REU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 1656: Spm. om ministeren vil oplyse, om han mener, borgerne i dag er tilstrækkeligt informeret af domstole, advokatmyndigheder mv. om deres retsstilling, hvis de modtager stævninger om ulovlig download af film, som de afviser at være ansvarlige for, til justitsministeren

Retsudvalget 2020-21
REU Alm.del
Offentligt

Vejledning til parterne i sager, hvor CMS eller MIRCOM har anlagt sag

om ulovlig download og deling af film

1. Indledning

I såkaldte ”småsager”, der behandles efter retsplejelovens kapitel 39, har

retten en udvidet vejledningspligt over for parterne.

Det fremgår således af forarbejderne til retsplejelovens kapitel 39 og

retspraksis på området, at retten i sådanne sager har pligt til at yde en

intensiv vejledning og bistand til parterne, således at også parter, der ikke har

juridiske kundskaber, og som ikke bistås af advokat, opnår den retsstilling, de

efter lovgivningen har krav på (jf. herved bl.a. Retsplejerådets betænkning nr.

1436/2004 om reform af den civile retspleje III, s. 454 f, og Østre Landsrets

dom gengivet i U 2012.1960).

For tiden verserer der over 70 sager alene ved Retten på Frederiksberg, der

alle er anlagt af enten Copyright Manangement Services Ltd. (CMS) eller

M.I.C.M – MIRCOM International Content Management & Consulting Ltd.

(MIRCOM). Sagerne drejer sig alle om, at den indstævnte borger skal have

krænket en ophavsret ved at have downloadet og medvirket til fildeling af en

film, i flere tilfælde en pornofilm, i såkaldte fildelingsnetværk (Bit Torrent-,

P2P-, peer-to-peer-networks). Ud over ved Retten på Frederiksberg verserer

der en lang række tilsvarende sager i landets øvrige retskredse.

Der er således tale om et betydeligt antal sager i alt, og sagerne har senest

igennem 2019 og i starten af 2020 givet anledning til en del omtale i flere

medier, herunder Berlingske Tidende, DR 1 og senest K-News, samt på sociale

medier.

I omtalen er det bl.a. blevet nævnt, at det advokatfirma, der repræsenterer

såvel CMS som MIRCOM, har sendt breve ud til flere tusinde borgere med

tilbud om betaling af (eksempelvis) 2.100 kr. for at undgå en retssag,

hvorefter der i tilfælde af manglende betaling fra borgeren (ofte) er udtaget

stævning mod denne med krav om betaling af 7.500 kr.

Det har desuden bl.a. været fremhævet – og kritiseret – at de pågældende

borgere i mange tilfælde ikke har haft reel adgang til den fornødne retshjælp

og i mange sager har stået uden fornøden vejledning, både umiddelbart ved

REU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 1656: Spm. om ministeren vil oplyse, om han mener, borgerne i dag er tilstrækkeligt informeret af domstole, advokatmyndigheder mv. om deres retsstilling, hvis de modtager stævninger om ulovlig download af film, som de afviser at være ansvarlige for, til justitsministeren

modtagelsen af det indledende brev fra advokatfirmaet og efter et eventuelt

sagsanlæg.

Henset til den ovenfor nævnte vejledningsforpligtelse har Retten på

Frederiksberg i et antal af de ved retten anlagte småsager gennem en række

retsbøger søgt at yde den intensive vejledning og bistand til parterne, som

sagerne efter omstændighederne kalder på. Retten arbejder desuden for tiden

på at gennemgå samtlige sager med henblik på at sikre, at forudsætningerne i

forarbejderne til retsplejelovens kapitel 39 er opfyldt i fornødent omfang i

hver enkelt sag.

Som følge af det samlede antal af sager og omstændighederne i øvrigt har

retten imidlertid valgt at udarbejde denne generelle vejledning med henblik

på, at alle de berørte parter har mulighed for hurtigere, og nogenlunde

samtidigt, at få overblik over de spørgsmål, som sagerne

kan

rejse, og den

generelle status i sagerne, således at parterne forhåbentligt vil være i stand til

bedre at vurdere og sammenholde de principielle og generelle

problemstillinger, som de tegner sig lige nu, med de konkrete

omstændigheder i den enkelte sag.

