SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 26: Spm. om oversendelse af talepapir fra det åbne samråd den 22/10-20 om tvangsanbringelser og bortadoptioner af udsatte børn, til social- og indenrigsministeren

Social- og Ældreudvalget 2020-21
SOU Alm.del
Offentligt

Social- og indenrigsminister Astrid Krags talepapir

Samråd om regeringens ønske om flere

tvangsanbringelser og bortadoptioner og

evidensen herfor

22. oktober 2020 kl. 13.00-14.00

Anledning

Dato / tid

Sted

Talens varighed

Talens formål

Publikum og

programpunkt

Ca. 16 min.

Besvarelse af samrådsspm. C-D

Social- og Indenrigsudvalget

Samrådsspørgsmål C

Vil ministeren uddybe sin holdning til, at regeringen ønsker flere

og tidligere tvangsanbringelser og bortadoptioner af udsatte børn,

som statsministeren udtalte i sin nytårstale, herunder også set i

lyset af at Rigsrevisionen tidligere har rettet kritik mod Social- og

Indenrigsministeriet på selvsamme område for blandt andet ikke

at kunne dokumentere, om anbringelserne har den tilsigtede

effekt?

Samrådsspørgsmål D

Vil ministeren fremlægge videnskabelig evidens for, at tidligere

tvangsanbringelser nødvendigvis er til udsatte børns bedste?

Det talte ord gælder

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 26: Spm. om oversendelse af talepapir fra det åbne samråd den 22/10-20 om tvangsanbringelser og bortadoptioner af udsatte børn, til social- og indenrigsministeren

[Indledning]



Tak for ordet og muligheden for igen at drøfte et spørgsmål,

der ligger mig og regeringen meget på sinde: Hvordan vi sikrer

den bedste hjælp til børn, der svigtes af de voksne, som burde

passe på dem.



Der er stillet to spørgsmål til dagens samråd, som efter aftale

med udvalget besvares samlet.

[For mange børn svigtes]



Først vil jeg uddybe baggrunden for regeringens ønske om

flere og tidligere anbringelser og bortadoptioner:



Der er børn, der vokser op i hjem med svigt. Med vold. Med

misbrug. Med forældre, som har store problemer og gang på

gang viser sig ude af stand til at være de forældre, børnene har

brug for.



De børn fortjener ikke, at forældrene får chance på chance. De

har ret til et trygt hjem og en familie, der kan give dem en

opvækst fuld af omsorg.



Den ret bør altid veje tungere end hensynet til forældrene. Det

er min og regeringens holdning.

[Anbragte børn har dårligere forudsætninger]



Jeg kender godt Rigsrevisionens kritik. Og jeg mener også, at

de mange triste statistikker og undersøgelser, der viser, at

anbragte børn klarer sig dårligere end deres jævnaldrende,

kalder på opmærksomhed. Fra os politikere. Fra de

kommunale forvaltninger. Og fra alle, der ligesom regeringen

mener, at alle børn i Danmark fortjener at vokse op i et trygt og

kærligt hjem.



Lad mig her blot nævne nogle af de triste tal: Blandt tidligere

anbragte i alderen 25-29 år står mere end halvdelen uden en

ungdomsuddannelse. Og hver fjerde er på kontanthjælp.



Tidligere anbragte i alderen 25-29 år er 7 gange så ofte i

misbrugsbehandling som øvrige unge i aldersgruppen. Og hver

tredje af de unge hjemløse i alderen 18-29 år har været

anbragt i løbet af deres barndom.

[Spørgsmålet om evidens]



Det er nedslående tal – det tror jeg, vi alle er enige om. Men

det er jo ikke bevis for, at vi

ikke

skal anbringe børn. Det viser,

at vi ikke gør det godt nok i dag.



Når vi taler om evidens og dokumenteret effekt på

anbringelsesområdet, er det vigtigt at understrege, at man jo

ikke kan lave randomiserede forsøg med anbragte børn. Man

kan ikke tage to grupper af børn med samme problemer og så

kun nøjes med at anbringe halvdelen af dem for at se, hvem

der klarer sig bedst.



Man kan heller ikke sammenligne anbragte børn med børn, der

ikke er anbragte, og så konkludere, at anbringelse har en

negativ effekt.



For det første kan forskellene i børnenes udvikling ikke alene

tilskrives et resultat af anbringelsen.



Der er tale om børn med forskellige udgangspunkter: Anbragte

børn har haft en hård start på livet. Mange er desværre anbragt

sent, efter mange år med svigt og forsøg på at støtte

forældrene. Det siger sig selv, at de har dårligere

forudsætninger end deres jævnaldrene for at klare sig godt.



