Social- og Ældreudvalget 2020-21
SOU Alm.del
Offentligt
2311405_0001.png
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 72 28 24 00
Sagsnr.
2020 - 12212
Doknr.
357213
Dato
21-12-2020
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg har d. 8. december 2020 stillet følgende
spørgsmål nr. 150 (alm. del) til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmål nr. 150:
”Vil
ministeren redegøre for og opliste, hvad der udgør sædvanligt indbo for henholds-
vis blinde og ordblinde og forklare årsagen til de eventuelle forskelle? Spørgsmålet
stilles i forlængelse af møde i SOU den 3. december 2020.”
Svar:
Det er i udgangspunktet ikke diagnosebestemt eller afhængig af bestemte typer af
funktionsnedsættelser, hvorvidt et produkt er at betragte som sædvanligt indbo i ser-
vicelovens forstand. Sædvanligt indbo defineres derimod som forbrugsgoder, der nor-
malt findes i ethvert hjem, der måtte ønske det.
I § 20, stk. 6, i bekendtgørelse om hjælp til anskaffelse af hjælpemidler og forbrugsgo-
der efter serviceloven (hjælpemiddelbekendtgørelsen) er angivet en række eksempler
på forbrugsgoder, som normalt indgår i sædvanligt indbo. Disse eksempler omfatter
almindelige stole, borde, senge, telefoner, TV, radioer, DVD-afspillere, CD-afspillere,
tablets m.v. Ifølge Ankestyrelsens praksis indgår computere med standardsoftware
også i sædvanligt indbo.
Det, at et forbrugsgode normalt indgår i sædvanligt indbo, indebærer, at der ikke kan
ydes støtte til køb af forbrugsgodet efter serviceloven. Dette fremgår af servicelovens §
113, stk. 1, og hjælpemiddelbekendtgørelsens § 20, stk. 6. Herved adskiller forbrugsgo-
der i form af sædvanligt indbo sig fra øvrige forbrugsgoder, idet der efter servicelovens
§ 113 som hovedregel ydes støtte til køb af forbrugsgoder med 50 pct. af prisen på et
standardprodukt af den pågældende art.
Disse regler for støtte til køb af forbrugsgoder, herunder også reglerne om, at der ikke
ydes støtte til forbrugsgoder, der normalt indgår i sædvanligt indbo, gælder som alt
overvejende udgangspunkt uanset årsagen til borgerens nedsatte funktionsevne.
Dog fremgår det af hjælpemiddelbekendtgørelsens § 20, stk. 4, at computere med
standardsoftware, der understøtter hjælpemidler til blinde og svagsynede, dækkes
med den fulde anskaffelsespris til det bedst egnede og billigste produkt. Denne be-
stemmelse indebærer, at blinde og svagsynede kan modtage fuld støtte til computere
med standardsoftware til understøttelse af synskompenserende specialprogrammer,
selv om computere med standardsoftware anses som forbrugsgoder, der normalt ind-
går i sædvanligt indbo. Bestemmelsen gælder alene for blinde og svagsynede, hvorfor
borgere med andre typer af funktionsnedsættelser ikke kan modtage støtte til compu-
tere med standardsoftware til understøttelse af kompenserende specialprogrammer.
SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 150: Spm. om, hvad der udgør sædvanligt indbo for hhv. blinde og ordblinde og hvad årsagen er til de eventuelle forskelle, til social- og indenrigsministeren
2311405_0002.png
Med venlig hilsen
Astrid Krag
2