REU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 1182: Spm. om kommentar til artiklen "Børnekriminalitet: Børn af ikke-vestlige indvandrere massivt overrepræsenteret, bragt på amtsavisen.dk, den 28. maj 2021, til justitsministeren

Retsudvalget 2020-21
REU Alm.del
Offentligt

Retsudvalget 2020-21

REU Alm.del - Bilag 324

Offentligt

Justitsministeriets

FORSKNINGSKONTOR

Nævnsmødet

En delevaluering af Ungdomskriminalitetsnævnet

REU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 1182: Spm. om kommentar til artiklen "Børnekriminalitet: Børn af ikke-vestlige indvandrere massivt overrepræsenteret, bragt på amtsavisen.dk, den 28. maj 2021, til justitsministeren

Resumé

I 2018 indgik den daværende regering (Venstre, Det konservative Folkeparti og Liberal Al-

liance), Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti en ”Aftale om en reform af indsatsen mod

ungdomskriminalitet

– alle handlinger har konsekvenser”. Et af tiltagene i reformen

var lov

om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, herunder etableringen af et Ungdomskriminalitets-

nævn, der trådte i kraft 1. januar 2019.

Justitsministeriets Forskningskontor har tilrettelagt et evalueringsprogram med seks deleva-

lueringer, hvoraf nærværende evaluering omhandler det nævnsmøde, som afholdes med del-

tagelse af barnet/den unge, der er henvist til Ungdomskriminalitetsnævnet, forældremyndig-

hedsindehavere, nævnsmedlemmer og øvrige mødedeltagere.

Formålet med denne delevaluering er blandt andet at belyse positive og negative erfaringer

med nævnsmødet fra en række centrale aktører, samt at afdække hvorvidt praksis i forbin-

delse med Ungdomskriminalitetsnævnet imødekommer nogle af de formål, som var baggrund

for etableringen af nævnet.

Denne delevaluering er baseret på en række forskellig empiri, blandt andet et dataudtræk

vedrørende sager behandlet i Ungdomskriminalitetsnævnet, oplysninger fra en manuel sags-

gennemgang, spørgeskemabesvarelser fra nævnsmedlemmer og børnesagkyndige samt inter-

views med nævnsmedlemmer, børnesagkyndige, ungetilsynsførende, repræsentanter fra ind-

stillende kommuner, advokater, børn/unge og forældremyndighedsindehavere.

En kort sammenfatning af analysernes resultater:

Karakteristika ved børn og unge, der har fået deres sag behandlet i Ungdomskrimina-

litetsnævnet

I den første periode på cirka halvandet år efter etableringen har godt 1.000 børn/unge

fået deres sag behandlet i Ungdomskriminalitetsnævnet, heraf er der stort set en ligelig

fordeling mellem 10-14-årige og 15-17-årige. Hovedparten er drenge (84 pct.).

Størstedelen af børnene/de unge har dansk oprindelse, men særligt blandt de 10-14-

årige er der en relativ stor andel efterkommere fra ikke-vestlige lande.

Knap en fjerdedel af de godt 1.000 børn/unge var anbragt forud for mødet i Ungdoms-

kriminalitetsnævnet. En sagsgennemgang af 100 sager viser, at mere end halvdelen af

børnene/de unge har modtaget mindst én aktiv foranstaltning efter lov om social service

på tidspunktet for nævnsmødet.

Yderligere ses der af sagsgennemgangen, at blandt de 100 sager er 29 af børnene/de

unge diagnosticeret med psykiatriske diagnoser, primært ADHD eller ADD. En psyki-

atrisk diagnose indebærer ikke nødvendigvis en nedsat psykisk funktionsevne.

Type af kriminalitet, der har ledt til en henvisning til Ungdomskriminalitetsnævnet

Hovedparten (90 pct.) af sagerne i Ungdomskriminalitetsnævnet er henvist hertil på

baggrund af personfarlig kriminalitet, heraf angår de fleste sager voldsforbrydelser.

Nævnsmødet

Forberedelse til nævnsmøde

Formødet, der afholdes umiddelbart inden mødet i Ungdomskriminalitetsnævnet, vur-

deres vigtigt og nødvendigt af nævnsmedlemmerne. Dette for at etablere et fælles ud-

gangspunkt for afviklingen af nævnsmøder, herunder i forhold til at planlægge, hvordan

nævnsmødet skal gribes an, så barnet/den unges perspektiv belyses bedst muligt.

Blandt de interviewede børn/unge og forældremyndighedsindehavere samt blandt nogle

fagpersoner er der en opfattelse af, at børn/unge ikke forberedes tilstrækkeligt på delta-

gelsen i nævnsmødet.

Nævnsmødet

I 17 pct. af sagerne har der været udeblivelse til nævnsmødet, hvoraf det i 95 pct. af

tilfældene er en eller begge forældremyndighedsindehavere, der er udeblevet. Dette in-

kluderer også lovligt forfald. I 78 pct. af tilfældene er der truffet en afgørelse på trods

af udeblivelsen.

Opgørelser af fristoverholdelse for afviklingen af nævnsmøderne viser, at hovedparten

af sagerne i Ungdomskriminalitetsnævnet i 2019 er behandlet inden for fristen eller

mellem en og syv dage efter fristen. Hovedparten af sagerne i 2020 er behandlet otte

dage eller mere efter fristen. Dette skyldes flere forhold, eksempelvis at Ungdomskri-

minalitetsnævnets sekretariat har været underbemandet samt situationen vedrørende

COVID-19.

Møder i Ungdomskriminalitetsnævnet afholdes som udgangspunkt i mødelokaler ved

byretterne. Overordnet vurderes lokalerne egnede til mødeafviklingen. Flere ungetil-

synsførende og repræsentanter fra indstillende kommunerne påpeger dog, at venteom-

råderne ikke i alle tilfælde er optimale rammer for at kunne føre en fortrolig dialog med

barnet/den unge og forældremyndighedsindehavere.

Hovedparten af nævnsmøderne varer mellem 30 minutter og 2 timer, og der er typisk

mellem ti og 12 deltagere på mødet. En del fagpersoner har indtrykket af, at det for

barnet/den unge må virke overvældende og vanskeligt at forholde sig til de mange mø-

dedeltagere. Samtidig påpeges det, at alle deltagere har en funktion og spiller en rolle

på mødet.

Der er en udbredt opfattelse af, at der er et godt samarbejde mellem nævnsmedlem-

merne på nævnsmødet, og af at de forskellige fagligheder i nævnet supplerer hinanden.

Fagpersoner vurderer det som udgangspunkt positivt, at forældremyndighedsindeha-

verne skal deltage på nævnsmøderne, men der nævnes også eksempler på, at forældre-

myndighedsindehavernes deltagelse kan virke hæmmende for, at barnet/den unge ytrer

sig frit.

Blandt fagpersoner ses en udbredt opfattelse af, at børnene/de unge formelt set har gode

muligheder for at give deres mening til kende på møderne i Ungdomskriminalitetsnæv-

net, men samtidig gives der udtryk for, at rammerne og situationen i nogle tilfælde kan

være en hindring for dette.

En del af de interviewede børn og unge beskriver deltagelsen på mødet i Ungdomskri-

minalitetsnævnet som ”fint nok”. De fleste af de interviewede børn/unge udtrykker, at

deltagelsen på nævnsmødet ikke var så ubehagelig, som de havde forventet.

Nævnsmødet

Hovedparten af de adspurgte nævnsmedlemmer og børnesagkyndige angiver at have

deltaget på nævnsmøder med børn/unge med nedsat psykisk funktionsevne. 65 pct. an-

giver at have deltaget i mellem et og ti af sådanne møder, og 17 pct. angiver at have

deltaget i mere end ti.

En del fagpersoner har indtrykket af, at færre børn og unge med nedsat psykisk funkti-

onsevne har en forståelse af formålet med nævnsmødet og af de spørgsmål, der stilles,

sammenlignet med øvrige børn og unge. Flere nævnsmedlemmer tilkendegiver, at

nævnsmøder med børn og unge med nedsat psykisk funktionsevne kan være vanskelige

at gennemføre i forhold til at etablere og opretholde en dialog med barnet/den unge og

sikre sig barnets/den unges forståelse.

Det skal bemærkes, at der blandt de interviewede nævnsmedlemmer og børnesagkyn-

dige er flere, som giver udtryk for, at det kan være vanskeligt at afgrænse og definere

gruppen af børn og unge med nedsat psykisk funktionsevne. Nogle peger på, at en del

af børnene/de unge har forskellige psykiatriske diagnoser, der dog ikke indebærer, at

de vurderes som havende nedsat psykisk funktionsevne.

I forhold til de nævnsmøder med børn/unge med nedsat psykisk funktionsevne, som de

adspurgte nævnsmedlemmer og børnesagkyndige selv har deltaget på, er det 59 pct.,

der angiver en vurdering af, at barnet/den unge i ingen af tilfældene burde være fritaget

fra deltagelse på mødet på grund af dennes funktionsnedsættelse.

De fleste fagpersoner har en opfattelse af, at der i høj grad bliver taget hensyn til bar-

net/den unge med nedsat psykisk funktionsevne ved nævnsmøderne. Der nævnes ek-

sempler på hensyn i forbindelse med dialogen med barnet/den unge samt i enkelte til-

fælde alternativ afvikling af nævnsmøder med færre deltagere eller fritagelse fra at del-

tage på nævnsmødet.

