SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 262: Spm. om oversendelse af talepapir fra det åbne samråd den 28/1-21 om hvordan regeringen vil sikre bedre retssikkerhed for familierne i sager om underretninger, tvangsfjernelser og tvangsadoptioner, til social- og ældreministeren

Social- og Ældreudvalget 2020-21
SOU Alm.del
Offentligt

Social- og ældreminister Astrid Krags talepapir

Anledning

Dato / tid

Sted

Talens varighed

Talens formål

Publikum og

programpunkt

Samråd om retssikkerhed

28. januar 2020 kl. 13

FT S-092

10 min. (1882 ord)

Besvarelse af samrådsspørgsmål F

Social- og Indenrigsudvalget

Samrådsspørgsmål F

”Hvordan

vil regeringen sikre bedre retssikkerhed for familierne i

sager om underretninger, tvangsfjernelser og tvangsadoptioner?

Og mener regeringen fortsat, at tvangsanbringelser og

bortadoptioner skal være et mål i sig selv, når retssikkerheden på

området ikke er i orden i dag, særligt set i lyset af de tre sager fra

Fanø som afdækket i DR1-dokumentaren

”Mistænkt for livet” og

det forhold, at der er fejl i hver fjerde sag, hvor børn adopteres

bort mod forældrenes vilje?”

Det talte ord gælder

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 262: Spm. om oversendelse af talepapir fra det åbne samråd den 28/1-21 om hvordan regeringen vil sikre bedre retssikkerhed for familierne i sager om underretninger, tvangsfjernelser og tvangsadoptioner, til social- og ældreministeren

Indledning



Tak for ordet og muligheden for at drøfte et emne, som

regeringen netop har lanceret udspil omkring: Udsatte børn og

unge. Det står helt centralt for mig og regeringen, at vi skal

have styrket dette område.



I samrådsspørgsmål F bliver jeg bedt om at forholde mig til

retssikkerheden i sager om underretninger, tvangsfjernelser og

tvangsadoptioner, samt til regeringens dagsorden omkring

anbringelser og adoptioner.



Det er emner, som vi før har vendt her i udvalget, og det er

også store emner, der fortjener vores fulde opmærksomhed.



Men regeringens udspil er endnu bredere. For vi har brug for

at sætte ind over hele linjen, hvis vi skal lykkes med at give

børnene en tryg og stabil opvækst. Den ambition går jeg ikke

på kompromis med.

Anbringelser er ikke et mål i sig selv



Flere anbringelser og adoptioner skal selvfølgelig ikke være et

mål i sig selv. Det vil jeg gerne slå helt fast. Så vi forhåbentlig

kan undgå den stråmand i vores videre drøftelse her i dag.



Regeringen kommer ikke til at sætte et måltal for, hvor mange

flere anbringelser eller adoptioner, vi vil opnå. Det vil være dybt

useriøst.



Jeg mener derimod ikke, at det er useriøst at forholde sig til,

om der i dag bliver anbragt de børn, der har behov for det. Hvis

man spørger mig, er det vores pligt som politikere.



Dem, der mener, at det er forkert af regeringen at tale om, at

flere børn skal have et nyt hjem; de skylder at svare på, om de

mener, der bliver anbragt det rigtige antal børn i dag!



Jeg synes, tallene taler deres eget tydelige sprog.



Statistikkerne viser, at de fleste anbringelser i dag sker blandt

store børn. Vi anbringer næsten fem gange så mange 16-årige

som etårige, toårige, treårige eller fireårige.



Vi ved, at dem, der anbringes første gang som teenagere,

klarer sig dårligere end dem, der har været anbragt som små.

De får en kortere uddannelse, er oftere på kontanthjælp og

kæmper mere med kriminalitet og misbrug end tidligt anbragte.



Jeg mener, at de børn skulle have haft den rette hjælp langt

tidligere, for tidspunktet for anbringelse

har

en betydning. Vi

skal sætte ind med hjælpen tidligt, og det betyder også, at der

er børn, der skal anbringes tidligere, end de bliver i dag.



Så børn har en familie, der ikke kun er til låns, og en opvækst

præget af stabilitet. Så de ved, hvor de skal fejre deres næste

fødselsdag.



Det kræver, at vi ser børnene og deres behov tidligere og

bedre end i dag.



Derfor er et af vores forslag, at det automatisk skal vurderes,

om søskende til anbragte børn også skal anbringes, når

anbringelsen skyldes omsorgssvigt fra forældrene.



De søskende er i udgangspunktet udsatte.



Over 5000 halv- og helsøskende til anbragte i dag bor stadig

hjemme hos familien og får

ikke

nogen social indsats efter

serviceloven.



