Social- og Ældreudvalget 2020-21
SOU Alm.del
Offentligt
2350449_0001.png
Enhed
Handicap
Dato
10-03-2021
Notat om servicelovens § 1
Det helt overordnede formål med den hjælp og støtte, der ydes efter
serviceloven er, at den enkelte borger skal modtage en sammenhængende og
helhedsorienteret indsats, der modsvarer den enkeltes behov for hjælp og
støtte. Indsatsen skal være effektfuld og målrettet og skal samtidig bidrage til
progression og positiv udvikling hos den enkelte og fremme inklusion i
samfundet.
Overordnet angives formålet med serviceloven således i lovens § 1:
”§ 1. Formålet med denne lov er
1) at tilbyde rådgivning og støtte for at forebygge sociale problemer,
2) at tilbyde en række almene serviceydelser, der også kan have et
forebyggende sigte, og
3) at tilgodese behov, der følger af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
eller særlige sociale problemer.
Stk. 2. Formålet med hjælpen efter denne lov er at fremme den enkeltes
mulighed for at udvikle sig og for at klare sig selv eller at lette den daglige
tilværelse og forbedre livskvaliteten.
Stk. 3. Hjælpen efter denne lov bygger på den enkeltes ansvar for sig selv og
sin familie og på den enkeltes ansvar for at udvikle sig og udnytte egne
potentialer, i det omfang det er muligt for den enkelte. Hjælpen tilrettelægges
på baggrund af en konkret og individuel vurdering af den enkelte persons
behov og forudsætninger og i samarbejde med den enkelte. Afgørelse efter
loven træffes på baggrund
af faglige og økonomiske hensyn.”
Med bestemmelsen i servicelovens § 1 fastsættes det generelle formål med
ydelser og indsatser efter serviceloven. En ydelse er det, der leveres til en
borger. Det kan f.eks. være forskellige former for hjælp, et hjælpemiddel eller et
pengebeløb. Ydelserne er en del af den samlede sociale indsats.
I lovens § 1, stk. 1, fastslås det, at formålet med serviceloven er at tilbyde
rådgivning og støtte for at forebygge sociale problemer, at tilbyde en række
almene serviceydelser, der også kan have et forebyggende sigte og at
tilgodese behov, der følger af nedsat funktionsevne eller særlige sociale
problemer.
Forebyggelse
er således et væsentligt mål med indsatsen.
Forebyggelseselementet indgår både i forbindelse med tilrettelæ ggelsen af
generelle tilbud og ved tildelingen af konkrete ydelser, ligesom det også indgår
i forbindelse med rådgivning og tilbud om tidlig, forebyggende indsats.
Formålet med hjælpen efter serviceloven er også at fremme den enkeltes
mulighed for at udvikle sig og klare sig selv eller at lette den daglige tilværelse
og forbedre livskvaliteten, jf. lovens § 1, stk. 2. Herved understreges det, at der
ved tildeling af hjælp efter serviceloven skal være opmærksomhed på positiv
udvikling (habilitering og rehabilitering) for den enkelte borger.
En
habiliterende indsats
retter sig mod borgere med funktionsnedsættelse,
som enten gennem hele livet eller på grund af et erhvervet handicap har
1
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 352: Spm. om ministeren vil oversende et notat, der gennemgår servicelovens § 1, herunder reglen om, at kommunens afgørelser skal ske på baggrund af en konkret individuel vurdering af den enkelte persons behov m.m., til social- og ældreministeren
2350449_0002.png
varierende behov for støtte til at udvikle, bevare og bruge deres evner og
potentialer bedst muligt.
Rehabilitering er en målrettet og tidsbestemt samarbejdsproces mellem en
borger, pårørende og fagpersoner. Rehabilitering består af en række indsatser,
som har til formål at sætte den enkelte i stand til at opnå og vedligeholde den
bedst mulige fysiske, sansemæssige, intellektuelle, psykologiske og sociale
funktionsevne. Rehabiliterende indsatser gives ikke blot på det sociale område,
men også på beskæftigelses-, sundheds-, og undervisningsområdet.