Nævnsmedlemmerne har overordnet set en opfattelse af, at det også for øvrige

børn/unge er muligt at tage hensyn og tilrettelægge nævnsmøderne individuelt, mens

enkelte efterspørger mere fleksible rammer for mødeafviklingen.

Afgørelser

Hvad angår afgørelser i Ungdomskriminalitetsnævnet, er der i knap tre fjerdedele af

sagerne truffet afgørelse om et forbedringsforløb, mens der i ganske få tilfælde er truffet

afgørelse om en straksreaktion. I godt en fjerdedel af sagerne er der truffet afgørelse om

ikke at iværksætte hverken et forbedringsforløb eller en straksreaktion.

Foranstaltningerne i forbedringsforløbene angår typisk en kontaktperson, familiebe-

handling/behandling af egne problemer eller ophold i ungdomsklub, uddannelse eller

lignende. Det hyppigst forekomne er, at forbedringsforløbet indeholder en til tre foran-

staltninger. I en tredjedel af sagerne vedrørende et forbedringsforløb, er der truffet af-

gørelse om anbringelse. I 78 pct. af tilfældene var barnet/den unge anbragt i forvejen.

Indholdet i afgørelser om straksreaktioner vedrører i alle tilfælde, at barnet/den unge

skal deltage i et møde med en konfliktrådsmægler/en konfliktmægler med henblik på at

undersøge muligheden for at etablere konfliktmægling.

Med hensyn til afgørelser om ikke at iværksætte et forbedringsforløb/en straksreaktion,

beskrives to typer af sager, hvor der typisk kan træffes afgørelse om ikke at igangsætte

et forbedringsforløb/straksreaktion. Den ene type angår børn/unge, der ikke vurderes at

være i social mistrivsel eller ikke at være i risiko for at begå kriminalitet, og hvor en

afgørelse om et forbedringsforløb/straksreaktion anses som unødvendigt. Den anden

type angår børn/unge, der i forvejen modtager en omfattende social indsats efter lov om

Nævnsmødet

social service, og hvor en afgørelse i Ungdomskriminalitetsnævnet med dertilhørende

tilsyn fra Ungekriminalforsorgen ikke vurderes at være gavnlig for barnet/den unge

og/eller den allerede etablerede indsats.

Det er undersøgt, i hvilket omfang der er uoverensstemmelser mellem indstillingen fra

barnet/den unges opholdskommune og afgørelserne, der træffes i Ungdomskriminali-

tetsnævnet. Hvad angår afgørelser om anbringelse, er der i 92 pct. af tilfældene indstillet

til dette fra kommunen. En sagsgennemgang af 100 sager viser, at kommunernes ind-

stillinger generelt i vidt omfang følges ved afgørelser i Ungdomskriminalitetsnævnet.

Blandt nævnsmedlemmerne er en opfattelse af, at der i hovedparten af sagerne er enig-

hed om afgørelserne.

Hvad angår samtykke til afgørelserne fra børn/unge og forældremyndighedsindehavere,

er der godt en tredjedel af afgørelserne vedrørende anbringelse, hvori der ikke er givet

samtykke. I de fleste tilfælde (80 pct.) af anbringelserne uden samtykke, er der tale om

et barn/en ung, der har været anbragt forud for deltagelse i Ungdomskriminalitetsnæv-

net.

Manglende samtykke forekommer ikke at være lige så udbredt for afgørelser vedrø-

rende øvrige foranstaltninger i forbedringsforløbene.

I en periode på knap to år efter etableringen af Ungdomskriminalitetsnævnet er 62 sager

indbragt til Ankestyrelsen, hvoraf afgørelsen er stadfæstet i de fleste tilfælde.

Blandt nævnsmedlemmerne påpeges forskellige barrierer for at kunne træffe afgørelser,

der lever op til lovens formål om målrettede individuelle forebyggende indsatser. Det

angår blandt andet manglende afgørelsesmuligheder såsom at kunne træffe afgørelse

om psykiatrisk udredning og efterskoleophold. Der nævnes også forskellige barrierer

for at træffe afgørelser om straksreaktioner, eksempelvis det anvendelsesområde, som

er defineret i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Der er en varierende opfattelse af, i hvilket omfang børn/unge forstår den mundtlige

formidling af afgørelsen. Nogle advokater og ungetilsynsførende har indtrykket af, at

en del børn og unge ikke helt forstår, hvad afgørelsen indebærer.

Nævnsmedlemmernes kompetencer og efterspørgsel efter viden

En del dommere og politiansatte nævnsmedlemmer angiver at mangle viden eller kom-

petencer i forbindelse med deres arbejde i Ungdomskriminalitetsnævnet, herunder ek-

sempelvis kompetencer til at føre en dialog med barnet/den unge og mere indsigt i lov

om social service. På tværs af alle tre faggrupper i nævnet er der desuden en del, som

efterspørger øget mulighed for erfaringsudveksling.

Generel opfattelse af Ungdomskriminalitetsnævnets berettigelse

Overordnet set er det hovedparten af de interviewede

–

på tværs af faggrupper

–

der

udtrykker, at de opfatter Ungdomskriminalitetsnævnet som relevant og meningsfuldt i

de fleste tilfælde.

I forbindelse med fagpersonernes eksempler på Ungdomskriminalitetsnævnets beretti-

gelse, adresseres nogle af de formål, der var baggrund for etableringen af nævnet, her-

under en helhedsorienteret tilgang til barnet/den unges situation, en sikring af at kom-

munerne iværksætter de nødvendige foranstaltninger og en forpligtelse af barnet/den

unge og forældremyndighedsindehavere i forhold til at modtage indsatser, der vurderes

at kunne forebygge kriminel adfærd.

Nævnsmødet

Indhold

Indledning

1.1

Evalueringens indhold og formål

Data og metode

2.1

Interviews

2.1.1 Interviews med fagpersoner

2.1.2 Interviews med børn og unge

2.2

2.3

2.4

Spørgeskemaundersøgelse

Dataudtræk fra Ungdomskriminalitetsnævnets sekretariat

Manuel sagsgennemgang

Om Ungdomskriminalitetsnævnet

Karakteristika ved børn og unge, der har fået deres sag

behandlet i Ungdomskriminalitetsnævnet

4.1

4.2

4.3

4.4

Alder og køn

Herkomst og bosat i et særligt udsat boligområde

Anbringelse og foranstaltninger efter lov om social service på

tidspunktet for deltagelse i Ungdomskriminalitetsnævnet

Psykiatriske diagnoser

Type af kriminalitet, der har ledt til en henvisning til

Ungdomskriminalitetsnævnet

Forberedelse til nævnsmøde

6.1

6.2

Formøde

Forberedelse af børn/unge til nævnsmødet

Nævnsmødet

7.1

7.2

7.3

7.4

7.5

7.6

Udeblivelse, afhentning ved politiet og udsættelse

Fristoverholdelse for nævnsmøder

Fysiske rammer for nævnsmøder

Varighed af og deltagere ved nævnsmøder

7.4.1 Overvejelser vedrørende antallet af mødedeltagere

Nævnsmedlemmernes rolle og bidrag på nævnsmødet

7.5.1 Samarbejdet mellem nævnsmedlemmer på nævnsmødet

Øvrige fagpersoners rolle og bidrag på nævnsmødet

7.6.1 Børnesagkyndige

7.6.2 Repræsentanter fra indstillende kommuner

7.6.3 Advokater

7.6.4 Ungetilsynsførende

7.7

Forældremyndighedsindehaveres deltagelse på nævnsmødet

Nævnsmødet

7.8

Dialog med børn og unge på nævnsmødet

7.8.1 Børn og unges mulighed for at give deres mening til kende på

nævnsmødet

7.8.2 Børn og unges forståelse

7.9

7.10

Børn og unges oplevelse af at deltage på nævnsmødet

Nævnsmøder med børn og unge med nedsat psykisk funktionsevne

7.10.1 Hensyn til børn og unge med nedsat psykisk funktionsevne på

nævnsmøder

7.11

Hensyn og individuel tilrettelæggelse af nævnsmøder generelt

Afgørelser

8.1

8.2

Votering

–

praksis og samarbejde

Omfang og type af afgørelser

8.2.1 Forbedringsforløb

–

afgørelser om anbringelse

8.2.2 Forbedringsforløb, jf. ungdomskriminalitetslovens § 13

8.2.3 Straksreaktioner

8.2.4 Afgørelser om ikke at iværksætte

forbedringsforløb/straksreaktion

8.3

8.4

Uoverensstemmelser mellem indstillinger og afgørelser

Uenighed om afgørelser

8.4.1 Dissens og uenighed om afgørelser under votering

8.4.2 Manglende samtykke fra forældremyndighedsindehavere eller

unge

8.4.3 Sager indbragt til Ankestyrelsen og domstolsprøvelse

8.5

Målrettede individuelle forebyggende indsatser

–

handlemuligheder og

barrierer

8.5.1 Henstillinger

8.6

8.7

Formidling af afgørelser til barnet/den unge

Børn/unge og forældremyndighedsindehaveres reaktioner på afgørelser

Nævnsmedlemmernes kompetencer og efterspørgsel

efter viden

9.1

9.2

Uddannelse for dommere og politiansatte nævnsmedlemmer

Vurdering af nævnsmedlemmernes kompetencer

9.2.1 Dommernes kompetencer til at lede møder

9.2.2 Politiansattes viden om/indsigt i kriminalitetsforebyggende

arbejde

9.2.3 Kommunalt ansattes erfaring med/indsigt i social støtte til

udsatte børn/unge

9.2.4 Kompetencer til at stille spørgsmål til barnet/den unge

9.3

Nævnsmedlemmernes efterspørgsel efter viden og kompetencer

Generel opfattelse af Ungdomskriminalitetsnævnets

berettigelse

Bilag

Nævnsmødet

Indledning

I 2018 indgik den daværende regering (Venstre, Det konservative Folkeparti og Liberal Al-

liance), Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti en ”Aftale om en reform af indsatsen mod

ungdomskriminalitet

– alle handlinger har konsekvenser”

(herefter ungdomskriminalitetsre-

formen).

