REU, Alm.del - 2020-21 - Supplerende svar på spørgsmål 896: Spm. om et notat, der detaljeret redegør for de juridiske rammer i forhold til at effektuere udvisning af udvisningsdømte, afhængig af om der er tale om EU-borgere eller tredjelandsborgere, til udlændinge- og integrationsministeren

Retsudvalget 2020-21
REU Alm.del
Offentligt

Notat

Retsudvalget

Folketinget

Christiansborg

1240 København K

25. november 2021

Notat om de juridiske rammer i forhold til at effektuere udvisning af

udvisningsdømte, afhængig af om der er tale om udlændinge, der er omfattet af

EU-reglerne, eller tredjelandsborgere

Som opfølgning på besvarelsen af REU alm. del – spm. 896 har Udlændinge- og

Integrationsministeriet udarbejdet dette notat om de juridiske rammer i forhold til

at effektuere udvisning af udvisningsdømte, afhængig af om der er tale om

udlændinge, der er omfattet af EU-reglerne, eller tredjelandsborgere.

Dette notat vedrører alene effektueringen af udvisningen af udvisningsdømte

udlændinge, og således ikke udlændinge, der er administrativt udvist efter

udlændingelovens regler. Det bemærkes, at udvisningsdømte udlændinge, der er

på tålt ophold ikke kan udsendes tvangsmæssigt til hjemlandet eller opholdslandet.

Notatet indeholder alene en beskrivelse af de juridiske rammer i forhold til at

effektuere udvisning af udvisningsdømte og således ikke en beskrivelse af den

praktiske effektuering af udvisningsdømte, ligesom notatet heller ikke indeholde

en beskrivelse af motivationsfremmende elementer.

Ved udlændinge omfattet af EU-reglerne forstås i notatet udlændinge, der er

statsborgere i et andet EU/EØS-land eller Schweiz og deres familiemedlemmer,

uanset nationalitet.

Ved tredjelandsborgere forstås i notatet udlændinge, der ikke er omfattet af EU-

reglerne.

Hvor intet andet er anført gælder de samme regler for udlændinge omfattet af EU-

reglerne og tredjelandsborgere.

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

Udsendelse

Slotsholmsgade 10

1216 København K

Tel.

Mail

Web

CVR-nr.

6198 4000

[email protected]

www.uim.dk

36977191

Sagsbehandler

Caroline Krogh

Tel.

Mail

Sags nr.

Akt-id

61 98 33 12

[email protected]

2021 - 6149

1591151

Side

1/7

REU, Alm.del - 2020-21 - Supplerende svar på spørgsmål 896: Spm. om et notat, der detaljeret redegør for de juridiske rammer i forhold til at effektuere udvisning af udvisningsdømte, afhængig af om der er tale om EU-borgere eller tredjelandsborgere, til udlændinge- og integrationsministeren

Hjemrejselovens og udlændingelovens regler om udsendelse finder kun anvendelse

på udlændinge, der er omfattet af EU-reglerne, i det omfang det er foreneligt med

EU-retten, jf. hjemrejselovens § 2 og udlændingelovens § 2, stk. 3.

I dansk ret er unionsborgere og deres familiemedlemmer, som befinder sig i en

udsendelsessituation, dog i vidt omfang ligestillet med tredjelandsstatsborgere,

men udviste unionsborgere og deres familiemedlemmer undergives i praksis kun

undtagelsesvist udsendelsesforanstaltninger mv. efter udlændingeloven. Dette

skyldes, at der i mindre omfang forekommer udsendelseshindringer i forbindelse

med udsendelse af udviste unionsborgere og deres familiemedlemmer

sammenlignet med tredjelandsstatsborgere.

