Social- og Ældreudvalget 2020-21
SOU Alm.del
Offentligt
2380946_0001.png
Folketingets Social- og Ældreudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.sm.dk
Sagsnr.
2021 - 3548
Doknr.
414817
Dato
26-04-2021
Folketingets Social- og Ældreudvalg har d. 21. april 2021 stillet følgende
spørgsmål nr. 529 (alm. del) til social- og ældreministeren, som hermed
besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DF).
Spørgsmål nr. 529:
”Kan
ministeren bekræfte, at kommunen skal anvende den simplere procedure
med en tro og love erklæring, såfremt en borger, der søger om genbevilling af
handicapbil, har det samme behov og funktionsnedsættelse som før?”
Svar:
Af bilbekendtgørelsens § 11, stk. 3 fremgår det, at kommunerne i sager om
genbevilling af støtte til køb af bil kan anvende en forenklet
sagsbehandlingsprocedure. Forudsætningen for anvendelse af den forenklede
procedure er, at
ansøgerens funktionsnedsættelse og kørselsbehov i al
væsentlighed er uændret, siden kommunalbestyrelsen sidst traf afgørelse om
støtte til køb af bil, og ansøgeren underskriver en tro og love-erklæring.
Det vil
være op til kommunen at vurdere, om betingelserne i den enkelte sag for
anvendelse af den forenklede procedure er opfyldt.
Af vejledningen om støtte til køb af bil og individuel befordring pkt. 67 fremgår
det, at formålet med bestemmelsen er at
”kommunalbestyrelsen i sager, som
fremstår uproblematiske, bruger færrest mulige ressourcer i sagsbehandlingen
og samtidig træffer afgørelse hurtigst muligt.
[…]
Er betingelserne for den forenklede sagsbehandlingsprocedure til stede, kan
kommunalbestyrelsen, hvis den ønsker det, foretage en sagsbehandling alene
baseret på de oplysninger, der allerede foreligger i sagen. Det vil sige de
oplysninger, som lå til grund for den seneste afgørelse om bilstøtte. Dette
ændrer dog ikke på, at kommunalbestyrelsen også i dette tilfælde fortsat er
forpligtet til at oplyse sagen i nødvendigt omfang efter de almindelige
forvaltningsretlige regler om pligt til at oplyse sagen.”
Kommunen er dermed ikke pålagt at anvende den forenklede
sagsbehandlingsprocedure, men kan bruge den for at lette sagsbehandlingen,
hvor kommunen skønner, at det kan lade sig gøre.
Med venlig hilsen
Astrid Krag
1