Folketingets Social- og Ældreudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2021 - 1267
Doknr.
390409
Dato
03-03-2021
Folketingets Social- og Ældreudvalg har d. 29. januar 2021 stillet følgende
spørgsmål nr. 277 (alm. del) til social- og ældreministeren, som hermed
besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DF).
Spørgsmål nr. 277:
”Vil ministeren oplyse, om en kommune har pligt til at efterleve, hvis et barn
siger, at barnet ønsker at bo hos sine forældre, eller barnet ønsker ekstra
samvær med sine forældre? Spørgsmålet stilles som opfølgning på samråd
den 28. januar 2021, jf. SOU alm. del -
samrådsspørgsmål F.”
Svar:
Det gælder generelt i serviceloven, at kommunen har pligt til at sikre, at der
sker en løbende inddragelse af barnet eller den unge i egen sag. Det betyder
bl.a., at kommunen har pligt til at afholde samtaler med barnet eller den unge,
inden der træffes afgørelser, som berører barnet eller den unge
–
en såkaldt
børnesamtale efter servicelovens § 48. Formålet med samtalen er at finde frem
til barnets eller den unges ønsker i forhold til en konkret afgørelse. På
baggrund af samtalen, skal barnet eller den unges mening tillægges vægt i
forhold til barnets eller den unges modenhed og udvikling.
Herudover gælder, at en anbringelse
–
og enhver anden foranstaltning
–
skal
afsluttes, når formålet med anbringelsen er nået, eller anbringelsen ikke
længere opfylder sit formål, jf. servicelovens § 68. Er der således ikke længere
behov for, at barnet er anbragt, skal anbringelsen afsluttes og barnet
hjemgives.
Men er der åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller
udvikling lider alvorlig skade, kan et barn anbringes uden samtykke fra barnet
over 15 år eller forældrene, jf. servicelovens § 58. Kommunen er således ikke
forpligtet til at efterkomme barnets ønsker om en hjemgivelse, hvis der er tale
om en tvangsanbringelse.
Børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet, har som udgangspunkt ret til
samvær og kontakt med deres forældre og netværk, som for eksempel
søskende og bedsteforældre, under anbringelsen. Udgangspunktet er, at
barnet eller den unge som hovedregel har brug for at bibeholde kontakten til de
biologiske forældre, søskende m.fl. Kommunen skal om nødvendigt træffe
afgørelse om omfanget og om udøvelsen af samværet. Ved afgørelsen skal
kommunen lægge særlig vægt på barnet eller den unges bedste og formålet
med anbringelsen. Der skal i den forbindelse afholdes en børnesamtale,
hvorved barnet eller den unges holdning til en afgørelse om samvær kan
afdækkes.
1