1. Overførsel til afsoning i hjemlandet

1.1. EU-borgere mv.

Overførsel af udvisningsdømte udlændinge til afsoning i deres hjemland i EU – med

undtagelse af de andre nordiske lande – sker på grundlag af reglerne i Rådets

rammeafgørelse 2008/909/RIA af 27. november 2008 om anvendelse af princippet

om gensidig anerkendelse på domme i straffesager om idømmelse af frihedsstraffe

eller frihedsberøvende foranstaltninger med henblik på fuldbyrdelse i Den

Europæiske Union.

Det følger af rammeafgørelsen, at det modtagende land kan afslå at overtage

fuldbyrdelsen af domme i en række tilfælde, herunder hvis der mangler at blive

afsonet mindre end 6 måneder af straffen på tidspunktet for det pågældende lands

modtagelse af dommen. Justitsministeriet rejser typisk sager om overførsel af

udvisningsdømte udlændinge i alle tilfælde, hvor der resterer minimum 4�½ måned

til forventet prøveløsladelse. Det er i rammeafgørelsen forudsat, at en afgørelse om

overførsel skal træffes senest 90 dage efter modtagelse af dommen og attesten, og

at overførslen gennemføres senest 30 dage efter endelig afgørelse, jf.

rammeafgørelsens betragtning 22 og artikel 12 og 15. Det er således forudsat i

rammeafgørelsen, at en sag om overførsel kan tage 4 måneder.

De enkelte lande har implementeret rammeafgørelsen forskelligt. Det er ikke i

rammeafgørelsen forudsat, at afgørelsen om overførsel skal træffes af en domstol.

Det fremgår heller ikke af rammeafgørelsen, at der skal være klageadgang.

Overførsel af domfældte til afsoning i et af de andre nordiske lande (Finland, Island,

Norge og Sverige) sker på grundlag af konvention om overgivelse for strafbare

forhold mellem de nordiske lande af 15. december 2005.

Side

2/7

1.2. Tredjelandsborgere

Overførsel af domfældte til afsoning i lande, som er medlem af Europarådet, sker

på grundlag af Europarådets konvention af 21. marts 1983 om overførsel af

domfældte.

For andre lande end EU-lande og de nordiske lande, jf. afsnit 1.1. ovenfor, og de

lande som ikke har tiltrådt Europarådets konvention, kan Danmark anmode

hjemlandet om at modtage den dømte til afsoning efter principperne i

Europarådets konvention. Det forudsætter bl.a. modtagerlandets accept og

samarbejde.

Overførsel af udvisningsdømte tredjelandsborgere kan i øvrigt ske, hvis der er

indgået en bilateral aftale mellem Danmark og det pågældende land om overførelse

at udvisningsdømte til afsoning i hjemlandet. Danmark har indgået sådanne aftaler

med enkelte lande.

2. Prøveløsladelse med henblik på straksudsendelse

Det følger af straffelovens § 38, stk. 1, at når to tredjedele af straffetiden, dog

mindst 2 måneder, er udstået, afgør justitsministeren eller den, han bemyndiger

dertil, om den dømte skal løslades på prøve. Prøveløsladelse er forudsat som et

regelmæssigt led i fuldbyrdelse af fængselsstraffe på 2 måneder eller derover.

Ifølge straffelovens § 38, stk. 4, er det en forudsætning for løsladelse på prøve, at

den dømtes forhold ikke gør løsladelsen utilrådelig.

Løsladelse på prøve kan efter straffelovens § 38, stk. 2, ske tidligere, når særlige

omstændigheder taler derfor, og den dømte har udstået halvdelen af straffetiden,

dog mindst 2 måneder. Det kan for eksempel være tilfældet ved udvisningsdømte,

der er udvist med et tidsbegrænset indrejseforbud eller er udvist med

indrejseforbud gældende for bestandig.

Det er dog for det første en forudsætning for prøveløsladelse af udvisningsdømte

efter afsoning af halvdelen af straffen, at den dømte i øvrigt vil kunne løslades på

prøve i henhold til straffelovens § 38, stk. 1, hvilket betyder, at prøveløsladelse ikke

må skønnes utilrådelig.

