Social- og Ældreudvalget 2020-21
SOU Alm.del
Offentligt
2366824_0001.png
Folketingets Lovsekretariat
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 72 28 24 00
Sagsnr.
2020 - 11703
Doknr.
343535
Dato
30-11-2020
Medlem af Folketinget Marie Bjerre (V) har d. 23. november 2020 stillet følgende
spørgsmål nr. S 436 til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmål nr. S 436:
Hvad er ministerens holdning til Højesterets domsafsigelse i sag BS-47957/2019-HJR
dateret den 16. november 2020?”
Svar:
Højesteret afsagde den 16. november 2020 en dom om stedbarnsadoption af to børn,
der er kommet til Danmark gennem en kommerciel surrogataftale.
Baggrunden for sagen er, at Ankestyrelsen havde afslået en tiltænkt mors anmodning
om at stedbarnsadoptere børnene. Afgørelsen blev begrundet med henvisning til, at
der efter adoptionslovens § 15 ikke kan meddeles stedbarnsadoption, hvis f.eks. en
surrogatmor har modtaget vederlag.
Med dommen stadfæstede Højesteret Ankestyrelsens afgørelse. I dommen fastslog
Højesteret, at det er i overensstemmelse med § 15 i adoptionsloven og artikel 8 i Men-
neskerettighedskonventionen om barnets ret til privatliv at afslå stedbarnsadoption,
når barnet er blevet til gennem en kommerciel surrogataftale. Højesteret henviste i
den forbindelse til hensynet til generelt at beskytte børn mod at blive gjort til genstand
for handel og til at modvirke udnyttelse af sårbare kvinder.
Højesteret tilføjede dog, at stedbarnsadoption uanset forbuddet i § 15 i adoptionsloven
mod adoption, når der er betalt vederlag, vil kunne gennemføres, såfremt barnets rets-
stilling vil blive væsentligt påvirket, hvis det ikke tillades den tiltænkte forælder at
stedbarnsadoptere barnet. Det fandt Højesteret imidlertid ikke var tilfældet i den fore-
liggende sag.
Højesteret tilkendegav samtidigt, at der er behov for at genoverveje det absolutte for-
bud mod adoption, når der er ydet vederlag, således at der altid skal foretages en kon-
kret vurdering af barnets bedste. Dommen indebærer derfor, at det absolutte forbud
mod adoption, når der er betalt vederlag, ikke bør opretholdes.
På den baggrund vil jeg tage initiativ til at tilpasse lovgivningen i overensstemmelse
med Højesterets dom. Jeg vil bestræbe mig på, at en sådan tilpasning sker, så vi har
den nødvendige balance mellem på den ene side at sikre barnets bedste, og på den
anden side at opretholde en retstilstand, der beskytter børn mod at blive genstand for
handel. På den måde undgår vi også at ende i en situation, hvor vi reelt anerkender
kommercielle surrogataftaler.
SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 457: Spm. om ministeren har gjort sig nogle overvejelser om ændringer i loven efter højesteretsdommen og i givet fald hvilke, til social- og ældreministeren
2366824_0002.png
Med venlig hilsen
Astrid Krag
2