Holbergsgade 6
DK-1057 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
W sum.dk
Folketingets Retsudvalg
Dato: 03-04-2021
Enhed: SUNDJUR
Sagsbeh.: DEPLMML
Sagsnr.: 2104354
Dok. nr.: 1661380
Folketingets Retsudvalg har den 25. februar 2021 stillet følgende spørgsmål nr. 717
(Alm. del) til sundhedsministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter
ønske fra Ikkemedlem af udvalget (MFU) Fatma Øktem (V).
Spørgsmål nr. 717:
”Vil
ministeren oplyse, om prostituerede ligesom frisører må køre på hjemmebesøg
under coronanedlukningen og sælge sex til kunder i deres private hjem?”
Svar:
Jeg kan oplyse, at reglerne om forbud mod adgang til og restriktioner for lokaler og
lokaliteter findes i bekendtgørelse nr. 418 af 13. marts 2021 om forbud mod adgang
til og restriktioner for lokaler og lokaliteter, krav om mundbind m.v. og covid-19-test
på Erhvervsministeriets område i forbindelse med håndtering af covid-19. Bekendtgø-
relsen er udstedt med hjemmel i epidemiloven.
Ovennævnte bekendtgørelse fastsætter bl.a., at tatovør-, piercing-, spa-, kropspleje-,
skønheds- og massageklinikker, frisører og øvrige lokaler, hvor der leveres tjeneste-
ydelser, som efter deres karakter indebærer tæt fysisk kontakt til kunder, skal holde
lokaler og lokaliteter lukket for offentligheden. Dette gælder dog ikke for steder be-
liggende i Bornholms Regionskommune, på Christiansø og Frederiksø.
Det er Sundhedsministeriets opfattelse, at levering af tjenesteydelser inden for pro-
stitution og lignende er omfattet af ovennævnte regel om tatovør-, piercing-, spa-,
kropspleje-, skønheds- og massageklinikker, frisører og øvrige lokaler, hvor der leve-
res tjenesteydelser, som efter deres karakter indebærer tæt fysisk kontakt til kunder.
Ovennævnte bekendtgørelse hindrer imidlertid ikke, at tjenesteydelser, som efter de-
res karakter indebærer tæt fysisk kontakt til kunder, gives i kundens private hjem.
Med venlig hilsen
Magnus Heunicke
/
Lisa Maria Margrethe Larsen