Folketingets Social- og Indenrigsudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
Sagsnr.
2021 - 429
Doknr.
375303
Dato
10-02-2021
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg har d. 12. januar 2021 stillet følgende spørgs-
mål nr. 208 (alm. del) til social- og ældreministeren, som hermed besvares. Spørgsmå-
let er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DF).
Spørgsmål nr. 208:
”I forlængelse af artiklen ”Thomas med muskelsvind har fået døgnhjælp i 10 år
og nu
vil
kommunen fjerne den”, bragt på tv2ostjylland.dk den 11. januar 2021 er ministeren
da fortsat af den holdning, at der ikke er behov for en retssikkerhedsfond, som mini-
steren afviste under førstebehandlingen af beslutningsforslag nr. B 49 om ny retssik-
kerhedsfond på handicapområdet og opsættende virkning ved klage (SOU, folketings-
året 2020-2021)?”
Svar:
Det gør stort indtryk på mig at læse historien om Thomas Krysiza, som spørgeren refe-
rerer til, og fornemme den afmagt, han føler over for kommunens afgørelser. Jeg kan
ikke udtale mig om den konkrete sag, men hans historie bekymrer mig. Ikke blot på
grund af hans situation i sig selv, men fordi hans historie desværre er en af alt for
mange, hvor det, der skulle være et samarbejde med kommunen om at finde løsninger,
der giver livskvalitet, i stedet opleves af borgeren som en opslidende kamp.
Jeg ville ønske, at vi hurtigt og effektivt kunne løse retssikkerhedsproblemerne i kom-
munernes sagsbehandling på handicapområdet og sikre, at alle borgere oplever kom-
munen som en medspiller, de har tillid til. Men som jeg sagde ved Folketingets første
behandling af beslutningsforslag B 49 om ny retssikkerhedsfond på handicapområdet
og opsættende virkning ved klage, så tror jeg ikke på, at vi løser problemerne ved at
bruge økonomisk straf over for kommuner, der i forvejen er pressede på økonomien.
Etablering af en retssikkerhedsfond vil have store økonomiske konsekvenser samtidig
med, at det er tvivlsomt,
hvorvidt ”økonomisk straf” overhovedet vil have en incita-
mentsvirkning, der får kommunerne til at træffe flere rigtige afgørelser. For løbende
kontante ydelser, som f.eks. merudgifter, er det således sådan i dag, at kommunen skal
udbetale ydelsen med tilbagevirkende kraft, hvis de har truffet en forkert afgørelse,
men omgørelsesprocenten i sager om løbende kontante ydelser adskiller sig ikke mar-
kant fra omgørelsesprocenten i øvrigt. Der ses altså ikke nogen incitamentsvirkning.
Det er min opfattelse, at vi ikke opnår bedre retssikkerhed ved at straffe kommuner,
der i forvejen er pressede på økonomien. Vi opnår bedre retssikkerhed ved for det
første at holde politisk fokus på, at det skal blive bedre. Det er et fokus, der ikke kun og
ikke primært skal komme fra Folketinget og regeringen, men i langt højere grad skal
komme fra de politisk valgte i den enkelte kommunalbestyrelse. Lokalpolitikerne skal
forholde sig aktivt til Ankestyrelsens omgørelsesprocenter og til borgernes oplevelse af