REU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 420: MFU spm. om, at der i reglerne for eksporttilladelser af våben bliver indføjet en klargøring af, at hvis der indføres eksportforbud mod et nyt land, så har det naturligvis også den konsekvens, at virksomhederne også skal indstille alle aktive kontrakter og leveringer til det pågældende land, til justitsministeren

Retsudvalget 2020-21
REU Alm.del
Offentligt

Folketinget

Retsudvalget

Christiansborg

1240 København K

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

12. januar 2021

Sikkerhedskontor II

Morten Søndergård Pe-

desen

2020-0030-5332

1762030

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 420 (Alm. del), som Folketin-

gets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 15. december 2020.

Spørgsmålet er stillet efter ønske fra ikkemedlem af udvalget (MFU) Eva

Flyvholm (EL).

Nick Hækkerup

Louise Mariegaard

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

REU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 420: MFU spm. om, at der i reglerne for eksporttilladelser af våben bliver indføjet en klargøring af, at hvis der indføres eksportforbud mod et nyt land, så har det naturligvis også den konsekvens, at virksomhederne også skal indstille alle aktive kontrakter og leveringer til det pågældende land, til justitsministeren

Spørgsmål nr. 420 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

”Vil ministeren sikre, at der i reglerne for eksporttilladelser af

våben bliver indføjet en klargøring af, at hvis der indføres eks-

portforbud mod et nyt land, så har det naturligvis også den kon-

sekvens, at virksomhederne også skal indstille alle aktive kon-

trakter og leveringer til det pågældende land?”

Svar:

Det følger af våbenlovens § 6, stk. 1, at det er forbudt uden tilladelse fra

justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, at udføre våben og

militært udstyr. Kompetencen til at meddele tilladelse til udførsel af våben

og militært udstyr er pr. 15. juni 2018 delegeret til Rigspolitiet med klage-

adgang til Justitsministeriet.

Rigspolitiet kan i forbindelse med konkrete ansøgninger om udførsel af vå-

ben og militært udstyr inddrage Udenrigsministeriet som høringspart for en

udenrigs- og sikkerhedspolitisk vurdering.

Justitsministeriet har forstået spørgsmålet sådan, at der spørges til konse-

kvensen af, at Udenrigsministeriet har truffet beslutning om fremadrettet –

indtil forholdene ændrer sig – som altovervejende hovedregel at udtale sig

imod ansøgninger om våbenudførsel til et bestemt land, når Udenrigsmini-

steriet bliver inddraget i sådanne sager af Rigspolitiet, og ikke til egentlige

våbenembargoer, som er vedtaget i f.eks. FN eller EU.

Ifølge våbenlovens § 2 f kan samtykker og tilladelser efter våbenloven eller

efter bestemmelser, der er udfærdiget i medfør af loven, til enhver tid tilba-

gekaldes. Bestemmelsen har således efter sin ordlyd karakter af en generel

hjemmel til at tilbagekalde tilladelser efter våbenlovgivningen, herunder ud-

førselstilladelser.

Forarbejderne til våbenloven beskriver ikke nærmere, hvordan bestemmel-

sen i § 2 f forudsættes anvendt i forhold til tilbagekaldelse af udførelsestil-

ladelser. Bestemmelsen skal derfor administreres i lyset af de almindelige

forvaltningsretlige grundsætninger om tilbagekaldelse på ulovbestemt

grundlag, jf. nærmere nedenfor under pkt. 2.

En udførselstilladelse efter våbenlovens § 6 udgør en begunstigende for-

valtningsafgørelse.

Begunstigende forvaltningsafgørelser, der er gyldige, kan undtagelsesvis til-

bagekaldes uden udtrykkelig lovhjemmel. Om der i et konkret tilfælde er

grundlag for tilbagekaldelse til ugunst for afgørelsens adressat, beror på en

afvejning af henholdsvis adressatens berettigede forventninger om, at den

oprindelige afgørelse (tilladelse, dispensation mv.) står ved magt, og de

modstående – normalt offentlige – interesser i at få afgørelsen ændret.

I denne afvejning indgår bl.a. en vurdering af den konkrete begrundelse for

tilbagekaldelsen. I den forvaltningsretlige litteratur er de konkrete tilbage-

kaldelsesgrunde inddelt i tre grupper afhængigt af, hvor tungtvejende disse

grunde anses for at være. Afgørende hensyn til menneskeliv, sundhed og

velfærd, statens sikkerhed og opretholdelse af ro og orden anses for særligt

tungtvejende og hører til i den gruppe af årsager, der som udgangspunkt vil

kunne begrunde tilbagekaldelse. Hensyn til lighed og konsekvens i forvalt-

ningens administration og hensyn til det offentliges økonomi hører til i den

gruppe af årsager, der normalt ikke vil være tilstrækkeligt tungtvejende til

at begrunde en tilbagekaldelse. Til mellemgruppen hører bl.a. hensyn til al-

mindelige udenrigspolitiske interesser. Sådanne hensyn vil i nogle tilfælde,

men dog sjældnere end de tungtvejende hensyn nævnt ovenfor, kunne be-

grunde en tilbagekaldelse.

