Folketingets Social- og Indenrigsudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 72 28 24 00
Sagsnr.
2021 - 1788
Doknr.
393834
Dato
10-03-2021
Svar på spørgsmål fra Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) stillet den 10. februar 2021.
Spørgsmål nr. 342:
”Vil
ministeren, evt. med bidrag fra Sundhedsministeriet, redegøre for, hvorfor blandt
andre Kommunernes Landsforening og Danske Regioner ikke vil interviewes af
Prosabladet om lovligheden i at lægge persondata og it-systemer hos amerikanske
cloud-udbydere,
idet der henvises til artiklen ”Myndigheder er tavse om amerikanske
cloud” bragt på prosa.dk, den 8. januar 2021?”
Svar:
Generelt kan jeg oplyse, at det påhviler offentlige myndigheder og organisationer at
behandle personoplysninger i overensstemmelse med de gældende
databeskyttelsesregler, herunder sikre at overførsel af personoplysninger til lande
uden for EU/EØS sker under iagttagelse af databeskyttelsesforordningens regler for
overførsel af personoplysninger til tredjelande.
Det er kommunerne og regionerne, som i kraft af deres dataansvar har forpligtelsen til
at forvalte behandlingen af personoplysninger i overensstemmelse med dette
retsgrundlag.
Kommunerne og regionerne er i varetagelsen af denne forpligtelse ikke underlagt
instruktion fra mig som indenrigs- og boligminister. Det samme er tilfældet for KL og
Danske Regioner, som begge er oprettet på privatretligt grundlag ved aftaler mellem
hhv. kommunerne og regionerne.
Som indenrigs- og boligminister kan jeg således ikke redegøre for, hvorfor disse
myndigheder og organisationer ikke vil give et interview med Prosa.
Med venlig hilsen
Kaare Dybvad Bek