Social- og Ældreudvalget 2020-21
SOU Alm.del
Offentligt
2333835_0001.png
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
Sagsnr.
2021 - 429
Doknr.
382991
Dato
10-02-2021
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg har d. 12. januar 2021 stillet følgende
spørgsmål nr. 206 (alm. del) til social- og ældreministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DF).
Spørgsmål nr. 206:
”Vil ministeren redegøre for, om ministeren finder det rimeligt, at kommunen fratager
borgere med handicap størstedelen af deres hjælp, hvad agter ministeren at gøre, og
vil ministeren indkalde til forhandlinger, såfremt det er lovgivningen, der ikke er god
nok, idet der henvises til artiklen ”Thomas med muskelsvind har fået døgnhjælp i 10
år og nu vil kommunen
fjerne den”, bragt på tv2ostjylland.dk den 11. januar 2021?”
Svar:
Jeg vil gerne starte med at slå fast, at mennesker med handicap selvfølgelig skal have
den hjælp, de har ret til efter lovgivningen. Jeg håber, spørgeren har forståelse for, at
jeg ikke kan gå ind i den konkrete sag. Men helt generelt kan jeg sige, at det altid bør
vække bekymring, hvis en borger fra den ene dag til den anden får frataget hjælp, uden
der samtidig er sket en forbedring af borgerens funktionsevne. Det skal ikke være en
kamp at få hjælp, og mennesker med handicap skal ikke være bekymret for pludselig
at få frataget den hjælp, som man har et reelt behov for i sin dagligdag.
Ifølge lovgivningen skal kommunerne behandle ansøgninger og spørgsmål om hjælp i
forhold til alle de muligheder, der findes for at give hjælp efter den sociale lovgivning.
Dertil sikrer serviceloven, at hjælpebehov af meget forskellig karakter, kan dækkes.
Det kan eksempelvis være en BPA-ordning, som blandt andet nævnes i artiklen, som
der refereres til i spørgsmålet. Denne hjælperordning henvender sig til mennesker
med omfattende funktionsnedsættelser og omfattende hjælpebehov eksempelvis pleje,
overvågning, ledsagelse eller praktisk hjælp. I tilfælde, hvor hjælpebehovet er mindre,
åbner serviceloven mulighed for at yde personlig og praktisk hjælp i hjemmet
(hjemmehjælp) kombineret med hjælp til ledsagelse ved færden uden for hjemmet,
hvor typen af ledsagelse kan variere afhængigt af borgerens konkrete hjælpebehov.
Yderligere skal kommunerne løbende følge de enkelte sager for at sikre, at hjælpen
fortsat opfylder sit formål. Kommunerne skal herunder være opmærksom på, om der
er behov for at yde andre former for hjælp, og om borgerens hjælpebehov fortsat er
dækket med den hjælp, der hidtil er ydet.
SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 207: Spm. om, hvornår ministeren vil handle på det, idet der henvises til beretning over beslutningsforslag nr. B 41 om hurtigere og mere fleksibel hjælp til als-patienter (SOU, folketingsåret 2020-2021), til social- og indenrigsministeren
Ved opfølgningen er det centralt, at kommunen holder sig det overordnede formål
med hjælpen for øje og desuden medtager borgerens samlede livssituation. I en
ordning med BPA efter servicelovens § 96 er det overordnede formål med hjælpen at
skabe grundlag for fleksible ordninger, der tager udgangspunkt i borgerens
selvbestemmelse, så borgeren kan fastholde eller opbygge et selvstændigt liv.
Efter min vurdering skaber lovgivningen rammerne for at kunne lette den daglige
tilværelse og forbedre livskvaliteten for den enkelte borger med handicap.
Når det er sagt, så er jeg opmærksom på, at aktørerne på området peger på, at der er
udfordringer med hjælperordningerne efter servicelovens §§ 95 og 96. Derfor pågår
der internt i Social- og Ældreministeriet et arbejde med at se på ordningerne.
Med venlig hilsen
Astrid Krag
2