Folketingets Social- og Indenrigsudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 72 28 24 00
Sagsnr.
2020 - 11727
Doknr.
344522
Dato
21-12-2020
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg har d. 24. november 2020 stillet følgende
spørgsmål nr. 106 (alm. del) til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmål nr. 106:
”Vil ministeren kommentere artiklen om Louise Druedahl, SOU alm. del
- Bilag 26, og
er ministeren bekendt med omfanget af den praksis, der beskrives i artiklen, hvor
kommunerne bevilger rådighedstimer i stedet for at betale den fulde løntakst til
handicaphjælpere? Spørgsmålet stilles i forlængelse af udvalgsmøde i SOU den 19.
november 2020.”
Svar:
Jeg vil gerne understrege, at det ikke er rimeligt over for hverken borgerne eller
hjælperne i hjælperordningerne, at timer, hvor der udføres aktiv hjælp til almindelige
hverdagsaktiviteter, udmåles som rådighedstimer.
For ifølge udmålingsbekendtgørelsen forstås rådighedstimer som timer, hvor
hjælperen er til stede, men hvor der kun undtagelsesvis udføres aktiviteter for
borgeren, herunder i forbindelse med delt tjeneste eller ved et mere spredt
hjælpebehov. Det er derfor ikke i overensstemmelse med lovgivningens formål, hvis en
kommune udmåler aktiv tjeneste i forbindelse med borgerens hverdagsaktiviteter som
rådighedstimer.
Det er meget vigtigt, at såvel kommunerne som Ankestyrelsen altid har for øje, at brug
af rådighedstimer kun skal finde sted i de helt særlige tilfælde som ovenfor beskrevet.
Når en person med handicap har brug for hjælp til toiletbesøg, til at få noget at drikke
eller til at lukke eller åbne døren, som vi andre foretager os helt naturligt i vores
hverdag, har jeg meget svært ved at se, at der skulle være tale om rådighedstimer.
Formålet med hjælperordningen er nemlig at skabe en fleksibel og helhedsorienteret
ordning, og lovgivningen tilsiger allerede, at brug af rådighedstimer kun skal finde
sted i helt særlige tilfælde og ikke kan dække hjælperes aktive tjeneste i forbindelse
med borgerens hverdagsaktiviteter.
Jeg går naturligvis ud fra, at myndighederne følger lovgivningen og holder sig
hjælperordningens formål for øje, når de træffer afgørelse i konkrete sager og aflønner
medarbejderne efter deres faktiske arbejdsindsats.
Min opfattelse er, at den nuværende lovgivning er klar på området og allerede
varetager de hensyn, der spørges til. Men hvis udmåling af rådighedstimer frem for
aktive timer bliver et mere generelt problem, vil jeg se nærmere på, om der er behov
for at præcisere de lovgivningsmæssige rammer. Jeg vil derfor i den kommende tid
følge udviklingen på området.