REU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 344: Spm. om oversende resultaterne af Oplæg fra arbejdsgruppen om optimering af berammelse af straffesager, Domstolsstyrelsen den 7. august 2015, samt oplyse hvilke præcise lovændringer oplægget afstedkom, til justitsministeren

Retsudvalget 2020-21
REU Alm.del
Offentligt

Domstolsstyrelsen

J.nr.: 2015-1501-0011

7. august 2015

Oplæg fra arbejdsgruppen om optimering af berammelse af straffesager

Indledning

Justitsministeriet bad i et brev af 27. marts 2015 Domstolsstyrelsen om at udarbejde et

oplæg til, hvordan berammelsen af straffesager generelt kan optimeres. Ministeriet anfør-

te blandt andet følgende i brevet:

”Justitsministeriet sendte den 19. marts 2015 til Folketingets Retsudvalg faktuelle beskrivel-

ser af Rigsadvokatens, Direktoratet for Kriminalforsorgens, Domstolsstyrelsens og Køben-

havns Kommunes sager vedrørende Omar Abdel Hamid El-Hussein frem til angrebene i Kø-

benhavn den 14. og 15. februar 2015. Beskrivelserne blev sendt i fortrolig form.

Justitsministeriet sendte samme dag et brev til Folketingets Retsudvalg, hvori Justitsministe-

riet pegede på behovet for at følge op på flere områder. Kopi af ministeriets brev vedlægges.

Som anført i brevet til Folketingets Retsudvalg finder Justitsministeriet, at der er behov for at

følge op på flere områder, herunder i forhold til berammelse af straffesager ved domstolene.

Sagsbehandlingstiden i straffesager må ikke være unødig lang. Det er vigtigt for både den til-

talte og forurettede i straffesager, at hver enkelt straffesag behandles rigtigt, effektivt og med

den fornødne hurtighed. En forudsætning herfor er en effektiv og hurtig berammelse af sa-

gerne ved domstolene.

Justitsministeriet har de senere år løbende haft fokus på at nedbringe den gennemsnitlige

sagsbehandlingstid i straffesager. I regi af Toplederforum er der således udarbejdet en stra-

tegi, som indebærer, at retsvæsenet frem mod 2016 skal styrke det tværgående samarbejde

i straffesagskæden, herunder bl.a. ved at øge digitaliseringen med henblik på at skabe en

mere effektiv straffesagskæde. Domstolsstyrelsen har som led i dette arbejde bl.a. kortlagt

årsagerne til, at retsmøder aflyses eller må omberammes.

Justitsministeriet finder det naturligt, at det indgår i overvejelserne, om der er tiltag vedrø-

rende den praktiske fremgangsmåde vedrørende berammelse af straffesager, der involverer

alle straffesagens aktører, som kan optimeres, og om de gældende regler, som skal medvir-

ke til at sikre, at straffesager fremmes med den fornødne hastighed, fuldt ud anvendes kor-

rekt.

Justitsministeriet skal på den baggrund anmode Domstolsstyrelsen om – med inddragelse af

Rigsadvokaten og forsvarerne – senest den 1. august 2015 at udarbejde et oplæg til, hvor-

dan berammelsen af straffesager generelt kan optimeres.”

Domstolsstyrelsen nedsatte i april 2015 en arbejdsgruppe, der fik til opgave at udarbejde

et oplæg om optimering af berammelse af straffesager generelt.

Arbejdsgruppen fik følgende sammensætning:

•

Direktør Charlotte Münter, Domstolsstyrelsen

Byretspræsident Søren Axelsen (udpeget af byretspræsidenterne)

Side 1 af 26

REU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 344: Spm. om oversende resultaterne af Oplæg fra arbejdsgruppen om optimering af berammelse af straffesager, Domstolsstyrelsen den 7. august 2015, samt oplyse hvilke præcise lovændringer oplægget afstedkom, til justitsministeren

•

Landsretspræsident Bjarne Christensen (udpeget af de overordnede retter)

Advokat Jørgen Lange (udpeget af Danske Advokater)

Advokat Mette Lauritzen (udpeget af Advokatsamfundet)

Statsadvokat Lennart Hem Lindblom (udpeget af Rigsadvokaten)

Advokat Kristian Mølgaard (udpeget af Landsforeningen af Forsvarsadvokater)

Byretspræsident Christian Schou (udpeget af byretspræsidenterne)

Landsdommer Mikael Sjöberg (udpeget af Dommerforeningen).

Under arbejdsgruppens tredje møde deltog byretspræsident Jørgen Lougart på vegne af

byretspræsident Søren Axelsen og byretspræsident Christian Schou.

Chefkonsulent Niels Juhl var sekretær for arbejdsgruppen.

Arbejdsgruppen holdt 3 møder. Dette oplæg sammenfatter og afslutter gruppens arbejde.

1.1 Sammenfatning af arbejdsgruppens anbefalinger

Forud for arbejdsgruppens nedsættelse blev der gennemført en undersøgelse af årsager-

ne til, at straffesager bliver omberammet eller udsat. Resultaterne af denne undersøgelse

er beskrevet i

afsnit 2.

En arbejdsgruppe nedsat af Domstolsstyrelsen afgav i 2013 desu-

den en redegørelse med en række anbefalinger til understøttelse af hurtigere behandling

af straffesager, der indbringes for retten.

De anbefalinger, som følger af undersøgelsen, og anbefalingerne fra den tidligere ar-

bejdsgruppe har været et væsentligt grundlag for arbejdsgruppens arbejde. På denne

baggrund er arbejdsgruppen fremkommet med en række anbefalinger og forslag, der er

nærmere beskrevet i

afsnit 3.

Hovedparten af arbejdsgruppens forslag kan gennemføres uden lovændringer. Enkelte

forslag forudsætter dog, at der foretages justeringer i den nuværende lovgivning.

I en række sager udebliver tiltalte eller vidner uden lovlig grund. Det kan skyldes flere for-

hold, herunder forglemmelse, manglende lyst til at møde eller manglende viden om kon-

sekvenserne af at udeblive. Arbejdsgruppen anbefaler i

afsnit 3.1,

at der arbejdes videre

på at gøre det muligt at udsende automatiske påmindelser fra sagsbehandlingssystemer-

ne til vidner og tiltalte om retsmøder. Forslaget skal ses i sammenhæng med forslaget i

afsnit 4 om at overveje organiseringen af forkyndelsesopgaven. Arbejdsgruppen anbefaler

tillige, at domstolene og anklagemyndigheden ser på, om det er muligt og hensigtsmæs-

sigt at formulere indkaldelserne – og konsekvenserne af udeblivelse – ens i brevene fra

anklagemyndigheden og domstolene. Arbejdsgruppen anbefaler i

afsnit 3.1.1,

at det sik-

res både i anklagemyndigheden og ved domstolene, at der er opmærksomhed på retsple-

jelovens muligheder for enten at fremme en sag i tiltaltes fravær i de tilfælde, hvor det er

relevant, eller - hvor muligt og konkret hensigtsmæssigt - at gennemføre så meget af

retsmødet som muligt, hvis en tiltalt eller et vidne udebliver.

Sygdom og andet lovligt forfald hos tiltalte og vidner er i en del sager årsag til, at sager

må omberammes eller udsættes. Ofte er de lægeattester, der indhentes for at dokumente-

re det lovlige forfald, ikke fyldestgørende. Arbejdsgruppen foreslår i

afsnit 3.2,

at Dom-

stolsstyrelsen indleder en dialog med Sundhedsstyrelsen om, hvad der fx i samarbejde

med Praktiserende Lægers Organisation kan gøres for at sikre et bedre kendskab hos

lægerne til vigtigheden af, at lægeattester udfyldes og anvendes rigtigt.

Side 2 af 26

Med lov om offentlig digital post har alle danske virksomheder og en stor del af borgerne

fået en offentlig digital postkasse, som offentlige forvaltningsmyndigheder kan sende be-

skeder og dokumenter til med frigørende virkning. På den baggrund foreslår arbejdsgrup-

pen i

afsnit 3.3.2,

at der nedsættes en arbejdsgruppe, der blandt andet kan få til opgave at

se på, om det bør overvejes at ændre reglerne således, at ikke blot almindelige meddelel-

ser kan eller vil kunne sendes til den digitale postløsning, men også at forkyndelse frem-

over kan ske ved, at en meddelelse alene er gjort tilgængelig for modtageren i den offent-

lige digitale postkasse. Arbejdsgruppen bør som anført senere under afsnit 4 også over-

veje organiseringen af forkyndelsesopgaven.

Undersøgelsen af årsager til omberammelse og udsættelse af straffesager gav ikke noget

klart svar på, hvilken forkyndelsesmåde der er mest effektiv, eller at tidspunktet for for-

kyndelse har betydning for antallet af sager, der udsættes eller omberammes. Der vil dog

antageligt være færre personer, der har lovligt forfald, hvis indkaldelsen til retsmødet er

forkyndt i god tid. Det er derfor arbejdsgruppens anbefaling i

afsnit 3.3.4,

at tidlig forkyn-

delse af indkaldelser bør følges op af en efterfølgende påmindelse via SMS.

Retterne oplever, at det kan være vanskeligt at forkynde indkaldelser for politividner. Ar-

bejdsgruppen anbefaler derfor i

afsnit 3.3.7,

at der etableres en landsdækkende aftale

om, at indkaldelser af polititjenestemænd som vidner sendes pr. e-mail til funktionspost-

kassen til den politikreds, hvor den pågældende polititjenestemand gør tjeneste.

En del færdselssager må udsættes på grund af yderligere bevisførelse. Arbejdsgruppen

anbefaler i

afsnit 3.4,

at anklagemyndigheden foretager en nærmere vurdering af, i hvilket

omfang en screening af færdselssagerne vil kunne foretages på en hensigtsmæssig måde

med henblik på at udpege de sager, hvor der er en stor sandsynlighed for, at tiltalte vil

give møde i det første retsmøde og nægte sig skyldig. De mulige fordele ved en screening

af sagerne, som blandt andet er, at flere sager kan afsluttes i 1. retsmøde, må dog holdes

op mod ressourceforbruget, ligesom det vil være nødvendig at se nærmere på den kon-

krete metode til berammelse af disse sager, da det vil være vanskeligere at beramme

sagerne så tæt, som det sker i dag.

Tiltaltes ønske om forsvarerskifte er i række sager årsag til, at en sag må omberammes

eller udsættes. Det er arbejdsgruppens opfattelse, at det er muligt at begrænse omfanget

af ombeskikkelser, der fører til omberammelse eller udsættelse af hovedforhandlingen.

Blandt flere tiltag foreslår arbejdsgruppen i

afsnit 3.5.2,

at retten med fordel kan beskikke

samme advokat, som tiltalte tidligere har haft som forsvarer, med mindre retten er bekendt

med, at tiltalte tidligere har haft flere forskellige forsvarere. Arbejdsgruppen anbefaler

desuden, at alle retter i forbindelse med beskikkelse af en forsvarer for tiltalte sikrer, at

tiltalte bliver orienteret om beskikkelsen og tidspunktet for hovedforhandlingen. Tiltalte bør

tillige orienteres om, at tiltalte hurtigt og gerne inden en bestemt frist skal give retten be-

sked, hvis tiltalte ønsker en anden forsvarer, end den som retten har beskikket, og at tiltal-

tes mulighed for at få en ny forsvarer kan være afhængig af, om den ønskede forsvarer

kan deltage i den berammede hovedforhandling. Arbejdsgruppen finder i øvrigt at be-

stemmelsen i § 733, stk. 2, hvorefter retten kan afvise tiltaltes ønske om en bestemt (an-

den) forsvarer, hvis dennes medvirken kan medføre en forsinkelse af betydning for sa-

gens fremme, i sager med flere tiltalte kan tale for, at det i praksis sikres, at forsvarerne

for de andre tiltalte får mulighed for at udtale sig om spørgsmålet om forsvarerskifte og

betydningen heraf for de øvrige tiltalte.

Arbejdsgruppen finder i øvrigt, at det må overvejes, om det skærpede fokus på hurtigere

behandling af straffesager giver grundlag for at foretage en ændring af retsplejelovens

Side 3 af 26

regler af betydning for balancen mellem det frie forsvarervalg og ønsket om en hensigts-

mæssig og hurtig afvikling af straffesager.

