Spørgsmål nr. 233 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:
”Ministeren blev i REU alm. del
- spørgsmål nr. 1500 (2019-20)
spurgt til, hvorvidt det efter ministerens opfattelse er korrekt
praksis, hvis et forhold vedr. besiddelse af stoffer til eget brug
ikke udskilles af et større sagskompleks, når betingelserne om
stærk afhængighed og sociale forhold taler for at afgøre sagen
udenretligt med en advarsel. Kan ministeren præcisere, om sva-
ret skal forstås som et ja eller et nej
til spørgsmålet?”
Svar:
Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en
udtalelse fra Rigsadvokaten, hvortil jeg kan henholde mig:
”I
praksis meddeles advarsel i stedet for bøde i sager omfattet af
lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, 3. pkt., som et tiltalefra-
fald efter retsplejelovens § 722. Et tiltalefrafald betyder, at man
anses som skyldig, men at der ikke bliver nogen straffesag.
Hvis et forhold, der isoleret set kan afgøres med et tiltalefrafald
(advarsel), inddrages som en del af et større sagskompleks, gæl-
der princippet om modereret kumulation, dvs. at straffen ikke
vokser 1:1 i takt med antallet af overtrædelser. Det betyder kon-
kret, at sanktionen for det forhold, der isoleret set kan afgøres
med advarsel, absorberes i straffen for de øvrige forhold i sags-
komplekset og dermed ikke vil medføre en strengere straf. For
den, der får et sådant forhold inddraget i et større sagskompleks,
vil den væsentligste forskel i praksis derfor være, at det vil være
retten og ikke politiet eller anklagemyndigheden, der finder ved-
kommende skyldig.
Det er dog samtidig Rigsadvokatens opfattelse, at der som ud-
gangspunkt ikke bør inddrages forhold i et større sagskompleks,
som efter de gældende retningslinjer ellers ville have skullet af-
gøres med en advarsel.”
2