Som retten også har fremhævet i de sager, hvor parterne har modtaget

retsbøger med vejledning, skal det i overensstemmelse med forarbejderne til

retsplejelovens kapitel 39 understreges, at vejledningen

ikke

kan tages som

et udtryk for, at den sagsøgte borger vil få medhold, eller delvist medhold, i en

eventuel senere dom i sagen.

Det er således også fremhævet i de pågældende retsbøger, at den vejledning,

der gives med retsbøgerne, blot omfatter den usikkerhed, der kan knytte sig

til bevisførelsen og de tvivlsomme retsspørgsmål i sagen, og det fremhæves

derfor også i retsbøgerne, at vejledningen er givet af hensyn til begge parter

og således ikke er givet alene af hensyn til sagsøgte, men også for at

sagsøgerne kan få klarhed over de problemstillinger, som sagsøgerne – efter

omstændighederne – vil skulle forholde sig til i forbindelse med en eventuel

yderligere forberedelse samt hovedforhandling i sagerne.

2. Status i sagerne

2.1. Sagerne er indtil videre udsat på afgørelser fra de højere

retsinstanser

Alle de verserende sager i komplekset ved Retten på Frederiksberg er (indtil

videre) udsat i medfør af retsplejelovens § 345, fordi en række borgere, der

ved forskellige byretter er blevet dømt til at betale 7.500 kr. i

overensstemmelse med sagsøgtes påstand, har fået Procesbevillingsnævnets

tilladelse til at anke dommene til henholdsvis Østre og Vestre Landsret.

Retten på Frederiksberg har endvidere henvist én af de sager, som MIRCOM

har anlagt, til behandling i 1. instans ved Østre Landsret med henblik på at

skabe mulighed for, at retsstillingen, i videre omfang end det er tilfældet nu,

om nødvendigt kan blive afklaret ved landets øverste retsinstans, Højesteret,

hurtigst muligt. MIRCOM valgte at gå til Procesbevillingsnævnet med henblik

på at få tilladelse til at kære Retten på Frederiksbergs henvisning med

påstand om, at sagen skulle sendes tilbage til behandling ved Retten på

Frederiksberg. Ved afgørelse af 24. januar 2020 har Procesbevillingsnævnet

afslået MIRCOMs anmodning.

Det forhold, at en række af sagerne i sagskomplekset altså nu verserer ved

Østre og Vestre Landsret har bevirket, at Retten på Frederiksberg (og en

række af landets øvrige byretter) som udgangspunkt har valgt at stille egne

sager i komplekset i bero, indtil der ved de højere retsinstanser er faldet

afgørelser, der forhåbentlig endeligt vil afklare samtlige eller i hvert fald en

række af de principielle spørgsmål, som alle de verserende sager i komplekset

rejser.

Udfaldet af sagernes behandling ved de højere retsinstanser må således

antages at få afgørende betydning for, hvorvidt CMS og MIRCOM i samtlige,

eller visse, af de ved byretterne anlagte sager har et berettiget krav, der kan

føre til dom over de sagsøgte borgere.

Det kan ikke siges med sikkerhed, hvornår samtlige de for landsretterne

verserende sager er afgjort, og der kan i sagens natur heller ikke på

nuværende tidspunkt siges noget om, hvorvidt en eller flere sager vil skulle

prøves i Højesteret.

2.1.1. Visse af de principielle spørgsmål i sagerne er også rejst over for

EU-Domstolen

MIRCOM har rejst sager af samme karakter i flere europæiske lande,

herunder i Belgien, hvor der ved en belgisk domstol verserer en sag om

udlevering af identifikationsoplysninger om indehavere af ip-addresser fra

hvilke MIRCOM hævder, at der er sket ulovlig download og fildeling af film.

Den 6. august 2019 har den pågældende belgiske domstol indleveret en

række såkaldte præjudicielle spørgsmål herom til EU-Domstolen (EU-

Domstolens sag C-597/19).