En række sager må omberammes eller udsættes, fordi der ikke foreligger en § 808-

undersøgelse eller mentalerklæring. I nogle tilfælde ønsker sigtede/tiltalte ikke at medvir-

ke til en § 808-undersøgelse, fordi tiltalte er af den opfattelse, at der er tale om en mental-

undersøgelse. Arbejdsgruppen foreslår derfor i

afsnit 3.6,

at der gøres en indsats for at

orientere tiltalte om indholdet af undersøgelsen, og at tiltalte orienteres om, at det som

altovervejende hovedregel vil være en forudsætning for, kunne afsone med fodlænke, at

han har erklæret sig villig til at udføre samfundstjeneste.

Arbejdsgruppen anbefaler desuden, at det skal sikres, at erklæringen sendes digitalt og

gerne samtidigt til retten og anklagemyndigheden, så forsendelse og intern posthåndte-

ring ikke forsinker modtagelsen, ligesom arbejdsgruppen anbefaler, at anklagemyndighe-

den har procedurer, der sikrer, at § 808-undersøgelsen igangsættes så tidligt, at sagen

kan berammes, når retten modtager anklageskriftet, således at den samlede sagsbehand-

lingstid ikke forlænges.

Arbejdsgruppen har i

afsnit 3.8

overvejet spørgsmålet om berammelsesaftaler. I mange

politikredse har anklagemyndigheden indgået aftale med byretterne i den pågældende

politikreds om, hvordan retterne berammer straffesagerne.

Rigsadvokatens repræsentant i arbejdsgruppen foreslår, at der nedsættes en arbejds-

gruppe, som får til opgave at gennemgå de eksisterende lokale berammelsesaftaler og

vurdere, hvilke elementer der vil kunne indgå i en fælles berammelsesaftale, og udarbejde

et udkast til en sådan aftale. Det er således Rigsadvokatens opfattelse, at en fælles, for-

pligtende ramme for samarbejdet om berammelser mellem på den ene side byretter-

ne/landsretterne og på den anden side politikredsene/de regionale statsadvokater vil være

et væsentligt element i bestræbelserne på at sikre den bedst mulige udnyttelse af de sam-

lede ressourcer hos de involverede myndigheder i straffesagskæden.

Domstolenes repræsentanter i arbejdsgruppen kan ikke tiltræde Rigsadvokatens ønske

om en fælles berammelsesaftale omfattende straffesagsbehandlingen i byretterne og

landsretterne, da en sådan aftale ikke harmonerer med, at det er retten, der efter retsple-

jeloven berammer sagen, og at rettens afgørelse efter omstændighederne vil kunne på-

kæres af anklagemyndigheden eller tiltalte. Domstolenes repræsentanter finder, at det vil

være udmærket, hvis der gennemføres en nærmere analyse af eksisterende aftaler og af

fordele og ulemper ved disse, da en sådan analyse blandt andet vil kunne være til inspira-

tion til optimering af berammelsesaftaler generelt. Domstolenes repræsentanter finder

imidlertid, at lokale aftaler mellem domstol og anklagemyndighed giver det bedste grund-

lag for at sikre sagernes afvikling, herunder med mulighed for at tage højde for lokale for-

skelle.

Arbejdsgruppen har i

afsnit 3.9.1

overvejet en udvidet brug af forhåndsberammelse. Ar-

bejdsgruppen foreslår, at det overvejes at indføre en fast regel om, at retten i større arre-

stantsager, hvor forhåndsberammelse er relevant, senest efter 8 ugers varetægtsfængs-

ling og derefter løbende skal have forelagt oplysninger, der giver retten mulighed for at

tage stilling til, om der er grundlag for at forhåndsberamme sagen.

Arbejdsgruppen anbefaler i

afsnit 3.9.2,

at anklagemyndigheden er opmærksom på og

påpeger, hvornår det efter anklagemyndighedens opfattelse eventuelt ikke er nødvendigt,

at bestemte forsvarere er til stede i sager med mange tiltalte.

Side 4 af 26

Endelig har arbejdsgruppen i

afsnit

4 overvejet, om forkyndelsesopgaven kan varetages

mere hensigtsmæssigt, hvis den samles ved en af myndighederne i straffesagskæden.

Arbejdsgruppen foreslår, at samme arbejdsgruppe, som skal overveje mulighederne for

digital forkyndelse med frigørende virkning, nærmere kan overveje spørgsmålet.

Arbejdsgruppen har i sit arbejde primært fokuseret på berammelsen af straffesager ved

byretterne, der har det største sagsvolumen, men arbejdsgruppen vurderer, at hovedpar-

ten af de ideer og tanker, der er kommet frem i arbejdsgruppen, også kan være nyttige for

landsretterne, hvor straffesagernes behandling dog i nogen grad adskiller sig fra byretter-

ne.

2 Undersøgelse af årsager til, at straffesager bliver udsat eller omberammet

Domstolsstyrelsen iværksatte efter en drøftelse i Toplederforum i efteråret 2014 en under-

søgelse af årsagerne til, at retterne udsætter eller omberammer straffesager.

Undersøgelsen blev gennemført ved, at Domstolsstyrelsen bad samtlige byretter og

landsretter samt Grønlands Landsret om i 5 uger (september og oktober 2014) at registre-

re, om retsmøder i straffesager blev omberammet eller udsat samt årsagerne hertil

. Un-

dersøgelsen viste, at der i perioden

blev omberammet eller udsat op mod ca. 1400 rets-

møder ud af i alt ca. 4-6.000 retsmøder

Undersøgelsen viste derudover, at der kan være mange forskellige årsager til, at retterne

må omberamme eller udsætte straffesager. De fem hyppigste grunde i undersøgelsespe-

rioden var:

•

sygdom eller andet lovligt forfald hos en af sagens aktører – 273 sager

manglende forkyndelse for tiltalte eller et vidne – 264 sager

den tiltalte eller et vidne er udeblevet – 217 sager

behov for yderligere bevisførelse eller efterforskning – 138 sager

forsvarerskifte – 111 sager.

En arbejdsgruppe nedsat af Domstolsstyrelsen med repræsentanter fra anklagemyndigheden, politiet,

kriminalforsorgen, forsvarerne og retterne deltog i udformningen af spørgeskemaerne

I en række spørgeskemaer var der sat kryds ved flere årsager til, at et retsmøde blev udsat eller ombe-‐

rammet, og derfor er antallet af retsmøder, der blev udsat eller omberammer, lavere end antallet af årsager

til udsættelser og omberammelser. Det samlede antal årsager til udsættelse eller omberammelse blev

opgjort til 1.429.

Der er ikke foretaget en opgørelse af det samlede antal retsmøder, der blev afholdt i undersøgelsesperio-‐

den, da undersøgelsen alene var rettet mod de sager, der blev udsat eller omberammet. Det anførte antal

retsmøder er derfor baseret på et skøn.

Side 5 af 26

Undersøgelsens hovedresultater kan kort sammenfattes således:

Årsag

Sygdom/lovligt forfald tiltalte

Sygdom/lovligt forfald vidner

Sygdom/lovligt forfald anklager, dommer,

lægdommer, forsvarer eller tolk

Manglende forkyndelse for tiltalte

Manglende forkyndelse for vidner

Mangelfuld forkyndelse for tiltalte eller vid-

ner

Tiltalte udeblevet

Vidne udeblevet

Tiltalte blev ikke anholdt

Vidne blev ikke anholdt

Yderligere bevisførelse var nødvendig

Forsvarerskifte

Personundersøgelse manglede

Mentalerklæring manglede

Forkert tidsskøn (retsmødet tog længere tid

end antaget ved berammelsen)

Nye tiltalepunkter

Ikke færdigefterforsket

Tolk ikke indkaldt

Antal

103

241

178

120

111

Resultatet af undersøgelsen har været drøftet i en række fora, herunder i den arbejds-

gruppe, der var med til at udforme spørgeskemaet, i domstolenes interne referencegruppe

vedrørende samarbejdet i straffesagskæden og på møder med byretspræsidenterne og

afdelingsledelserne i retssekretariaterne ved byretterne.

På baggrund af disse drøftelser er der fremkommet en række forslag til både interne tiltag

ved domstolene og tiltag på tværs af straffesagskæden, der vil kunne medvirke til at opti-

mere berammelse af straffesager. Disse forslag er indgået i arbejdsgruppens overvejelser

under afsnit 3.

Tværgående indsatser for at optimere berammelse af straffesager, herunder

begrænse omfanget af omberammelser og udsættelser af straffesager

Arbejdsgruppen har nedenfor gennemgået de forskellige forslag til tværgående indsatser,

som er kommet frem på baggrund af undersøgelsen af årsagerne til udsættelse eller om-

berammelse af straffesager.

3.1 Tiltaltes og vidners udeblivelse

Undersøgelsen omtalt ovenfor viste, at 178 sager blev udsat eller omberammet på grund

af tiltaltes udeblivelse og 39 sager på grund af mindst et vidnes udeblivelse.

En række retsmøder blev udsat eller omberammet af andre grunde end dem, der her er anført. De er ikke

medtaget her.

Side 6 af 26

Der er ikke gennemført undersøgelser af de nærmere årsager til, at tiltalte og vidner ude-

bliver uden lovlig grund, men det er arbejdsgruppens opfattelse, at vidner og tiltalte ude-

bliver af mange forskellige årsager. Det kan blandt andet skyldes, at tiltalte eller vidnet

ikke har lyst til at møde i retten, at tiltalte eller vidnet har glemt retsmødet, eller at tiltalte

eller vidnet ikke har forstået, hvilke konsekvenser udeblivelse vil have for pågældende.

Arbejdsgruppen har overvejet, om det vil være muligt at få et bedre indblik i, hvad der kan

gøres for at begrænse omfanget af udeblivelser – og dermed begrænse omfanget af ud-

sættelser og omberammelser - hvis der gennemføres en egentlig kortlægning af årsager-

ne til udeblivelse uden lovlig grund.

Arbejdsgruppen finder, at det kan være svært at opnå pålidelige resultater ved gennemfø-

relsen af en sådan undersøgelse, dels fordi det kan være vanskeligt at få kontakt til de

udeblevne tiltalte og vidner, dels fordi de udeblevne ikke altid kan forventes at svare præ-

cist på spørgsmål om årsagen til udeblivelsen.

Arbejdsgruppen foreslår derfor ikke, at der gennemføres en nærmere kortlægning af år-

sagerne til, at vidner og tiltalte udebliver uden lovlig grund.

Arbejdsgruppen foreslår i stedet, at der arbejdes videre med at begrænse omfanget af

udeblivelser, der skyldes, at tiltalte eller vidnet har glemt retsmødet, og udeblivelser, der

skyldes, at vidnet eller tiltalte ikke har forstået vigtigheden af at møde op til hovedforhand-

lingen.

Som anført ovenfor er det arbejdsgruppens indtryk, at en del udeblivelser skyldes, at vid-

net eller den tiltalte har glemt tidspunktet for retsmødet

. Arbejdsgruppen vurderer, at det

vil være muligt at begrænse omfanget af udeblivelser på grund af forglemmelse, hvis tiltal-

te eller vidnet modtager en påmindelse om retsmødet i en SMS kort før retsmødet. Såle-

des viser undersøgelser fra sundhedsområdet, at sms-påmindelser er egnede til i væsent-

ligt omfang at begrænse omfanget af udeblivelser fra hospitalerne

SMS-påmindelsen skal sendes af den myndighed (anklagemyndigheden eller retten), der

har indkaldt vedkommende

. Arbejdsgruppen foreslår i den forbindelse – som det blev

anbefalet af arbejdsgruppen om hurtigere behandling af straffesager, der indbringes for

retten, i juli 2013 og af Retsplejerådet i 2012

– at der etableres mulighed for automatisk

at sende sms-påmindelse fra retternes og anklagemyndighedens sagsbehandlingssyste-

Forglemmelse ses oftere i de tilfælde, hvor indkaldelsen er forkyndt i god tid inden retsmødet. Her er det

imidlertid sjældnere, at lovligt forfald er årsag til om berammelse, fordi den tidligere forkyndelse har gjort

det muligt for tiltalte eller vidnet at indrette sig efter tidspunktet for hovedforhandlingen.