De 5000 børn vil vi i regeringen ikke lade i stikken med

forældre, der før har vist, at de ikke kan tage vare på et barn.

Og derfor skal vi tidligt vurdere behovet for hjælp, så vi sætter

ind, før skaden er sket.



Børn har kun én barndom

–

og den kan ikke gøres om.

Procesfejlene skal rettes, men ingen børn bliver uretmæssigt

anbragt og adopteret



Når et barn anbringes uden for hjemmet eller bliver

bortadopteret skal retssikkerheden selvfølgelig være i orden

–

både for børnene og forældrene.



Nogle gange når man hører diskussionerne, kan man let få

den opfattelse, at retssikkerhed på anbringelsesområdet er

en by i Rusland. Det er altså ikke tilfældet!



Jeg vil derfor gerne

–

endnu en gang - mane i jorden, at

udfordringerne med retssikkerheden betyder, at der er børn,

der uretmæssigt bliver anbragt. Det har

Retssikkerhedsenhedens undersøgelse jo også vist, som vi

drøftede på møde her i udvalget for et par ugen siden.



I 2018 stadfæstede Ankestyrelsen 99 pct. af de afgørelser

om anbringelse uden samtykke, der blev påklaget. Ingen

afgørelser blev ændret til hjemgivelse, fordi

anbringelsesgrundlaget var til stede i alle sager.



Dvs. alle de børn, som kommunerne fandt grund til at

anbringe, dér var der en god grund til at anbringe.



Hvad angår adoptionssager, er det Ankestyrelsen og ikke

kommunerne, der træffer afgørelsen om adoption uden

samtykke. Der er altså altid flere sæt øjne på en sag. I

sidste ende kan sagerne blive behandlet af domsstolene.

Jeg kan oplyse, at ingen af de sager, der er afgjort ved

domstolsbehandling efter lovændringen i 2015, er endt med

en ophævelse af den administrative afgørelse om adoption

uden samtykke.



Der er derfor

ikke

tale om, at børn bortadopteres

uretmæssigt.



Men vi kan ikke komme udenom, at der desværre sker fejl i

sagsbehandlingen.



Derfor skal vi have styrket sagsbehandlingen, så

kommunerne oplyser sagerne korrekt fra start.



Ellers risikerer vi, at der opstår mistillid til systemet. Og

mistillid til systemet er ikke til barnets bedste. I en retsstat

som den danske skal retssikkerheden naturligvis være i

orden!



At der sker fejl, må ikke blive en undskyldning for at lade

være med at hjælpe børn med forældre, der svigter. Så

svigter vi børnene dobbelt.



Og så er det helt afgørende, at vi får rettet op på den

manglende børneinddragelse i sagsbehandlingen.



Jeg synes, at det er sigende, at diskussionen om

retssikkerhed altid ender med at handle om forældrenes

rettigheder. Og det er måske derfor, at vi ikke er lykkedes

med at hjælpe udsatte børn og unge bedre i dag.



Når vi taler om retssikkerhed, siger tallene mig nemlig, at vi

ikke gør det godt nok over for børnene.



Fejlene handler alt for ofte om, at børnene ikke bliver

inddraget og hørt godt nok i deres egne sager. Og mine

alarmklokker ringer, når jeg læser tallene omkring

børneinddragelse i sagsbehandlingen. Fx var reglerne om

børnesamtale ikke overholdt i godt halvdelen af de

gennemgåede sager i Børnesagsbarometeret. Og omkring

40 pct. blandt udsatte børn og unge i 12-17 års alderen

svarer, at de ikke har fået oplyst deres rettigheder om at få

indflydelse i egen sag. Mere end hver fjerde oplever, at de

ikke har indflydelse på kommunens beslutninger.



Derfor vil vi i regeringen styrke børnenes rettigheder, så

barnet anerkendes i sin egen ret, og barnet skal vide, at det

har indflydelse på eget liv.



Vi vil give barnet selvstændig partsstatus allerede fra det

10. år. Børn skal have en ret til stabilitet og en ret til at sige

nej til samvær. Og vi vil med en rettighedskanon i

folkeskolen sørge for, at børn kender deres egne

rettigheder.



Med en ny Barnets Lov vil vi altså sætte barnets stemme

over forældrenes. Barnets rettigheder skal altid komme

først.

Børnene Først skal bidrage til stabilitet i opvæksten



Regeringen præsenterede i går vores udspil Børnene Først.

Vi vil ikke lade stå til, mens statistikkerne viser, at alt for

mange udsatte børn ender som udsatte voksne, fordi vi som

samfund ikke formår at sætte ind i tide.



Flere skal have et nyt hjem

–

og de skal have det tidligere.