Ved forelæggelsen for EU-Domstolen ønsker den belgiske domstol svar på en

række spørgsmål om, hvorvidt MIRCOM efter EU-retten (herunder de

relevante direktiver om ophavsret) overhovedet kan rejse krav om erstatning

(vederlag) under de foreliggende omstændigheder, bl.a. under henvisning til,

at MIRCOM (som det også er tilfældet i de sager, der verserer ved de danske

domstole) ikke er indehaver af ophavsrettigheder til de film, sagerne drejer

sig om.

Det er endvidere over for EU-Domstolen anført, at MIRCOM’s økonomiske

model for indtjening ”er afhængig af piratvirksomhed i stedet for at bekæmpe

den”, og at MIRCOM’s indsamling af oplysninger til brug for sagerne bl.a. kan

være sket i strid med databeskyttelsesforordningen (GDPR).

Der er desuden rejst også rejst spørgsmål om, hvorvidt den anvendte

fremgangsmåde med at downloade film(dele) via et BitTorrent-program

(under alle omstændigheder og uanset, om der kun måtte være sket download

af en begrænset del af den pågældende film) må betragtes som et ”upload til

tilrådighedsstillelse” (en såkaldt »seeding«), der udgør en overføring til

almenheden som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2001/29 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og

beslægtede rettigheder i informationssamfundet.

Der er i den forbindelse endvidere spurgt bl.a. spurgt til, om det er ”en

relevant omstændighed, at

seeding’en

(som en følge af indstillingerne i

kundens BitTorrent-program) kan ske automatisk og således uden brugerens

viden”, og om der gælder en bagatelgrænse i tilfælde af en begrænset

”seeding”.

Der er også spurgt til, hvorledes afvejningen af ”den korrekte ligevægt

mellem på den ene side håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder

og på den anden side de rettigheder og friheder, der sikres af

grundrettighedschartret

så

som

beskyttelse

privatlivet

personoplysninger” skal foretages.

2.2. Kan retspraksis på området aktuelt betegnes som afklaret eller

ensartet?

Som det fremgår af afsnit 2.1 ovenfor verserer der sager ved landsretterne og

ved EU-Domstolen om principielle spørgsmål af relevans for samtlige sager i

komplekset. Disse spørgsmål er der ikke hidtil blevet taget stilling til på

højere niveau i retssystemet end byretsniveau. I det danske retssystem er det

imidlertid i første række landsretterne og i sidste ende Højesteret, der

fastlægger, hvordan retspraksis på et givent område skal være.

Retten på Frederiksberg har derfor i en række retsbøger i de for retten

verserende sager påpeget, at det ikke er korrekt, når CMS og MIRCOM i

stævninger og øvrige proceskrifter i disse sager har anført, at der er ”fastlagt

en retspraksis på området”, ligesom det heller ikke på tidspunktet for disse

processkrifters indlevering har været dækkende, når CMS og MIRCOM

samtidig har betegnet den foreliggende byretspraksis som ”ensartet”.

Der er, så vidt vides, aktuelt afsagt flere domme på byretsniveau, hvor CMS

og MIRCOM har fået medhold, end der er sager, hvor CMS og MIRCOM har

tabt eller må anses for at have været den tabende part.

De afsluttede byretssager, hvor CMS og MIRCOM ikke har opnået dom for

deres krav, indeholder imidlertid hver især og tilsammen præmisser og

omstændigheder, der gør, at sagerne umiddelbart må antages at ville have

fået væsentlig betydning også for afgørelsen af øvrige sager i sagskomplekset,

hvis afgørelserne i de pågældende sager var blevet indbragt for de højere

retsinstanser og var blevet stadfæstet. CMS og MIRCOM har imidlertid, så

vidt vides, ikke forsøgt at få nogen af de sager, hvor de har tabt, indbragt for

de højere retsinstanser, og alle disse byretsafgørelser er således endelige.

En nærmere omtale af de sager, som Retten på Frederiksberg pt. er bekendt

med, hvor CMS og MIRCOM ikke har fået dom for deres krav kan ses

her.

To af sagerne er desuden tidligere offentliggjort på

rettens hjemmeside.

Det bemærkes, at der formentlig findes flere sager fra byretterne end disse,

hvor CMS og MIRCOM heller ikke har opnået dom for deres krav.