Reformens formål er at styrke og nytænke indsatsen mod ungdomskriminalitet.

Indholdet i ungdomskriminalitetsreformen er kategoriseret i fem fokusområder:

Fødekæden til den hårde kerne skal stoppes

Børn og unge i risikozonen og deres forældre skal opleve en tidlig konsekvens af

kriminel adfærd

Ensrettet indsats for anbragte kriminalitetstruede unge

En effektiv forebyggende indsats for alle børn og unge

Effektiv implementering og opfølgning.

Fokusområde nr. 1 vedrører blandt andet oprettelsen af et Ungdomskriminalitetsnævn. Af

punkt fem i reformaftalen fremgår, at der

–

når reformen er fuldt implementeret og har virket

i en passende periode

–

skal igangsættes en evaluering, der mere overordnet evaluerer resul-

taterne af indsatsen over for de unge, der har fået deres sag behandlet i Ungdomskriminali-

tetsnævnet, herunder i forhold til recidiv. På denne baggrund har Justitsministeriets Forsk-

ningskontor tilrettelagt et evalueringsprogram, der skal afdække forskellige faser og aspekter

ved Ungdomskriminalitetsnævnet.

Den 1. januar 2019 trådte lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet i kraft, og af denne

fremgår blandt andet, at formålet med denne lov er at forebygge ungdomskriminalitet ved et

Ungdomskriminalitetsnævn, der skal fastlægge målrettede individuelle forebyggende indsat-

ser for børn og unge i alderen 10 til 17 år. Ungdomskriminalitetsnævnet består overordnet af

en dommer samt en repræsentant fra henholdsvis politiet og kommunen, der har til opgave at

træffe afgørelser i sager vedrørende børn og unge i alderen 10-17 år, som er mistænkt eller

dømt for at have begået personfarlig eller anden alvorlig kriminalitet. Begrebet mistænkt

henviser i denne forbindelse til de 10-14-årige, som er under den kriminelle lavalder, og an-

vendes i den situation, hvor politiet på baggrund af en efterforskning anser det for tilstræk-

keligt bevist, at den rette gerningsmand er fundet.

Evalueringsprogrammet omfatter seks delevalueringer, der fokuserer på 1) screening og hen-

visning til nævnet, 2) ungefaglige undersøgelser, 3) nævnsmødet, 4) iværksættelse af foran-

staltninger og tilsyn, 5) effektmåling vedrørende recidiv og 6) opfølgning på reformens øko-

nomiske konsekvenser. Nærværende delevaluering vedrører nr. 3 nævnsmødet. De øvrige

delevalueringer forventes at blive udarbejdet løbende frem til 2023.

Se aftaleteksten:

https://www.regeringen.dk/publikationer-og-aftaletekster/aftale-om-en-reform-af-ind-

satsen-mod-ungdomskriminalitet/

Nævnsmødet

Formålet med det samlede evalueringsprogram er at belyse centrale aktørers positive og ne-

gative erfaringer med Ungdomskriminalitetsnævnet samt at vurdere, i hvilken udstrækning

praksis i forbindelse med Ungdomskriminalitetsnævnet imødekommer de formål, som var

baggrund for etableringen af nævnet.

1.1

Evalueringens indhold og formål

Nedenstående figur viser i forenklet form sagsforløbet for børn og unge, hvis sag behandles

i Ungdomskriminalitetsnævnet (forkortes UKN i figuren). Nærværende delevaluering har fo-

kus på den fase i forløbet, der omhandler selve nævnsmødet, og de afgørelser, nævnet træffer.

Screening og henvisning

Politiet screener 10-14-årige, som har begået personfarlig eller anden alvorlig kriminalitet med henblik på

henvisning til UKN, og kan i forbindelse hermed indhente oplysninger fra kommunerne. Sager

vedrørende 15-17-årige henvises til UKN via domstolene efter påstand fra Anklagemyndigheden.

Ungefaglig undersøgelse og indstilling

Kommunen udarbejder en ungefaglig undersøgelse af barnet/den unge, samt en indstilling til eventuelle

straksreaktioner/forbedringsforløb.

Nævnsmøde

UKN afholder nævnsmøde med deltagelse af blandt andre barnet/den unge og

forældremyndighedsindehavere og træffer afgørelse i sagen.

Udmøntning og tilsyn

Kommunen iværksætter

UKN’s

afgørelse. Kommunen og Ungekriminalforsorgen fører tilsyn med

barnet/den unge. Efterleves afgørelsen ikke, kan sagen genindbringes for nævnet.

Et af formålene med denne delevaluering er at belyse positive og negative erfaringer med

nævnsmødet fra en række centrale aktører, herunder dommere, politiansatte nævnsmedlem-

mer, kommunalt ansatte nævnsmedlemmer, børnesagkyndige, ungetilsynsførende, repræsen-

tanter fra indstillende kommuner, advokater samt børn/unge og forældre myndighedsindeha-

vere. Derudover adresseres det løbende, hvorvidt praksis i forbindelse med Ungdomskrimi-

nalitetsnævnet imødekommer nogle af de formål, som var baggrund for etableringen af næv-

net. Ydermere er der i denne delevaluering et særskilt fokus på børn og unge med ne dsat

psykisk funktionsevne og deres deltagelse i Ungdomskriminalitetsnævnet.

Nævnsmødet

Data og metode

I forbindelse med indsamlingen af empiri til brug for nærværende evaluering er der afholdt

interviews og udsendt et spørgeskema. Der er desuden foretaget en manuel sagsgennemgang

og indhentet oplysninger fra Ungdomskriminalitetsnævnets sekretariat, herunder et dataud-

træk vedrørende de sager, der har været behandlet i Ungdomskriminalitetsnævnet, oplysnin-

ger vedrørende fristoverholdelse samt oplysninger vedrørende sager behandlet i Ungdoms-

kriminalitetsnævnet, der har været indbragt til Ankestyrelsen.

2.1

2.1.1

Interviews

Interviews med fagpersoner

Der er afholdt 37 interviews med i alt 46 fagpersoner, herunder dommere, politiansatte

nævnsmedlemmer, kommunalt ansatte nævnsmedlemmer, børnesagkyndige, ungetilsynsfø-

rende, repræsentanter fra indstillende kommuner og advokater. To interviews er afholdt fy-

sisk, fire er afholdt via telefon, mens de resterende er afholdt virtuelt via Skype eller Micro-

soft Teams. Interviewene har varet mellem en halv og halvanden time og er afholdt i perioden

fra juni til september 2020. Alle interviewene er optaget med diktafon, transskriberet og ko-

det i analyseprogrammet Nvivo. I forbindelse med rekruttering af interviewpersoner er det

tilstræbt at sikre en geografisk spredning samt et stort erfaringsgrundlag. I tabellen nedenfor

ses en oversigt over interviewpersoner og rekruttering.

Nævnsmødet

Tabel 1

Oversigt over interviewpersoner

Antal interviewperso-

ner for hver aktør

18 nævnsmedlemmer

Beskrivelse af rekruttering

De tre medlemmer af Ungdomskrimina-

litetsnævnets koordinationsudvalg er

udvalgt til interview. De resterende 15

interviewpersoner er identificeret ved

en tilfældig sortering af regions- og

funktionsinddelte lister, hvor Ungdoms-

kriminalitetsnævnets sekretariat er bedt

om at udpege den øverste person på

hver liste blandt personer med erfaring

fra mindst 15 nævnsmøder. Disse per-

soner er udtrukket til interview.

Erfaringsgrundlag

De interviewede

nævnsmedlemmer

har deltaget i mellem

15 og 70 møder i

Ungdomskriminali-

tetsnævnet.

Område

De interviewede

nævnsmedlem-

mer er fordelt på

alle fem regioner.

Fem børnesagkyndige

Ungdomskriminalitetsnævnets sekreta-

riat har udarbejdet en liste med de bør-

nesagkyndige, der har mest erfaring.

Fra denne liste er der tilfældigt udtruk-

ket en børnesagkyndig fra hver region.

De interviewede har

deltaget i mellem otte

og 50 nævnsmøder.

En fra hver re-

gion.

Otte ungetilsynsførende

Der er rettet henvendelse til Ungekrimi-

nalforsorgen med forespørgsel om kon-

takt til interviewpersoner fra de lokale

enheder, som har erfaring med delta-

gelse i nævnsmøder.

