SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 314: Spm. om kommentar på notat om regeringens udspil Børnene Først fra Institut for Menneskerettigheder, som problematiserer regeringens forslag til nye regler for, til social- og ældreministeren

Social- og Ældreudvalget 2020-21
SOU Alm.del
Offentligt

Folketingets Social- og Ældreudvalg

Holmens Kanal 22

1060 København K

Telefon 33 92 93 00

[email protected]

www.sm.dk

Sagsnr.

2021 - 1707

Doknr.

391074

Dato

08-03-2021

Folketingets Social- og Indenrigsudvalg har d. 8. februar 2021 stillet følgende

spørgsmål nr. 314 (alm. del) til social- og ældreministeren, som hermed

besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Pernille Skipper (EL).

Spørgsmål nr. 314:

”Vil

ministeren kommentere på notat om regeringens udspil

”Børnene

Først” fra

Institut for Menneskerettigheder, som problematiserer regeringens forslag til

nye regler for tvangsbortadoption i forhold til menneskerettighederne og retten

til familieliv, jf. SOU alm. del

–

bilag 182?”

Svar:

Institut for Menneskerettigheder har udarbejdet notatet

”Tvangsadoptioner –

Menneskeretligt belyst”.

Notatet handler om de lempelser af betingelserne for

adoption uden samtykke, der er indeholdt i regeringens udspil ”Børnene Først”.

Under henvisning til de foreslåede lempelser af betingelserne for adoption

uden samtykke konkluderer instituttet i notatet, at Danmark med forslagene

risikerer at krænke børnenes og forældrenes ret til familieliv efter artikel 8 i Den

Europæiske Menneskerettighedskonvention ved at fjerne de helt særlige krav,

der skal opfyldes ved en adoption uden samtykke til forskel fra en anbringelse

uden samtykke efter serviceloven.

Lad mig indledningsvist slå fast, at de lempelser af reglerne om adoption uden

samtykke, der er indeholdt i Børnene Først-udspillet, fuldt ud vil kunne

gennemføres inden for rammerne af både Menneskerettighedskonvention og

hensynet til barnets bedste efter Børnekonventionen, og at det bestemt heller

ikke med udspillet er regeringens intention at bryde disse konventioner. Jeg

mener også, at en række af Institut for Menneskerettigheders konklusioner

beror på en klar misforståelse af, hvad regeringens forslag vedrørende

adoption uden samtykke konkret går ud på.

Som det fremgår af instituttets notat, er det instituttets vurdering, at der med

forslaget er risiko for krænkelse af Menneskerettighedskonventionen i konkrete

sager om adoption uden samtykke. Denne vurdering er baseret på følgende

gengivelser fra instituttets side af de foreslåede lempelser af betingelserne for

adoption uden samtykke:



”Kravene

i den gældende adoptionslov svarer til de principper, som

Menneskerettighedsdomstolen kræver, skal indgå i en indstilling til

tvangsadoption. Som nævnt ovenfor: Der skal være helt exceptionelle

omstændigheder (‘exceptional circumstances’), hvis de retlige bånd

mellem et barn og dets forældre endegyldigt skal ugyldiggøres.

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 314: Spm. om kommentar på notat om regeringens udspil Børnene Først fra Institut for Menneskerettigheder, som problematiserer regeringens forslag til nye regler for, til social- og ældreministeren



Forældrene skal være helt uden forældreevne (’particularly unfit’), eller

barnet skal have opnået en sådan tilknytning til plejeforældre, at det vil

skade barnet at bryde denne (’harm the child’). Hvis man nu fjerner

gældende krav i adoptionslovens § 9, stk. 3 og 4, kan det se ud som

om, enhver tvangsanbringelse fremover vil kunne afløses af en tvangs-

adoption.”

”Regeringens

to forslag til lempelse af kravene til tvangsadoption

signalerer, at der skal ændres i adoptionsloven. Det skal ikke længere

sandsynliggøres, at forældrene varigt er ude af stand til at tage sig af

barnet, som det kræves nu. Adoptionslovens alternative krav, om at det

vil kunne skade barnet at bryde relationen til plejefamilien, foreslås

også fjernet. Det vil være tilstrækkeligt, at barnet og plejeforældrene

ønsker en adoption.”

Disse beskrivelser af forslagene til lempelse af betingelserne for adoption uden

samtykke stemmer ikke med beskrivelsen af forslagene i

”Børnene Først”,

hvor

regeringens forslag vedrørende henholdsvis § 9, stk. 3 og 4, i adoptionsloven

er beskrevet således:



”En

lempelse af kravene for, hvornår et barn kan bortadopteres uden

samtykke, så adoption kan ske, når det vurderes at være til barnets

bedste, fordi forældrene er og også vil være ude af stand til at varetage

omsorgen for barnet. I dag kan det kun ske, når forældrene er ude af

stand til at tage sig af barnet i hele barnets opvækstperiode, og det

skal ændres, så flere udsatte børn kan få en familie, der ikke kun er til

låns.” (Ændring af § 9, stk. 3, i adoptionsloven om fremmedadoption)



”Børn skal kunne adopteres af deres plejeforældre,

når der er opstået

en tilstrækkelig tæt relation, og både barnet og plejeforældrene ønsker

det. I dag kan det kun ske, hvis det vurderes til skade for barnet at

bryde relationen til plejefamilien.”