Den 2. januar 2020 blev der i øvrigt indgået forlig i den ene af de sager, der

med Procesbevillingsnævnets tilladelse var indbragt for Østre Landsret (Østre

Landsrets sag

BS-43442/2019-OLR,

anke af Retten på Frederiksbergs dom af

10. maj 2019 i sag BS-23754/2018-FRB).

Parterne i sagen har den 13. januar 2020 til mediet K-News oplyst, at forliget

dækkede over, at indstævnte for landsretten tog bekræftende til genmæle

over

for

appelantens

(den

ved

byretten

domfældte

borgers)

frifindelsespåstand. Forliget indebar herefter – ifølge K-News – at indstævnte

betalte de 10.000 kr., som var tilkendt dem ved byrettens dom i form af kravet

på 7.500 kr. og sagsomkostninger på 2.500 kr., tilbage til den pågældende

borger og også betalte hans sagsomkostninger for landsretten.

3. Er forlig i sagerne en mulighed?

Retten har i de ovenfor omtalte retsbøger med vejledning til parterne

bemærket, at retten er bekendt med, at der i andre sager i samme

sagskompleks, er indgået forlig med sagsøgte personer, selv om de

pågældende sager var udsat foreløbigt på landsrettens afgørelser i de

principielle sager.

Retten har herefter fundet anledning til ved retsbøgerne at vejlede de

sagsøgte om, at det står enhver frit for at indgå et forlig i en sag – men også

om, at et sådant forlig, hvis det indebærer, at sagsøgte påtager sig at betale et

beløb, vil kunne medføre et unødigt økonomisk tab for sagsøgte af tilsvarende

størrelse.

Retten har herefter påpeget, at det således ikke vil være i sagsøgtes interesse

at indgå et forlig om betaling af et beløb, hvis de principielle sager ved

landsretten og EU-Domstolen sidenhen måtte vise, at sagsøger ikke havde

noget grundlag for at kræve erstatning eller vederlag af sagsøgte.

Et overordnet spørgsmål i den forbindelse er, hvorvidt

en afgørelse afsagt af

Østre Landsret den 7. maj 2018

(U 2019.2019 Ø) er af betydning for samtlige

de verserende sager, som følge af, at det af den pågældende

landsretskendelse forudsætningsvist bl.a. kan udledes, at det ikke var udtryk

for en korrekt afvejning af hensynene bag en række retsregler på området

overfor hinanden – herunder hensynet til privatlivets fred som værnet ved Den

Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU’s charter – da Retten på

Frederiksberg oprindeligt pålagde en række teleselskaber at udlevere

oplysninger til CMS og MIRCOM om navne og adresser på de borgere, der var

indehavere af de internetforbindelser (ip-adresser), via hvilke CMS og

MIRCOM hævdede, at de pågældende ophavsretskrænkelser havde fundet

sted. Der kan læses mere om denne specifikke problemstillings mulige

betydning for de verserende sager

her.

Retten har i øvrigt i retsbøgerne bl.a. henledt opmærksomheden på, at et af

de overordnede spørgsmål, der er indbragt for EU-Domstolen i sag C-597/19,

har nær sammenhæng med, om det endeligt vil kunne fastslås, at MIRCOM

(og CMS) er rette sagsøger i sagerne eller i øvrigt har myndighed til at råde

over dem.

Retten har desuden i konkrete tilfælde i relation til netop dette spørgsmål

konstateret, at den aftale med filmproducenten (ophavsretsindehaveren), som

sagsøger har påberåbt sig til støtte for at være berettiget til at anlægge

sagen, er indgået

efter,

at sagen er anlagt af sagsøger, ligesom sagsøger

angiveligt har overvåget det pågældende fildelingsnetværk og konstateret

ophavsretskrænkelser

inden

aftalens indgåelse, og herefter – ligeledes

inden

aftalens indgåelse – har anmodet Retten på Frederiksberg om en kendelse om

edition og isoleret bevisoptagelse med henblik på at få udleveret navn og

adresse på den angivelige krænker af en ophavsret, som man altså ikke (på

det tidspunkt) havde nogen aftale om at være beføjet til at retsforfølge.