Det er for det andet en forudsætning for prøveløsladelse af udvisningsdømte efter

afsoning af halvdelen af straffen, at den pågældendes udvisning kan gennemføres

umiddelbart efter prøveløsladelsen. Foreligger der en retlig hindring for at

gennemføre udvisningen, f.eks. hvis den indsatte har indgivet ansøgning om

Side

3/7

opholdstilladelse i Danmark, og den indsatte efter udlændingeloven har ret til at

opholde sig her i landet, mens ansøgningen om opholdstilladelse behandles, kan

der ikke ske prøveløsladelse efter afsoning af halvdelen af straffen. Foreligger den

retlige hindring for at gennemføre udvisningen fortsat, når den indsatte har udstået

2/3 af straffetiden, men er betingelserne for løsladelse efter straffelovens § 38, stk.

1, til stede, vil prøveløsladelse efter denne bestemmelse kunne ske på dette

tidspunkt.

Der vil således, som det fremgår ovenfor, ikke kunne ske prøveløsladelse af

udvisningsdømte på halv tid, hvis udvisningen ikke kan effektueres straks ved

løsladelsen.

Det gælder i øvrigt, at der kan ske prøveløsladelse af udenlandske indsatte, som

skal udvises med indrejseforbud, mod udlændingens eget ønske

(tvangsprøveløsladelse) efter udståelse af halvdelen af straffen, forudsat at

prøveløsladelsen ikke skønnes utilrådelig, og at udvisningen kan effektueres

umiddelbart efter prøveløsladelsen.

Som nævnt ovenfor er det bl.a. en forudsætning for, at der kan ske prøveløsladelse

af udvisningsdømte efter afsoning af halvdelen af straffen, at prøveløsladelse ikke

må skønnes utilrådelig.

Det betyder, at der ikke må være en væsentlig risiko for recidiv til ikke-bagatelagtig

kriminalitet, som ikke formodes at kunne begrænses ved tilsyn og eventuelle

særvilkår. Om kriminaliteten kan betragtes som bagatelagtig beror på en konkret

vurdering. I denne vurdering indgår kriminalitetens art, tidligere kriminalitet og den

indsattes personlige forhold. Længden af den straf, som kan idømmes, vil ikke i sig

selv være afgørende for, om kriminaliteten kan betragtes som bagatelagtig, men vil

sammen med kriminalitetens art være et moment, der indgår i vurderingen.

Afgørelsen om prøveløsladelse skal, når sagen er tilstrækkeligt oplyst, træffes ud

fra en samlet afvejning af alle omstændigheder, som taler enten for eller imod

prøveløsladelse. Ved denne vurdering skal der i alle tilfælde foretages en konkret

og aktuel utilrådelighedsvurdering, hvor der skal tages stilling til, hvor stor vægt de

forskellige omstændigheder skal tillægges i den aktuelle sag. Der er således ikke

mulighed for at fastlægge, at visse momenter altid vil føre til, at prøveløsladelse

enten meddeles eller nægtes.

Det vil dog i utilrådelighedsvurderingen typisk bl.a. indgå med særlig vægt, hvis den

dømte er tidligere straffet, herunder for ligeartet kriminalitet, og hvis den

pågældende hurtigt er recidiveret til ny kriminalitet.

Side

4/7

Kriminalitetens art, altså hvilken type kriminalitet den pågældende er dømt for, vil

også indgå som et moment i utilrådelighedsvurderingen. Kriminalitetens art vil

således have en vis betydning for bedømmelsen af risikoen for ny kriminalitet.