(Ændring af § 9, stk. 4, i

adoptionsloven om plejefamilieadoption)

Derudover følger det af § 2 i adoptionsloven, at adoption kun må bevilges, når

den efter foretagen undersøgelse kan antages at være bedst for barnet.

Bestemmelsen i § 9, stk. 3, i adoptionsloven anvendes i dag til at gennemføre

fremmedadoptioner uden samtykke af eksempelvis helt små børn, når barnet

ikke i forvejen har en særlig tilknytning til adoptanten. Bestemmelsen kan

anvendes, når det er sandsynliggjort, at forældrene varigt er ude af stand til at

varetage omsorgen for barnet. Varigt tolkes som resten af barnets opvækst.

For at forbedre muligheden for at hjælpe børn gennem adoption uden

samtykke, hvor dette er den rigtige hjælp for barnet, foreslås det at lempe

betingelserne i § 9, stk. 3, sådan, at prognosen for forældrenes evne til at

varetage omsorgen for barnet ikke skal omfatte hele barnets opvækstperiode,

men alene et ”betydeligt tidsrum”. Hvad et ”betydeligt tidsrum” er, vil altid

afhænge af en konkret vurdering af den enkelte sag, herunder også af det

konkrete barn. For nogle børn medfører forældrenes manglende omsorgsevne

hurtigere, at adoption vil være den bedste hjælp, end det gør for andre.

Med hensyn til plejefamilieadoption fremgår det af § 9, stk. 4, i adoptionsloven,

at en plejefamilie i dag kan adoptere et barn, hvis barnets tilknytning til

plejefamilien har antaget en sådan karakter, at det vil være skadeligt for barnet

at bryde tilknytningen. Dette foreslås ændret, så plejeforældre kan adoptere

barnet, når barnets tilknytning til plejefamilien har antaget en sådan karakter, at

der er tale om en egentlig familiedannelse mellem barnet og

plejefamilien, og denne relation er trådt i stedet for barnets relation til sine

forældre. Kravet om, at det skal være skadeligt for barnet at bryde

tilknytningen, foreslås således fjernet.

Efter § 58 i serviceloven kan et barn anbringes uden for hjemmet uden

samtykke, når der er en åbenbar risiko for, at barnets sundhed eller udvikling

lider alvorlig skade på grund af bl.a. utilstrækkelig omsorg for eller behandling

af barnet eller overgreb, som barnet har været udsat for.

Som det fremgår af beskrivelserne af betingelserne for anbringelse uden

samtykke og for adoption uden samtykke, er betingelserne for adoption uden

samtykke betydeligt strengere end betingelserne for at anbringe et barn uden

samtykke. De foreslåede lempelser af betingelserne for adoption uden

samtykke ændrer ikke på dette.

Jeg kan ikke understrege kraftigt nok, at de foreslåede lempelser af

betingelserne til adoption uden samtykke hverken vil betyde, at enhver

anbringelse uden samtykke vil kunne afløses af en adoption uden samtykke,

eller at en plejefamilie vil kunne adoptere deres plejebarn uden samtykke,

alene fordi barnet og plejeforældrene ønsker det.

I notatet henviser instituttet til, at Menneskerettighedsdomstolen det seneste

1�½ år har dømt Norge for krænkelse af Menneskerettighedskonventionen i fire

sager om adoption uden samtykke.

Hertil skal jeg for det første bemærke, at en af disse afgørelser er blevet

indbragt for Menneskerettighedsdomstolens Storkammer, der endnu ikke har

taget stilling til sagen, og at i en anden af sagerne er fristen for at søge

afgørelsen indbragt for Storkammeret endnu ikke udløbet. For det andet

bemærker jeg, at Menneskerettighedsdomstolens afgørelser i de fire sager ikke

er begrundet i, at den norske lovgivning strider mod

Menneskerettighedskonventionen, men i en konkret vurdering af behandlingen

af de konkrete sager.

Der er ingen tvivl om, at afgørelser om adoption uden samtykke er yderst

indgribende for forældrene, hvis ret til familieliv er beskyttet af artikel 8 i

Menneskerettighedskonventionen.

Det er derfor vigtigt for mig at slå fast, at de foreslåede ændringer af

adoptionsreglerne opretholder det gældende fokus på barnets bedste og

fastholder, at der kun kan træffes afgørelse om adoption uden samtykke, når

det er godtgjort, at der foreligger helt særlige omstændigheder

(”exceptional

circumstances”),

og at adoptionen

er begrundet i tungtvejende hensyn til

barnets bedste (”an overriding requirement pertaining to the child’s best

interests”).

Derfor betyder hverken dommene vedrørende Norge eller de øvrige domme fra

Menneskerettighedsdomstolen om adoption uden samtykke, at det vil stride

mod Menneskerettighedskonventionen at gennemføre de foreslåede lempelser

af reglerne om adoption uden samtykke.

Derimod viser dommene, at selvom børns og forældres indbyrdes bånd er

beskyttet af Menneskerettighedskonventionen, så er beskyttelsen ikke absolut.

Når forældre ikke er i stand til at tage sig af deres børn, kan det være den

bedste løsning for barnet at få en ny permanent familie.

Endelig kan jeg forsikre, at det ved udarbejdelsen af det kommende lovforslag

om ændring af adoptionsreglerne vil blive sikret, at myndighederne har fokus

på at overholde Menneskerettighedskonventionen. Dette vil blive fuldt op med

en grundig vejledning til de involverede myndigheder om behandlingen af

sager om adoption uden samtykke.

Med venlig hilsen

Astrid Krag