SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 211: Spm. om Spm. om oversendelse af talepapir fra det åbne samråd den 14/1-21 om ledsagerordning efter servicelovens § 97, til social- og indenrigsministeren

Social- og Ældreudvalget 2020-21
SOU Alm.del
Offentligt

Social- og indenrigsminister Astrid Krags talepapir

Anledning

Dato / tid

Sted

Talens varighed

Talens formål

Publikum og

programpunkt

Samråd om ledsagelse

–

SOU alm. del

–

samrådsspørgsmål E

Den 14. januar 2021 kl. 13-14

SOU

Ca. 15 min.

Besvare samrådsspørgsmål E

Samrådsspørgsmål E stillet efter ønske fra Jakob Sølvhøj

(EL)

”En

ny undersøgelse fra Lev blandt borgere med

udviklingshæmning,

”Analysenotat: ledsageordning

og mennesker

med udviklingshandicap i botilbud, der bor i botilbud”, Lev,

19.

oktober 2020, viser, at det store flertal af de borgere, der ikke har

en ledsageordning efter servicelovens § 97, modtager langt indre

end 15 timers individuel og selvvalgt ledsagelse om måneden.

Blandt beboere med en ledsagerordning efter servicelovens § 97,

har mange ikke modtaget den erstatningsledsagelse, de har krav

på efter ledsagelsesbekendtgørelsens § 5, stk.2, når der

fratrækkes timer i de 15 månedlige ledsagelsestimer. Vil

ministeren redegøre for sin holdning til resultaterne af

undersøgelsen og herunder oplyse, om hun finder det rimeligt, at

mange beboere i botilbud uden en ledsageordning efter § 97

nærmest er afskåret fra at komme uden for botilbuddet, og hvad

vil ministeren gøre for at sikre, at disse beboere får ret til mindst

15 timers månedlig ledsagelse og for at sikre, at kommunerne

overholder lovgivningen, så beboere med en ledsageordning efter

§ 97 rent faktisk modtager den ledsagelse, de har krav på?”

Det talte ord gælder

SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 211: Spm. om Spm. om oversendelse af talepapir fra det åbne samråd den 14/1-21 om ledsagerordning efter servicelovens § 97, til social- og indenrigsministeren

[Indledning]

Jeg vil gerne starte med at takke stilleren af samrådsspørgsmålet

for at sætte fokus på et vigtigt emne, nemlig ledsagelse af borgere

med handicap.

LEVs undersøgelse om ledsagelse af mennesker med

udviklingshandicap i botilbud viser klart, at det er vigtigt, at vi får

taget en drøftelse om, hvordan vi sikrer ledsagelse til borgerne.

[Ledsagelse er centralt for borgere med handicap]

At kunne færdes frit til de aktiviteter, man selv ønsker, er en

selvfølge for alle os uden handicap. Noget, man ikke skænker en

tanke

–

altså når der ikke lige er en Covid-pandemi.

Men sådan er det ikke for alle. For borgere med handicap er

ledsagelse altafgørende.

Ledsagelse kan være dét, som gør, at man

ikke

må nøjes med at

se fodboldkampen på skærmen, men i stedet kan komme ind og

opleve atmosfæren på stadion. Eller ikke må nøjes med at kigge

ud af vinduet for at få et strejf af naturen, men i stedet kan komme

på skovtur og fylde lungerne med frisk luft og mærke solens

varme i ansigtet.

For der er en verden til forskel på, om man kan deltage i de

aktiviteter, man selv ønsker uden for ens hjem, eller om man i

stedet er ladt alene tilbage som passiv tilskuer, mens verden ruller

forbi uden for ens vinduer.

Det kan vi alle blive enige om.

Med ledsagelse bliver det muligt for borgere med handicap at

deltage i aktiviteter, som de selv har valgt, men ikke selv kan

komme hen til eller deltage i.

Med en ledsager bliver det muligt for borgere med handicap at

komme uden for eget hjem eller botilbud og deltage i aktiviteter i

samfundet på lige fod med andre mennesker uden handicap.

Dermed giver ledsagelse ikke blot borgere med handicap

oplevelser i form af aktiviteter. Nej, ledsagelse bidrager også til, at

mennesker med handicap får mere selvbestemmelse,

selvstændighed og bliver en del af fællesskabet, når de kan tage

til netop de aktiviteter, som de selv ønsker.