I sundhedsvæsnet er der oplevet fald på op mod 45 % i antallet af udeblivelser fra hospitalerne. Der henvi-‐

ses fx til http://www.dagensmedicin.dk/nyheder/it/udeblivelser-‐faldt-‐46-‐pct-‐med-‐sms-‐pamindelser/

Spørgsmålet om anvendelse af sms-‐påmindelser i retsplejen er behandlet på side 94-‐96 betænkning nr.

1528/2011 om revision af reglerne om forkyndelse, hvor det antages, at sms-‐påmindelser (alene) kan sen-‐

des via NemSMS-‐ordningen uden forudgående samtykke fra modtageren. NemSMS-‐ordningen er en frivillig

ordning, som borgere kan tilmelde sig og derved give samtykke til at modtage påmindelser via SMS fra det

offentlige. I den endelige lov blev der indført særskilt hjemmel til, at sms-‐påmindelser kan sendes uden

samtykke, jf. § 154a, stk. 1, nr. 4

Domstolsstyrelsen nedsatte i 2012 en arbejdsgruppe om hurtigere behandling af straffesager, der indbrin-‐

ges for retten. Arbejdsgruppen afsluttede sit arbejde med en række anbefalinger og en tilhørende redegø-‐

relse. Anbefalingerne og redegørelsen kan læses på

http://www.domstol.dk/om/Nyheder/Pressemeddelelser/Pages/Anbefalinger_straffesager.aspx

Side 7 af 26

mer. En kobling af SMS-påmindelser til sagsbehandlingssystemer gør det i øvrigt naturligt

at se forslaget i sammenhæng med forslaget under afsnit 4 om at overveje organiseringen

af forkyndelsesopgaven.

Arbejdsgruppen har overvejet, om bedre information til tiltalte og vidner om vigtigheden af

at møde op, herunder om risikoen for at blive anholdt eller som tiltalt få sagen afgjort uan-

set udeblivelsen, vil kunne begrænse omfanget af udeblivelser. Indkaldelsen til tiltalte og

vidner indeholder allerede i dag denne information. Det er indtrykket blandt navnlig forsva-

rerne i arbejdsgruppen, at de vidner og tiltalte, der udebliver, sjældent har læst og ofte

ikke fuldstændigt forstår indholdet af indkaldelserne. Arbejdsgruppen anbefaler derfor, at

indkaldelserne gennemgås for at se, om brevene kan gøres mere læsevenlige, herunder

at konsekvenserne af at udeblive tydeliggøres i endnu højere grad end i dag. Det bør i

den forbindelse ses på, om det er muligt og hensigtsmæssigt at formulere indkaldelserne

– og konsekvenserne af udeblivelse – ens i brevene fra anklagemyndigheden og domsto-

lene. Det er arbejdsgruppens vurdering, at bedre information vil kunne bidrage til et større

fremmøde blandt tiltalte og vidner, der i dag antages at udeblive, fordi de ikke har lyst til at

møde i retten.

Det bør tillige overvejes, om der bør være nærmere retningslinjer om oversættelse af ind-

kaldelsen til personer, der ikke forstår dansk. Disse indkaldelser skal sendes fra de rele-

vante sagsbehandlingssystemer, og et eventuelt arbejde med at gennemgå teksterne i

anklagemyndigheden og domstolene må derfor ses i sammenhæng med overvejelserne

om eventuelt at samle forkyndelsesopgaven, jf. afsnit 4.

3.1.1 Øget brug af udeblivelsesdomme

Arbejdsgruppen om hurtigere behandling af straffesager, der indbringes for retten, anbefa-

lede, at

”

mulighederne i retsplejeloven for afsigelse af udeblivelsesdom anvendes i

videre omfang, således at udgangspunktet er, at der afsiges udeblivelsesdom, når

betingelserne herfor er opfyldt

.”

Det er arbejdsgruppens opfattelse, at spørgsmålet om udeblivelsesdom ikke rejses så

ofte, som retsplejeloven giver mulighed for.

Arbejdsgruppen anbefaler derfor, at spørgsmålet om anvendelse af udeblivelsesdomme

tages op både i anklagemyndigheden og ved domstolene med henblik på at sikre, at der

er opmærksomhed på retsplejelovens muligheder for at fremme en sag i tiltaltes fravær i

de tilfælde, hvor det er relevant.

Arbejdsgruppen finder videre, at dommerne og anklagerne fortsat bør have fokus på, om

det er muligt og konkret er hensigtsmæssigt at gennemføre så meget af retsmødet som

muligt, hvis en tiltalt eller et vidne udebliver. Gennemføres en del af retsmødet, vil (andre)

vidner kunne afhøres, og sagen kan herefter udsættes til et kortere retsmøde næste gang,

end hvis hele sagen bliver udsat. Tilsvarende kan det overvejes, hvis sagen omhandler

flere tiltalte, at udskille den udeblevne tiltaltes sag til særskilt behandling og færdiggøre

sagen for de øvrige.

Når en sag må udsættes, er det vigtigt, at et nyt retsmøde berammes straks, og inden

parterne forlader mødet. De mødte er dermed allerede indkaldt til næste retsmøde, og der

er ikke risiko for, at en efterfølgende indkaldelse ikke kan forkyndes.

Se anbefalingerne fra arbejdsgruppen, side 5. Se i øvrigt redegørelsen fra arbejdsgruppen, side 32-‐33.

Side 8 af 26

3.2 Tiltaltes og vidners lovlige forfald

Undersøgelsen viste endvidere, at sygdom og andet lovligt forfald hos tiltalte og vidner var

årsag til, at 179 sager blev udsat eller omberammet i undersøgelsesperioden (fordelt på

103 tiltalte og 76 vidner).

Hvis en tiltalt eller et vidne oplyser, at vedkommende er forhindret i at deltage i et retsmø-

de, er det retten, der afgør, om den angivne årsag medfører, at den tiltalte eller vidnet har

lovligt forfald. Hvis der er tale om sygdom, anmoder retten om en lægeattest til brug for

denne vurdering. Hvis der ikke er dokumentation for sygdom eller andet lovligt forfald, vil

udeblivelse kunne indebære, at den udeblevne tiltalte eller det udeblevne vidne bliver an-

holdt til et senere retsmøde. Retten vil desuden i visse tilfælde kunne afgøre sagen uan-

set tiltaltes udeblivelse, ligesom retten vil kunne pålægge det udeblevne vidne en bøde, jf.

retsplejelovens § 178, stk. 1, nr. 1.

Ofte er de lægeattester, som retterne modtager, ikke fyldestgørende. Der har tidligere

været kontakt til de Praktiserende Lægers Organisation for at orientere om kravene til en

lægeattest, og der findes en blanket på

domstol.dk,

som skal anvendes.

Det er arbejdsgruppens vurdering, at lægerne ikke altid er opmærksomme på, hvilke for-

skelle der er på de lægeattester, som en arbejdsgiver kan kræve af en medarbejder ved

sygdom, og den lægeattest, der skal anvendes, når en tiltalt eller et vidne mener ikke at

kunne møde i retten på grund af sygdom. I andre tilfælde er lægen ikke opmærksom på,

at eventuel sygdom skal udgøre en konkret hindring for den indkaldte i at møde i retten,

og at det således ikke er nok, at pågældende ”alene” er uarbejdsdygtig i en kortere perio-

de.

Det er vigtigt, at lægerne er bekendt med de krav, retten stiller til en lægeattest, og at der

skal anvendes en særlig blanket til lægeattesten. Det er endvidere vigtigt, at lægerne er

opmærksomme på følgerne af, at tiltalte eller vidnet udebliver fra et retsmøde, uden at

retten vurderer, at der er tale om lovligt forfald, herunder de nævnte muligheder for anhol-

delse eller idømmelse af bøde. Arbejdsgruppen foreslår, at Domstolsstyrelsen indleder en

dialog med Sundhedsstyrelsen om, hvad der f. eks i samarbejde med Praktiserende Læ-

gers Organisation kan gøres for at sikre et bedre kendskab hos lægerne til vigtigheden af,

at lægeattester udfyldes og anvendes rigtigt

3.3 Forkyndelse

Erfaringsmæssigt vil der være færre, der er lovligt forhindret i at deltage i et retsmøde,

hvis de har fået besked om tidspunktet i god tid. Det er derfor vigtigt, at forkyndelse sker

så hurtigt som muligt efter, at retsmødet er blevet berammet. Det er da også fast praksis i

langt de fleste retter og for langt de fleste sagstyper, at straffesager oprettes og beram-

mes straks ved sagens modtagelse, og at der enten forsøges telefonforkyndelse, digital

forkyndelse, eller at indkaldelsen sendes til en stævningsmand eller politiet straks i de

sagstyper, hvor det er retten, der sørger for forkyndelse. Hvis der er tale om domsmands-

sager, er det i de fleste kredse anklagemyndighedens opgave at indkalde tiltalte og vid-

ner. Anklagemyndigheden modtager besked om det berammede retsmøde via mail eller

digitalt (retslister overføres digitalt i enkelte kredse) og vil umiddelbart herefter kunne

iværksætte forkyndelse.

Der er tidligere skrevet en artikel af Ulla Otken i Ugeskrift for Retsvæsen om lovligt forfald. Der henvises

til UfR 2001B.322.

Side 9 af 26

Undersøgelsen viste, at manglende forkyndelse var en af de hyppigste årsager til udsatte

eller omberammede straffesager i undersøgelsesperioden, men selvom det var årsagen i

en stor andel af de optalte sager, var det en overordentlig lille andel af det samlede antal

indkaldte tiltalte og vidner, som det ikke lykkedes at få forkyndt en indkaldelse for.

Opgaven med at indkalde og forkynde for tiltalte og vidner er fordelt mellem retterne og

anklagemyndigheden, sådan som det er beskrevet nærmere i afsnit 4 nedenfor. I de fleste

kredse er det anklagemyndigheden, der har ansvaret for at indkalde i domsmandssager,

medens retten har ansvaret i alle andre straffesagstyper. Der er forskellige lokale aftaler

om, hvem der forkynder i sager, der berammes med kort varsel, og mange retter telefon-

forkynder for tiltalte eller vidner uanset sagstype, hvis vedkommende henvender sig til

retten om en sag, hvor indkaldelsen endnu ikke er blevet forkyndt.

Undersøgelsen viste, manglende forkyndelse for tiltalte i 241 sager og manglende forkyn-

delse for et vidne i 23 tilfælde var årsag til, en straffesag blev omberammet eller udsat.

Det var således langt flere tiltalte end vidner, der ikke var blevet forkyndt for.

3.3.1 Forskellige forkyndelsesmetoder

Både anklagemyndigheden og retterne benytter sig af forskellige indkaldelsesmetoder. I

nogle sager sendes indkaldelsen med almindeligt brev - i andre forkyndes indkaldelsen.

Forkyndelse kan ske telefonisk, ved rettens stævningsmand, postforkyndelse, brevforkyn-

delse eller ved politiforkyndelse.

Når der anvendes brevforkyndelse, fremgår det udtrykkeligt af brevene, at indkaldelsen i

stedet vil blive forkyndt af en stævningsmand, hvis brevforkyndelsen ikke sendes retur.

Reglerne om digital forkyndelse blev sat i kraft 1. februar 2015 og giver mulighed for at

sende indkaldelse til en tiltalts eller et vidnes e-Boks. Modtageren skal bekræfte modta-

gelse af indkaldelsen enten ved at besvare mailen fra e-Boks eller ved at udskrive og un-

derskrive indkaldelsen og sende den retur til retten eller politiet.

Telefonforkyndelse er forholdsvis nyt og anvendes først i større omfang ved retterne, efter

at retterne i maj 2014 fik adgang til TDC Udvidet – en portal, hvor telefonnumre kan sø-

ges, herunder også hemmelige numre. Retterne er derfor fortsat ved at indsamle erfarin-

ger med telefonforkyndelse.

Muligheden for at telefonforkynde eller forkynde indkaldelsen på anden vis end ved stæv-

ningsmands- eller politiforkyndelse afhænger af, hvor mange oplysninger politiet i forbin-

delse med efterforskningen har indsamlet om tiltaltes eller vidnets kontaktoplysninger.

