Social- og Ældreudvalget 2020-21
SOU Alm.del
Offentligt
2312148_0001.png
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 72 28 24 00
Sagsnr.
2020 - 12153
Doknr.
356721
Dato
22-12-2020
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg har d. 4. december 2020 stillet følgende
spørgsmål nr. 138 (alm. del) til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DF).
Spørgsmål nr. 138:
”Vil
ministeren kommentere artiklen " Døvblind kvinde i Aarhus: Jeg bliver levende
begravet" fra Lokalavisen Aarhus den 14. november 2020 og redegøre for, hvilken
hjælp kommunen skal levere?”
Svar:
Selv om det er nærmest umuligt at sætte sig ind i, hvor vanskeligt det må være at leve
med såvel et synshandicap som et hørehandicap samtidig, forstår jeg til fulde, hvor
hårdt det må være at opleve, at man får beskåret sin hjælp i en sådan grad, at man ikke
længere kan få sin hverdag til at fungere og bliver afskåret fra muligheden for at leve et
aktivt liv. En kontaktperson for en døvblind er jo langt hen ad vejen den, der skal agere
bindeled til omverdenen, og hvis den udmålte hjælp reduceres så meget, at dette ikke
længere kan nås inden for den afsatte tid, kan jeg godt forstå, at det føles meget indgri-
bende.
Jeg vil derfor klart understrege, at det er kommunens ansvar at levere den hjælp til det
enkelte menneske, som man har behov for. Det skal ikke være en kamp at få tildelt el-
ler beholde den hjælp, som gør, at man trods en omfattende funktionsnedsættelse kan
få sin hverdag til at fungere og leve en aktiv tilværelse med mulighed for deltagelse i
samfundslivet.
Jeg kan ikke tage stilling til omfanget af eller indholdet i hjælpen i den i artiklen be-
skrevne sag eller pålægge kommunen at træffe en bestemt afgørelse i sagen. Jeg har
dog fra den øvrige medieomtale af sagen noteret mig, at kommunen har besluttet at re-
vurdere sine afgørelser om reduktion af timetallet i kontaktpersonordningerne til døv-
blinde efter servicelovens § 98. Kommunen vil således arbejde på, at borgerne i 2021
beholder samme timetal, som de har haft i 2020.
I den forbindelse går jeg naturligvis ud fra, at kommunen i sin revurdering af afgørel-
serne holder sig formålet med kontaktpersonordningen i servicelovens § 98 for øje.
Dette formål er at give mennesker, der er funktionelt døvblinde, mulighed for at få en
særlig form for hjælp, der kan være med til at bryde den isolation, som alt andet lige
ofte vil følge af døvblindhed, og bidrage til, at man kan leve så normalt som muligt på
trods af tilstedeværelsen af et meget svært kommunikationshandicap og massivt ledsa-
gebehov.
SOU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 138: Spm. om ministerens kommentar til artiklen " Døvblind kvinde i Aarhus: Jeg bliver levende begravet" til social- og indenrigsministeren
2312148_0002.png
Med venlig hilsen
Astrid Krag
2