Og selvbestemmelse, selvstændighed og dét at være del af et

fællesskab er vigtigt for, at borgere med handicap oplever en høj

livskvalitet, mindre ensomhed og har mulighed for at leve aktive

og meningsfulde liv ligesom alle vi andre.

Med andre ord danner ledsagelse grobund for, at borgere med

handicap kan opleve at leve et mere selvstændigt liv og være en

del af samfundet.

På den baggrund bekymrer det mig, at LEVs undersøgelse sår

tvivl om borgere med handicap får det antal ledsagetimer, de har

krav på.

Derfor vil jeg lægge ud med at gennemgå den relevante

lovgivning på området.

Derefter vil jeg besvare de enkelte og konkrete spørgsmål, som

indgår i samrådsspørgsmålet.

[Ledsagelse gives i forskellige former]

Lovgivningen indebærer, at alle, der ud fra en konkret og

individuel vurdering har brug for det, kan få ledsagelse.

Ledsagelse er således ikke forbeholdt én specifik gruppe, mens

andre med ledsagebehov ikke kan få. Ledsagelse er for alle, der

ud fra en individuel og konkret vurdering har behov for det. For at

imødekomme behovet hos den enkelte gives ledsagelse dog efter

to forskellige bestemmelser.

For det første gælder, at den gruppe af borgere, som alene har

brug for praktisk hjælp ved ledsagelsen

–

så at sige en levende

stok

–

kan få ledsagetimer i en ledsagerordning efter

servicelovens § 97.

For det andet gælder, at den gruppe af borgere, der har et større

og mere komplekst hjælpebehov kan få socialpædagogisk støtte

efter servicelovens § 85, herunder socialpædagogisk ledsagelse.

Denne sidste gruppe af borgere kan nemlig også have brug for

f.eks. omsorg, støtte og hjælp til udvikling af færdigheder som en

del af ledsagelsen. Hvis denne gruppe derimod fik visiteret

ledsagelse efter servicelovens § 97, så ville vi efterlade dem med

et udækket hjælpebehov.

Med andre ord ville en ledsagerordning efter servicelovens § 97

ikke være den rette indsats. Og ledsagelsen alene ville ikke give

borgeren en god oplevelse.

Så når lovgivningen er skruet sammen på den her måde, er det

altså ikke for at snyde nogen eller afskære nogen fra ledsagelse.

Tværtimod. De to forskellige former for hjælp er netop til for at

dække to forskellige hjælpebehov så godt som muligt.

De to typer af hjælp er derved forskellige i deres form, men

indeholder stadig begge ledsagelse.

Undersøgelsen viser også, at rigtig mange borgere gerne ville

have endnu mere ledsagelse. Det forstår jeg selvfølgelig godt,

men samtidig har vi jo desværre ikke uendelige ressourcer. Og et

andet mere snusfornuftigt hensyn, som lovgivningen samtidig

tager højde for, er, at den samme borger ikke modtager den

samme hjælp to gange. På den måde sørger lovgivningen for, at

ressourcerne bliver brugt hensigtsmæssigt, så vi som samfund

kan hjælpe flest muligt.

Lovgivningen slår nemlig fast, at borgere ikke både skal have

ledsagelse som en integreret del af servicetilbuddet i et botilbud

og yderligere 15 ledsagetimer som led i ledsagerordningen efter §

97.

For ifølge lovgivningen kan kommunerne fratrække et antal timer

fra de 15 timers ledsagelse pr. måned i ledsagerordningen, hvis

borgeren i forvejen modtager ledsagelse i en form, der svarer til

ledsagelsen i ledsagerordningen.

Hvis en borger f.eks. i forvejen modtager seks timers ledsagelse

som en integreret del af servicetilbud i eget hjem eller i et botilbud,

der svarer til ledsagelse efter § 97, sikrer lovgivningen borgeren

den fleksibilitet, at vedkommende kan modtage ledsagetimerne og

samtidig indgå i selvvalgte aktiviteter som en del af den hverdag,

borgeren kender, sammen med de beboere, og de medarbejdere,

som borgeren er tryg ved.

Kommunen modregner dermed blot de seks timer fra de 15 timers

ledsagelse pr. måned.