Rigsadvokaten har til arbejdsgruppen oplyst, at politiet efter de gældende retningslinjer

om registrering af sager i politiets sagsbehandlingssystem POLSAS skal registrere rele-

vante personoplysninger, herunder alternative adresser og telefonoplysninger. Disse op-

lysninger skulle således fremgå i relevant omfang af sagen.

Med den nye digitale forkyndelse vil der være endnu en forkyndelsesmulighed. Det er

vanskeligt på forhånd at vide, hvor stor effekt denne metode vil have, men med den mere

udbredte anvendelse af e-Boks hos alle offentlige myndigheder forventes det, at der vil

være en vis del af de indkaldte, der foretrækker at besvare en henvendelse sendt til e-

Boks frem for at få besøg af stævningsmand eller politi på bopælen eller arbejdspladsen.

Politiet har til den tidligere arbejdsgruppe om undersøgelse af årsager til omberammelse

og udsættelse oplyst at have gode erfaringer med at sende brev og efterfølgende telefon-

forkynde. Erfaringen fra politiet er, at modtageren lettere forstår, hvad den telefoniske

Side 10 af 26

henvendelse går ud på, når dokumenterne allerede er modtaget. Til gengæld kræver det

to arbejdsprocesser med flere dages mellemrum, hvilket er mere ressourcekrævende.

Flere retter har gode erfaringer med at anvende e-Boks i kombination med telefonforkyn-

delse, idet den indkaldte får en kort meddelelse i sin e-Boks, hvor vedkommende anmo-

des om inden for en kort frist at kontakte retten telefonisk. Når vedkommende ringer, tele-

fonforkynder retten indkaldelsen eller den meddelelse, som skal forkyndes, hvorefter ind-

kaldelsen eller meddelelsen sendes digitalt til vedkommende. Det giver en kortere sags-

behandlingstid på forkyndelsen frem for at anvende brev.

Med et øget antal forkyndelsesformer må det – hvis de anvendes rigtigt – være forvent-

ningen, at andelen af sager, der forkyndes i tide, stiger. Flere og mere effektive forkyndel-

sesformer kan imidlertid ikke løse (alle) de sager, hvor den, der skal indkaldes, ikke har

en kendt adresse eller opholdssted eller ikke ønsker at modtage indkaldelsen.

3.3.2 Digital forkyndelse i e-Boks uden samtykke

Siden november 2014 har hovedparten af borgerne over 15 år og alle virksomheder været

tilmeldt den offentlige digitale post-løsning med den virkning, at stort set alle offentlige

myndigheder med frigørende virkning kan sende dokumenter til e-Boks. Domstolene er

ikke omfattet af lov om offentlig digital post, men det overvejes at søge gennemført en

lovændring, der fra 2016 vil give mulighed for at sende almindelige meddelelser til løsnin-

gen med digital post uden på forhånd at have indhentet samtykke fra modtageren.

Det er muligt at sende dokumenter til forkyndelse via e-Boks, men alene hvis det sker

som led i telefonforkyndelse, eller hvis modtageren aktivt svarer tilbage, at pågældende

har modtaget dokumentet. Det er således ikke muligt at gennemføre forkyndelse af en

indkaldelse ved alene at sende indkaldelsen til e-Boks, hvis modtageren ikke svarer tilba-

ge.

Spørgsmålet om anvendelse af e-Boks til forkyndelse uden kvittering blev overvejet af

arbejdsgruppen om revision af reglerne om forkyndelse og af Retsplejerådet i rådets udta-

lelse over betænkningen fra arbejdsgruppen. På det tidspunkt, da Retsplejerådet afgav

sin udtalelse, var der fremsat et lovforslag om offentlig digital post, men forslaget var ikke

vedtaget.

Rådet anførte blandt andet følgende i sin udtalelse (side 10):

”I lyset af den generelle udvikling på området for digital kommunikation med offentlige myn-‐

digheder, vil det, i al fald når brugen af den nye digitale postkasse til obligatorisk digital kom-‐

munikation med offentlige myndigheder er indarbejdet, være nærliggende at overveje, om digi-‐

tal forkyndelse kan føres et skridt videre, f.eks. således at det for forkyndelse er tilstrækkeligt, at

meddelelsen er tilgængelig i den digitale postkasse. Det vil i denne sammenhæng føre for vidt at

foretage en nærmere gennemgang af mulighederne for en sådan forkyndelsesform. Retsplejerå-‐

det bemærker dog, at der i forbindelse med overvejelser herom bl.a. bør ses på, hvordan man

skal forholde sig til eventuelle tekniske problemer med adgangen til den digitale postkasse (sy-‐

stemnedbrud mv.).”

Arbejdsgruppen finder, at den store udbredelse af offentlig digital post og de mange mu-

ligheder, der er for at få besked om nye meddelelser i den digitale postkasse, herunder

via sms og e-mail, gør, at det bør overvejes at ændre reglerne således, at ikke blot almin-

delige meddelelser kan eller vil kunne sendes til den digitale postløsning, jf. ovenfor, men

også at forkyndelse fremover kan ske ved, at en meddelelse alene er gjort tilgængelig for

modtageren i den offentlige digitale postkasse. Arbejdsgruppen foreslår i den forbindelse,

Side 11 af 26

at der snarest muligt nedsættes en arbejdsgruppe, der kan overveje spørgsmålet. Det vil

være hensigtsmæssigt, hvis arbejdsgruppen samtidig får til opgave at overveje spørgsmå-

let om organisering af forkyndelsesopgaven, jf. senere nedenfor under afsnit 4.

3.3.3 Opfølgning på forkyndelse

Det er vigtigt, at der både hos anklagemyndighed og retter følges op på, om der er sket

forkyndelse i en sag. Det skal ske i så god tid inden hovedforhandlingen, at andre forkyn-

delsesmetoder kan prøves, eller at sagen kan omberammes, og en ny sag sættes i kalen-

deren på det ledige tidspunkt.

Undersøgelsen af årsagerne til, at straffesager udsættes eller omberammes, viste, at

manglende forkyndelse førte til omberammelse i gennemsnit 9 dage før hovedforhandlin-

gen. Det er forholdsvis sent og kan skyldes, at flere forkyndelsesmuligheder var forsøgt,

inden sagen blev omberammet.

Det er arbejdsgruppens opfattelse, at det er vigtigt, at den myndighed, der har ansvaret

for at forkynde i den enkelte sag, sætter forkyndelsen i system, så det rutinemæssigt se-

nest 2-3 uger før hovedforhandlingen kontrolleres, om forkyndelse er sket eller ej. Det

giver mulighed for at forsøge forkyndelse på anden vis eller omberamme og udnytte den

ledigblevne tid til andre sager. Det vil være nyttigt, hvis det bliver fast rutine samtidigt at

informere forsvareren om, hvorvidt der er sket forkyndelse eller ej.

3.3.4 Forkyndelsesmåde og -tidspunkt

Analysen af forkyndelsesmåden og antallet af omberammelser og udsættelser gav ikke

noget klart billede af, om en forkyndelsesmåde er mere ”effektiv” end en anden. Der er

heller ikke noget, der tyder på, at tidspunktet for forkyndelse (hvor lang tid før retsmødet,

der forkyndes) har nogen betydning for antallet af sager, der udsættes eller omberammes,

men som anført tidligere, vil der antageligt være færre personer, der har lovligt forfald,

hvis indkaldelsen til retsmødet er forkyndt i god tid.

Arbejdsgruppen finder derfor, at der generelt skal være fokus på at sikre tidlig forkyndelse

af indkaldelser, og at det er vigtigt at arbejde for, at tidlige forkyndelser kan følges op af

efterfølgende påmindelse via SMS, sådan som også arbejdsgruppen om hurtigere be-

handling af straffesager, der indbringes for retten, anbefalede i sin redegørelse.

3.3.5 Organisering af forkyndelsen

Det kan overvejes, om forkyndelsesopgaven varetages mere effektivt, hvis opgaven sam-

les ved én instans. Spørgsmålet er behandlet særskilt neden for i afsnit 4

3.3.6 Forkyndelse, hvis tiltalte ringer til retten

Som beskrevet senere neden for under afsnit 3.5 har flere retter i februar 2015 implemen-

teret et nyt brev, som sendes til tiltalte, når retten beskikker en forsvarer for tiltalte, for at

henlede tiltaltes opmærksomhed på, at han skal kontakte retten hurtigt, hvis han ønsker

en anden forsvarer.

Hvis tiltalte ringer og beder om en anden forsvarer, kan retten benytte muligheden til at

forkynde indkaldelsen telefonisk for tiltalte. Brevet indeholder oplysning om tidspunktet for

hovedforhandlingen, og derfor kan man foretage forkyndelsen med det samme. Hvis det

er en sag, hvor det er anklagemyndighedens opgave at forkynde, kan retten bagefter rin-

ge til anklagemyndigheden og orientere om, at sagen er forkyndt.

Det kan derudover overvejes at føje en opfordring til brevet om, at tiltalte bedes kontakte

retten, når brevet modtages, således at retten kan telefonforkynde indkaldelsen, når bre-

Side 12 af 26

vet er modtaget. Det er arbejdsgruppens vurdering, at det nok vil være i forholdsvis få

tilfælde, at tiltalte vil ringe tilbage, men arbejdsgruppen finder, at det er en mulighed, der

bør overvejes nærmere af domstolenes tekstudvalg.

3.3.7 Forkyndelse for politividner

Retterne oplever, at det kan være vanskeligt at forkynde for politividner, og der er forskel-

lig praksis for, hvordan man gør det. Navnlig, når det gælder politividner, er det vigtigt, at

indkaldelsen er forkyndt i god tid, så man undgår, at politividnet er bortrejst på det tids-

punkt, sagen skal behandles.

Arbejdsgruppen finder derfor, at det må overvejes, om der kan etableres bedre – og mere

ensartede – metoder for forkyndelse for politividner. Det kan fx ske ved, at der etableres

en landsdækkende aftale om, at indkaldelser af polititjenestemænd som vidner sendes pr.

e-mail til funktionspostkassen til den politikreds, hvor den pågældende polititjenestemand

er tjenstgørende.

3.4 Yderligere bevisførelse

Yderligere bevisførelse eller efterforskning var nødvendigt i 138 sager i undersøgelsespe-

rioden.

Ser man nærmere på sagstyperne, kan det konstateres, at en del færdselssager udsættes

på grund af ”yderligere bevisførelse”. Bevisførelse i disse sager sker ofte i 2. retsmøde,

idet en meget stor del af de sigtede/tiltalte erkender i eller udebliver fra 1. retsmøde. Det

er derfor – både af hensyn til vidner, som ikke unødigt bør indkaldes til retsmøder, og af

procesøkonomiske årsager - en fornuftig fremgangsmåde først at beramme disse retsmø-

der uden indkaldelse af vidner for så i fornødent fald at udsætte et antal af disse sager til

yderligere bevisførelse, idet antallet af sager med yderligere bevisførelse i forhold til det

samlede antal færdselssager fortsat er meget lavt.

Arbejdsgruppen anbefaler dog, at anklagemyndigheden foretager en nærmere vurdering

af, i hvilket omfang en screening af færdselssagerne vil kunne foretages på en hensigts-

mæssig måde med henblik på at udpege de sager, hvor der er en stor sandsynlighed for,

at tiltalte vil give møde i det første retsmøde og nægte sig skyldig. Kan man på forhånd

finde frem til disse sager, vil man kunne indkalde den rapportoptagende betjent som vidne

allerede til dette retsmøde for at undgå, at sagen skal udsættes. Der vil eksempelvis kun-

ne være sager, hvor den tiltalte udtrykkeligt har meddelt til politiet eller anklagemyndighe-

den, at vedkommende ikke kan erkende sig skyldig og ønsker bevisførelse i retten. De

mulige fordele ved en screening af sagerne, som blandt andet er, at flere sager kan afslut-

tes i 1. retsmøde, må dog holdes op mod ressourceforbruget, ligesom det vil være nød-

vendig at se nærmere på den konkrete metode til berammelse af disse sager, da det vil

være vanskeligere at beramme sagerne så tæt, som det sker i dag.

Hvis der derudover skal gøres en indsats for at nedbringe antallet af straffesager, der ud-

sættes af denne grund, vil det være nødvendigt at indsamle oplysninger om de konkrete

årsager bag, at retsmøder udsættes på grund af yderligere bevisførelse.

