Folketingets Social- og Indenrigsudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 72 28 24 00
Sagsnr.
2020 - 9318
Doknr.
316941
Dato
22-10-2020
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg har d. 25. september 2020 stillet følgende
spørgsmål nr. 757 (alm. del) til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Marie Bjerre (V).
Spørgsmål nr. 757:
”Vil
ministeren redegøre for ministeriets erfaring med, om driftsoverenskomster i
praksis reelt har fokus på kvalitet og gennemsigtighed i forholdet mellem indsats og
takster? Spørgsmålet stilles i forlængelse ministerens svar på spørgsmål S 1766, hvor
ministeren
svarer, at ”driftsoverenskomster kan sagtens være en god løsning” og, at
”driftsoverenskomster
kan således have fokus på kvaliteten på det enkelte tilbud, de
kan have fokus
på gennemsigtighed i forholdet mellem indsats og takster” og
ministerens svar på spørgsmål
SOU alm. del nr. 458, hvor det fremgår at ”Social-
og
Indenrigsministeriet har i dialogen med de inddragede interessenter på området
blandt andet haft fokus på at afdække bevæggrunde for at opsige
driftsoverenskomster. Her har flere interessenter givet udtryk for, at tilbud med
driftsoverenskomst har oplevet en udvikling i retning mod en strammere økonomisk
ramme, som ikke har muliggjort en tilstrækkelig faglig indsats.”
Svar:
Spørgsmålet om indgåelse af driftsoverenskomster mellem tilbud og kommune er ikke
nærmere reguleret. Derfor er der stor frihed for parterne i forhold til indgåelse af
driftsoverenskomster. Driftsoverenskomsterne er således også forskellige både i form
og indhold.
Driftsoverenskomster kan indeholde bestemmelser om, hvilke indsatser og hvilken
målgruppe driftsoverenskomsten omhandler, med henvisning til en eller flere
bestemmelser i serviceloven.
Det skal dog bemærkes, at et tilbud og en kommune ikke via en driftsoverenskomst
kan fravige de generelle regler, der er fastsat i lovgivningen, herunder om hvem der
fører driftsorienteret tilsyn med et tilbud. Det er fastlagt i enten socialtilsynsloven eller
serviceloven. Tilbud og kommune kan derimod aftale, at kommunen fører et
”driftsherrelignende” tilsyn med tilbuddet.
Social- og Indenrigsministeriet har foretaget en gennemgang af en række eksisterende
driftsoverenskomster. Ministeriet har således anmodet samtlige kommuner og
regioner om at indsende indgåede driftsoverenskomster med selvejende og private
leverandører. Med henblik på at sikre et repræsentativt udvalg på tværs af kommuner
og regioner er minimum én driftsoverenskomst gennemgået fra hver af de kommuner
og regioner, der har indsendt en eller flere driftsoverenskomster.