Skatteudvalget 2020-21
SAU Alm.del
Offentligt
2323029_0001.png
25. januar 2021
J.nr. 2021 - 725
Til Folketinget
Skatteudvalget
Hermed sendes svar på spørgsmål nr. 231 af 15. januar 2021 (alm. del). Spørgsmålet er
stillet efter ønske fra Louise Schack Elholm (V).
Morten Bødskov
/ Jeanette Rose Hansen
SAU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 231: Spm. om ministeren overvejer at udskyde momsfristerne for den 1. marts 2021, til skatteministeren
2323029_0002.png
Spørgsmål
Overvejer ministeren at udskyde momsfristerne for den 1. marts 2021, og vil ministeren
begrunde sine overvejelser i forbindelse med at udskyde momsfristerne til senere end den
1. marts 2021?
Svar
Regeringen har i samarbejde med Folketingets partier gennemført en række omfattende
hjælpepakker. På Skatteministeriets område er der bl.a. gennemført en udskydelse af virk-
somhedernes betaling af A-skat, AM-bidrag, B-skat, moms og lønsumsafgift.
Mere konkret blev bl.a. momsperioderne bestående af første og andet halvår 2020 for
små virksomheder lagt sammen, hvorved betalingsfristen for første halvår blev udskudt til
1. marts 2021. For mellemstore virksomheder er perioderne bestående af første og andet
kvartal 2020 lagt sammen med betalingsfrist den 1. september 2020, og perioderne bestå-
ende af tredje og fjerde kvartal er lagt sammen med betalingsfrist 1. marts 2021.
I Skatteforvaltningens systemer er det ikke muligt at adskille angivelses- og betalingsfri-
sten. Det er således ikke muligt at understøtte en udskydelse af betalingsfristen i it-syste-
merne, fordi perioderne er udløbet den 31. december 2020, og når en periode er udløbet,
dannes angivelses- og betalingsfristen maskinelt. En ændring af betalingsfristen vil skulle
ske manuelt for alle virksomheder, hvilket ikke er et realistisk scenarie.
Såfremt en virksomhed ikke har mulighed for at betale momsen af sin omsætning den 1.
marts 2021, er det allerede i dag under visse betingelser muligt for en virksomhed at op-
rette en afdragsordning på skattekontoen, som håndterer virksomhedernes betalinger af
skatter og afgifter. Det er bl.a. en betingelse, at virksomheden ikke i forvejen har gæld un-
der inddrivelse.
Regeringen er opmærksom på, at der er behov for en bred vifte af initiativer for at hjælpe
virksomhederne godt gennem krisen. Regeringen har således senest fremsat et lovforslag
(L 139, 2020/21) om en ny A-skattelåneordning og udskydelse af betalingsfrist for regi-
streringsafgift i forbindelse Covid-19, der - ligesom de øvrige hjælpepakker - skal hjælpe
virksomhederne i denne helt ekstraordinære situation.
Endelig vurderer regeringen løbende, om der som følge af forlængelsen af restriktionerne
er behov for yderligere hjælp til virksomhederne.
Side 2 af 2