3.5 Forsvarerskifte

Forsvarerskifte var årsag til omberammelse af 111 sager i undersøgelsesperioden.

Der kan være mange årsager til, at tiltalte ønsker en anden forsvarer. Det kan fx skyldes,

at tiltalte er utilfreds med den forsvarerbistand, han har haft under politiets efterforskning

af sagen, og derfor ønsker en anden forsvarer. Det kan også skyldes, at tiltalte efter an-

klageskriftets indlevering, men før hovedforhandlingen, hører om gode erfaringer med en

Side 13 af 26

anden forsvarer og derfor beder om at få den pågældende som forsvarer. Det kan også

skyldes, at tiltalte først ved sagens indbringelse for retten bliver opmærksom på, at han

skal have en forsvarer – og som altovervejende hovedregel selv kan vælge – og derfor

først i den forbindelse oplyser, hvilken forsvarer han ønsker. Endelig er der tilfælde, hvor

ønske om forsvarerskifte fremsættes, fordi tiltalte derved kan opnå en udsættelse af sa-

gen.

Det er erfaringen fra de forsvarere, der deltog i arbejdsgruppen vedrørende undersøgel-

sen af årsagerne til omberammelse og udsættelse af straffesager, at varetægtsarrestanter

skifter forsvarer hyppigere end andre tiltalte/sigtede. Det kan hænge sammen med, at

arrestanter deler fællesskab med andre arrestanter og derved har lejlighed til at få indblik i

andre arrestanters erfaringer med forskellige forsvarere.

Undersøgelsen af årsagerne til omberammelse og udsættelse af straffesager viste, at

forsvarerskifte i undersøgelsesperioden skete i gennemsnit to uger før hovedforhandlin-

gen.

Forsvarerskifte vil i mange tilfælde – og særligt ved forsvarerskifte kort før hovedforhand-

lingen – føre til, at hovedforhandlingen må omberammes, fordi tiltaltes nye forsvarer ikke

har mulighed for at deltage i den allerede berammede hovedforhandling. I disse situatio-

ner vil ikke kun den konkrete sag blive forsinket, men sene omberammelser betyder også,

at det er vanskeligt eller ofte umuligt for retten at udnytte den ledigblevne retstid til andre

sager, og når den konkrete sag så senere skal lægge beslag på retstid igen, vil forløbet

samlet set have en negativ betydning for den samlede afvikling af straffesager.

3.5.1 Regler og praksis i dag

Det er det altovervejende udgangspunkt, at tiltalte har ret til at frit at vælge sin forsvarer, jf.

retsplejelovens § 729 a. Gør tiltalte ikke det, beskikker retten en forsvarer for tiltalte efter

reglerne i retsplejelovens §§ 731-735. Beskikkelsen kan tilbagekaldes, når det findes

nødvendigt i forsvarets interesse samt efter begæring fra sigtede, med mindre sagen der-

ved forhales, jf. retsplejelovens § 736. Til retsplejelovens regler om forsvarervalg og for-

svarerbeskikkelse knytter sig reglerne i menneskerettighedskonventionens art. 6 om tiltal-

tes ret til at vælge sit eget forsvar.

Har tiltalte ikke haft en forsvarer under efterforskningen, vil anklagemyndigheden oplyse

retten om, at tiltalte ikke har en forsvarer, når anklageskriftet sendes til retten. Anklage-

skriftet vil samtidig blive sendt til tiltalte. Retten vil da beskikke en forsvarer for tiltalte og

derefter fastlægge tidspunktet for hovedforhandling efter drøftelse med forsvareren og evt.

anklagemyndigheden. De fleste retter er herefter – som noget nyt – begyndt at sende et

brev til tiltalte, hvor retten orienterer om navn og adresse på den beskikkede forsvarer og

om tidspunkt og sted for hovedforhandlingen, jf. nedenfor under afsnit 3.5.2. Når retten

har meddelt berammelsestidspunktet til anklagemyndigheden, iværksætter anklagemyn-

digheden forkyndelse af indkaldelsen for tiltalte. Parallelt hermed vil den beskikkede for-

svarer normalt kontakte tiltalte for at drøfte sagen.

3.5.2 Arbejdsgruppens overvejelser

Det er arbejdsgruppens opfattelse, at det kan medvirke til at begrænse problemerne med

omberammelse på grund af sent forsvarerskifte, hvis den sigtede tidligere i sagsforløbet

spørges om eventuel forsvarerønske. Det kan fx ske ved, at politiet i forbindelse med af-

høring spørger tiltalte om dette, og at denne oplysning bringes videre i sagsbehandlingen,

herunder til anklagemyndigheden, så retten får dette oplyst ved anklageskriftets fremsen-

delse.

Side 14 af 26

Tidlig oplysning om tiltaltes ønsker om forsvarer vil gøre det muligt for retten i højere grad

at beskikke den rigtige forsvarer fra starten.

Arbejdsgruppen har overvejet, om retten – når retten modtager en ny sag uden forsvarer-

ønske – bør tildele tiltalte samme forsvarer, som tiltalte evt. tidligere måtte have haft be-

skikket. Arbejdsgruppen finder, at retten som udgangspunkt bør beskikke samme advo-

kat, som tiltalte tidligere har haft som forsvarer. Dette udgangspunkt bør dog fraviges i de

tilfælde, hvor retten er bekendt med, at tiltalte har haft flere forskellige forsvarere tidligere.

Det er vigtigt, at det fremgår af breve og vejledninger til sigtede/tiltalte fra politi, anklage-

myndighed og retten, at retten så tidligt som muligt skal have besked om et evt. forsvarer-

ønske eller ønske om at skifte til en anden. Jo før det sker, jo større er sandsynligheden

for, at den berammede hovedforhandling kan fastholdes, og forsinkelse kan undgås. Er

hovedforhandlingen berammet, bør tiltalte også gøres bekendt med, at muligheden for at

få en ny forsvarer vil kunne afhænge af dennes mulighed for at deltage i det fastsatte

tidspunkt for hovedforhandlingen. Teksterne i disse breve revideres løbende, men det vil

være nyttigt at gennemgå anklagemyndighedens og retternes breve i fællesskab, herun-

der sammen med repræsentanter fra forsvarerne, der har erfaring med, hvor forståelige

disse breve er for de fleste tiltalte/sigtede, og hvad de har brug for at få vide om forsvarer-

beskikkelse og ønske om ændring af beskikkelsen.

Siden februar 2015 har flere retter sendt et brev til tiltalte, når retten beskikker en forsva-

rer for tiltalte, hvilket typisk vil ske i forbindelse med sagens modtagelse og berammelse. I

brevet orienteres tiltalte om beskikkelsen og om tidspunktet for hovedforhandlingen. Af

brevet fremgår videre, at tiltalte skal rette henvendelse til retten inden for en frist på 5 da-

ge, hvis tiltalte ønsker en anden forsvarer, og at senere ønske om forsvarerskifte ikke kan

forventes imødekommet, hvis den ønskede forsvarer ikke kan møde på det fastsatte tids-

punkt.

Tidlig underretning vil kunne medvirke til, at anmodninger om forsvarerskifte kommer tidli-

gere, og dermed vil der være større sandsynlighed for, at retsmødet kan fastholdes på det

planlagte tidspunkt, eller dette tidspunkt kan udnyttes til afvikling af andre sager. Brevet vil

derudover kunne få betydning for, om sene ønsker om forsvarerskifte kan imødekommes.

Det ser ud til, at det omtalte nye orienteringsbrev til tiltalte i hvert fald i en enkelt afgørelse

fra Den Særlige Klageret har haft denne virkning, jf. klagerettens afgørelse af 23. april

2015 i sagen K-055-15.

I sagen var tiltalte ved brev af 19. marts 2015 fra byretten blevet orienteret om, at sa-

gen var berammet til hovedforhandling den 24. april 2015, og at advokat B var beskik-

ket som forsvarer for ham. Tiltalte rettede den 13. april 2015 henvendelse til advokat

A, hvorefter advokat A anmodede retten om at blive beskikket. Der forelå ikke oplys-

ninger om, hvorfor T netop ønskede advokat A som forsvarer for ham, ligesom der ik-

ke forelå oplysninger om, hvorfor ønsket ikke var fremsat inden for den fastsatte frist.

Der var indkaldt 5 vidner i sagen, der var berammet til 5 timers varighed.

Klagerettens flertal fandt, at hensynet til sagens fremme tilsagde, at begæringen om

beskikkelse af advokat A som forsvarer for tiltalte ikke skulle tages til følge, og klage-

rettens flertal stemte derfor for, at byrettens kendelse stadfæstedes. Én dommer fandt,

ombeskikkelse skulle tillades under henvisning til, at der var tale om en sag med én til-

talt, som ikke var arrestant, og som ikke tidligere havde søgt om ombeskikkelse, at

sagen ikke var særligt tidskrævende, at forsvareren kunne tilbyde flere dage, som lå

ca. en måned efter det tidspunkt, som retten kunne tilbyde og at en evt. forsinkelse fra

tiltaltes side i lyset af det samlede tidsforløb måtte anses af underordnet betydning.

Side 15 af 26

Arbejdsgruppen anbefaler på denne baggrund, at alle retter i forbindelse med beskikkelse

af en forsvarer for tiltalte sikrer, at tiltalte bliver orienteret om beskikkelsen og tidspunktet

for hovedforhandlingen. Tiltalte bør tillige orienteres om, at tiltalte hurtigt og gerne inden

en bestemt frist skal give retten besked, hvis tiltalte ønsker en anden forsvarer, end den

som retten har beskikket, og at tiltaltes mulighed for at få en ny forsvarer kan være af-

hængig af, om den ønskede forsvarer kan deltage i den berammede hovedforhandling.

Arbejdsgruppen om hurtigere behandling af straffesager, der indbringes for retten, anbefa-

lede tillige i sin redegørelse, at retten ved alle berammelser nærmere bør overveje, om

betingelserne i retsplejelovens § 733, stk. 2, jf. § 736, stk. 2, medfører, at man skal nægte

at beskikke en forsvarer, hvis forsvarerens medvirken i sagen vil medføre en forsinkelse.

Der foreligger – som led i den førnævnte arbejdsgruppes arbejde – allerede en oversigt

over praksis fra Den Særlige Klageret frem til 2013, ligesom der løbende lægges nye af-

gørelser fra Den Særlige Klageret på domstolenes intranet om spørgsmålet.

Arbejdsgruppen finder i den forbindelse, at det vil være hensigtsmæssigt, at der i forlæn-

gelse af den tidligere arbejdsgruppes arbejde, gøres en indsats for at udbrede kendskab

til praksis for beskikkelse af forsvarere fra Den Særlige Klageret.

Arbejdsgruppen finder i øvrigt, at bestemmelsen i retsplejelovens § 733, stk. 2, hvorefter

retten kan afvise tiltaltes ønske om en bestemt (anden) forsvarer, hvis dennes medvirken

vil medføre en forsinkelse af betydning for sagens fremme, i sager med flere tiltalte kan

tale for, at det i praksis sikres, at forsvarerne for de andre tiltalte får mulighed for at udtale

sig om spørgsmålet om forsvarerskifte og betydningen heraf for de øvrige tiltalte.

Nærmere om det frie forsvarervalg.

Reglerne om forsvarerbeskikkelse skal som nævnt tidligere læses i sammenhæng med

menneskerettighedskonventionens artikel 6, stk. 3, litra c, hvorefter ”enhver, der er ankla-

get for en lovovertrædelse,

…

mindst [skal] have adgang til at forsvare sig personligt eller

ved bistand af en forsvarer, som han selv har valgt, og, hvis han ikke har tilstrækkelige

midler til at betale for juridisk bistand, at modtage den uden betaling, når dette kræves i

retfærdighedens interesse.”

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har på sin egen hjemmeside publiceret en

guide

om artikel 6, der indeholder en nærmere forklaring af domstolenes retspraksis vedr.

bestemmelsen. Om retten til eget forsvar er følgende blandt andet angivet:

286. The right of everyone charged with a criminal offence to be defended by counsel

of his own choosing is not absolute (Meftah

and Others v. France

[GC], § 45;

Pakelli v.

