REU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 244: Spm. om det at tale usandt overfor Datatilsynet i forbindelse med et brud på datasikkerheden er ulovligt, og om det i afkræftende fald bør gøres ulovligt, til justitsministeren

Retsudvalget 2020-21
REU Alm.del
Offentligt

Folketinget Retsudvalget

Christiansborg

1240 København K

DK Danmark

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

18. december 2020

Databeskyttelseskontoret

Mikkel Reenberg

2020-0030-5140

1724301

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 244 (Alm. del), som Folketin-

gets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 20. november 2020.

Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Lorentzen Dehnhardt (SF).

Nick Hækkerup

Mie Vinkel Sørensen

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

REU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 244: Spm. om det at tale usandt overfor Datatilsynet i forbindelse med et brud på datasikkerheden er ulovligt, og om det i afkræftende fald bør gøres ulovligt, til justitsministeren

Spørgsmål nr. 244 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

”Vil ministeren redegøre for, om det at tale usandt overfor Da-

tatilsynet i forbindelse med et brud på datasikkerheden er ulov-

ligt, og om det i afkræftende fald bør gøres ulovligt? Vil mini-

steren ligeledes redegøre for, om han vil ændre reguleringen, så-

ledes at parten i et brud på datasikkerheden pålægges at bidrage

aktivt til sagens afklaring, bl.a. ved at udlevere dokumenter og

fortælle, hvad der er sket i sagen?”

Svar:

Det følger af databeskyttelseslovens § 29, stk. 1, at Datatilsynet kan kræve

enhver oplysning, der er af betydning for tilsynets virksomhed, herunder til

afgørelse af, om et forhold falder ind under databeskyttelsesforordningens

og databeskyttelseslovens bestemmelser. Undladelse af at efterkomme Da-

tatilsynets krav om oplysninger kan straffes med bøde eller fængsel indtil 1

år og 6 måneder, jf. databeskyttelseslovens § 41, stk. 2, nr. 6.

Bestemmelsen indebærer, at Datatilsynet kan kræve enhver relevant oplys-

ning fra en dataansvarlig, der er relevant for eksempelvis at afdække et brud

på persondatasikkerheden.

Ved brug af oplysningspligten i medfør af databeskyttelseslovens § 29,

stk. 1, skal Datatilsynet iagttage forbuddet mod selvinkriminering mv. i lov

om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplys-

ningspligter (retssikkerhedsloven), jf. retssikkerhedslovens § 1, stk. 3.

Er der således konkret mistanke om, at en enkeltperson eller juridisk person

har begået en lovovertrædelse, der kan medføre straf, gælder bestemmelser

mv. i lovgivningen om pligt til at meddele oplysninger til myndigheden ikke

i forhold til den mistænkte, jf. retssikkerhedslovens § 10, stk. 1. Den mis-

tænkte har dog pligt til at meddele oplysninger til myndigheden, hvis det

kan udelukkes, at de oplysninger, som søges tilvejebragt, kan have betyd-

ning for bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse.

Bestemmelsen skal bl.a. ses i sammenhæng med den praksis, som knytter

sig til artikel 6, stk. 1, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf.

Folketingstidende 2003-04, lovforslag nr. L 96, Tillæg A, side 3096.

Det følger endvidere af retssikkerhedslovens § 10, stk. 2, at i forhold til an-

dre end den mistænkte gælder bestemmelser i lovgivningen mv. om pligt til

at meddele oplysninger, i det omfang oplysningerne søges tilvejebragt til

brug for behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af straf.

Med udtrykket »andre end den mistænkte« i bestemmelsen sigtes der til

tredjemænd, som er private. Retssikkerhedslovens § 10, stk. 2, regulerer så-

ledes ikke spørgsmålet om indhentelse af oplysninger hos andre offentlige

myndigheder. Hvis en myndighed har mistanke om et strafbart forhold, må

spørgsmålet om pligt for andre offentlige myndigheder til at meddele oplys-

ninger til brug for sagen derfor afgøres efter andre regler

–

herunder forvalt-

ningslovens § 31, der indebærer, at en offentlig forvaltningsmyndighed som

udgangspunkt er forpligtet til efter begæring at videregive oplysninger til en

anden forvaltningsmyndighed, i det omfang videregivelsen vil være beretti-

get efter forvaltningslovens regler mv., jf. Folketingstidende 2003-04, lov-

forslag nr. L 96, Tillæg A, side 3098f.

En myndighed skal vejlede den mistænkte om, at vedkommende ikke har

pligt til at meddele oplysninger, som kan have betydning for bedømmelsen

af den formodede lovovertrædelse, jf. retssikkerhedslovens § 10, stk. 3, 1.

pkt. Vejledningspligten indtræder, hvis det ikke kan udelukkes, at de efter-

spurgte oplysninger kan have betydning for bedømmelsen af den formodede

lovovertrædelse, jf. f.eks. Folketingets Ombudsmands beretning 2019-33.

Vejledningspligten gælder bl.a. i tilfælde, hvor en person efter anmodning

fra myndigheden har pligt til at meddele oplysninger, og hvor oplysnings-

pligten har karakter af en pligt til af egen drift at meddele en myndighed

oplysninger, jf. vejledning nr. 9686 af 22. december 2004 om lov om rets-

sikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysnings-

pligter, punkt 134.

En person vil i øvrigt under visse omstændigheder kunne ifalde strafan-

svar efter straffeloven for at afgive urigtige oplysninger til en offentlig myn-

dighed.

Det fremgår således af straffelovens § 161, at den, som uden for det i straf-

felovens § 158 (falsk forklaring for retten) nævnte tilfælde for eller til en

offentlig myndighed afgiver en falsk erklæring på tro og love eller på lig-

nende højtidelig måde, hvor sådan form er påbudt eller tilstedt, straffes med

bøde eller fængsel indtil 2 år.

Af straffelovens § 162 fremgår endvidere, at den, som ellers for eller til en

offentlig myndighed afgiver urigtig erklæring om forhold, angående hvilke

han er pligtig at afgive forklaring, straffes med bøde eller fængsel indtil 4

måneder.

Af straffelovens § 163 fremgår endelig, at den, som i øvrigt til brug i rets-

forhold, der vedkommer det offentlige, skriftligt eller ved andet læsbart me-

die afgiver urigtig erklæring eller bevidner noget, som den pågældende ikke

har viden om, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.