Det kunne f.eks. være, at en beboer ønsker at komme på et

familie- eller vennebesøg sammen med en medarbejder fra

botilbuddet, som borgeren er tryg ved. Det kan lade sig gøre, da

lovgivningen sørger for, at ledsagelsen til familie- eller

vennebesøget kan indgå i ledsagerordningen. Det antal

ledsagetimer, der blev brugt til borgerens besøg, bliver blot

fratrukket de månedlige 15 ledsagetimer.

Det samlede antal ledsagetimer, modregnet eller ej, giver altså

stadig borgeren ret til 15 timer pr. måned.

Efter at have gennemgået lovgivningen, vil jeg nu kort skitsere de

konkrete spørgsmål, der på baggrund af LEVs undersøgelse,

bliver spurgt ind til i samrådsspørgsmålet:

1. For det første er jeg blevet bedt om at redegøre for min

holdning til, at LEVs undersøgelse viser, at en større del af

borgere med udviklingshandicap, der bor i botilbud og ikke

har en ledsagerordning efter servicelovens § 97, modtager

langt mindre end 15 timers individuel og selvvalgt

ledsagelse om måneden.

2. For det andet er jeg blevet bedt om at redegøre for min

holdning til, at det i undersøgelsen fremgår, at mange

beboere med en ledsagerordning efter servicelovens § 97,

ikke modtager den erstatningsledsagelse, de har krav på

efter ledsagelsesbekendtgørelsens § 5, stk.2, når der

fratrækkes timer i de 15 månedlige ledsagelsestimer.

3. For det tredje er jeg blevet bedt om at svare på, hvordan jeg

vil imødegå de to nævnte udfordringer, så beboere uden en

ledsagerordning får ret til mindst 15 timers månedlig

ledsagelse og beboere med en ledsageordning efter § 97

rent faktisk modtager den ledsagelse, de har krav på.

[Socialpædagogisk støtte skal indeholde ledsagelse]

I forhold til den første problemstilling med gruppen af beboere

uden en ledsagerordning, der modtager færre end 15

ledsagetimer månedligt, vil jeg lægge ud med at knytte et par

kommentarer til undersøgelsens resultater:

For undersøgelsen viser nemlig, at der faktisk også er 18 pct. af

beboerne, der kan færdes på egen hånd uden for botilbuddet og

derfor slet ikke har brug for ledsagelse. Yderligere kan omkring en

fjerdedel af beboerne færdes på egen hånd uden for botilbuddet

på korte og kendte ture. På den baggrund vil jeg gerne nuancere

den misforståelse, at alle beboere er stavnsbundet til deres

botilbud, hvis ikke de modtager ledsagelse.

Men når det så er sagt, er det for de beboere uden en

ledsagerordning, men som stadig har brug for socialpædagogisk

ledsagelse, ganske enkelt ikke godt nok, hvis hjælpen er så

begrænset, at beboerne ikke har mulighed for at deltage i

aktiviteter uden for botilbuddet. Som jeg sagde tidligere fremgår

dette også klart af lovgivningen.

[Ledsagetimer i ledsagerordning må kun modregnes, hvis

timerne er opvejet af anden ledsagelse]

Det andet spørgsmål handler om de beboere, der er tilkendt 15

ledsagetimer i servicelovens ledsagerordning efter § 97, der får

fratrukket timer. Her vil jeg gerne gøre det klart, som jeg også har

gjort tidligere i folketingssvar, at det selvfølgelig ikke er i orden, ,

hvis kommunerne fratrækker et antal timer, uden at borgeren

modtager tilsvarende ledsagelse, f.eks. i servicetilbuddet fra

botilbuddet.

Her er det kun rimeligt, at denne gruppe af beboere får de 15

ledsagetimer, de er tilkendt. Igen fremgår det helt klart af

lovgivningen.

[Initiativer for styrkelse af ledsagerordning]

Og hvordan vil jeg så tage hånd om de her udfordringer?

Undersøgelsen fra LEV viser jo desværre et billede af, at nogle

mennesker med handicap på botilbud, der er i målgruppen for

ledsagelse, alligevel ikke modtager de ledsagetimer, de er

berettiget til.

Det skal vi gøre bedre!

Som jeg flere gang har sagt, mener jeg, at lovgivningen er klar.

Og jeg forventer selvfølgelig, at kommunerne følger loven på det

her som på alle andre områder. Men LEVs undersøgelse peger

på, at praksis i kommunerne kan trænge til en grundig

opstramning.