Risikoen for tilbagefald til personfarlig kriminalitet vil med større vægt tale mod

prøveløsladelse end risiko for tilbagefald til (ikke professionel)

berigelseskriminalitet. Herudover vil den dømtes forhold under indsættelsen indgå

i vurderingen, i det omfang disse kan give anledning til at formode, at der risiko for

recidiv til fornyet kriminalitet. Der kan her f.eks. være tale om ny kriminalitet begået

under indsættelsen, herunder kriminalitet begået under udgang mv. eller grove

disciplinære forhold, herunder misbrug af euforiserende stoffer.

3. Strafafbrydelse med henblik på straksudsendelse

Det følger af straffuldbyrdelseslovens § 75 a, stk. 1, at fuldbyrdelsen af

fængselsstraffen afbrydes, hvis Hjemrejsestyrelsen bestemmer, at en udlænding,

som er idømt fængselsstraf i op til 4 måneder eller er idømt fængselsstraf for

overtrædelse af hjemrejselovens § 12, stk. 2-4, eller § 13, stk. 2 eller 4, og som i den

forbindelse er udvist af landet, skal udsendes straks.

Med bestemmelsen afbrydes straffuldbyrdelsen for en udlænding, der afsoner en

straf for overtrædelse af opholds-, melde- eller underretningspligten, uanset

straffens længde, eller en ubetinget fængselsstraf på op til 4 måneder for andre

lovovertrædelser, hvorved udlændingen samtidig er blevet udvist, når afbrydelsen

er begrundet i, at der kan ske straksudsendelse af udlændingen.

Ordningen indebærer, at der kan ske strafafbrydelse, selvom udlændingen ikke

opfylder den tidsmæssige betingelse for prøveløsladelse, jf. ovenstående afsnit 2.

Ordningen kan således finde anvendelse fra tidspunktet for endelig dom og frem til

løsladelse efter udståelse af straf.

Afbrydelse af straffuldbyrdelsen kan dog ikke ske, hvis hensynet til

retshåndhævelsen eller andre særlige omstændigheder taler herimod. Det kan

eksempelvis tale imod retshåndhævelsen at strafafbryde, hvis en udlænding er

dømt for kvalificeret vold, seksualforbrydelser, forbrydelser som led i organiseret

kriminalitet eller bandekriminalitet eller andre forbrydelser, hvor der er særligt

tungtvejende hensyn til ofrene og deres pårørende, der medfører at udlændingen

bør afsone sin straf, selvom udlændingen efterfølgende skal udsendes.

Andre særlige omstændigheder, der kan tale imod strafafbrydelse med henblik på

straksudsendelse kan navnlig være f.eks. forhold af politimæssig eller

retsforfølgningsmæssig karakter, herunder hvis der verserer en anden straffesag

mod pågældende, eller hvis pågældende skal vidne i verserende straffesag, eller

Side

5/7

hvis der er særlige forhold om den pågældende udlænding, der bør tages i

betragtning som f.eks. sikkerhedsmæssige hensyn.

Straffuldbyrdelsen vil skulle genoptages eller, såfremt straffuldbyrdelsen ikke

tidligere har været påbegyndt, iværksættes, hvis udlændingen efter udsendelsen

– uanset et eventuelt indrejseforbud – på ny uden lovligt grundlag opholder sig

her i landet inden for 5 år, jf. straffuldbyrdelseslovens § 77, stk. 2.

4. Varetægtsfængsling

Det følger af hjemrejselovens § 14, stk. 1, at en udlænding kan varetægtsfængsles,

når der er bestemte grunde til at anse varetægtsfængsling for nødvendig for at sikre

udlændingens tilstedeværelse under sagen og under eventuel appel, indtil den

pågældende kan udsendes som følge af en eventuel beslutning om udvisning, og

når mindst en af følgende betingelser er opfyldt:

1) Udlændingen ikke har fast bopæl her i landet, og der er begrundet mistanke

om, at udlændingen har begået en lovovertrædelse, der kan medføre udvisning

ved dom.

2) Udlændingen er indrejst i strid med et indrejseforbud.

