Folketingets Social- og Indenrigsudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
Sagsnr.
2021 - 278
Doknr.
373819
Dato
05-02-2021
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg har d. 8. januar 2021 stillet følgende spørgs-
mål nr. 196 (alm. del) til social- og ældreministeren, som hermed besvares. Spørgsmå-
let er stillet efter ønske fra Jakob Sølvhøj (EL).
Spørgsmål nr. 196:
”Vil ministeren kommentere den fortrolige henvendelse af 24. november 2020 fra
Tommy Jensen om ledsager til handicappede, jf. SOU alm. del -
bilag 85?”
Svar:
Det er bekymrende, når mennesker med handicap og deres pårørende oplever ikke at
få den nødvendige hjælp og støtte i hverdagen, der er afgørende for følelsen af at leve
et værdigt liv.
En borger har, som en del af den socialpædagogiske støtte efter servicelovens § 85, ret
til ledsagelse til aktiviteter uden for botilbuddet, udflugter m.v. Kommunen skal der-
for, når der bevilges socialpædagogisk støtte til den enkelte borger, være opmærksom
på eventuelle behov for socialpædagogisk ledsagelse.
Den gruppe af borgere, som alene har brug for praktisk hjælp ved ledsagelsen, kan få
ledsagetimer i en ledsagerordning efter servicelovens § 97. Den anden gruppe af bor-
gere, der har et større og mere komplekst hjælpebehov, kan få socialpædagogisk støtte
efter servicelovens § 85, herunder socialpædagogisk ledsagelse. Det skyldes, at denne
gruppe af borgere også kan have brug for f.eks. omsorg, støtte og hjælp til udvikling af
færdigheder som en del af ledsagelsen, således at borgeren kan leve et liv på egne præ-
misser. Socialpædagogisk ledsagelse efter § 85 stiller altså særlige krav til ledsagelsen,
og hvis den pågældende gruppe af borgere fik visiteret ledsagelse efter § 97, ville denne
gruppe blive efterladt med et udækket hjælpebehov.
I forlængelse heraf kan jeg oplyse, at det følger af artikel 19 og 20 i FN’s Handicapkon-
vention, at borgere med handicap har ret til et selvstændigt liv og til at være inkluderet
i samfundet, og at deltagerstaterne skal træffe effektive foranstaltninger til at sikre
personlig mobilitet med størst mulig uafhængighed.
Det er min vurdering, at servicelovens regler lever op til dette. Men dernæst er det vig-
tigt at understrege, at kommunerne i deres afgørelser og den praktiske tilrettelæggelse
af hjælpen til den enkelte borger skal holde sig lovgivningens krav og intentioner for
øje, så borgere med handicap ikke efterlades med udækkede hjælpebehov. For det er
afgørende, at hjælpen tager udgangspunkt i den enkelte borgers individuelle situation,