Folketingets Social- og Ældreudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2021-3454
Doknr.
419105
Dato
14-05-2021
Folketingets Social- og Ældreudvalg har d. 16. april 2021 stillet følgende
spørgsmål nr. 520 (alm. del) til social- og ældreministeren, som hermed
besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Jane Heitmann (V).
Spørgsmål nr. 520:
Hvornår mener ministeren, at det er tid til at genoptage den normale kadence
for tilsyn på ældreområdet (ældretilsyn og sundhedsfagligt tilsyn), henset til at
95 % af plejehjemsbeboerne angiveligt er blevet vaccineret, og ministeren på
samrådet den 15. april 2021 om aflysning af tilsyn på landets plejehjem
tilkendegav, at ministeren forventede, at i takt med at beboerne på plejehjem er
blevet vaccineret, ville tilsynet komme tilbage på normalt niveau?
Svar:
Social- og Ældreministeriet har sammen med Sundhedsministeriet været i
dialog med Styrelsen for Patientsikkerhed med henblik på at få en plan for at få
tilsynsaktiviteterne tilbage på normalt niveau.
Styrelsen for Patientsikkerhed har oplyst til Social- og Ældreministeriet, at
styrelsen vil påbegynde forberedelserne til at genoptage de stikprøveudtrukne
tilsyn i maj-juni måned 2021. Hovedfokus for styrelsens tilsynsaktivitet vil dog i
perioden frem til sommer være på plejeenheder, hvor styrelsen har en konkret
bekymring for kvaliteten af plejen, eller hvor styrelsen vurderer det
hensigtsmæssigt at følge op på et tidligere administrativt tilsyn med et
udgående tilsynsbesøg. Hovedfokus vil således fortsat være på de reaktive
tilsyn.
Styrelsen for Patientsikkerhed forventer at kunne gennemføre de
stikprøvebaserede ældretilsyn i normal drift fra midten af august 2021. Når der
forløber et vist tidsrum fra det tidspunkt, hvor styrelsen påbegynder
forberedelserne til at genoptage de stikprøveudtrukne udgående tilsyn, til
styrelsen forventer at kunne gennemføre ældretilsyn i normal drift, skyldes det,
at styrelsens stikprøveudvalgte tilsyn er varslede, den forestående
sommerferieperiode og at styrelsen er nødsaget til at omstille en del af sine
ressourcer, som fortsat er optaget af styrelsens Covid-relaterede opgaver efter
epidemilovgivningen. Det bemærkes hertil, at det er et lovkrav, at tilsyn som
altovervejende hovedregel skal varsles. Det er styrelsens praksis at varsle alle
stikprøveudtrukne planlagte tilsyn med en længere frist, typisk 6 uger, mens de
reaktive tilsyn fx på baggrund af en bekymring kan udføres med forkortet
varsel, typisk 2 uger eller evt. uvarslet.
1