Vi skal gøre op med, at anbringelse ses som en sidste

udvej. For nogle børn kan det være den rigtige hjælp at

blive anbragt, og børnene skal ikke trækkes igennem

omsorgssvigt efter omsorgssvigt, før vi tør ty til en

anbringelse.



Flere skal også have en familie, der ikke kun er til låns.

hvor børnene kan slå rod.



For nogle børn kan adoption være den bedste løsning fra

start af. Derfor skal det for de helt små spædbørn være

muligt at træffe beslutning om et adoptionsforløb, allerede

før barnet er født. Starten af livet skal ikke være præget af

omsorgssvigt, men skal kunne begynde i en familie, der står

klar med blivende tryghed og kærlighed.



Men det er ikke kun for spædbørnene, at adoption skal

være en mulighed. Muligheden for bortadoption skal

lempes, så børn ikke lades i stikken hos forældre, der ikke

kommer til at kunne yde dem den omsorg, de har brug for.



Hvis det er til barnets bedste, skal bortadoption være en

mulighed, så det er barnets ret til en tryg og stabil familie,

der kommer først.



Kontinuitet er nemlig så afgørende for en opvækst, især når

den allerede har lidt omsorgssvigt. Derfor foreslår vi også,

at det være muligt at gøre en anbringelse permanent, hvis

det er til det bedste for barnet og barnets ønske. Og er der

opstået en tilstrækkelig tæt relation til plejefamilien, skal

adoption være en mulighed. Så barnet har en familie, også

når der er 18 lys i fødselsdagskagen.

Diskussionen om retssikkerhed handler for lidt om børnene



Anbringelser og adoptioner uden samtykke er indgribende

indsatser, og derfor er der også høje krav til

sagsoplysningen og til retssikkerheden. Det skal der

naturligvis fortsat være.



Men retssikkerhed handler også om, at lovgivningen skal

være klar, og det skal være enkelt for fagpersoner at

navigere ud fra den. Derfor vil vi med en ny Barnets Lov

samle reglerne om støtte til udsatte børn og unge ét sted.



Samtidigt skal lovgivningen være fleksibel, så der er plads

til at tilpasse indsatsen til det enkelte barns ønsker og

behov. Det faglige skøn hos dygtige medarbejdere, der er

nærmest barnet, skal veje tungere.



Tiden og energien skal bruges der, hvor det gavner udsatte

børn og unge. Og unødvendigt bureaukrati er ikke til

barnets bedste.

Børn skal have voksne i deres liv, som de kan regne med



Vi er nødt til at spørge os selv: Er vi et samfund, der sikrer,

at alle børn vokser op med stabile, trygge og kærlige

rammer?



Nej, er det korte svar, det gør vi ikke godt nok i dag.

Indsatsen over for de mest udsatte børn er ganske simpelt

ikke god nok, og for mange vokser op med omsorgssvigt.



Børn skal vide, at der er voksne, som vil dem af hjertet, og

som de kan regne med. Vi vil give alle børn, der er anbragt

på en institution, et tilbud om at få en venskabsfamilie, så

de også oplever, hvordan det er at være en del af en

almindelig familie. Og en samfundskampagne skal give flere

familier lysten til at gøre en forskel i et udsat barns liv.



Den forskel gør mange plejefamilier allerede i dag. Og vi

skal have forbedret vilkårene for dem, så de tilsvarer den

vigtige opgave, de løfter, når de åbner deres hjem og giver

et barn en ny familie. Både vilkår og støtten skal klæde

plejefamilierne ordentligt på, og derfor foreslår regeringen et

løft af plejefamilieområdet, hvor det organiseres i regionalt

dækkende ”plejefamilie-centre”.



Danskere med hjerterum til udsatte børn er nemlig helt

afgørende for, at vi kan sikre vores børn en barndom, der er

som en barndom skal være: præget af kærlige voksne, der

er der for én, og den tryghed som er nødvendig for, at et

barn kan folde sig ud og udvikles som sine jævnaldrende.

Afslutning



Børnene Først løser ikke alle problemer. Men vi mener i

regeringen, at det er et ambitiøst skridt i den rigtige retning.

Hen imod dér, hvor vi er et samfund, der sikrer, at alle børn

får en tryg og kærlig opvækst.

Jeg glæder mig meget til at drøfte udspillet i de kommende

forhandlinger. Vi har med udspillet sagt tydeligt, at

regeringen vil sætte børnene først. Det kræver mod. Og jeg

håber, at spørgerne kommer til forhandlingerne med det

samme mod. Så vi ikke igen skal tale om måltal, men kan

tale om det vigtige; nemlig hvordan vi får løftet området til

gavn for udsatte børn og unge.