De interviewede har

alle deltaget i mindst

30 nævnsmøder.

Interviewpersoner

fra fire forskellige

enheder i Unge-

kriminalforsorgen.

11 repræsentanter fra

indstillende kommuner

Der er rettet henvendelse til seks kom-

muner med forespørgsel om kontakt til

interviewpersoner, der har erfaring med

deltagelse i nævnsmøder.

De interviewede har

deltaget i mellem tre

og 30 nævnsmøder.

Seks af landets

største kommu-

ner.

Fire advokater

Der er rettet henvendelse til Ungdoms-

kriminalitetsnævnets sekretariat samt

Advokatrådet med forespørgsel om

kontaktoplysninger på advokater, der

har erfaring med deltagelse i nævns-

møder.

De interviewede har

deltaget i mellem tre

og 30 nævnsmøder.

Sjælland, Fyn og

Jylland.

En enkelt havde ikke mulighed for at deltage inden for de tidsmæssige rammer, hvorfor næste person

i rækken blev udtrukket.

Nævnsmødet

2.1.2

Interviews med børn og unge

Foruden interviews med fagpersoner er der afholdt otte interviews med børn/unge, der har

fået deres sag behandlet i Ungdomskriminalitetsnævnet. Der er etableret kontakt til bør-

nene/de unge via ungetilsynsførende i Ungekriminalforsorgen. Når der træffes afgørelse i

Ungdomskriminalitetsnævnet om, at børn/unge skal have et forbedringsforløb, bliver d e un-

derlagt tilsyn i Ungekriminalforsorgen. I forbindelse med det første eller andet tilsynsmøde,

har de ungetilsynsførende adspurgt en række børn/unge og forældremyndighedsindehaverne,

om de umiddelbart efter det næstkommende tilsynsmøde havde lyst til at deltage i et interview

til brug for denne evaluering. I forbindelse med denne rekrutteringsmetode skal det bemær-

kes, at det alene er børn/unge, der i Ungdomskriminalitetsnævnet har modtaget en afgørelse

vedrørende et forbedringsforløb,

som er kontaktet vedrørende interview. Dette vil samtidig

sige, at børn og unge, der har deltaget på et nævnsmøde, hvor der er truffet afgørelse om

ikke

at iværksætte et forbedringsforløb,

ikke er forsøgt rekrutteret til interview.

Børnene/de unge, en eller begge forældremyndighedsindehavere samt øvrige personer, der

har ledsaget den unge ved interviewet, har forud for interviewet modtaget et orienteringsbrev

vedrørende interviewet og evalueringen. Ligeledes har alle børn/unge forud for interviewet

underskrevet en samtykkeerklæring vedrørende deltagelse i interviewet og anvendelse af op-

lysninger på baggrund af interviewet. For de børn, der er yngre end 15 år, har en eller begge

forældremyndighedsindehavere ligeledes underskrevet samtykkeerklæringen.

Interviewene er afholdt i mødelokaler ved de lokale enheder i Ungekriminalforsorgen i for-

bindelse med, at barnet/den unge havde deltaget i et tilsynsmøde. Dette med undtagelse af et

tilfælde, hvor interviewet er afholdt telefonisk. Ingen af de interviewede børn/unge har del-

taget i interviewet alene, men har deltaget sammen med en eller begge forældremyndigheds-

indehavere/stedforældre

eller en kontaktperson. Foruden disse har der alene været en inter-

viewer fra Justitsministeriets Forskningskontor til stede under interviewene. Ved afholdelse

af interviewene har der først og fremmest været fokus på at få indsigt i barnets/den unges

erfaringer og vurderinger i forhold til forløbet op til mødet i Ungdomskriminalitetsnævnet,

selve nævnsmødet samt de afgørelser, der blev truffet. Herudover er forældremyndighedsin-

dehavere/stedforældre eller kontaktperson også spurgt til deres oplevelser og vurderinger.

Interviewene har alle varet cirka en halv time og er afholdt i perioden fra september til no-

vember 2020. På tidspunktet for interviewet er der gået mellem tre og seks uger siden, at

barnet/den unge har deltaget på et møde i Ungdomskriminalitetsnævnet. Alle interviewene er

optaget med diktafon, transskriberet og kodet i Nvivo. Nedenfor er oplistet en række karak-

teristika ved de børn og unge, der har deltaget i interviews:

Hvilket indbefatter tilsyn ved Ungekriminalforsorgen.

Se mere vedrørende omfanget og karakteren af sådanne afgørelser i afsnit 8.2.4.

Af anonymitetshensyn benævnes stedforældre som forældremyndighedsindehavere i rapporten.

Nævnsmødet



Interviewpersonerne er mellem 12 og 17 år.

Tre er henvist til Ungdomskriminalitetsnævnet via politiet, og fem er henvist via domstolene.

Der er interviewet fem drenge og tre piger.

De interviewede børn og unge er tilknyttet fire forskellige enheder i Ungekriminalforsorgen.

To af de interviewede var anbragt forud for mødet i Ungdomskriminalitetsnævnet og var fortsat an-

bragt på tidspunktet for interviewet.

Alle de interviewede modtog en social foranstaltning via lov om social service forud for deltagelse i

mødet i Ungdomskriminalitetsnævnet.

Det er væsentligt at bemærke, at der er relativt mange børn og unge, der er blevet spurgt om

deltagelse i et interview, som ikke har haft lyst til at medvirke. Således har 23 børn/unge med

det samme takket nej til deltagelse, mens yderligere tre børn/unge i første omgang ønskede

at deltage i interviewet, men valgte efterfølgende ikke at deltage. De børn og unge, der har

begrundet, hvorfor de ikke har ønsket at deltage, har blandt andet ytret, at de ikke har haft

lyst til at rippe op i deres sag, eller at de ikke har haft lyst til at bruge tid på endnu et møde.

I den forbindelse skal det bemærkes, at de børn/unge, der har deltaget i interviewene, kan

adskille sig fra de børn/unge, der har takket nej til deltagelse. Både grundet dette, på grund

af det begrænsede antal interviewpersoner og på grund af målgruppen for rekruttering, skal

det pointeres, at de unge, der har deltaget i interview til brug for denne undersøgelse, ikke

kan betragtes som et repræsentativt udsnit af børn og unge, der har fået deres sag behandlet i

Ungdomskriminalitetsnævnet. De udsagn, holdninger og vurderinger fra børn og unge, der

fremkommer i denne rapport, skal derfor ses som forskellige eksempler på, hvord an det kan

opleves at få en sag behandlet i Ungdomskriminalitetsnævnet. I flere tilfælde suppleres disse

eksempler med ytringer fra de interviewede fagpersoner samt med spørgeskemabesvarelser

fra nævnsmedlemmer og børnesagkyndige, se også afsnittet nedenfor.

2.2

Spørgeskemaundersøgelse

For at kunne belyse omfanget af forskellige erfaringer og vurderinger blandt fagpersoner, der

er tilknyttet Ungdomskriminalitetsnævnet, er der udsendt et spørgeskema til samtlige nævns-

medlemmer. I dette spørgeskema indgår en række af de spørgsmål, der også har været om-

drejningspunktet i interviewene. En kortere version af spørgeskemaet er desuden sendt til alle

børnesagkyndige, der er tilknyttet Ungdomskriminalitetsnævnet. Børnesagkyndige deltager

på nævnsmøder, når sagen vedrører 10-14-årige samt i særlige tilfælde vedrørende 15-17-

årige, eksempelvis hvis der er indstillet til anbringelse, jf. ungdomskriminalitetslovens § 6.

Ved besvarelsen af spørgeskemaet er respondenterne bedt om at tage udgangspunkt i sager,

hvor barnet/den unge første gang deltager på et møde i Ungdomskriminalitetsnævnet. Der-

med ikke genindbringelsessager. De er desuden bedt om at se bort fra særlige omstændighe-

der i forbindelse med nævnsmøderne, såsom en forventelig implementeringsperiode med op-

startsvanskeligheder i den første tid efter etableringen af nævnet og specifikke restriktioner

grundet COVID-19. Respondenterne er oplyst om, at der med spørgeskemaet ønskes at få

indblik i oplevelser af nuværende praksis i gængse tilfælde, hvor børn/unge deltager på e t

nævnsmøde første gang.

Nævnsmødet

Spørgeskemaet er udsendt via e-mail i oktober 2020, og respondenterne har haft knap tre uger

til besvarelsen. Spørgeskemaet er udsendt til 259 personer, herunder 54 dommere, 61 politi-

ansatte, 106 kommunalt ansatte samt 38 børnesagkyndige. Den samlede svarprocent er på 67

pct. Nedenfor i tabel 2 ses svarprocenten fordelt på de fire forskellige faggrupper.

Tabel 2

Antal besvarelser og svarprocent fordelt efter faggrupper

Antal besvarelser

Dommere

Politiansatte

Kommunalt ansatte

Børnesagkyndige

I alt

174

Svarprocent

70 %

64 %

58 %

92 %

67 %

Svarprocenten blandt de børnesagkyndige er en del højere end blandt de andre faggrupper,

hvilket kan skyldes, at den version af spørgeskemaet, der er tilsendt de børnesagkyndige, var

mindre omfangsrig og dermed også mindre tidskrævende.

