Folketingets Social- og Ældreudvalget
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2021 - 2442
Doknr.
399757
Dato
24-03-2021
Folketingets Social- og Ældreudvalg har d. 5. marts 2021 stillet følgende
spørgsmål nr. 402 (alm. del) til social- og ældreministeren, som hermed
besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Fatma Øktem (V).
Spørgsmål nr. 402:
”Vil
ministeren oplyse, hvad der sker i de familier, hvor medfaren ikke har
forældremyndighed, hvis den biologiske far går bort? Og hvad siger loven i det
tilfælde, om medfarens mulighed for at få forældremyndighed over barnet?”
Svar:
Jeg henviser til min samtidige besvarelse af SOU alm. del spm. 401, hvor der
redegøres for børnelovens regler om retlig forældreskab, og at der ikke findes
et
juridisk begreb som ”medfar” eller ”mandlig samkønsforælder”.
Afgår en forældremyndighedsindehaver ved døden, og har forældrene ved
dødsfaldet fælles forældremyndighed, har den efterlevende forælder
forældremyndigheden alene. Dør en forælder, der har forældremyndigheden
over barnet alene, træffes der afgørelse om, hvem der skal have
forældremyndigheden.
I en situation med et mandligt par, hvor den biologiske fars ægtefælle eller
partner har adopteret barnet, vil parret som altovervejende hovedregel have
fælles forældremyndighed. Hvis den biologiske far dør, vil den efterlevende
have forældremyndigheden over barnet alene.
Har den efterlevende ægtefælle eller partner ikke adopteret eller fået del i
forældremyndigheden over barnet, skal han ansøge Familieretshuset om at få
tillagt forældremyndigheden. Det afgørende i vurderingen af, hvem der
tillægges forældremyndigheden, er, hvad der er bedst for barnet, da hensynet
til barnets bedste og ret til trivsel og beskyttelse kommer i første række.
Med venlig hilsen
Astrid Krag
Bilag:
SOU alm del
–
svar på spm. 401
1