Retsudvalget 2020-21
REU Alm.del
Offentligt
2353126_0001.png
Folketinget
Retsudvalget
Christiansborg
1240 København K
DK Danmark
Dato:
Kontor:
Sagsbeh:
Sagsnr.:
Dok.:
11. marts 2021
Strafferetskontoret
Rebekka Bormann Thorn
2021-0030-5610
1845570
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 661 (Alm. del), som Folketin-
gets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 12. februar 2021. Spørgs-
målet er stillet efter ønske fra Karina Lorentzen Dehnhardt (SF).
Nick Hækkerup
/
Mette Johansen
Slotsholmsgade 10
1216 København K.
T +45 3392 3340
F +45 3393 3510
www.justitsministeriet.dk
[email protected]
Side 1/2
 REU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 661: Spm. om det er i strid med forbuddet mod forskelsbehandling på grund af offerets handicap at lade det komme offeret til last i en retssag eller bringe det op i enhver retssag, hvis offeret har en psykisk funktionsnedsættelse som eksempelvis ADHD eller Borderline, til justitsministeren
Spørgsmål nr. 661 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:
”Vil ministeren redegøre for, om det er i strid
med forbuddet
mod forskelsbehandling på grund af offerets handicap at lade
det komme offeret til last i en retssag eller bringe det op i enhver
retssag, hvis offeret har en psykisk funktionsnedsættelse som
eksempelvis ADHD eller Borderline?”
Svar:
Som det fremgår af Justitsministeriets samtidige besvarelse af spørgsmål nr.
657 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg, er der som udgangspunkt fri
bevisførelse i Danmark, idet det dog følger af retsplejelovens § 185, stk. 1,
at bevisførelse om et vidnes almindelige troværdighed kun må finde sted på
den måde og i den udstrækning, som retten bestemmer.
Det følger derudover af retsplejelovens § 880, 2. pkt., at rettens bedømmelse
af bevisernes vægt ikke er bundet ved lovregler. Bestemmelsen fastsætter
princippet om rettens frie bevisbedømmelse. Princippet indebærer, at retten
ved afgørelsen af, om det er bevist, at tiltalte er skyldig, skal forholde sig til
alt, der er kommet frem under bevisførelsen. Det er således op til retten at
forholde sig til betydningen af de enkelte beviser ved afgørelsen af, om det
er bevist, at tiltalte er skyldig, eller om der er begrundet tvivl. Der er tale om
et helt grundlæggende princip i strafferetsplejen, som er med til at sikre rets-
sikkerheden og domstolenes uafhængighed.
Det er således op til domstolene at vurdere, både om et bevis vedrørende et
vidnes, herunder forurettedes, troværdighed er relevant at føre, og hvordan
beviser skal vægtes i sagen. Såfremt der lægges vægt på et bevis vedrørende
forurettedes diagnose er det udtryk for, at retten har fundet beviset relevant
for bedømmelsen af sagen. Dette vurderes ikke generelt at rejse spørgsmål
i forhold til diskriminationsforbuddet i hverken Den Europæiske Menneske-
rettighedskonventions artikel 14 eller artikel 5 i FN’s Konvention om Ret-
tigheder for Personer med Handicap.
Side 2/2