Germany,

§ 31). Although, as a general rule, the accused’s choice of lawyer should be

respected (Lagerblom

v. Sweden,

§ 54), the national courts may override that per-

son's choice when there are relevant and sufficient grounds for holding that this is

necessary in the interests of justice (Meftah

and Others v. France

[GC], § 45;

Crois-

sant v. Germany,

§ 29). For instance, the special nature of the proceedings, consid-

ered as a whole, may justify specialist lawyers being reserved a monopoly on making

oral representations (Meftah

and Others v. France

[GC], § 47). (Fremhævet her.)

Reglerne om forsvarerbeskikkelse i Danmark er senest ændret i 2008 ved lov nr.

493/2008, hvor bestemmelsen i § 733, stk. 2, blev indsat. Det fremgår af

betænkning

1492/2007

om begrænsning af langvarige sigtelser og varetægtsfængslinger (side 54ff),

at der findes lignende regler i den norske retsplejelov.

Side 16 af 26

I Sverige derimod er det hovedreglen, at en meddelt beskikkelse (alene) kan tilbagekal-

des, hvis behovet for beskikkelse er ophørt, eller hvis andre gyldige grunde foreligger.

Hvis tiltalte ønsker en anden forsvarer, skal beskikkelsen dog tilbagekaldes, hvis der ikke

opstår særlig ulejlighed, jf. rättegångsbalken, kapitel 21, § 6:

§ 6

Ett förordnande av offentlig försvarare får återkallas av rätten, om behovet av offentlig

försvarare upphör eller något annat giltigt skäl för återkallelse föreligger. Utser den misstänk-

te själv annan försvarare, skall förordnandet återkallas, om det inte skulle uppstå synnerlig

olägenhet.

2. st.

En offentlig försvarare får inte utan rättens medgivande sätta någon annan i sitt ställe.

Lag (1983:920).

Det fremgår af den nævnte betænkning, at domstolene i Sverige har anlagt en meget re-

striktiv praksis for tilbagekaldelse af en forsvarerbeskikkelse.

Arbejdsgruppen finder, at det må overvejes, om det skærpede fokus på hurtigere behand-

ling af straffesager giver grundlag for at foretage en ændring af retsplejelovens regler af

betydning for balancen mellem det frie forsvarervalg og ønsket om en hensigtsmæssig og

hurtig afvikling af straffesager.

3.6 §808-undersøgelse eller mentalerklæring mangler

Undersøgelsen viste, at manglende tilvejebringelse af oplysninger om sigtede/tiltaltes per-

sonlige forhold (§ 808-undersøgelse) eller manglende mentalerklæring var årsag til forsin-

kelse af i alt 72 sager.

I arbejdsgruppen om undersøgelse af årsagerne til omberammelse og udsættelse blev det

fra forsvarerside oplyst, at § 808-undersøgelser af og til bliver igangsat for sent og derfor

ikke kan gennemføres i tide. Forsvarerne oplever også af og til, at det skyldes manglende

bestilling eller opfølgning på, om erklæringen er klar. Det blev i den pågældende arbejds-

gruppe foreslået, at forsvareren kan gøre opmærksom på manglende undersøgelse over-

for anklagemyndigheden, idet en 808-undersøgelse i mange tilfælde kan udarbejdes med

kort frist, og at der indarbejdes faste rutiner for bestilling og opfølgning hos politi og ankla-

gemyndighed.

Arbejdsgruppen om hurtigere behandling af straffesager, der indbringes for retten, anbefa-

lede også i sin redegørelse, at anklagemyndigheden så tidligt som muligt tager stilling til

og iværksætter personundersøgelser, og at Kriminalforsorgen eller den undersøgende

klinik orienteres om, hvornår hovedforhandlingen er berammet.

Kriminalforsorgen oplever af og til, at den tiltalte ikke medvirker til undersøgelsens gen-

nemførelse. Det kan forsinke rapporten. Hvis Kriminalforsorgen oplever dette, kan en kon-

takt til forsvareren, der kan motivere den tiltalte, evt. hjælpe.

Arbejdsgruppen har drøftet spørgsmålet om tiltaltes manglende medvirken til undersøgel-

sen. Det er indtrykket blandt forsvarerne i arbejdsgruppen, at en del tiltalte fejlagtigt tror,

at en § 808-undersøgelse indebærer, at der skal gennemføres en mentalundersøgelse,

og derfor ikke ønsker at deltage i undersøgelsen. Da en § 808-undersøgelse blandt andet

kan have betydning for om tiltalte i stedet for fængsel kan blive idømt samfundstjeneste,

vurderer arbejdsgruppen, at tiltaltes manglende medvirken ikke skyldes, at han ikke er

motiveret for at deltage i undersøgelsen. Arbejdsgruppen foreslår derfor, at der gøres en

indsats for at orientere tiltalte om indholdet og formålet med en sådan undersøgelse, her-

under at tiltalte orienteres om, at det som altovervejende hovedregel vil være en forud-

Side 17 af 26

sætning for, kunne afsone med fodlænke, at han har erklæret sig villig til at udføre sam-

fundstjeneste.

Arbejdsgruppen kan ligeledes anbefale, at det skal sikres, at erklæringen sendes digitalt

og gerne samtidigt til retten og anklagemyndigheden, så forsendelse og intern posthånd-

tering ikke forsinker modtagelsen.

Endelig kan arbejdsgruppen tiltræde den tidligere arbejdsgruppes anbefaling om, at an-

klagemyndigheden bør have procedurer, der sikrer, at § 808-undersøgelsen igangsættes

så tidligt, at sagen kan berammes, når retten modtager anklageskriftet, således at den

samlede sagsbehandlingstid ikke forlænges.

Det er et kendt problem, at mentalerklæringer forsinker sagerne. Selvom der kun er tale

om 36 sager i undersøgelsesperioden, er det et relativt højt antal forsinkede sager, da

mentalerklæringer kun indhentes i et fåtal af straffesagerne. Endvidere kan der være tale

om ret betydelige forsinkelser, da det kan tage lang tid at indhente mentalerklæringer.

En arbejdsgruppe under Justitsministeriet afgav ultimo 2012 en rapport om mentalunder-

søgelser i straffesager. Arbejdsgruppen konkluderede, at de væsentligste grunde til de

lange sagsbehandlingstider i sager om mentalundersøgelser var en betydelig stigning i

antallet af anmodninger om foretagelse af mentalundersøgelser kombineret med en bety-

delig mangel på psykiatriske speciallæger. Arbejdsgruppen fandt ikke grundlag for at an-

tage, at stigningen i antallet af anmodninger ikke skulle være velbegrundet, og arbejds-

gruppen vurderede derfor ikke, at dette antal ville kunne reduceres væsentligt. Arbejds-

gruppen konstaterede samtidig, at sundhedsmyndighedernes prognoser pegede på, at

der vil være mangel på psykiatriske speciallæger frem til i hvert fald 2020, og at det på

den baggrund ikke i den nærmeste fremtid ville være realistisk generelt at bringe sagsbe-

handlingstiden i alle typer af sager ned på de 6 uger, som er målsætningen.

Den pågældende arbejdsgruppe anbefalede imidlertid, at der blev gennemført en række

forskellige organisatoriske og sagsbehandlingsmæssige ændringer med hensyn til foreta-

gelsen af mentalundersøgelser, som ville kunne medvirke til at reducere sagsbehand-

lingstiden. Arbejdet med at følge op på arbejdsgruppens anbefalinger er iværksat, og der

er blandt andet over to faser sket en udvidelse af optageområdet for Retspsykiatrisk Kli-

nik, således at klinikken fra den 1. april 2015 varetager gennemførelsen af mentalunder-

søgelser for hele Sjælland. Herudover vil der i løbet af den kommende tid blive fulgt op på

den pågældende arbejdsgruppes øvrige anbefalinger om blandt andet udarbejdelse af

mindre omfattende erklæringer i visse typer af sager, hvilket eventuelt også vil kunne

medvirke til at fremme sagsbehandlingen i sager med mentalundersøgelser.

På baggrund af det arbejde, der allerede er igangsat med hensyn til gennemførelsen af

mentalundersøgelser i straffesager, finder arbejdsgruppen ikke grundlag for at anbefale

yderligere tiltag på dette område.

3.7 Tiltalte ikke anholdt trods beslutning om anholdelse

I 59 sager var tiltalte tidligere udeblevet uden lovlig grund og skulle anholdes, men det

skete ikke, hvorfor sagen – igen – måtte udsættes.

Nogle tiltalte ønsker ikke at møde i retten eller har ingen kendt adresse og kan derfor væ-

re vanskelige at finde. Politiet skal derfor anvende mange ressourcer for at finde frem til

vedkommende.

Side 18 af 26

I et lokalt lean-projekt for nogle år siden blev der gjort en indsats for at få flest muligt af de

udsatte sager afviklet til tiden. I den forbindelse oplyste det lokale politi, at det var deres

erfaring, at de havde lettere ved at finde tiltalte/vidner, hvis der kunne anholdes i de tidlige

morgen-/formiddagstimer, hvorfor de anmodede om, at retsmøder, hvor der er en anhol-

delsesbeslutning, så vidt muligt blev berammet til om eftermiddagen. Om natten er bered-

skabet mindre, og de eftersøgte vanskeligere at komme i kontakt med, også via kontakter

i omgangskredsen. Endvidere kan det være forbundet med megen kørsel og tidsspilde at

skulle anbringe en anholdt (en del af) en nat i en arrest, der ligger langt fra politigård og

retten.

Arbejdsgruppen har ikke kendskab til andre erfaringer herom og finder derfor ikke anled-

ning til at foreslå nærmere tiltag på dette område.

3.8 Berammelsesaftaler

Som beskrevet tidligere har Rigsadvokaten anbefalet, at der indgås lokale berammelses-

aftaler med retterne. Samme anbefaling er arbejdsgruppen om hurtigere behandling af

straffesager kommet med.

I dag findes der berammelsesaftaler af varierende indhold og karakter hos de fleste byret-

ter. Landsretterne og de regionale statsadvokater har lokale drøftelser af spørgsmål af

betydning for sagernes berammelse, men ingen egentlige berammelsesaftaler.

Der findes ikke noget fast koncept for berammelsesaftaler mellem retterne og anklage-

myndigheden. Rigsadvokaten har på baggrund af et møde med chefanklagerne foretaget

en overordnet gennemgang af de lokale berammelsesaftaler, der findes i de forskellige

politi- og retskredse. Generelt er det Rigsadvokatens indtryk, at der er en række forskelle

på berammelsesaftalerne, fx med hensyn til fristen for, hvornår en straffesag tidligst må

berammes, når anklageskriftet er indleveret til retten, og med hensyn til hvilke sager be-

rammelsesaftalen omfatter.

Arbejdsgruppen har drøftet, om der bør arbejdes for at skabe en fælles berammelsesafta-

le på landsplan. Rigsadvokatens repræsentant i arbejdsgruppen har oplyst, at det er an-

klagemyndighedens opfattelse, at der bør arbejdes på at skabe en fælles berammelsesaf-

tale omfattende straffesagsbehandlingen i byretterne og landsretterne. Det bemærkes

herved, at de eksisterende berammelsesaftaler generelt indebærer, at anklagemyndighe-

den afsætter en fast aftalt anklagerressource i blokke, som retten kan beramme de aftalte

sagstyper indenfor. Samtidig indeholder aftalerne typisk en frist for, med hvor kort varsel

retten kan beramme (nogle af) sagerne. Berammelsesaftalerne er dermed med til at mod-

virke større udsving i kapacitetsbelastningen i forbindelse med retssagsbehandlingen af

straffesager og medvirker således til at sikre, at der er et løbende flow af sager gennem

straffesagskæden. Samlet sikres der således overblik og gennemsigtighed. Denne positi-

ve virkning bliver naturligvis større, jo flere sager der er omfattet af aftalen. Visse retsmø-

der som f.eks. grundlovsforhør, hastende arrestantsager og retsmøder om tvangsindgreb

må naturligt ofte berammes uden for de aftalte ressourceblokke. Derudover er der imidler-

tid som nævnt ovenfor en ikke ubetydelig lokal forskel på, hvilke sager der er omfattet af

de nuværende berammelsesaftaler. Da der generelt er den samme sagssammensætning i

de enkelte politikredse på landsplan, forekommer det umiddelbart vanskeligt at forklare,

hvad der begrunder de lokale forskelle.

