Folketingets Social- og Indenrigsudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 72 28 24 00
Sagsnr.
2020 - 10458
Doknr.
327709
Dato
27-11-2020
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg har d. 27. oktober 2020 stillet følgende
spørgsmål nr. 43 (alm. del) til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmål nr. 43:
”Vil
ministeren oversende en oversigt med de forskellige årsager til tvangsanbringelser
og tvangsbortadoptioner, som ministeren nævnte på samrådet? Spørgsmålet stilles i
forlængelse af samrådet med ministeren om tvangsanbringelser og bortadoptioner af
udsatte børn den 22. oktober 2020.”
Svar:
En anbringelse uden for hjemmet er én af de sociale foranstaltninger, kommunerne
kan træffe afgørelse om, hvis et barn har brug for særlig støtte, jf. servicelovens § 52.
Hvis forældremyndighedsindehaveren og den unge over 15 år ikke samtykker til an-
bringelsen, så kan børn og unge-udvalget træffe afgørelse om en anbringelse uden
samtykke, jf. servicelovens § 58, hvis der er åbenbar risiko for, at barnets eller den
unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade, samt at problemerne ikke kan løses
under barnets eller den unges ophold i hjemmet.
Der kan være forskellige årsager til, at børn og unge anbringes uden for hjemmet, lige-
som graden af udsathed hos anbragte børn og unge er meget forskelligartet. Ser man
på, hvad sagsbehandlerne oftest angiver som årsag til anbringelser
uden samtykke,
så
anbringes langt størstedelen af børn og unge som følge af omsorgssvigt eller anden
bekymrende adfærd hos forældrene. For de yngste børn i 0-5-årsalderen er det 93 pct.,
mens det gælder 91 pct. blandt de 6-11-årige, 85 pct. blandt 12-14-årige og 73 pct.
blandt de 15-17-årige, jf. tabel 1.
Sagsbehandlerne kan imidlertid angive flere årsager til anbringelse, og blandt de 12-
17-årige skyldes en stor andel af anbringelser også bekymrende adfærd hos den unge
selv (65-69 pct.), mens op mod 15 pct. bl.a. anbringes som følge af et handicap, jf. tabel
1.