For det andet ved vi, at anbragte børn også oplever svigt i

løbet af anbringelsen: Skoleskift og skolepauser, skift i

anbringelsessted, brud i relationer og konflikter med

forældrene.



Jeg vil derfor gerne advare mod, at vi som politikere bruger det

faktum, at der i ren forskningsmæssig forstand ikke findes

evidens på det her område, som en undskyldning for IKKE at

handle og IKKE at gribe ind over for omsorgssvigt af børn.



For så svigter vi børnene dobbelt.

[Vi har faktisk en del viden og erfaringer]



Selvom vi ikke kan tale om evidens i forskningsmæssig

forstand, når vi taler om anbringelser, så mener jeg godt, man

kan drage konklusioner på baggrund af de tal og fakta og

erfaringer, der ligger.



Det er det, regeringen gør, når vi siger, at flere børn skal have

et nyt hjem, og at flere skal have det tidligere.

[Når anbringelser bliver sidste udvej, anbringer vi for sent]



Når et barn bliver anbragt, viser tallene, at der ofte har været

en lang periode forinden med underretninger og forebyggende

foranstaltninger.



Omkring 80 pct. af de førstegangsanbragte børn i alderen 3-17

år, som blev anbragt uden for hjemmet i 2018, havde i årene

op til anbringelsen modtaget en forebyggende indsats.



Ankestyrelsen undersøgte i 2019 fire kommuners praksis i

sager om tvangsanbringelse. Her svarede de deltagende

kommuner selv, at de først afprøver alle forebyggende

støttemuligheder, før de vælger at indstille til en anbringelse

uden samtykke.



Det vidner om, at anbringelse alt for ofte bliver betragtet som

sidste udvej. Og hver gang vi giver forældrene en ny chance,

og de stadig ikke lykkes med at skabe et godt og trygt hjem –

så er der et barn, der betaler prisen.

[Behov for tidligere anbringelser]



Vi ved også en del om, hvad en tidlig anbringelse betyder for

barnet:



Vi ved, at dem, der anbringes første gang som teenagere,

klarer sig dårligere end dem, der har været anbragt som små.

De får en kortere uddannelse, er oftere på kontanthjælp og

kæmper mere med kriminalitet og misbrug end tidligt anbragte.



En undersøgelse fra VIVE blandt 18-årige, der tidligere har

været anbragt, viser også, at sent anbragte er kendetegnet ved

en høj grad af mistrivsel. Næsten en tredjedel har depressive

symptomer, halvdelen har selvskadende adfærd og op mod

hver tredje har forsøgt selvmord.



Det er paradoksalt, når man sammenligner familiebaggrunden

for de sent anbragte med dem, der anbringes tidligt. En ny

analyse fra mit eget ministerium viser, at tidligt anbragte

kommer fra mere udsatte hjem, end børn, der bliver anbragt

sent. Alligevel klarer de tidligt anbragte sig bedre senere i livet.



Samtidig viser statistikkerne, at de fleste anbringelser i dag

sker blandt store børn. Vi anbringer næsten fem gange så

mange 16-årige som etårige, toårige, treårige eller fireårige.



Jeg mener, at de børn skulle have haft den rette hjælp langt

tidligere, for tidspunktet for anbringelse

har

en betydning. Børn

har kun en barndom – og den kan ikke gøres om.

[Anbringelser ikke et mål i sig selv]



Anbringelser skal selvfølgelig ikke være et mål i sig selv. Det vil

jeg gerne slå helt fast. Så vi forhåbentlig kan undgå den

stråmand i vores videre drøftelse her i dag.



Regeringen kommer ikke til at sætte et måltal for, hvor mange

flere anbringelser, vi vil opnå. Det vil være dybt useriøst.



Jeg mener derimod ikke, det er useriøst at forholde sig til, om

der i dag bliver anbragt de børn, der har behov for det. Hvis

man spørger mig, er det vores pligt som politikere.



Dem, der mener, at det er forkert af regeringen at tale om, at

flere børn skal have et nyt hjem; de skylder at svare på, om de

mener, der bliver anbragt det rigtige antal børn i dag!



Jeg synes, tallene taler deres eget tydelige sprog.



Det samme gør fortællingerne fra mange anbragte børn og

unge. De vidner om, at vi som samfund alt for ofte griber ind for

sent.



Det samme gør fortællingerne fra de allermest udsatte voksne,

der aldrig blev anbragt, men som børn blev overladt hos

forældre, der ikke passede ordentligt på dem. Som i en alt for

tidlig alder selv skulle sørge for mad, fordi køleskabet var tomt.

Eller hente mor eller far hjem fra værtshuset midt om natten.

Jeg møder dem som socialminister alt for ofte.