Derfor er ministeriet også allerede på baggrund af LEVs

undersøgelse i tæt dialog med KL om problematikken med

manglende erstatningsledsagelse efter § 97.

KL er gået aktivt ind i problemstillingen og er enige i, at borgerne

selvfølgelig skal have den ledsagelse, som de har ret til efter

lovgivningen.

KL har taget kontakt til Ankestyrelsen for at få mere viden om

udfordringerne og iværksætte en mere omfattende dialog med

kommunerne, så kommunerne bliver informeret om

problematikken.

Derudover har KL oplyst, at de har revideret de såkaldte

”bevillingsblanketter”,

som anvendes bredt i kommunerne ved

ansøgning og bevilling af ledsagetimer efter § 97. Blandt andet

fremgår der nu et ekstra felt i blanketterne, der giver mulighed for

at notere, hvor mange timers ledsagelse borgerne er bevilget som

en del af servicetilbuddet i botilbuddet.

Det giver både borgerne selv og deres pårørende bedre mulighed

for at følge med i, om borgerne rent faktisk får de 15 ledsagetimer

i ledsagerordningen efter § 97, som de har krav på.

Jeg forventer at de nye blanketter samt iværksættelsen af en

mere omfattende dialog med og oplysning af kommunerne om

problematikken kan medvirke til, at kommunerne fremadrettet

sikrer, at borgerne får de ledsagetimer efter § 97, de har krav på.

Derudover er der ingen tvivl om, at den aktuelle situation med

COVID-19 og de deraf følgende restriktioner særligt rammer den

her målgruppe hårdt. Det vender op og ned på hverdagen og kan

skabe både ensomhed og utryghed.

Derfor har partierne bag Finansloven for 2021 sammen med

regeringen afsat 16 mio. kr. til, at kommunerne i 2021 kan udstede

et klippekort til ekstra ledsagelse til beboere på botilbud ud over

den ledsagelse, som de i forvejen modtager efter servicelovens §

97.

Dette er helt afgørende for at lette den følelse af ensomhed og

isolation, som beboerne helt akut oplever under COVID-19 krisen.

[Afslutning]

Lad mig til sidst slutte af med at understrege, at det er

bekymrende, når mennesker med handicap oplever, at de ikke får

den hjælp, som de har krav på.

Det er dog min opfattelse, at lovgivningen indeholder den

fleksibilitet, der kan sikre borgerne den rette hjælpe - enten

socialpædagogisk ledsagelse eller ledsagelse i ledsagerordningen

- alt efter deres hjælpebehov. Men det er selvfølgelig ikke nok at

have rettigheder på papir, hvis man ikke også har dem i praksis.

For at komme udfordringerne til livs, er der som nævnt igangsat

konkrete tiltag i form af tæt dialog med KL, KLs revision af

blanketter og kommende kontakt til kommunerne samt midler til

ekstra ledsagelse til beboere på botilbud på Finansloven for 2021.

Disse tiltag skal afhjælpe både de akutte og længerevarende

behov for ledsagelse, som LEVs undersøgelse tegner et billede

af.

For mig at se tegner LEVs undersøgelse dog også et billede af, at

velfærden i kommunerne i mange år er blevet udsultet

–

først pga.

finanskrise og efterfølgende under den borgerlige regering, der

var mere optaget af skattelettelser og nedskæringer i de

kommunale budgetter. Derfor skal de konkrete initiativer, som jeg

har nævnt, også ses i sammenhæng med de overordnede tiltag,

som regeringen allerede har iværksat for at sikre velfærden i

kommunerne. Det har vi blandt andet gjort ved at løfte

kommunernes økonomi i to økonomiaftaler med over 3 mia. kr. og

indført et mere retfærdigt udligningssystem, så der kan blive råd til

bedre velfærd i hele landet.

Og det arbejde vil vi med den kommende velfærdslov og i det

kommende år fortsætte.

Samlet set kan dette være med til at sikre, at systemet bliver en

medspiller og ikke en modspiller, og at beboere får bedre

muligheder for at deltage i selvvalgte aktiviteter i samfundet.

For det skal ikke være en kamp at få hjælp, og det skal ikke være

en kamp at være en del af fællesskabet. Ledsagelse skal være et

tilbud til alle, der har brug for det, i enten den ene eller anden form

–

og hvad enten det er til en tur på stadion eller et smut ud i

naturen.

Tak for ordet.