Folketingets Social- og Ældreudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2021 - 2498
Doknr.
404334
Dato
30-03-2021
Folketingets Social- og Ældreudvalg har d. 9. marts 2021 stillet følgende
spørgsmål nr. 409 (alm. del) til social- og ældreministeren, som hermed
besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Jakob Sølvhøj (EL).
Spørgsmål nr. 409:
”Vil ministeren kommentere KL’s socialudvalgsformands debatindlæg i Altinget
den 7. marts 2021, bragt under overskriften
”KL: Kritik af BPA-ordning
bør
rettes mod Folketinget, ikke os”, og vil ministeren i den forbindelse tilkendegive,
om det forudsætter regelændringer, hvis borgere, der er tilkendt en BPA
ordning, skal kunne medtage deres handicaphjælper ved indlæggelse på
sygehus, og om det kræver regelændringer, hvis handicaphjælpere skal kunne
løse opgaver, jf. sundhedsloven, således som det fremgår af
udvalgsformandens debatindlæg?”
Svar:
Servicelovens hjælperordninger er vigtige for, at borgere med store
hjælpebehov kan opbygge eller fastholde et aktivt liv med fleksibilitet og
selvbestemmelse i centrum.
Det følger det af princippet om sektoransvar, at det er sundhedssystemets
ansvar, at patienter tilbydes den nødvendige og rette behandling og hjælp i
forbindelse hermed under indlæggelse. Udgangspunktet er således, at det er
sundhedsvæsenet, der yder hjælpen under en indlæggelse. Det vil således
kræve ændring af gældende regler, såfremt der skal indføres en generel ret for
mennesker med handicap til at have hjælpere med under indlæggelse på
sygehuset.
Det bemærkes, at kommunerne dog kan træffe afgørelse om, at borgeren kan
tage sine hjælpere med under en indlæggelse.
Endvidere gælder det allerede i dag, at hjælpen til borgere i målgruppen for
hjælperordningerne omfatter både større og mindre opgaver spredt over hele
døgnet. Det er derfor ikke nødvendigvis forudsigeligt, hvornår hjælpen skal
leveres og konkret til hvilke opgaver.
Vurderingen skal derfor foretages med afsæt i formålet med
hjælperordningerne, og må således ikke være så snæver, at timerne kun kan
udmåles til hjælp på helt bestemte tidspunkter eller til bestemte aktiviteter, da
det vil mindske den fleksibilitet og selvbestemmelse, der er forudsat i
ordningen. Borgerens hjælpebehov kan derfor også omfatte hjælp til
1