Skatteudvalget 2020-21
SAU Alm.del
Offentligt
Sundheds- og Ældreministeriet
Enhed: FOPS
Sagsbeh.: DEPMRAL
Koordineret med:
Sagsnr.: 2016020
Dok. nr.: 1484929
Dato: 24-11-2020
TALEPAPIR
Det talte ord gælder
[4. december 2020 kl. 10.30-12, Folketingets Skatteudvalg]
Samråd om samrådsspørgsmål D
Samrådsspørgsmål D:
”Vil
ministeren redegøre for, hvad priskrigen på cigaretter
har af effekt ift. mængden af førstegangsrygere?”
[Indledning]
Tak for invitationen.
Som I ved, er regeringen optaget af at forebygge børn og
unges rygning, og et vigtigt element er prisforhøjelse. Derfor
tager jeg, ligesom skatteministeren, også skarp afstand fra
dele af industriens forsøg på at sælge billige cigaretter i strid
med et flertal i Folketingets intention. Skatteministeren har
allerede fortalt om myndighedernes indsats for at sikre, at
afgiftsforhøjelsen slår fuldt igennem på alle produkter.
Udvalget har specifikt bedt mig redegøre for, hvad
priskrigen på cigaretter har af effekt i forhold til mængden af
førstegangsrygere.
For at svare bedst muligt på det, har jeg indhentet
Sundhedsstyrelsens vurdering. Sundhedsstyrelsen har oplyst,
at for dem er det ikke er muligt at fastslå den direkte
betydning af tobaksproducenternes nuværende priskrig på
antallet af børn og unge, der begynder at ryge eller begynder
at ryge fast.
SAU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 159: Spm. om talepapir fra samrådet den 4. december 2020 om tobaksafgiften, til sundheds- og ældreministeren, kopi til skatteministeren
Jeg vil alligevel gerne hæfte nogle videre ord til det.
Partierne er fra forhandlingerne om handleplanen mod børn
og unges rygning bekendt med den præmis, at vi ikke
præcist kan regne ud, hvordan der bliver reageret på alle de
forskellige tiltag og udviklinger. Vi kan have nogle
forventninger ud fra erfaringer og forskning. Og så har vi
aftalt, at alle partierne, der står bag handleplanen mod børn
og unges rygning, sammen vil handle på den konkrete
udvikling.
Men der
er
ganske solid viden om den generelle betydning af
pris på tobak på forebyggelse af rygning hos børn og unge.
Så det vil jeg redegøre for.
[Prisens betydning for børn og unge]
Høj pris på tobak er den indsats, der har størst effekt på
forebyggelse af rygning hos børn og unge. Jo yngre man er,
desto større er effekten af høj pris. Både fordi de yngste er de
mest prisfølsomme, og fordi de er mindre tobaksafhængige.
Beslutningen om at prøve at tage den første cigaret er lidt
påvirket af pris. Men det er særligt udviklingen fra at
eksperimentere med cigaretter til at ryge regelmæssigt, der er
prispåvirkelig, især for børn og unge.
Det er desværre ikke er muligt at måle den isolerede effekt
af, at man nogle steder har kunne købe cigaretter til en
billigere pris. Men det er klart, at regeringen ønsker, at
afgiftsforhøjelsen skal slå fuldt igennem i priserne. Det har
en stor betydning for børn og unge.
Side 2
SAU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 159: Spm. om talepapir fra samrådet den 4. december 2020 om tobaksafgiften, til sundheds- og ældreministeren, kopi til skatteministeren
Vi ved også, at langt de fleste begynder at ryge, før de bliver
voksne. Jo tidligere børn og unge begynder at ryge, desto
større risiko har de for at ende med at ryge dagligt
og for at
blive syge og dø før tid af de sygdomme, der er forbundet
med rygning.
Derfor har regeringen sat ind over for børn og unges
rygning. Ud over afgiftsforhøjelsen har vi sammen med et
bredt flertal af Folketingets partier indgået en aftale om en
national handleplan mod børn og unges rygning.
[Måling af effekten]
Det er første gang, at der i Danmark sættes så massivt ind
over for børn og unges rygning. Og det er sandelig også på
tide. Hvor er det godt, at vi fik gjort det sidste år, og nu skal
det også implementeres. Der er også en forskningsmæssig
interesse i at følge udviklingen, når et land går fra
forholdsvis lempelige vilkår og et meget stort problem med
børn og unges opstart med at ryge til nu at indføre så massiv
en indsats.
Side 3
SAU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 159: Spm. om talepapir fra samrådet den 4. december 2020 om tobaksafgiften, til sundheds- og ældreministeren, kopi til skatteministeren
Statens Institut for Folkesundhed vil i de kommende år følge
udviklingen i forbruget af tobaks- og nikotinholdige
produkter blandt unge og evaluere effekten af tiltagene i den
nationale handleplan mod børn og unges rygning. Statens
Institut for Folkesundhed har allerede med støtte fra
Sundhedsstyrelsen og TrygFonden foretaget en basismåling
blandt unge i alderen 15 til 29 år. Målingen foretog de inden
afgiftsforhøjelsen trådte i kraft. De vil følge op med løbende
målinger i de kommende år. Dermed vil det være muligt at
følge udviklingen. Der vil blandt andet blive målt på andelen
af unge, der ryger første gang, og andelen af unge der ryger i
det hele taget. Det vil selvfølgelig også indgå i den løbende
evaluering, som vi vil gennemgå sammen med partierne.
Det kan være vanskeligt at måle den præcise effekt af hvert
tiltag, da der indføres flere tiltag samtidig. Men for
regeringen er det vigtigt, at vi kan følge, om udviklingen går
den rigtige vej
eller om der er brug for yderligere tiltag.
Jeg vil se frem til at uddybe denne besvarelse, men der er det
forbehold, at et helt konkret procenttal ikke har været muligt
at levere efter Sundhedsstyrelsens vurdering.
Tak for ordet.
Side 4