Det har desuden væsentlig betydning, om tilbagekaldelsen sker på baggrund

af nye faktiske oplysninger, der ikke forelå på det tidspunkt, hvor den be-

gunstigende afgørelse blev truffet, eller om tilbagekaldelsen er begrundet i

en ændret vurdering på et uændret retligt og faktisk grundlag. Hvis der er

tale om forhold, som myndigheden havde mulighed for at tage i betragtning,

da afgørelsen blev truffet, antages det, at tilbagekaldelsesgrunden skal være

tungtvejende.

I afvejningen af, om der kan ske tilbagekaldelse af en afgørelse på ulovbe-

stemt grundlag, skal myndigheden som nævnt også tage stilling til adressa-

tens berettigede forventninger om, at den oprindelige afgørelse står ved

magt. Heri indgår bl.a. tilbagekaldelsens virkning for afgørelsens adressat,

herunder den økonomiske betydning for adressaten og dennes realistiske

muligheder for at kunne nå at indrette sig på den nye situation, der skabes

ved tilbagekaldelsen.

Det har i den forbindelse betydning, om den begunstigende afgørelse er tids-

begrænset, idet f.eks. en tidsbegrænset tilladelse normalt vil indskrænke til-

bagekaldelsesmulighederne inden for tilladelsens gyldighedsperiode, sær-

ligt hvor der er givet tilladelse i en kortere periode. Det bemærkes i tilknyt-

ning hertil, at eksporttilladelser meddelt efter våbenlovens § 6 til lande uden

for EU/EØS meddeles for en begrænset periode, typisk 1-2 år.

Det har også betydning, hvordan og i hvilket omfang parten indtil nu konkret

har udnyttet tilladelsen mv. (f.eks. om størstedelen af materielet er ud-

ført/produceret/indkøbt mv., eller om der allerede er opnået andre nødven-

dige tilladelser mv.). Det kan også tillægges betydning, hvor vanskeligt det

må antages at være at sælge det pågældende materiel til en anden aftager

(særligt specialiseret materiel i modsætning til almindeligt anvendt mate-

riel).

Ved den konkrete vurdering af virkningerne for parten kan det endvidere

tillægges betydning, om der gives parten en rimelig frist (indretningsperi-

ode), før tilbagekaldelsen får virkning, eller eventuelt en form for økono-

misk kompensation mv.

Også individuelle vilkår og forudsætninger i de enkelte tilladelser kan have

betydning for afvejningen af, om – og i givet fald hvordan – tilbagekaldelse

kan ske.

Eksempelvis kan der i vurderingen lægges vægt på det forhold, at tilladel-

sesindehaveren er orienteret om, at tilladelsen vil kunne tilbagekaldes. Rigs-

politiet har i begyndelsen af 2019 ændret udformningen af eksporttilladel-

serne, så det klart fremgår af tilladelserne, at de kan kaldes tilbage, hvis vil-

kårene ikke overholdes, eller forholdene ændres, f.eks. hvis situationen i et

land ændrer sig.

Rigspolitiet sørger også for at præcisere varigheden af en ønsket tilladelse

over for Udenrigsministeriet, således at Udenrigsministeriet kan anbefale en

kortere gyldighedstid, hvis det måtte være relevant efter en konkret vurde-

ring.

Det bemærkes i tilknytning hertil, at bestemmelsen i våbenlovens § 2 f,

hvorefter samtykker og tilladelser efter våbenloven og regler udstedt i med-

før heraf til enhver tid kan tilbagekaldes, efter Justitsministeriets opfattelse

indebærer, at en virksomhed, der har fået en udførselstilladelse, må forvente,

at tilladelsen vil kunne tilbagekaldes. Bestemmelsen indebærer således ge-

nerelt en svækkelse af de berettigede forventninger, som virksomhederne

kan have til, at en meddelt udførelsestilladelse står ved magt.

Der kan generelt om spørgsmålet om tilbagekaldelse af forvaltningsmyn-

digheders afgørelser henvises til Hans Gammeltoft-Hansen m.fl., Forvalt-

ningsret (2. udgave, 2002), side 929 ff., Karsten Revsbech m.fl., Forvalt-

ningsret – Almindelige emner (6. udgave, 2016), side 525 ff., Niels Fenger,

2018, side 1082 ff.

Rigspolitiet vil efter en konkret henvendelse kunne tage stilling til, om

der foreligger sådanne nye og væsentlige faktiske oplysninger (tilbagekal-

delsesgrund) om forholdene i de pågældende modtagerlande, at betingel-

serne for at tilbagekalde tilladelserne er opfyldt.

Det vil bero på en konkret vurdering af omstændighederne i den enkelte sag,

om betingelserne for tilbagekaldelse er opfyldt. Det er imidlertid Justitsmi-

nisteriets opfattelse, at der efter de eksisterende regler på området generelt

er vide rammer for at tilbagekalde en meddelt udførelsestilladelse, hvis be-

grundelsen for tilbagekaldelsen er ændrede forhold i modtagerlandet.

Grundlæggende fører Danmark en restriktiv politik, når det kommer til

eksport af våben og militært udstyr, bl.a. gennem en restriktiv anvendelse af

kriterierne i EU’s fælles regler for kontrol med eksport af militærteknologi

og -udstyr og under hensyn til øvrige internationale forpligtelser.