Der er ikke statistisk signifikant sammenhæng mellem nævnsmedlemmernes tilbøjelighed til

at svare på spørgeskemaet set i forhold til deres organisatoriske placering ved Ungdomskri-

minalitetsnævnets sekretariats forskellige kontorer i henholdsvis København, Næstved, Fre-

dericia og Århus. Alle 12 politikredse er også repræsenteret med besvarelser fra nævnsmed-

lemmer. Udover eventuelle geografiske forskelle er det på grundlag af de tilgængelige bag-

grundsoplysninger ikke muligt at gøre rede for, om de nævnsmedlemmer, der har besvar et

spørgeskemaet, adskiller sig fra dem, der ikke har.

Nedenstående tabel 3 viser respondenterne fra hver af de fire faggrupper fordelt efter deres

erfaringsgrundlag.

Otte respondenter har ikke fuldendt deres besvarelse af spørgeskemaet, hvorfor disse ikke indgår

blandt de 174, der har gennemført besvarelsen af spørgeskemaet.

Nævnsmødet

Tabel 3

Respondenterne fra de fire faggrupper fordelt efter deres erfaringsgrundlag

1-10 nævnsmøder

Dommere

Politiansatte

Kommunalt ansatte

Børnesagkyndige

I alt

11 %

26 %

57 %

20 %

32 %

11-20 nævnsmøder

29 %

28 %

32 %

51 %

35 %

Mere end 20 nævnsmøder

60 %

46 %

11 %

29 %

33 %

Det ses, at de kommunalt ansatte, der har besvaret spørgeskemaet, samlet set har mindre

erfaring med deltagelse på nævnsmøder end de øvrige faggrupper. Det skyldes sandsynligvis,

at der generelt er en del flere kommunalt ansatte tilknyttet Ungdomskriminali tetsnævnet i

forhold til de andre faggrupper.

2.3

Dataudtræk fra Ungdomskriminalitetsnævnets sekretariat

Til brug for nærværende delevaluering har Justitsministeriets Forskningskontor fra Ung-

domskriminalitetsnævnets sekretariat indhentet et dataudtræk, som er baseret på oplysninger

fra sekretariatets sagssystem. Dataudtrækket angår perioden fra 1. januar 2019 til 31. august

2020 og vedrører alle børn og unge, der i denne periode er henvist til Ungdomskriminalitets-

nævnet, dog eksklusive genindbringelsessager.

Dataudtrækket omfatter oplysninger såsom

køn, alder på gerningstidspunkt, afgørelsestype, foranstaltningstype og type af kriminalitet,

der har ledt til henvisningen til Ungdomskriminalitetsnævnet.

Det bemærkes, at dataudtrækket omfatter perioden med nedlukning af Danmark grundet si-

tuationen vedrørende COVID-19. I perioden fra den 12. marts 2020 til ultimo april 2020 blev

der kun i meget begrænset omfang afviklet nævnsmøder.

Nævnet kunne fra den 11. maj 2020

En sag kan eksempelvis genindbringes for nævnet, hvis barnet/den unge ikke efterlever den afgø-

relse, som nævnet har truffet. Genindbringelsessager behandles i delevalueringen om udmøntning og

tilsyn.

Ungdomskriminalitetsnævnet fik ved bekendtgørelse udstedt den 26. marts 2020 mulighed for frem til

den 1. juli 2020 at afvikle enkelte typer af sager som telefon- og videomøder og på skrift. Se de to be-

kendtgørelser om afvikling af nævnsmøder i Ungdomskriminalitetsnævnet i forbindelse med håndtering

af Coronavirussygdom for henholdsvis marts og april: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2020/271 og

https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2020/545.

Nævnsmødet

afvikle fysiske nævnsmøder ved retterne i fuldt omfang igen. Forhold vedrørende COVID-

19 afdækkes kun i begrænset omfang i rapporten.

2.4

Manuel sagsgennemgang

På baggrund af ovenstående dataudtræk er de 100 nyeste sager identificeret. Disse 100 sager

omfatter nævnsmøder afholdt i perioden fra juni 2020 til august 2020. Sagerne er udvalgt til

brug for en manuel sagsgennemgang, hvor medarbejdere fra Justitsministeriets Forsknings-

kontor har haft adgang til at gennemgå sagsakterne. Formålet med denne manuelle sagsgen-

nemgang har været at opnå information om forhold, der ikke registreres kvantitativt i sags-

systemet i Ungdomskriminalitetsnævnets sekretariat. Det drejer sig om oplysninger såsom

børn og unges psykiatriske diagnoser, hvorvidt kommunernes indstillinger følges i forbin-

delse med nævnets afgørelser samt antal deltagere på nævnsmøderne. Disse og andre oplys-

ninger er identificeret ved manuelt at gennemgå mødereferater, afgørelser samt kommuner-

nes indstillinger og ungefaglige undersøgelser. Det skal bemærkes, at nogle af oplysninger ne

er behæftet med usikkerheder. Dette vil blive uddybet de steder i rapporten, hvor de pågæl-

dende oplysninger præsenteres.

Nævnsmødet

Om Ungdomskriminalitetsnævnet

Den 1. januar 2019 trådte lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet (herefter ungdomskri-

minalitetsloven) i kraft.

Formålet med loven, jf. ungdomskriminalitetslovens § 1, er at fore-

bygge ungdomskriminalitet ved et Ungdomskriminalitetsnævn, der skal fastlægge målrettede

individuelle forebyggende indsatser for børn og unge i alderen 10 til 17 år, og en ungekrimi-

nalforsorg, der skal føre tilsyn med, at indsatserne gennemføres. Indsatserne skal fastlægges

og gennemføres for barnets eller den unges bedste, være helhedsorienterede, bygge på barnets

eller den unges egne ressourcer og tilrettelægges på baggrund af en konkret vurdering af

barnets eller den unges og familiens forhold.

De indsatser, som nævnet kan fastlægge over for barnet/den unge, kan bestå af et forbed-

ringsforløb og/eller en straksreaktion. Et forbedringsforløb omfatter en eller flere foranstalt-

ninger, herunder anbringelse. Forbedringsforløbet fastsættes i form af en handleplan med en

varighed på op til to år.

En straksreaktion kan bestå i, at barnet eller den unge skal bidrage

til at genoprette forrettet skade eller deltage i andre aktiviteter med genoprettende formål,

herunder udføre samfundsnyttigt arbejde. Reglerne for indsatserne er indeholdt i §§ 12-18 i

ungdomskriminalitetsloven.

Ungdomskriminalitetsloven finder anvendelse for børn og unge i alderen 10-17 år, som har

opholdstilladelse eller i øvrigt fast, lovligt ophold i Danmark. For de 15-17-årige gælder, at

de skal have modtaget en dom for personfarlig kriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet,

herunder overtrædelse af straffeloven, lov om euforiserende stoffer, våbenloven eller knivlo-

ven. Det er i forbindelse med retssagen, at domstolene, efter påstand fra anklagemyndighe-

den, træffer afgørelse om at henvise sagen til Ungdomskriminalitetsnævnet. For de 10-14-

årige gælder, at de skal være mistænkt

for personfarlig kriminalitet eller anden alvorlig

kriminalitet defineret på samme vis som ovenfor. Denne gruppe henvises af politiet. De børn

og unge, der henvises til Ungdomskriminalitetsnævnet på baggrund af mistanke om eller dom

for anden alvorlig kriminalitet, skal i tilknytning hertil vurderes som værende i særlig risiko

for at begå yderligere kriminalitet.

Link til lov om bekæmpelse af Ungdomskriminalitet:

https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2018/1705

For uddybning se håndbogen: Ud af kriminalitet og tilbage i trivsel

–

håndbog til behandling af sager

omfattet lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet (https://www.ungdomskriminalitetsnaevnet.dk/lov-

givning-vejledning/index.html)

For børn og unge i alderen 10 til 14 år kan forbedringsforløbet i helt særlige tilfælde vare op til 4 år.

Begrebet mistænkt anvendes i den situation, hvor politiet på baggrund af en efterforskning anser det

for tilstrækkeligt bevist, at den rette gerningsmand er fundet.

Nævnsmødet

Sagerne i Ungdomskriminalitetsnævnet behandles i den politikreds, hvor barnet/den unges

opholdskommune er beliggende. Møderne finder sted i mødelokaler ved byretterne. Ved af-

holdelse af møder består nævnet af en byretsdommer, en ansat fra politiet og en ansat fra en

kommune.

Samtlige dommere udgør formandskabet for Ungdomskriminalitetsnævnet. Dette formand-

skab består af en formand og et antal næstformænd. Formanden eller en af næstformændene

har kompetence til selv at træffe afgørelse i visse typer sager, eksempelvis i forbindelse med

afvisning eller udsættelse af sager, jf. ungdomskriminalitetslovens § 5, stk. 2. Det er endvi-

dere formanden, der beskikker medlemmerne i Ungdomskriminalitetsnævnet. Dommerne be-

skikkes efter indstilling fra Domstolsstyrelsen, politiansatte beskikkes efter indstilling fra

Rigspolitiet, og kommunalt ansatte beskikkes efter indstilling fra Kommunernes Landsfor-

ening (herefter KL).