Rigsadvokatens repræsentant i arbejdsgruppen foreslår derfor, at der nedsættes en ar-

bejdsgruppe, som får til opgave at gennemgå de eksisterende lokale berammelsesaftaler

og vurdere, hvilke elementer der vil kunne indgå i en fælles berammelsesaftale, og udar-

bejde et udkast til en sådan aftale. Det er således Rigsadvokatens opfattelse, at en fælles,

Side 19 af 26

forpligtende ramme for samarbejdet om berammelser mellem på den ene side byretter-

ne/landsretterne og på den anden side politikredsene/de regionale statsadvokater vil være

et væsentligt element i bestræbelserne for at sikre den bedst mulige udnyttelse af de sam-

lede ressourcer hos de involverede myndigheder i straffesagskæden.

Domstolenes repræsentanter i arbejdsgruppen kan ikke tiltræde Rigsadvokatens ønske

om en fælles berammelsesaftale omfattende straffesagsbehandlingen i byretterne og

landsretterne, da en sådan aftale ikke harmonerer med, at det er retten, der efter retsple-

jeloven berammer sagen, og at rettens afgørelse efter omstændighederne vil kunne på-

kæres af anklagemyndigheden eller tiltalte. Domstolenes repræsentanter har således den

opfattelse, at lokale aftaler mellem domstol og anklagemyndighed giver det bedste grund-

lag for at tilpasse og sikre sagernes afvikling, og at det selvsagt er væsentligt, at der hele

tiden er fokus på at sikre den bedst mulige sagsafvikling. Som inspiration for dette arbejde

vil det kunne være udmærket med en nærmere analyse af eksisterende aftaler og af for-

dele og ulemper ved disse, men en fælles, forpligtende ramme for samarbejdet om be-

rammelser mellem på den ene side byretterne/landsretterne og på den anden side politi-

kredsene/de regionale statsadvokater harmonerer ikke med, at det er retten, der efter

retsplejeloven berammer sagen, og at rettens afgørelse herom efter omstændighederne

vil kunne påkæres af anklagemyndigheden eller tiltalte.

Det er endvidere opfattelsen hos domstolenes repræsentanter i arbejdsgruppen, at lokale

drøftelser om spørgsmål af generel betydning for berammelsen vil kunne tage fornøden

højde for de lokale forskelle, fx med hensyn til retternes størrelse og antallet af retter, som

den enkelte politikreds skal betjene, og til geografiske forskelle i de enkelte områder. Lo-

kale drøftelser vil endvidere kunne inddrage de forskelle, der er i grundlaget for sagernes

afvikling, fx de særlige hensyn til sagsafviklingen i landsretterne, der er særligt fremhævet

i forarbejderne til statsadvokatreformen, og sikre en tydeliggørelse af behovet for, at også

anklagerressourcer lokalt tilpasses og udnyttes i overensstemmelse med de forudsætnin-

ger, der ligger bag krav og ønsker til sagsafvikling ved retterne.

3.9 Andre forslag til optimering af berammelse af straffesager

Arbejdsgruppen har overvejet, hvilke andre tiltag der inden for de nuværende rammer vil

kunne medvirke til at optimere berammelsen af straffesager, herunder begrænse omfan-

get af omberammelser og udsættelser.

Arbejdsgruppen har i den forbindelse peget på, at forhåndsberammelse er en metode, der

vil kunne afkorte den tid, der går, før sagen bliver berammet. Forhåndsberammelse er

nærmere behandlet nedenfor under

afsnit 3.9.1.

Arbejdsgruppen finder derudover for god ordens skyld anledning til at bemærke, at også

sagsmængden ved domstolene og andre dele af straffesagskæden har væsentlig betyd-

ning for sagernes afvikling, ligesom ressourcer og reglerne om behandling af straffesager

ved hovedtingsteder og bitingsteder har betydning for kapacitet og fleksibilitet i sagsafvik-

lingen og dermed i sidste ende for den tid, som det tager at behandle straffesager ved

retterne og i straffesagskæden.

3.9.1 Forhåndsberammelse

Arbejdsgruppen om hurtigere behandling af straffesager, der indbringes for retten, pegede

som én af sine anbefalinger på, at man i arrestantsager bør se på muligheden for at for-

håndsberamme hovedforhandlingen, når man er kommet så langt i sagen, at det står no-

genlunde klart, hvilket omfang straffesagen vil få.

Side 20 af 26

Arbejdsgruppen finder, at det kan være med til at løse nogle af problemerne med langva-

rige varetægtsfængslinger – og dermed også lange sagsbehandlingstider – hvis der alle-

rede i forbindelse med 2. eller 3. fristforlængelse tages stilling til, om sagen er egnet til at

blive forhåndsberammet.

Det er i udgangspunktet anklagemyndigheden eller forsvareren, som efter retsplejelovens

§ 843b skal begære hovedforhandlingen forhåndsberammet, men muligheden anvendes i

praksis ikke så ofte, som reglerne tillader.

Arbejdsgruppen foreslår, at det overvejes at indføre en fast regel om, at retten i større

arrestantsager, hvor forhåndsberammelse er relevant, senest efter 8 ugers varetægts-

fængsling og derefter løbende skal have forelagt oplysninger, der giver retten mulighed for

at tage stilling til, om retten kan forhåndsberamme sagen. Dette kan eventuelt indgå i et

eventuelt videre arbejde med hensyn til berammelsesaftaler eller som led i en ændring af

retsplejeloven.

Retten kan i den forbindelse – og også i forbindelse med almindelig berammelse – med

fordel udsende en Doodle, hvor deltagerne bliver spurgt, om de kan deltage de dage, ret-

ten foreslår sagen (forhånds)berammet til. Det er arbejdsgruppens opfattelse, at Doodle

er et godt værktøj til at afdække, om det er muligt let at finde et tidspunkt til sagen, men at

det ofte i større arrestantsager vil være hensigtsmæssigt at kombinere udsendelsen af en

Doodle med kort frist med et berammelsesmøde umiddelbart herefter, hvis sagen ikke ser

ud til at kunne berammes hurtigt.

3.9.2 Optimering af tilrettelæggelsen af straffesager

Arbejdsgruppens forsvarere har peget på, at det er deres opfattelse, at anklagemyndighe-

den navnlig i sager med mange tiltalte, der varer flere retsdage, kan blive bedre til at tilret-

telægge sagerne. Det er oplevelsen, at der i disse sager ofte kan være lange (for den en-

kelte) ”døde perioder”, hvor tiltalte og forsvareren ikke på forhånd har kunnet få oplyst, om

det ville være relevant at være til stede. Det medfører dels, at sagerne kan komme til at

vare længere end nødvendigt, ligesom det kan medføre væsentligt øgede forsvarerudgif-

ter for tiltalte.

Arbejdsgruppen er enig i, at de nævnte hensyn må inddrages ved tilrettelæggelsen af

hovedforhandlingen i sagerne, og anbefaler, at anklagemyndigheden er opmærksom på

og påpeger, hvornår det efter anklagemyndighedens opfattelse eventuelt ikke er nødven-

digt, at bestemte forsvarere i en sag er til stede. Arbejdsgruppen peger samtidig på, at der

er en række forskellige hensyn, som vil skulle afvejes ved den endelige beslutning om

tilrettelæggelsen af den enkelte sag.

Arbejdsgruppen bemærker herudover, at det kan være afgørende for at kunne varetage

blandt andet de hensyn, som arbejdsgruppens forsvarere har peget på, at de tiltalte i en

sag er indstillede på at forholde sig til sagens bevismæssige spørgsmål på forhånd. Ar-

bejdsgruppen anbefaler i den forbindelse, at der i videre omfang end i dag gøres brug af

forberedende retsmøder til at afklare blandt andet den type spørgsmål med henblik på at

kunne sikre den mest hensigtsmæssige tilrettelæggelse af hovedforhandlingen.

4 Organisering af forkyndelse i straffesager

Undersøgelsen af årsager til omberammelse og udsættelse af straffesager viser, at mang-

lende forkyndelse er en af de hyppigste årsager til udsættelse eller omberammelse af

straffesager.

Side 21 af 26

Der bliver løbende arbejdet med at forbedre både anklagemyndighedens og domstolenes

forkyndelse i blandt andet straffesager, men indimellem har tiltag, der har til formål at ef-

fektivisere forkyndelse, den følgevirkning, at sagsbehandlingstiden i straffesager forlæn-

ges. Således er det fx Rigsadvokatens anbefaling at anvende brevforkyndelse, der er

blandt de billigere forkyndelsesformer, selvom det kan have den følge, at der først kan ske

berammelse af sagen til et senere tidspunkt, end hvis en anden forkyndelsesform anven-

des.

Arbejdsgruppen har derfor set på, om det bør overvejes at samle forkyndelsesopgaven i

straffesager ved én af myndighederne i straffesagskæden med henblik på at sikre en bed-

re og mere effektiv forkyndelse.

4.1 Kort om varetagelsen af opgaven med forkyndelse i dag

Visse meddelelser og afgørelser i straffesager skal efter retsplejeloven forkyndes for at få

retsvirkning (fx udeblivelsesvirkning) over for modtageren af meddelelsen eller afgørelsen.

Spørgsmålet om, i hvilke tilfælde der skal ske forkyndelse, og hvilke forkyndelsesformer

der kan anvendes, har senest været overvejet af en arbejdsgruppe i 2012, der foreslog en

række ændringer i måden der forkyndes på – herunder to nye forkyndelsesformer - som

førte til en ændring af retsplejeloven, der trådte i kraft 1. juli 2013

Det er efter retsplejeloven udgangspunktet, at anklagemyndigheden varetager forkyndel-

sen i straffesager, hvor der medvirker lægdommere, mens retten varetager forkyndelsen i

andre straffesager. I praksis er der imidlertid enkelte forskelle på arbejdsdelingen mellem

politi og domstolene i de enkelte politikredse, ligesom det altid er anklagemyndigheden,

der varetager forkyndelsen i straffesager, der behandles af landsretterne.

Retterne varetager desuden forkyndelsen i alle andre sager, der behandles ved domsto-

lene, med mindre det ikke er muligt at gennemføre forkyndelsen uden politiets bistand.

Fremgangsmåde, når retten forkynder indkaldelse og anklageskrift (typisk i

sager uden lægdommere)

Når anklagemyndigheden har sendt anklageskriftet til retten, er straffesagen indledt. De

fleste retter berammer sagen med det samme (evt. efter drøftelse med forsvarer, hvis til-

talte har en forsvarer). Berammelsen sker i praksis efter faste berammelsesaftaler med

anklagemyndigheden. Tidspunktet for hovedforhandlingen fastsættes således, at indkal-

delsen af tiltalte kan nå at blive forkyndt med mindst 4 dages varsel, jf. retsplejelovens §

896, stk. 2.

Retten foretager herefter forkyndelse af indkaldelse og anklageskrift

. Ved nogle retter

sendes indkaldelsen og kopi af anklageskriftet med det samme til stævningsmand, mens

man ved andre retter forsøger at telefonforkynde indkaldelsen først. Lykkes det, sendes

Ved lov nr. 1242 af 18. december 2012 om ændring af retsplejeloven, straffeloven og lov om elektroniske

kommunikationsnet og-‐tjenester (Revision af reglerne om forkyndelse m.v.) gennemførtes en revision af

reglerne om forkyndelse, der blandt andet indførte telefonforkyndelse og forenklet digital forkyndelse som

nye forkyndelsesformer. Lovforslaget var udarbejdet på baggrund af betænkning nr. 1528/2011 om revision

af reglerne om forkyndelse, der var afgivet af en arbejdsgruppe nedsat af Justitsministeriet, og Retsplejerå-‐

dets udtalelse af 27. juni 2012 over betænkningen. Arbejdsgruppens betænkning er omtalt andetsteds i

oplægget.

I bødesager forkyndes indkaldelsen ikke. Her sender retten blot indkaldelsen med almindelig post, jf.

retsplejelovens § 896, stk. 4. Er der under en bødesag fremsat erstatningskrav, skal indkaldelsen dog for-‐

kyndes for tiltalte, jf. § 896, stk. 5.

4.2

Side 22 af 26

indkaldelsen og anklageskriftet efterfølgende med B-post eller til e-Boks. Ellers anvendes

stævningsmandsforkyndelse. Brev- og postforkyndelse anvendes kun i begrænset om-

fang ved retterne, da erfaringerne hermed ikke er entydigt gode.

