Retsudvalget 2020-21
REU Alm.del
Offentligt
2367757_0001.png
Udenrigsministeriet
Folketingets Retsudvalg
Asiatisk Plads 2
DK-1448 København K
Telefon +45 33 92 00 00
Telefax +45 32 54 05 33
E-mail: [email protected]
http://www.um.dk
Sag/ID Nr.
Enhed
Dato
2021 - 12839
JTFM
7. april 2021
REU alm. del
svar på spørgsmål nr. 763 fra Karina Lorentzen
Dehnhardt (SF) stillet den 10. marts 2021 til udenrigsministeren
Spørgsmål
Vil ministeren i forlængelse af samrådet den 3. marts om hjemtagelse af
børn i Syrien, jf. REU alm. del - samrådsspm. Å, redegøre for, hvordan
Børnekonventionen spiller sammen med, at et barn ikke lovligt kan adskil-
les fra sin mor, og hvordan moren kan give et juridisk bindende samtykke
til adskillelse?
Svar
Der er til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet bidrag fra Social-
og Ældreministeriet, som har oplyst følgende:
”FN’s Konvention om Barnets Rettigheder (børnekonventionen) in-
deholder i artikel 9 en særskilt beskyttelse af barnet mod tvangsmæs-
sig adskillelse fra sine forældre. Efter artikel 9, stk. 1, er Danmark
forpligtet til at sikre, at et barn ikke adskilles fra sine forældre mod
deres vilje, undtagen når kompetente myndigheder, hvis afgørelser
er undergivet retlig prøvelse, i overensstemmelse med gældende lov
og praksis bestemmer, at en sådan adskillelse er nødvendig af hensyn
til barnets tarv. Det fremgår videre, at en sådan beslutning kan være
nødvendig i særlige tilfælde, f.eks. ved forældres misbrug eller van-
røgt af barnet, eller hvor forældrene lever adskilt, og der skal træffes
beslutning om barnets bopæl.
Det bemærkes, at artikel 9 i børnekonventionen alene vedrører det
tilfælde, hvor barnet adskilles fra sine forældre mod forældrenes vilje.
Bestemmelsen finder således ikke anvendelse, hvis adskillelsen sker
med forælderens samtykke. Der fremgår ikke direkte af børnekon-
ventionen krav til samtykket, men det lægges til grund, at kravene
REU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 763: Spm. om, hvordan Børnekonventionen spiller sammen med, at et barn ikke lovligt kan adskilles fra sin mor, og hvordan moren kan give et juridisk bindende samtykke til adskillelse, til udenrigsministeren
2
hertil efter børnekonventionen er identiske med de krav, der stilles
efter den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at der så-
ledes skal være tale om et frivilligt samtykke, der gives på et fuldt
oplyst grundlag.
Børnekonventionen indeholder i artikel 3, stk. 1, en forpligtelse til,
at barnets tarv skal komme i første række i alle foranstaltninger ved-
rørende børn. Dette gælder således også i forhold til adskillelse af et
barn fra sine forældre med forældrenes samtykke. FN’s Børnekomité
har afgivet en generel udtalelse om artikel 3, stk. 1. Denne er ikke
juridisk bindende for staterne, men tjener som fortolkningsbidrag.
FN’s Børnekomité har heri udtalt, at hensynet til barnets tarv er et
grundlæggende princip i konventionen.
Forpligtelsen efter artikel 3, stk. 1, til, at barnets tarv skal komme i
første række, er ikke ensbetydende med, at andre hensyn ikke kan
tillægges betydning, men bestemmelsen medfører en ret for barnet
til, at hensynet til dets tarv skal veje tungere end andre hensyn i af-
vejningen.
Børnekomitéen har udtalt, at i vurderingen af hensynet til barnets
tarv skal der tages hensyn til, hvordan en foranstaltning påvirker bar-
nets udvikling på både kort, mellemlangt og langt sigt. Fokus skal
være på at identificere mulige løsninger, som er til barnets bedste.
Barnets tarv er ikke defineret i konventionen, men afhænger af en
konkret vurdering af det enkelte barn og det enkelte barns situation.”
Med venlig hilsen
Jeppe Kofod