Og det samme gør flere aktører på området:



Socialpædagogernes fagforening fortæller, at deres

medlemmer får børnene så sent, at skaderne ofte er

uoprettelige. Og ifølge Børns Vilkår ser de mange sager, hvor

kommuner i årevis sætter ind med utilstrækkelig hjælp i stedet

for at anbringe barnet.



De udsagn understøtter tallene og fortæller mig, at vi har et

problem.



Vi svigter børnene, når vi gang på gang sætter forældrenes ret

til barnet før barnets ret til en tryg barndom.

[Behov for

bedre

anbringelser]



Når det er sagt, så skal flere anbringelser ikke stå alene. Når vi

som samfund tager forældreansvaret for et barn på os, så skal

vi også sørge for at give barnet et nyt hjem, hvor der er tryghed

og stabilitet.



Vi skal sørge for, at der er voksne omkring barnet, som forstår

barnets behov og kan støtte det i hverdagen. At barnet bliver

ordentligt inddraget i beslutninger om sit eget liv. At barnet

bliver set og hørt.



Regeringen har iværksat en evaluering af det specialiserede

socialområde, som skal være første skridt i retning af en

specialeplanlægning på socialområdet. Hvor vi også vil se på,

hvilke krav der skal stilles til personalets faglighed og

kompetencer på anbringelsessteder for anbragte børn og

unge.



Med regeringens kommende udspil

Børnene Først

vil vi bl.a.

også sikre, at børnene altid sættes først og inddrages i egen

sag.



Ligesom vi vil sikre, at der bliver færre skift i anbragte børns liv

og voksne, man kan stole på. Fordi kvalitet ikke kun er er

faglighed, men i høj grad også, at der er tryghed og stabilitet.

[Flere tidlige bortadoptioner]



Alle børn fortjener at vokse op i en tryg, kærlig og stabil familie.



For nogle børn vil den biologiske familie aldrig være i stand til

at tilbyde dette. Derfor mener regeringen, at flere

omsorgssvigtede børn skal have en familie, som ikke kun er til

låns.



Vi ved fra både danske og udenlandske undersøgelser, at

børn, der adopteres, klarer sig bedre på alle parametre end

anbragte børn.



Bl.a. viser en svensk undersøgelse, at adopterede har et

højere uddannelsesniveau, bedre kognitive evner og bedre

evne til at klare sig selv som voksne, end børn der er vokset op

i en plejefamilie.



En norsk undersøgelse peger på, at voksne, der er adopteret

som børn, har haft en bedre barndom og klarer sig bedre i livet

end voksne, der har været anbragt.



Et dansk studie af internationale erfaringer konkluderer, at

børn, der adopteres tidligt, har en bedre tilknytningsevne,

højere IQ og klarer sig bedre i skolen end børn, der adopteres

senere. Jo tidligere barnet adopteres, jo bedre er muligheden

for, at det kan indhente det forsømte.



Regeringen mener, at alle børn har ret til et trygt og varigt

hjem, og tallene underbygger, hvor vigtigt det er. Derfor skal

det være muligt at gennemføre flere bortadoptioner, end det er

tilfældet i dag.

[Vi skal lytte mere til børnene]



Selvom det er bortadoptioner og anbringelser, der fylder på

dagens samråd og dagsordenen i det hele taget, så vil

regeringens udspil rumme meget mere end det.



Regeringen mener grundlæggende, at vi skal sætte børnene

først. Derfor vil vi lave en ny Barnets Lov, hvor barnets

rettigheder skal være i centrum. Vi skal blive bedre til at lytte til,

hvad børnene ønsker og har brug for.



Når vi styrker børnenes rettigheder, så vil det i nogle tilfælde

være på bekostning af forældrene. Det handler om at sætte

barnets ret til en tryg barndom over forældrenes ret til deres

børn.



Det vil nogle være uenige i, men det er en værdikamp, som

regeringen er parate til at tage.

[Afslutning]



For afslutningsvist at opsummere på evidensspørgsmålet:

Hvad vi ved og ikke ved om tidlige anbringelser:



Vi får aldrig videnskabelig evidens baseret på randomiserede

forsøg. Men vi har rigtig meget viden at bygge vores politik på.



Vi ved, at børn, der anbringes tidligere, klarer sig bedre – også

selvom de kommer fra mere udsatte familier.



Samtidig tyder undersøgelser og statistikker på, at der er en

tilgang i kommunerne, hvor man hellere giver forældrene en

ekstra chance og afprøver det mindst indgribende først, før

man anbringer et barn.



For regeringen kalder det her på handling. Vi skal have politisk

mod til at hjælpe de mest udsatte børn – også selvom vi aldrig

kan læne os op af fuldstændig evidensbaseret forskning.



Det mod har regeringen. Og det mod håber jeg, at Folketingets

partier også har, når vi skal mødes i forhandlinger om

Børnene

Først.