Folketingets Social- og Ældreudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2021 - 1707
Doknr.
391074
Dato
08-03-2021
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg har d. 8. februar 2021 stillet følgende
spørgsmål nr. 315 (alm. del) til social- og ældreministeren, som hermed
besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Pernille Skipper (EL).
Spørgsmål nr. 315:
”Vil ministeren uddybe de konkrete forskelle på kriterierne for
tvangsanbringelse og tvangsbortadoption i regeringens udspil
”Børnene Først”
og uddybe, hvad der skal være opfyldt yderligere for at gennemføre en
tvangsbortadoption, men som ikke behøver at være til stede ved
tvangsanbringelse?”
Svar:
Ved både tvangsanbringelse og tvangsadoption er det et krav, at der er
grundlag for en tvangsmæssig anbringelse. Det vil sige, at der skal være
åbenbar risiko for alvorlig skade på barnets sundhed eller udvikling pga. fx
omsorgssvigt eller svære sociale vanskeligheder hos barnet eller den unge.
Ved tvangsadoption er der derudover en række forhold, der skal være til stede
–
både efter de gældende regler og efter regeringens udspil. Der skal således
væsentligt mere til, når et barn tvangsadopteres, end når det tvangsanbringes.
Og det ændrer regeringens udspil ikke grundlæggende ved.
Hvis barnet skal adopteres til en familie, barnet ikke har en særlig tilknytning til
i forvejen, er reglerne i dag sådan, at forældrene skal være så dårligt
fungerende, at de vil være uden omsorgsevne resten af barnets opvækst.
Regeringen foreslår, at dette kriterie ændres, sådan at barnet kan
bortadopteres, hvis forældrene ikke inden for en tidshorisont, der giver mening
for barnet, vil være i stand til at drage omsorg for barnet.
Hvis barnet skal adopteres af sin plejefamilie er det i dag et krav, at barnet har
opnået så tæt en tilknytning til plejefamilien, at det vil være skadeligt for barnet
at bryde kontakten til plejefamilien. Regeringen foreslår, at et barn skal kunne
bortadopteres til sin plejefamilie, hvis plejefamilien reelt er trådt i forældrenes
sted, selvom det ikke vil være skadeligt for barnet at bryde kontakten til
plejefamilien. Både plejefamilien og barnet skal ønske adoptionen. Det er i dag
ikke et krav for bortadoption til plejefamilien, at forældrene er varigt uden
omsorgsevne, og det vil det heller ikke være ved den foreslåede ændring.
1