Folketingets Social- og Ældreudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2021 - 2753
Doknr.
403574
Dato
13-04-2021
Folketingets Social- og Ældreudvalg har d. 16. marts 2021 stillet følgende
spørgsmål nr. 452 (alm. del) til social- og ældreministeren, som hermed
besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Fatma Øktem (V).
Spørgsmål nr. 452:
”Ud
fra en betragtning om barnets tarv, hvad er da ministerens kommentar til,
at en kvinde, der alene har båret barnet som en praktisk omstændighed, ikke
kan fraskrive sig forældremyndigheden, selv om hun alene har båret og født
barnet for at give det videre til f.eks. et mandligt homoseksuelt par?”
Svar:
Som det fremgår af mit samtidige svar på SOU alm. del spørgsmål nr. 450 er
det efter dansk ret et grundlæggende princip, at den kvinde, som føder et barn,
er barnets mor, ligesom barnets mor ved fødslen automatisk får
forældremyndigeden over barnet.
Efter forældreansvarslovens § 13, stk. 2, kan forældremyndighed dog ved
aftale overføres til andre end barnets forældre. Forældremyndigheden kan
overføres til et ægtepar eller et samlevende par i forening, herunder til den ene
forælder og dennes ægtefælle eller samlever.
En sådan overførsel af forældremyndighed skal godkendes af Familieretshuset
eller familieretten, og det er en forudsætning for godkendelsen, at aftalen er
den bedste løsning for barnet.
I tråd med at det er den kvinde, som føder et barn, der er barnets mor, er det
ikke muligt at indgå en aftale om overførsel af forældremyndighed før barnets
fødsel. Heri ligger der et indbygget beskyttelseshensyn i forhold til særligt
moren, der kan være en sårbar kvinde i en udsat position.
En aftale om overførsel af forældremyndigheden til andre end forældre er
således ikke gyldig, hvis aftalen er indgået inden barnets fødsel, eller aftalen er
betinget eller tidsbegrænset. Derudover er en aftale om overførsel af
forældremyndigheden til andre end forældre heller ikke gyldig, hvis der ydes
vederlag eller betaling for tabt arbejdsfortjeneste til
forældremyndighedsindehaveren.
Med venlig hilsen
Astrid Krag
1