Lykkes det ikke at forkynde indkaldelsen for tiltalte i tilstrækkelig tid inden hovedforhand-

lingen, omberammes hovedforhandlingen til et nyt tidspunkt, og forkyndelse forsøges

igen.

Viser det sig efter flere forsøg ikke muligt at forkynde indkaldelsen for tiltalte gennem de

almindelige forkyndelsesformer, anmoder retten politiet om bistand til forkyndelse af ind-

kaldelsen.

Hvis tiltalte ikke har valgt en forsvarer, og der skal beskikkes en forsvarer for tiltalte, be-

rammes retsmødet, når forsvareren er beskikket, og forkyndelse foretages herefter. For-

svareren får kopi af anklageskriftet og indkaldelsen. Tiltalte bliver desuden orienteret i

særskilt brev fra retten om tidspunktet for hovedforhandlingen og om navn, adresse og

telefonnummer på den beskikkede forsvarer, jf. afsnit 3.5.2.

Retten indkalder eventuelle vidner, jf. § 896, stk. 6.

Fremgangsmåde, når anklagemyndigheden forkynder indkaldelse og anklage-

skrift (typisk i straffesager med lægdommere)

Anklagemyndigheden indleverer anklageskrift til retten. Anklagemyndigheden sender

samtidig (eller forkynder samtidig) en kopi af anklageskriftet for tiltalte. Har tiltalte ikke

valgt en forsvarer, beskikker retten en forsvarer for tiltalte. Retten berammer herefter ho-

vedforhandling i sagen efter drøftelse med forsvarer og anklagemyndigheden, hvis der

ikke er sket forhåndsberammelse tidligere under sagen, jf. § 843 b

. Retten har pligt til at

fremme sagen hurtigst muligt og skal så vidt muligt gennemføre berammelsen af hoved-

forhandlingen inden for 2 uger fra anklageskriftets indlevering til retten, jf. § 843 a.

Når retten har berammet hovedforhandlingen, orienterer retten anklagemyndigheden om

tidspunktet og om eventuel forsvarerbeskikkelse, jf. § 844. Anklagemyndigheden forkyn-

der derefter indkaldelsen til hovedforhandlingen – og evt. samtidig hermed udleverer an-

klageskriftet – for tiltalte. Anklagemyndigheden underretter i den forbindelse tiltalte om evt.

beskikket forsvarer.

Som beskrevet tidligere har politiet gode erfaringer med telefonforkyndelse, hvor man

først – med almindeligt brev – sender indkaldelse og anklageskrift til tiltalte og derefter

ringer tiltalte op.

Generelt anbefaler Rigsadvokaten

, at anklagemyndigheden så vidt muligt skal søge at

brevforkynde indkaldelsen og anklageskriftet og først derefter gennemføre forkyndelsen

med bistand fra politiet og samtidig så vidt muligt undgå, at hovedforhandlingen beram-

mes før 4 uger efter rettens modtagelse af anklageskrift.

4.3

I visse sager berammes sagen først, når retten har modtaget bevisfortegnelse m.v. eller efter afholdelse

af et eller flere forberedende retsmøder, jf. § 849.

Rigsadvokatens anbefaling er udsendt den 25. september 2014 til alle politikredse og statsadvokaturer og

har baggrund i en rapport fra en arbejdsgruppe forankret hos Statsadvokaten i Viborg med repræsentanter

for de to regionale statsadvokater, to politikredse og Rigspolitiet.

Side 23 af 26

Samtidig med forsvarerbeskikkelsen orienterer retten som anført under 3.5.3. tiltalte om

tidspunktet for hovedforhandlingen og om navn, adresse og telefonnummer på den be-

skikkede forsvarer.

I praksis vil tiltaltes forsvarer også i umiddelbar forlængelse af forsvarerbeskikkelsen tage

kontakt til tiltalte og opfordre tiltalte til at mødes for at drøfte sagen.

Det er også anklagemyndigheden, der sørger for indkaldelse af eventuelle vidner og

skønsmænd, jf. retsplejelovens § 844, stk. 4.

4.4 Statistik

Politiet og domstolene gennemfører skønsmæssigt i alt langt over en halv million forkyn-

delser om året, jf. nærmere nedenfor.

Domstolsstyrelsen har ikke aktuelle oplysninger om antallet af forkyndelser, der foretages

ved domstolene eller ved politiet, men styrelsen har til brug for arbejdsgruppen om revisi-

on af reglerne om forkyndelse skønnet, at der i 2010 blev foretaget ca. 594.000 forkyndel-

ser på domstolenes område. Der foreligger ikke oplysninger om, hvorledes antallet af for-

kyndelser fordeler sig på straffesager og andre sagstyper.

Politiet oplyste ligeledes til den førnævnte arbejdsgruppe, at politiet ikke havde mulighed

for at opgøre, hvor mange forkyndelser der foretages i domsmandssager og nævningesa-

ger årligt. Politiet kunne dog opgøre antallet af eksterne forkyndelsessager i 2010 til ca.

106.000 om året, dvs. sager, der modtages til forkyndelse fra retterne eller SKAT.

4.5 Økonomi

Domstolene anvendte i 2010 ca. 30,7 mio. kr. på stævningsmandsforkyndelse. I 2014

udgjorde udgifterne 20,7 mio. kr. Faldet i udgifter har formentlig sammenhæng med faldet

i antallet af modtagne sager ved domstolene efter finanskrisen og – dog i noget mindre

omfang - indførelsen af telefonforkyndelse, der har mindsket behovet for at stævnings-

mandsforkynde. Domstolsstyrelsen har ikke oplysninger om ressource- og tidsforbruget

forbundet med andre forkyndelsesformer end stævningsmandsforkyndelse. Domstolenes

samlede udgifter til porto og e-Boks udgjorde i 2014 hhv. 21,1 mio. kr. og 0,8 mio. kr. Det

er ikke muligt at opdele udgifterne på de enkelte sagstyper.

Rigspolitiet har til arbejdsgruppen oplyst, at politiet ikke har mulighed for at opgøre res-

source- og tidsforbruget forbundet med at forkynde, eftersom forkyndelserne typisk fore-

tages i forbindelse med andre politiopgaver.

4.6 Baggrunden for den nuværende fordeling af forkyndelsesopgaven

Fordelingen af forkyndelsesopgaven i straffesager mellem anklagemyndigheden og dom-

stolene er som anført ovenfor beskrevet i retsplejeloven, men følges ikke entydigt i prak-

sis.

Det har ikke været muligt nærmere at afdække baggrunden for den nuværende fordeling

af forkyndelsesopgaven, men den uens fordeling af opgaven i de enkelte politi- og rets-

kredse tyder på, at varetagelsen af opgaven har ændret sig gennem årene, eventuelt som

led i lokale aftaler.

Derudover kan fordelingen af forkyndelsesopgaven skyldes, at det traditionelt er politiet,

der i de alvorligste straffesager, herunder i arrestantsager, har bedst kendskab til tiltaltes

opholdssted eller bopæl og blandt andet derved har lettest adgang til at forkynde indkal-

delsen og anklageskriftet for tiltalte, ligesom det måske beror på en opfattelse af, at politi-

Side 24 af 26

et bedre kan håndtere forkyndelse hos de ”hårdeste” kriminelle. Endelig har der måske

ikke tidligere været et særligt fokus på at se på den samlede straffesagskæde og dermed

heller ikke fokus på, om det vil være hensigtsmæssigt at fordele opgaver, der ikke direkte

er en del af de enkelte myndigheders kernefunktioner, anderledes eller at samle sådanne

opgaver ved en af myndighederne i straffesagskæden.

Spørgsmålet om fordelingen af forkyndelsesopgaverne mellem politiet og domstolene i

straffesager ses i øvrigt ikke at have været overvejet nærmere i nyere tid.

Før revisionen af reglerne om forkyndelse i 2013 havde justitsministeren hjemmel i rets-

plejelovens § 57, stk. 3, til at fastsætte regler om, i hvilket omfang politiet skulle foretage

eller medvirke ved forkyndelser. Hjemlen blev udnyttet til at fastsætte nærmere regler om,

hvilken bistand politiet skulle yde retterne i de sager, hvor retterne ikke kunne gennemføre

forkyndelse.

Bestemmelsen blev ved lovændringen ændret til, at

”justitsministeren kan fastsætte regler

om, i hvilket omfang retterne, politiet, kriminalforsorgen, restanceinddrivelsesmyndighe-

derne skal foretage og medvirke ved forkyndelse”,

jf. § 58, stk. 6. Det var imidlertid ikke

hensigten derved at foretage en ændring i den konkrete fordeling af forkyndelsesopgaven,

men blot at tilpasse bestemmelsen til de øvrige ændringer, der blev gennemført.

Spørgsmålet om organisering af forkyndelsesopgaverne blev derudover kort berørt af en

arbejdsgruppe ved en gennemgang af reglerne om forkyndelse i 1990

. Arbejdsgruppen

overvejede (men undlod at foreslå) en strukturel ændring af varetagelsen af forkyndelses-

opgaven, herunder privatisering af opgaven, blandt andet under henvisning til de bagved-

liggende retsplejemæssige hensyn.

4.7 Overvejelser om samling af opgaven vedrørende forkyndelse i straffesager

Arbejdsgruppen har nedenfor skitseret nogle af de hensyn, der vil blive tilgodeset ved en

samling af opgaven.

En samlet varetagelse af forkyndelsesopgaven vil først og fremmest give mulighed for at

ensrette og effektivisere forkyndelsen i straffesager. Det skyldes blandt andet, at det i hø-

jere grad vil kunne være rentabelt at udvikle (it-) løsninger, der understøtter effektiv for-

kyndelse, hvis opgaven samles hos én myndighed.

Det må desuden forventes, at en samlet varetagelse af forkyndelsesopgaven vil føre til, at

de medarbejdere, der varetager forkyndelsen, i højere grad end i dag vil kunne oparbejde

erfaring med og lettere dele viden om, hvilke forkyndelsesformer der mest hensigtsmæs-

sigt bør anvendes i forskellige situationer eller sager, herunder hvornår det er nødvendigt

at anvende stævningsmænd eller politiforkyndelse.

En samlet opgavevaretagelse vil tillige give bedre mulighed for at indføre løsninger, der fx

automatisk udsender påmindelse via sms, fordi myndigheden vil have samlet alle de nød-

vendige oplysninger til at kontakte tiltalte og vidner.

Arbejdsgruppen har peget på, at man i forbindelse med en eventuel omorganisering af

opgaven skal være opmærksom på, at politiet generelt er bedre til at lykkes med at få

forkyndt en indkaldelse eller andre dokumenter, end fx stævningsmænd eller rettens

medarbejdere er, når de forsøger at telefonforkynde. Det skyldes en række forhold, her-

Betænkning nr. 1202/1990 om forkyndelse. Se nærmere i betænkningens side 34ff.

Side 25 af 26

under har politiet ofte (bedre) viden om, hvor tiltalte og vidner opholder sig, fordi man i

forbindelse med efterforskningen af sagen har fået indblik i tiltaltes opholdssteder eller har

kontaktoplysninger på vidnet. Hvis man fx overfører forkyndelsesopgaven til domstolene

fra politiet, må det forventes, at der i en række sager alligevel vil skulle ske politiforkyndel-

se, fordi retten eller rettens stævningsmænd ikke kan finde tiltalte eller vidnet.

Arbejdsgruppen finder ikke på nuværende tidspunkt at have et fornødent grundlag til at

foreslå, at forkyndelsesopgaven placeres hos en bestemt myndighed i straffesagskæden.

Arbejdsgruppen vil i stedet foreslå, at der nedsættes en arbejdsgruppe, der får til opgave

at overveje spørgsmålet nærmere og i givet fald komme med et konkret forslag til, hvor-

dan forkyndelsesopgaven kan samles hos én af myndighederne i straffesagskæden. Det

vil være naturligt, at samme arbejdsgruppe får til opgave – eventuelt som sin første opga-

ve – at overveje og i givet fald komme med forslag en ændring af reglerne om forkyndel-

se, hvorefter forkyndelse af en indkaldelse kan ske ved, at indkaldelsen alene sendes til

e-Boks uden krav om efterfølgende samtykke.

Side 26 af 26