Folketingets Social- og Indenrigsudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 72 28 24 00
Sagsnr.
2020 - 10399
Doknr.
326637
Dato
03-11-2020
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg har d. 26. oktober 2020 stillet følgende
spørgsmål nr. 40 (alm. del) til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DF).
Spørgsmål nr. 40:
”Finder
ministeren det tilfredsstillende, at der er 56 kommuner uden en borgerrådgi-
ver? Spørgsmålet stilles i forlængelse af artiklen ”56 kommuner er uden borgerrådgi-
ver: Retssikkerhed på spil, advarer Justitia” i Politiken den 23. oktober 2020.”
Svar:
Det er efter den kommunale styrelseslov frivilligt for den enkelte kommunalbestyrelse,
om den vil oprette en borgerrådgiverfunktion.
En borgerrådgiver er i den kommunale styrelseslov beskrevet som en funktion direkte
under kommunalbestyrelsen, som kun kan varetage opgaver vedrørende rådgivning og
vejledning af borgerne samt vedrørende tilsyn med kommunens administration.
Jeg finder det umiddelbart interessant, at kommuner med en borgerrådgiver i 2019
ifølge det oplyste i artiklen gennemsnitligt havde færre omgørelser af klagesager i An-
kestyrelsen end kommuner uden en borgerrådgiver. Dog hæfter jeg mig også ved, at
forskellen ifølge Justitias rapport er positiv, men mindre markant. Den gennemsnitlige
omgørelsesprocent for kommuner med en borgerrådgiverordning var således 33,5
procent, mens den i kommuner uden en borgerrådgiverordning var 35,6 procent. Jeg
er, som jeg også tidligere har tilkendegivet det, også åben for at se nærmere på områ-
det med borgerrådgivere.
Når det er sagt, er det, jeg er mest optaget af, imidlertid ikke, om kommunerne har
valgt at have en borgerrådgiver. Det, jeg er mest optaget af, er derimod, at kommuner-
ne træffer korrekte afgørelser, leverer en ordentlig og grundig sagsbehandling inden
for lovgivningens rammer og yder borgerne den hjælp og service, de har ret til.
Det er den enkelte kommunalbestyrelses ansvar, at kommunen sikrer borgerne den
retssikkerhed og yder den service, de har krav på. Dette ansvar kan kommunalbesty-
relsen vælge at løfte på mange måder, hvoraf oprettelsen af en borgerrådgiverfunktion
er ét redskab i værktøjskassen, som bestemt kan være relevant. Men arbejdet i den
kommunale forvaltning kan også kvalitetssikres på andre måder. Og det er det, der er
vigtigt, mere end midlet hvormed det opnås.
Endelig synes jeg, at det bør bemærkes, at borgerrådgiverordningen blev indført ved
en lovændring i 2009. I 2014 havde 24 kommuner en borgerrådgiver. I dag er tallet 42
og fortsat stigende. Det synes jeg er værd at notere.