Folketingets Social- og Ældreudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2021 - 1445
Doknr.
389659
Dato
01-03-2021
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg har d. 3. februar 2021 stillet følgende
spørgsmål nr. 291 (alm. del) til social- og ældreministeren, som hermed
besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Pernille Skipper (EL).
Spørgsmål nr. 291:
”Vil ministeren redegøre for reglerne for åbne adoptioner i dansk lovgivning og
hvordan disse anvendes i praksis?”
Svar:
Ved en adoption indtræder samme retsforhold mellem adoptant og adoptivbarn
som mellem biologiske forældre og deres barn. Samtidig bortfalder
retsforholdet mellem adoptivbarnet og dets oprindelige slægt.
Ved adoptionen får adoptanterne forældremyndighed over adoptivbarnet og vil
skulle varetage barnets interesser under dets opvækst. Adoptivforældrene har
som det gælder alle forældremyndighedsindehavere ret til at regulere deres
adoptivbarns kontakt med dets oprindelige forældre, og kan, hvis de ønsker
det, indgå frivillige aftaler om samvær med barnets oprindeligt slægtninge.
I praksis findes eksempler på åbne nationale adoptioner, hvor adoptivforældre
og biologiske forældre (eventuelt med myndighederne som mellemled) aktivt
indgår aftale om at bevare en vis kontakt, men der vil være tale om frivillige
aftaler, der ikke kan gennemtvinges. Det bemærkes herved også, at adoptanter
og oprindelige forældre i nogle tilfælde kender eller kender til hinanden, fx ved
plejefamilieadoptioner. Social- og Ældreministeriet har ikke nærmere viden om
omfanget af konkrete aftaler om kontakt mellem barn og oprindelige forældre.
Ved en ændring af forældreansvarsloven i forbindelse med Barnets Reform i
2009, som blandt andet indebar en lempelse af reglerne om adoption uden
samtykke, blev der indført adgang til at fastsætte samvær med den biologiske
slægt efter en adoption. Muligheden for at fastsætte samvær eller anden
kontakt havde til formål at understøtte gennemførelsen af nationale adoptioner
(herunder uden samtykke), hvor barnet inden adoptionen havde haft kontakt
med sin oprindelige familie. Efter bemærkningerne til loven omfattede den ikke
kun adoptioner uden samtykke, men også adoptioner med samtykke for ikke at
forskelsbehandle forældre.
Efter forældreansvarslovens § 20 a kan der således efter anmodning fra
barnets oprindelige slægtninge fastsættes samvær eller anden form for kontakt
med disse, navnlig hvis barnet forud for adoptionen havde samvær eller anden
1