Retten har yderligere i retsbøgerne henledt opmærksomheden på, at det er en

nødvendig – men ikke tilstrækkelig – betingelse for, at CMS/MIRCOM kan

have et krav mod sagsøgte, at CMS/MIRCOM kan bevise, at sagsøgte er

ansvarlig for download af den i den konkrete sag omhandlede film(sekvens).

Det bemærkes i forhold til bevisspørgsmålet, at der i andre sager er stillet

spørgsmålstegn ved validiteten af det program, som CMS/MIRCOM angiveligt

har benyttet sig af i forbindelse med overvågningen af datatrafikken i de

netværk, hvori fildelingen påstås at have fundet sted.

Der kan herunder være tale om, at der er stillet spørgsmålstegn ved

programmets muligheder for med den fornødne grad af sikkerhed at fastslå,

at en bestemt film(sekvens) er downloadet på en bestemt ip-adresse. I forhold

til om en film(sekvens) kan anses for at være downloadet

fuldt ud,

og har

kunnet videredeles, har det i (mindst) to sager været afgørende for, at

sagsøger ikke kunne få dom for sit krav, at der i log-oplysningerne for det

påståede tidspunkt for download var anført en såkaldt ”Bit Field” værdi på

under 100.

Et andet spørgsmål er, hvorvidt programmet kan påvise omfanget af en

”deling” af en given film(sekvens), og i den forbindelse er der bl.a. stillet

spørgsmålstegn ved, hvad der måtte kunne udledes af en såkaldt ”swarm size”

og dennes angivelige størrelse.

Retten har i retsbøgerne endvidere bemærket, at det ikke nødvendigvis vil

forholde sig således, at CMS/MIRCOM har et grundlag for deres krav, selv om

det måtte forholde sig således, at sagsøgte (eller en person, hvis handlinger

sagsøgte måtte hæfte for) har downloadet den pågældende film(sekvens). Et

ansvarsgrundlag vil tillige forudsætte, at det efter bevisførelsen i sagen også

kan lægges til grund, mod sagsøgtes eventuelle benægtelse, at sagsøgte (eller

en person, hvis handlinger sagsøgte måtte hæfte for) i forbindelse med et

sådant download handlede uagtsomt i forhold til en eventuel

ophavsretskrænkelse.

I de sager, der handler om download af pornofilm(sekvenser), har retten i den

forbindelse særligt påpeget, at pornofilm, i fuld længde såvel som i

brudstykker, igennem flere år har været stillet – i hvert fald tilsyneladende –

gratis og lovligt til rådighed for almenheden på forskellige internetsider.

Retten har herefter bemærket, at det på den baggrund ikke uden videre er

givet, at en sagsøgt (eller en person, hvis handlinger han måtte hæfte for) har

handlet uagtsomt ved et eventuelt download af en given pornofilm(sekvens),

uanset om dette måtte være sket via et fildelingsnetværk.

Det kan i den forbindelse muligvis også være af betydning, at visse af disse

internetsider har så store besøgstal, at der tilsyneladende skabes en

forretning alene ved bannerreklamer og tillægsydelser, fremfor afkrævning af

betaling for at se de pågældende pornofilm, og herunder at sådanne sider kan

hævdes at blive bekræftet i at være legitime foretagender, når

bannerreklamer også indrykkes f.eks. af et medlem af Folketinget op til et

folketingsvalg.

I de pågældende retsbøger har retten også bemærket, at der muligvis i alle

sagerne i sagskomplekset er grundlag for at rejse spørgsmål om, hvordan de

pågældende film overhovedet er havnet i de pågældende fildelingsnetværk, og

hvilken karakter disse netværk i øvrigt har haft, og om hvorvidt de nærmere

omstændigheder i disse henseender kan være af betydning for, om sagsøger

kan gøre et krav gældende.

I konkrete tilfælde har retten bemærket, at disse spørgsmål muligvis kan

være særligt relevante, når aftalegrundlaget mellem sagsøger og den oplyste

filmproducent efter sin ordlyd giver sagsøger retten til at lægge

filmproducentens film ud i sådanne fildelingsnetværk, og endnu mere

relevante hvis omstændighederne tillige måtte være således, at

film(sekvensen) efter sagsøgers påstand er blevet delt på et tidspunkt, hvor

film(sekvensen) endnu ikke var blevet gjort offentligt tilgængelig af

ophavsretsindehaveren.

