendigt

–

det vil sige, at kommunen ikke med

rimelighed kan indhente oplysningerne på en anden måde, som er

mindre indgribende over for borgeren.

F.eks. er en observation ikke nødvendig, hvis oplysningerne

kunne være indhentet ved at tale med borgeren og de personer,

der allerede yder støtte til borgeren eller ved at indhente en

sagkyndig udtalelse fra f.eks. en læge.

Og det betyder for det andet, at indgrebet i privatlivet

–

det vil sige

observationen

–

skal være proportional med det formål, som der

er med at lave den.

Heri ligger bl.a., at observationen ikke må vare længere end højst

nødvendigt for at opnå formålet.

Hvis observation i nogle timer, en dag eller nogle få døgn er nok,

må observationen selvfølgelig ikke vare i flere uger.

I både nødvendighedskravet og proportionalitetskravet ligger, at

man selvfølgelig ikke må læse borgerens

private sms’er

eller

tjekke hvilke sider, borgeren har besøgt på internettet.

Det er ikke nødvendigt for en vurdering af hjælpebehovet. Det er

en krænkelse af borgerens ret til privatliv. Og det hører ingen

steder hjemme, så det skal stoppes nu.

Observationen skal tilrettelægges i dialog med borgeren, så både

borger og kommune er bekendt med årsagen til observationen og

dens formål.

Observationer kan altså være i overensstemmelse med

lovgivningen, men det vil afhænge af en konkret og individuel

vurdering i den enkelte sag, om det er tilfældet.

[Tiltag til at løse problemet]

Som jeg også nævnte indledningsvis, har vi et vigtigt arbejde

foran os med at sikre, at mennesker med handicap ikke oplever

systemet som en modspiller.

Men desværre er det netop dén oplevelse, mange borgere har, i

forbindelse med kommunernes brug af observationer.

Derfor ser jeg også frem til at modtage resultaterne af

undersøgelsen fra Ankestyrelsen, så vi kan komme til bunds i

problemet.

Jeg har selv sat undersøgelsen i gang, og jeg ser den som et

nødvendigt første skridt. For vi har brug for mere viden, før vi

skrider til handling. Ikke bare om omfanget af brugen af

observationer, men også om baggrunden for, at kommunerne

tilsyneladende i stigende grad bruger dette redskab i

sagsoplysningen.

Jeg vil ikke lægge mig fast på nogen løsninger, før vi har

resultatet af analysen. Men omvendt udelukker jeg heller ikke

nogen handlemuligheder på nuværende tidspunkt.

For jeg er enig i, at vi har brug for at følge op på de problemer, der

er derude. Derfor vil jeg også være åben for at se på forskellige

veje til at understøtte, at vurderingen af støttebehovet altid sker

med respekt for det enkelte menneske.

[Afrunding]

Til sidst vil jeg blot igen understrege, at det ikke skal være en

kamp at få hjælp, og systemet skal ikke opleves som en

modspiller.

I forhold til brugen af observationer vil Ankestyrelsens

undersøgelse forhåbentlig gøre os klogere, så vi kan iværksætte

de rette initiativer, så sagsbehandlingen bliver mere værdig.

Men arbejdet slutter ikke her, for som jeg også indledte med at

sige, handler det helt generelt om at få genoprettet tilliden og

styrket retssikkerheden.

Og den dagsorden er vi i fuld gang med at løfte ved velfærdsløftet,

evalueringen af det specialiserede socialområde og en række af

mere konkrete tiltag for at få tilliden tilbage og sikre, at mennesker

med handicap får den hjælp, de har ret til og behov for.

Tak for ordet.