Der er i skrivende stund beskikket cirka 54 dommere, 61 ansatte ved

politiet og 105 kommunalt ansatte. Af hensyn til læsevenligheden er det betegnelsen dommer,

og ikke formand/næstformand, der anvendes i rapporten. Det er dog væsentligt at bemærke,

at dette alene refererer til personernes embede, og at der i forbindelse med arbejdet i Ung-

domskriminalitetsnævnet ikke afsiges domme.

Ungdomskriminalitetsnævnet er desuden organiseret med et koordinationsudvalg, der består

af formanden, et medlem indstillet af Rigspolitiet og et medlem indstillet af KL. Koordinati-

onsudvalgets opgaver er overordnet set at drøfte spørgsmål om almindelige retningslinjer for

nævnets arbejde.

Ungdomskriminalitetsnævnet betjenes af et sekretariat, der organisatorisk er placeret under

Rigspolitiet, men fungerer uafhængigt af politiets øvrige arbejde. Sekretariatet yder juridisk

og praktisk bistand til formandskabet, koordinationsudvalget og nævnets øvrige medlemmer

samt bistår Ungdomskriminalitetsnævnet med blandt andet undersøgelse af juridiske pro-

blemstillinger og udarbejdelse af afgørelsesudkast. Ungdomskriminalitetsnævnets sekretariat

har kontorer i København, Næstved, Fredericia og Århus.

Se også bekendtgørelse om forretningsorden for Ungdomskriminalitetsnævnet:

https://www.retsinfor-

mation.dk/eli/lta/2019/32

samt Årsberetning for 2019 fra Ungdomskriminalitetsnævnet:

https://www.ung-

domskriminalitetsnaevnet.dk/wp-content/uploads/2020/09/aarsberetning-2019.pdf

Nævnsmødet

Karakteristika ved børn og unge, der

har fået deres sag behandlet i

Ungdomskriminalitetsnævnet

Nedenstående opgørelser vedrører de børn og unge, der har fået deres sag behandlet ved et

nævnsmøde i Ungdomskriminalitetsnævnet i perioden fra 1. januar 2019 til 31. august 2020.

Det drejer sig om 1.025 børn og unge.

Ni af disse unge har i perioden fået en sag behandlet

i Ungdomskriminalitetsnævnet to eller tre gange, dog uden at dette karakteriseres som gen-

indbringelsessager. Det drejer sig i flere tilfælde om børn og unge, hvor der på første nævns-

møde blev truffet afgørelse om ikke at iværksætte forbedringsforløb eller straksreaktioner.

For disse unge er det alene deres første deltagelse i Ungdomskriminalitetsnævnet, der er in-

kluderet i nedenstående opgørelser.

Nedenfor fremgår oplysninger om børnenes/de unges alder, køn, herkomst, om de er bosat i

et særligt udsat boligområde, og om de var anbragt forud for deltagelse i Ungdomskrimina-

litetsnævnet. På baggrund af den manuelle sagsgennemgang af 100 sager er det også belyst,

i hvilket omfang børnene/de unge modtog foranstaltninger efter lov om social service på tids-

punktet for deltagelse i Ungdomskriminalitetsnævnet, samt i hvilket omfang der kan identi-

ficeres psykiatriske diagnoser blandt børnene/de unge.

4.1

Alder og køn

Nedenstående figur 1 viser aldersfordelingen for de 1.025 børn og unge, der har fået deres

sag behandlet i Ungdomskriminalitetsnævnet i perioden. Alderen henviser til børnenes/de

unges alder på gerningstidspunktet. Dette er gennemgående for alle opgørelser i rapporten

vedrørende alder.

Heri indgår ikke børn/unge, hvis sag er blevet afvist, førend der er afholdt nævnsmøde. Ungdomskri-

minalitetsnævnet kan afvise at behandle en sag, hvis nævnet finder, at barnet/den unge ikke er i næv-

nets målgruppe.

Nævnsmødet

Figur 1

Aldersfordeling blandt børn og unge, der har fået deres sag behandlet i Ungdomskriminalitetsnævnet. Perioden angår 1. ja-

nuar 2019 til 31. august 2020.

50%

45%

40%

35%

30%

25%

20%

15%

10%

10 år

N=1.025

28%

22%

17%

14%

11 år

12 år

13 år

14 år

15 år

16 år

17 år

Som det ses af figur 1, udgør de 14-årige den største aldersgruppe (28 pct.), hvorefter de 16-

årige følger (22 pct.) og de 15-årige (17 pct.).

Derudover ses en stort set ligelig fordeling mellem andelen af 10-14-årige, der udgør 51 pct.,

og andelen af 15-17-årige, der udgør 49 pct.

Nævnsmødet

Nedenstående figur 2 viser kønsfordelingen.

Figur 2

Kønsfordeling blandt børn og unge, der har fået deres sag behandlet i Ungdomskriminalitetsnævnet. Perioden angår 1. januar

2019 til 31. august 2020.

100%

90%

80%

70%

60%

50%

40%

30%

20%

10%

Pige

N=1.025

84%

16%

Dreng

Drengene udgør 84 pct.

–

og dermed hovedparten

–

af de børn og unge, der har fået deres sag

behandlet i Ungdomskriminalitetsnævnet.

Både blandt piger og drenge er der stort set lige mange 10-14-årige som 15-17-årige. Der er

derfor heller ingen statistisk signifikant forskel på fordelingen af de to aldersgrupper for hen-

holdsvis piger og drenge i Ungdomskriminalitetsnævnet.

4.2

Herkomst og bosat i et særligt udsat boligområde

Dette afsnit er baseret på besvarelsen af folketingsspørgsmål

, hvortil Danmarks Statistik

har bidraget med opgørelser vedrørende børn og unge, der har fået deres sag behandlet i

Ungdomskriminalitetsnævnet. Opgørelserne angår perioden fra 1. januar 2019 til 31. august

2020, og vedrører således samme 1.025 børn og unge, der i øvrigt indgår i denne rapport.

Se besvarelsen her:

https://www.ft.dk/samling/20201/almdel/REU/bilag/192/index.htm

Nævnsmødet

Figur 3 viser fordelingen af de 10-14-åriges og de 15-17-åriges herkomst, herunder andelen

med dansk oprindelse, andelen af indvandrere fra henholdsvis vestlige og ikke-vestlige lande

samt andelen af efterkommere fra henholdsvis vestlige og ikke-vestlige lande.

Figur 3

Fordeling af herkomst efter aldersgruppe for børn og unge, der har fået deres sag behandlet i Ungdomskriminalitetsnævnet.

Perioden angår 1. januar 2019 til 31. august 2020.

73%

75%

61%

60%

45%

30%

29%

21%

15%

10-14 år

Personer med dansk oprindelse

Efterkommere fra vestlige lande

N=1.025

15-17 år

Indvandrere fra vestlige lande

Efterkommere fra ikke-vestlige lande

Indvandrere fra ikke-vestlige lande

Størstedelen af børnene/de unge har dansk oprindelse, men særligt blandt de 10-14-årige er

der en relativ stor andel efterkommere fra ikke-vestlige lande.

70 ud af de 1.025 børn og unge har på tidspunktet for mødet i Ungdomskriminalitetsnævnet

været bosat i et særligt udsat boligområde. Det svarer til syv pct. Betegnelsen særligt udsat

boligområde refererer her til politiets årlige udpegning af SUB-områder, der udvælges på

baggrund af blandt andet forekomsten af kriminalitet og utryghed.

Se eksempelvis National strategi for politiets indsat i de særligt udsatte boligområder:

https://po-

liti.dk/-/media/mediefiler/landsdaekkende-dokumenter/om-politiet/strategier/national-strategi-for-politi-

ets-indsats-i-de-saerligt-udsatte-boligomraader-

2019.pdf?la=da&hash=19FAE43F07459A1146A28DCF42170F10C8797147

Nævnsmødet

4.3

Anbringelse og foranstaltninger efter lov om social service på

tidspunktet for deltagelse i Ungdomskriminalitetsnævnet

Knap en fjerdedel (23 pct.) af de 1.025 børn og unge var anbragt forud for mødet i Ungdoms-

kriminalitetsnævnet.

I den manuelle sagsgennemgang er det via sagsakter fra kommunerne, herunder den unge-

faglige undersøgelse og indstillingen, forsøgt identificeret, hvorvidt barnet/den unge modta-

ger foranstaltninger efter lov om social service på tidspunktet for deltagelse i Ungdomskri-

minalitetsnævnet. Kommunernes oplysning om dette er dog ikke ensartet i det tilgængelige

materiale, hvorfor nedenstående opgørelser kan være underestimerede og behæftet med usik-

kerhed.

Af de 100 sager, der er gennemgået manuelt, er der identificeret 56 sager, hvor den unge har

modtaget mindst én aktiv foranstaltning efter lov om social service ved sagens afgørelsesdato

i Ungdomskriminalitetsnævnet.

Hertil bemærkes, at nogle af de resterende 44 børn/unge

tidligere har modtaget foranstaltninger efter lov om social service, der er ophørt på tidspunk-

tet for deltagelse på nævnsmødet. Idet disse oplysninger ikke er registreret konsekvent i det

tilgængelige materiale, kan omfanget heraf ikke opgøres mere nøjagtigt.