Retten har endvidere i retsbøgerne anført, at der – hvis det viser sig, at CMS/

MIRCOM kan gøre et krav gældende overfor sagsøgte – opstår et spørgsmål

om, hvorvidt en erstatning eller et vederlag i givet fald kan opgøres til så stort

et beløb som 7.500 kr.

Retten har i den forbindelse særligt påpeget, at det kan være af betydning, om

det efter en eventuel bevisførelse i sagen kan lægges til grund, at sagsøgte

(eller en person, hvis handlinger sagsøgte måtte hæfte for) vidste, eller burde

vide, at et eventuelt download af filmen via en fildelingstjeneste også indebar,

at filmen blev ”delt” med andre brugere af samme tjeneste.

Det kan i den forbindelse også være af betydning om én eller flere af disse

brugere ligeledes er stævnet med påstand om betaling af samme beløb for

selvsamme ”deling” af selvsamme film(sekvens).

Retten har

hvordan et

tilknytning

spillefilm i

varighed.

herudover påpeget, at der også i øvrigt vil skulle tages stilling til,

rimeligt vederlag i givet fald nærmere skal beregnes. Retten har i

hertil påpeget, at der kan være forskel på, om der er tale om en

fuld længde eller f.eks. en pornofilmsekvens af x-antal minutters

Retten har i den forbindelse endvidere i konkrete tilfælde påpeget, at

sagsøger i stævningen har betegnet det omhandlede værk som en ”film”, men

at sagsøger – når rettighedsforholdene på rettens foranledning skulle oplyses

nærmere – har fremlagt dokumentation, der viser, at sagen i virkeligheden

drejer sig om en sekvens, en scene eller et kapitel, i en pornofilm/dvd med

flere sekvenser, scener eller kapitler.

Det synes endvidere at fremgå, at de pågældende sekvenser, scener eller

kapitler er, eller har været, gjort tilgængelige af ophavsretsindehaveren som

pay-pr-view til en (langt) lavere pris end den samlede dvd, hvori den

pågældende sekvens, scene eller kapitel indgår som én ud af flere.

Retten har desuden i relation til spørgsmålet om vederlagsstørrelse

bemærket, at der i én tidligere sag i sagskomplekset blev indgået et forlig om

betaling af 56 kr., og at sagsøger i den forbindelse gjorde gældende, at

sagsøger med forliget havde opnået sine hensigter med at anlægge sagen,

herunder at få et ”rimeligt vederlag” for den påståede krænkelse (som

sagsøgte i øvrigt ikke med forliget erkendte havde fundet sted). Retten skal

herved i øvrigt henvise til

rettens hjemmeside,

hvor der kan læses mere

herom (afgørelse af 9. juli 2019 i sag BS-25462/2018-FRB).

Retten har endelig i retsbøgerne bemærket, at der i den konkrete sag kan

opstå spørgsmål om, hvorvidt sagsøger har fortabt muligheden for at få dom

for et eventuelt krav som følge af passivitet. Retten har i disse tilfælde bl.a.

fremhævet, at der er gået (væsentligt) mere end 1 år – og i hvert fald i ét

tilfælde eksempelvis mere end 2 år og 4 måneder – fra sagsøger sendte et

brev til borgeren om kravet og til en stævning blev indleveret. Hertil kommer,

at den påståede krænkelse i disse tilfælde i øvrigt havde fundet sted for

(væsentligt) mere end to år siden.

Retten har endvidere i enkelte tilfælde fundet anledning til at vejlede parterne

om, at det rejste krav på det foreliggende grundlag kunne være forældet.

Retten har i retsbøgerne på denne baggrund henledt parternes

opmærksomhed på, at eventuelle forlig, der indgås, uden at de nævnte forhold

og eventuelle andre relevante forhold for en sådan aftale om forlig er klarlagt

mellem parterne, efter omstændighederne vil kunne tilsidesættes efter én

eller flere af bestemmelserne i aftalelovens kapitel III om ugyldige

viljeserklæringer.