Folketingets Social- og Indenrigsudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 72 28 24 00
Sagsnr.
2020 - 10458
Doknr.
327709
Dato
27-11-2020
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg har d. 27. oktober 2020 stillet følgende
spørgsmål nr. 46 (alm. del) til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmål nr. 46:
”Kan
ministeren svare kort ja eller nej til, om regeringen ønsker at tvangsanbringe
flere børn end i dag? Spørgsmålet stilles i forlængelse af samrådet med ministeren om
tvangsanbringelser og bortadoptioner af udsatte børn den 22. oktober 2020.”
Svar:
Anbringelser skal ikke være et mål i sig selv, og derfor vil regeringen ikke sætte et mål-
tal for, hvor mange flere børn der skal anbringes med eller uden samtykke. Det afgø-
rende er, at kommunen træffer afgørelse om anbringelse, når dette er til barnets bed-
ste.
Det følger af servicelovens § 58, at kommunen kan gennemføre en anbringelse uden
samtykke, når der foreligger åbenbar risiko for alvorlig skade på barnets eller den un-
ges sundhed eller udvikling.
Det er regeringens holdning, at hvis der er børn, som risikerer skade på deres sundhed
eller udvikling ved at vokse op hos deres forældre, så skal der ske en anbringelse af
barnet eller den unge, jf. ovenfor. Det er regeringens opfattelse, at det ikke sker i alle
tilfælde i dag, men at der er børn, der anbringes for sent. Mange anbringelser sker
nemlig først, når barnet allerede har udviklet komplekse problemer. Mange af de børn
kommer fra familier, hvor forældrene har fået flere chancer, og hvor der har været
iværksat forebyggende foranstaltninger i familien. Når vi efterlader børn i hjem med
forældre, der svigter, så udsætter vi som samfund børnene for et dobbelt svigt. Rege-
ringen mener, at loven skal sikre, at barnets bedste sættes først. Jeg kan i den forbin-
delse bl.a. henvise til min samtidige besvarelse af SOU alm. del spm. 47 samt min be-
svarelse af samrådsspørgsmålene U-V den 3. september 2020 og C-D den 22. oktober
2020 for regeringens begrundelse for dette.
Vi kan bl.a. se i anbringelsesstatistikken, at det typisk er i sager om de små børn, at
forældrene ikke ønsker at samtykke til anbringelse af barnet. Der er derfor en for-
holdsmæssigt større andel af de små børn, der anbringes uden samtykke, sammenlig-
net med de større børn. Hvis flere børn fremover anbringes tidligere end i dag, vil det
derfor også alt andet lige betyde, at der antalsmæssigt vil være flere børn, der vil være
anbragt uden for hjemmet uden samtykke.
Med venlig hilsen
Astrid Krag