Hvad angår de 56 sager, hvor den unge på tidspunktet for sagens afgørelse har en aktiv for-

anstaltning efter lov om social service, har det i 54 tilfælde været muligt at identificere, hvilke

foranstaltninger der er iværksat.

De 54 sager omfatter i alt 70 foranstaltninger, da nogle

børn/de unge modtager mere end en foranstaltning. Således er der i 40 sager identificeret én

foranstaltning, i 12 sager er der identificeret to foranstaltninger, mens der i de resterende to

sager er identificeret tre foranstaltninger.

Størstedelen af disse foranstaltninger er iværksat med baggrund i § 52 i lov om social service.

Herunder (støtte)kontaktperson/ungevejleder, som er den hyppigst forekommende foranstalt-

ning (27 sager), familiebehandling/familierådgivning eller behandling af barnets eller den

unges problemer (11 sager), dagtilbud/dagbehandlingstilbud (fire sager), misbrugsbehand-

ling (to sager) og støtte i hjemmet (en sag). I tre sager er der igangsat en forebyggende for-

anstaltning efter § 11, stk. 3 i lov om social service. Slutteligt er der i 22 sager tale om for-

anstaltninger i form af anbringelse.

Det er ikke muligt at identificere type af anbringelse.

På baggrund af det tilgængelige materiale er det ikke muligt at afgøre, hvorvidt foranstaltningerne er

iværksat som følge af den kriminelle handling, der har ledt til henvisningen til Ungdomskriminalitets-

nævnet.

Det er i rapporten ikke opgjort, hvorvidt disse foranstaltninger videreføres ved en eventuel afgørelse

om et forbedringsforløb i Ungdomskriminalitetsnævnet. Det skyldes dels et begrænset datagrundlag og

dels usikkerheder med hensyn til kvaliteten af det tilgængelige materiale.

En stor del af anbringelserne er gennemført efter § 52 i lov om social service, mens enkelte er gen-

nemført efter § 58 og § 63a i lov om social service.

Nævnsmødet

4.4

Psykiatriske diagnoser

På baggrund af sagsmaterialet fra kommunerne er der i den manuelle sagsgennemgang iden-

tificeret 29 børn/unge med psykiatriske diagnoser.

Godt to tredjedele af disse børn/unge er

diagnosticeret med ADHD eller ADD, herunder også hyperkinetiske forstyrrelser.

Derud-

over er der børn/unge, som er diagnosticeret med forskellige typer af adfærdsforstyrrelser,

reaktiv tilknytningsforstyrrelse, lettere mental retardering, paranoid skizofreni og borderline.

Godt en tredjedel af de 29 børn/unge er diagnosticeret med mere end en diagnose.

Det skal bemærkes, at opgørelsen af børn/unge med psykiatriske diagnoser ikke direkte af-

spejler omfanget af børn/unge med nedsat psykisk funktionsevne, der har fået deres sag be-

handlet i Ungdomskriminalitetsnævnet, da en psykiatrisk diagnose ikke nødvendigvis inde-

bærer en nedsat psykisk funktionsevne, se mere i afsnit 7.10.

For yderligere 29 børn/unge er der i sagsmaterialet identificeret mistanker om diagnoser.

Disse omfatter både tilfælde, hvor fagpersoner, børnene/de unge eller familiemedlemmer ud-

trykker mistanke om en diagnose eller et ønske om psykologisk/psykiatrisk udredning, og

tilfælde hvor børnene/de unge er henvist til psykiatrisk udredning, eller denne er igangsat.

Desuden omfattes tilfælde, hvor børnene/de unge er beskrevet af fagpersoner som havende

følelsesmæssige, adfærdsmæssige, sociale eller kognitive vanskeligheder og/eller indlæ-

ringsvanskeligheder.

For de resterende 42 børn/unge i sagerne fra den manuelle sagsgennemgang er der ikke iden-

tificeret psykiatriske diagnoser eller mistanker herom i sagsmaterialet.

Identifikationen af diagnoser er primært foretaget med udgangspunkt i kapitel V i WHO´s diagnosesy-

stem ICD-10.

En litteraturgennemgang af sammenhængen mellem ADHD og kriminalitet, foretaget af Det Nationale

Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE), peger på, at ADHD synes at være overhyppigt fore-

kommende blandt forskellige grupper af indsatte i fængsler.

https://www.vive.dk/da/udgivelser/resociali-

sering-af-indsatte-og-tilsynsklienter-med-opmaerksomhedsforstyrrelse-8692/

Nævnsmødet

Type af kriminalitet, der har ledt til en

henvisning til

Ungdomskriminalitetsnævnet

Som nævnt er det en mistanke om eller en dom for personfarlig kriminalitet eller anden al-

vorlig kriminalitet, der kan føre til en henvisning til Ungdomskriminalitetsnævnet. Af neden-

stående tabel 4 fremgår, i hvor stort omfang det er personfarlig kriminalitet eller anden al-

vorlig kriminalitet, der har ledt til henvisningen til Ungdomskriminalitetsnævnet.

Opgørel-

sen er fordelt på sager vedrørende 10-14-årige og sager vedrørende 15-17-årige. Det bemær-

kes, at der i nedenstående opgørelse er inkluderet sager og ikke antal personer. Det vil sige,

at de ni personer, der i perioden har fået en ny sag behandlet i Ungdomskriminalitetsnævnet

to eller tre gange, er inkluderet flere gange. Opgørelsen er således baseret på 1.035 sager.

Tabel 4

Sager vedrørende henholdsvis 10-14-årige og 15-17-årige fordelt efter type af kriminalitet, der har ledt til en henvisning til

Ungdomskriminalitetsnævnet. Perioden angår 1. januar 2019 til 31. august 2020.

Henvisning på baggrund af

personfarlig kriminalitet

Sager vedr. 10-14-årige

Antal

Andel

Sager vedr. 15-17-årige

Antal

Andel

491

92%

444

88%

Henvisning på baggrund af

anden alvorlig kriminalitet

12%

I alt

532

100%

503

100%

Det ses af tabel 4, at langt de fleste af sagerne

–

92 pct. af sagerne vedrørende de 10-14-årige

og 88 pct. af sagerne vedrørende de 15-17-årige

–

er henvist til Ungdomskriminalitetsnævnet

på baggrund af

personfarlig kriminalitet.

Tabellen viser derudover, at en større andel af de

15-17-årige henvises på baggrund af

anden alvorlig kriminalitet

sammenlignet med de 10-

14-årige. Denne forskel er statistisk signifikant.

Hvis en sag henvises både på baggrund af personfarlig kriminalitet og anden alvorlig kriminalitet, re-

gistreres det i disse opgørelser som personfarlig kriminalitet.

Heri er ikke inkluderet afviste sager.

Nævnsmødet

Af bemærkningerne til ungdomskriminalitetsloven

fremgår, at personfarlig kriminalitet

skal forstås som overtrædelse

–

og forsøg på overtrædelse

–

af bestemmelser omfattet af

straffelovens kapitel 25 om forbrydelser mod liv og legeme, kapitel 26 om forbrydelse mod

den personlige frihed, § 119 om vold og trusler mod en person i offentlig tjeneste eller hverv,

§ 123 om vidnetrusler, § 180 om ildspåsættelse under skærpende omstændigheder, seksual-

forbrydelser omfattet af §§ 216-225, § 266 om trusler, § 281 om afpresning og § 288 om

røveri. Det fremgår yderligere, at anden alvorlig kriminalitet

kan være forskellige former

for formueforbrydelser, herunder f.eks. indbrudstyveri, brugstyveri af mo torkøretøjer og be-

drageri, men også andre forbrydelser som f.eks. groft hærværk, brandstiftelse, salg af eufori-

serende stoffer og overtrædelser af våbenlovgivningen.

De nedenstående to figurer viser mere deltaljeret, hvilken type kriminalitet der har ledt til en

henvisning til Ungdomskriminalitetsnævnet for henholdsvis sager, der er henvist på baggrund

af personfarlig kriminalitet (figur 4), og sager der er henvist på baggrund af anden alvorlig

kriminalitet (figur 5). Kategorierne i figurerne er baseret på den opdeling, der anvendes i

sagssystemet i Ungdomskriminalitetsnævnets sekretariat. Det er ud fra disse oplysninger ikke

muligt at opgøre, hvorvidt barnet/den unge er mistænkt eller dømt for flere forhold. I sådanne

tilfælde registrerer sekretariatet det forhold, der vurderes som det mest alvorlige ud fra en

strafferetlig vurdering.

Se bemærkninger her:

https://www.retsinformation.dk/eli/ft/201812L00084

For at kunne blive henvist til Ungdomskriminalitetsnævnet skal barnet/den unge, foruden at være

mistænkt eller dømt for anden alvorlig kriminalitet, desuden vurderes at være i særlig risiko for at begå

yderligere kriminalitet.

Nævnsmødet

Figur 4

Type af personfarlig kriminalitet der har ledt til en henvisning til Ungdomskriminalitetsnævnet. Perioden angår 1. januar 2019

til 31. august 2020.

75%

60%

45%

30%

11%

14%

15%

0,2%

10%

N=935

Som det fremgår af figur 4, er det i de fleste tilfælde (60 pct.) voldsforbrydelser (straffelovens

§§ 244-245), der har ledt til en henvisning til Ungdomskriminalitetsnævnet.