Rehabilitering baseres på borgerens samlede livssituation og beslutninger og
giver borgere med nedsat funktionsevne de redskaber, der er nødvendige for
at opnå uafhængighed og selvbestemmelse.
Det
(re)habiliterende sigte
understreger vigtigheden af, at indsatser skal have
til formål at styrke borgerens ressourcer og evne til at hjælpe sig selv, og at
borgeren har et medansvar for, at indsatsernes formål opnås. Samtidig skal
borgerne sikres en social indsats, der modsvarer deres konkrete behov og
hjælper borgeren til en positiv udvikling i retning af størst mulig selvstændighed
og uafhængighed.
Samtidig med, at der skal være opmærksomhed på den enkelte borgers
mulighed for at udvikle sig, er det også et formål med hjælpen efter
serviceloven at fremme den enkeltes mulighed for at klare sig selv eller at lette
den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten.
I lovens § 1, stk. 3, fastslås det, at den enkelte har ansvar for sig selv og sin
familie, og at dette er et grundlæggende vilkår for vurderingen af behovet for
hjælp efter loven.
Der skal i hvert enkelt tilfælde foretages en
k onk ret og individuel vurdering
af
den enkeltes behov og forudsætninger, og hjælpen skal tilrettelægges, så
modtageren ud fra sine personlige forudsætninger får indflydelse på og ansvar
for sin egen tilværelse.
Derudover skal hjælpen efter loven også bygge på
den enk eltes ansvar
for at
udvikle sig og udnytte egne potentialer, i det omfang det er muligt for den
enkelte. Der skal således lægges vægt på borgerens egne muligheder og eget
ansvar for positiv udvikling
–
hjælp til selvhjælp.
Det fastslås også i lovens § 1, stk. 3, at kommunalbestyrelsen skal inddrage
både
faglige og øk onomisk e hensyn,
når der skal træffes afgørelse.
Formuleringen blev indsat i serviceloven i 2012, og det fremgår af
forarbejderne til loven, at der var tale om en lovfæstelse af, hvad der allerede
var gældende ret, fordi kommunerne har en generel forpligtelse til at handle
økonomisk ansvarligt.
Det fremgår desuden
udtrykkeligt af forarbejderne, at ”[h]ensynet til
kommunernes økonomi kan [dog] aldrig stå alene, da kommunalbestyrelsens
afgørelse skal baseres på en konkret, individuel vurdering af borgerens behov.
Kommunalbestyrelsen må derfor aldrig vælge en indsats alene ud fra
økonomiske overvejelser. Den enkelte kommunalbestyrelse kan heller aldrig
afvise at hjælpe borgere, der har krav på hjælp efter loven, med henvisning til
kommunens økonomi.”
Det fremgår derudover, at ”økonomiske
hensyn skal forstås som hensyn til, om
tilbud efter loven er anskaffet og eller leveret på en økonomisk hensigtsmæssig
måde. F.eks. bør kommunen, hvis den skal vælge mellem to tilbud, som er lige
egnede til at opfylde borgerens behov, vælge det billigste.”
2
 SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 352: Spm. om ministeren vil oversende et notat, der gennemgår servicelovens § 1, herunder reglen om, at kommunens afgørelser skal ske på baggrund af en konkret individuel vurdering af den enkelte persons behov m.m., til social- og ældreministeren
2350449_0003.png
Kommunalbestyrelsen må derfor aldrig vælge, udsætte, indstille eller reducere
en indsats alene ud fra økonomiske overvejelser men skal altid træffe sine
afgørelser om hjælp til en borger med afsæt i en vurdering af borgerens behov.
Den generelle formålsbestemmelse i lovens § 1 skal ses i sammenhæng med
de
specifik k e formålsbestemmelser
for henholdsvis indsatsen over for børn og
unge og indsatsen over for voksne.
Derudover skal formålsbestemmelsen også ses i lyset af
de grundlæggende
principper,
som dansk handicappolitik er udformet på baggrund af -
kompensationsprincippet, ligebehandlingsprincippet, princippet om
sektoransvar og solidaritetsprincippet.
3