Varetægtsfængsling efter hjemrejselovens § 14, stk. 1, finder anvendelse i tilfælde,

hvor udvisning på grund af strafbart forhold skal ske ved dom i forbindelse med

straffesagens behandling, og hvor der er behov for en særlig hjemmel til sikring af

udlændingens tilstedeværelse under straffesagen, under en eventuel appel, og

indtil dommens bestemmelser om udvisning efter endelig dom kan fuldbyrdes.

Bestemmelsen indebærer, at en varetægtsfængsling kan opretholdes, indtil der kan

ske fuldbyrdelse af en udvisning ved dom. Fuldbyrdelse af en dom om udvisning

indebærer, at udlændingens udsendelse skal varetages af Hjemrejsestyrelsen og

om nødvendigt med politiets bistand, jf. hjemrejselovens § 1. En udvist udlænding

kan således varetægtsfængsles efter at have afsonet eventuel straf, så længe den

pågældendes udsendelsessag er under forberedelse, og fremdriften af udsendelsen

sikres med den fornødne omhu.

Det følger af hjemrejselovens § 14, stk. 2, at en udlænding, som har indgivet

ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, og som er udvist

ved endelig dom efter udlændingelovens §§ 22-24, kan varetægtsfængsles med

henblik på at sikre asylansøgerens udsendelse som følge af beslutningen om

udvisning.

Side

6/7

Udlændingen vil således kunne varetægtsfængsles efter endelig dom og efter endt

afsoning, og indtil asylansøgeren enten opnår opholdstilladelse efter reglerne om

asyl (udlændingelovens § 7), opholdstilladelse på andet grundlag eller kan

udsendes af landet. Opnår udlændingen efterfølgende asyl, vil der ikke kunne ske

varetægtsfængsling efter bestemmelsen, og den pågældende udlænding vil således

skulle løslades.

Der kan ikke ske varetægtsfængsling efter bestemmelsen i hjemrejselovens § 14,

stk. 2, hvis det er overvejende sandsynligt, at den pågældende på baggrund af en

bestemt nationalitet eller befolkningsgruppe vil få opholdstilladelse efter reglerne

om asyl (udlændingelovens § 7).

Varetægtsfængsling vil altid skulle ske efter en konkret og individuel vurdering af

den pågældendes forhold. Der vil således skulle tages stilling til, om betingelserne

for varetægtsfængsling efter hjemrejselovens § 14, stk. 2, er opfyldt på det

tidspunkt, hvor udlændingen søger asyl efter endelig dom, eller når en asylansøger,

der afsoner for et kriminelt forhold, nærmer sig endt afsoning. Til brug herfor

indhenter Hjemrejsestyrelsen en udtalelse fra Udlændingestyrelsen eller

Flygtningenævnet.

Det følger af hjemrejselovens § 14, stk. 3, 2. pkt., at der altid fastsættes en frist for

varetægtsfængslingens eller foranstaltningens længde, når denne træder i stedet

herfor og alene er iværksat med henblik på udsendelse som følge af beslutning ved

endelig dom om udvisning.

Bestemmelsen indebærer, at retten altid skal fastsætte en frist for

varetægtsfængslingens længde, idet fængslingen sker med henblik på udsendelse,

som følge af bestemmelsen om udvisning.

Der er ikke fastsat en øvre grænse for varigheden af varetægtsfængslingen, og den

afhænger derfor af de konkrete omstændigheder.

Ved fastsættelse af fristen for varetægtsfængslingens længde har Højesteret bl.a.

lagt vægt på, hvor lang tid varetægtsfængslingen indtil videre har varet, den

udmålte strafs længde, længden af en eventuel reststraf, udlændingens eventuelt

manglende medvirken med hensyn til f.eks. id-oplysninger, om Hjemrejsestyrelsen

og andre relevante myndigheder fremmer sagen med fornøden omhu, samt om der

er reel udsigt til udsendelse.

Side

7/7