Desuden ses,

at 14 pct. af sagerne er henvist på baggrund af trusler eller vold mod tjenestemand (straffelo-

vens § 119, stk. 1), 11 pct. af sagerne er henvist på baggrund af trusler (straffelovens § 266)

og ti pct. på baggrund af røveri (straffelovens § 288).

Kategorien øvrig personfarlig kriminalitet omfatter blandt andet vidnetrusler (straffelovens § 123), for-

sættelig fareforvoldelse (§ 252), ulovlig tvang (§ 260), afpresning (§ 281) og trusler om vold mm. over

for personer med domsmyndighed (§ 119, stk. 2).

Af Betænkningen over Forslag til lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet fremgår vedrørende de

10-14-årige, at sager angående vold, der er så ubetydelig, at det ville have ført til et tiltalefrafald, hvis

den pågældende havde været over den kriminelle lavalder, ikke skal lede til en henvisning til Ungdoms-

kriminalitetsnævnet (20181_l84_betaenkning.pdf

(ft.dk)).

Nævnsmødet

Figur 5

Type af anden alvorlig kriminalitet, der har ledt til en henvisning til Ungdomskriminalitetsnævnet. Perioden angår 1. januar

2019 til 31. august 2020.

50%

45%

40%

35%

30%

25%

20%

15%

10%

Brand

N=100

38%

Formueforbrydelse

Hærværk

Narkotika

Våben

Øvrig kriminalitet

Figur 5 viser, at 38 pct. af de henvisninger, der har baggrund i anden alvorlig kriminalitet,

angår formueforbrydelser, herunder indbrudstyveri, brugstyveri og bedrageri. En fjerdedel af

henvisningerne angår kategorien narkotika, hvilket omfatter overtrædelser af lov om eufori-

serende stoffer og/eller straffelovens § 191. 15 pct. angår brand (straffelovens § 181 og §

182). Kategorien øvrig kriminalitet omfatter blandt andet blufærdighedskrænkelse (straffelo-

vens § 232) samt deling og besiddelse af børnepornografi (straffelo vens § 235).

Nævnsmødet

Forberedelse til nævnsmøde

Når et barn/en ung henvises til Ungdomskriminalitetsnævnet, udarbejder barnet/den unges

opholdskommune en ungefaglig undersøgelse, der blandt andet skal afdække ressourcer og

problemer hos barnet/den unge og familien, samt en indstilling til et eventuelt forbedrings-

forløb og/eller en straksreaktion. Den ungefaglige undersøgelse og indstillingen afdækkes i

en anden delevaluering, mens det følgende beskriver afholdelse af formøde forud for nævns-

mødet og forberedelsen af børn/unge på nævnsmødet.

6.1

Formøde

Umiddelbart inden der afholdes et nævnsmøde i Ungdomskriminalitetsnævnet, mødes nævns-

medlemmerne til et formøde. I interviewene med nævnsmedlemmerne beskrives formødet

som en mulighed for

–

på baggrund af sagsmaterialet fra kommunen

–

at planlægge, hvordan

nævnsmødet skal gribes an, for at barnet/den unges perspektiv belyses bedst muligt. Det om-

fatter eksempelvis en drøftelse af, hvilke spørgsmål der vurderes relevant at stille barnet/den

unge, og en rollefordeling i forhold til hvem der stiller barnet/den unge spørgsmål. Drøftel-

serne på formødet kan også have en mere praktisk karakter, såsom hvordan mødedeltagerne

skal placeres ved mødebordet eller planlægning af pauser. I forbindelse hermed drøftes det

også, om der skal tages særlige hensyn til barnet/den unge på nævnsmødet og i så fald hvilke

hensyn, jf. også afsnit 7.10.1. Herudover beskrives det, at formødet anvendes til at drøfte

indstillingen fra kommunen, herunder om der på nævnsmødet skal stilles uddybende spørgs-

mål til denne.

De fleste nævnsmedlemmer opfatter formødet som vigtigt og nødvendigt i forhold til at etablere

et fælles udgangspunkt for afviklingen af nævnsmødet. Der er afsat en halv time til formødet,

men en hel del tilkendegiver i interviewene, at det i praksis ofte er kortere.

Nævnsmedlemmerne er i spørgeskemaet spurgt til deres vurdering af samarbejdet med de

øvrige nævnsmedlemmer på formødet. Knap 90 pct. vurderer, at der er et godt samarbejde.

I interviewene beskrives det, at der er en ligeværdig dialog på formøderne, hvor der ofte

fremkommer forskellige perspektiver i forhold til sagsmaterialet grundet nævnsmedlem-

merne forskellige faglige baggrunde.

I tilfælde af at en børnesagkyndig deltager på nævnsmødet, deltager vedkommende typisk

også på formødet. Det beskrives i interviewene med nævnsmedlemmerne, at de børnesagkyn-

dige kan bidrage med deres psykologfaglige blik og oplyse om eventuelle psykiatriske diag-

noser eller psykologiske udredninger, der fremgår af materialet fra den indstillende kom-

mune. Dette i forhold til at belyse, hvordan børnenes/de unges eventuelle nedsatte psykiske

Svarfordelingen fremgår af bilagsfigur 1.

Nævnsmødet

funktionsevne kan påvirke deres hverdag generelt, og hvilken betydning det kan have for

deltagelsen på nævnsmødet specifikt. I spørgeskemaet er nævnsmedlemmerne bedt om at

vurdere, i hvor stor en andel af sagerne den børnesagkyndiges deltagelse på formødet bidrager

med en yderligere faglig indsigt i barnet/den unge, se nedenstående figur 6.

Figur 6

Nævnsmedlemmernes vurdering af andelen af nævnsmøder, hvor den børnesagkyndiges deltagelse på formødet bidrager med

en yderligere faglig indsigt i barnet/den unge, fordelt efter faggruppe

100%

90%

80%

70%

60%

50%

40%

30%

20%

10%

Mindre end 10 pct.

10 pct. til 44 pct.

Dommere

N=131

73%

59%

39%

32%

27%

22%

12%

45 pct. til 55 pct.

Politiansatte

56 pct. til 90 pct.

Mere end 90 pct.

14% 12%

Kommunalt ansatte

73 pct. af dommerne vurderer, at de børnesagkyndige på mere end 90 pct. af nævnsmøderne

bidrager med yderligere faglig indsigt i barnet/den unge. De kommunalt ansatte nævnsmedlem-

mer vurderer, at de børnesagkyndige noget sjældnere bidrager med yderligere faglig indsigt. 29

pct. svarer således, at dette forekommer i cirka halvdelen eller færre af nævnsmøderne.

6.2

Forberedelse af børn/unge til nævnsmødet

Børn/unge, der henvises til Ungdomskriminalitetsnævnet, bliver

–

i forbindelse med at der skal

udarbejdes en ungefaglig undersøgelse og en indstilling

–

kontaktet af den kommune, der er

Otte respondenter har svaret ”Ved ikke”, ”Det har ikke været aktuelt” eller undladt at svare. Disse er

ikke inkluderet i beregningerne til figuren.

Nævnsmødet

ansvarlig for barnet/den unge.

Flere af de interviewede ungetilsynsførende og enkelte nævnsmedlemmer fortæller, at bør-

nene/de unge generelt ikke forekommer at være tilstrækkelig forberedte på deltagelsen i nævns-

mødet. De ungetilsynsførende tilkendegiver, at de ofte oplever et behov for at tage en kort sam-

tale umiddelbart inden nævnsmødet med barnet/den unge og forældremyndighedsindehavere i

forhold til at oplyse om formålet med nævnsmødet og konsekvenserne ved afgørelserne.

I interviewene med børnene/de unge og forældremyndighedsindehavere gives der også udtryk

for en oplevelse af ikke at være blevet tilstrækkelig forberedt på deltagelse i nævnsmødet. Flere

tilkendegiver, at de enten slet ikke eller kun i begrænset omfang inden mødet var blevet oplyst

om formålet med nævnsmødet og om mødets forløb. En af de unge udtrykker det således:

Man fik bare at vide, man skulle komme til et møde. Man fik ikke at vide, hvad

det møde gik ud på. Og man fik ikke at vide, hvad det er, man skal tænke over,

og eventuelle spørgsmål, man kan blive stillet på det møde. Så der er ikke

nogen af os, der har haft mulighed for at tænke.

Nogle forældremyndighedsindehavere, kontaktpersoner og interviewede fagpersoner påpeger,

at de kommunale sagsbehandlere har forsøgt at oplyse om deltagelsen på nævnsmødet, men

at det kan være svært for børnene/de unge at forholde sig til. Enkelte forældremyndighedsin-

dehavere bemærker også, at de sagsbehandlere eller advokater, som de var i kontakt med

inden mødet, ikke selv havde erfaring med at deltage på et møde i Ungdomskriminalitets-

nævnet.

De interviewede repræsentanter fra indstillende kommuner

nævner, at de i forbindelse udar-

bejdelsen af indstillingen og den ungefaglige undersøgelse forbereder barnet/den unge på at del-

tage på mødet i Ungdomskriminalitetsnævnet, herunder at de forklarer, hvad mødet kommer til

at handle om, hvem der deltager på mødet, og hvad udfaldet af mødet kan blive. En enkelt af de

interviewede tilkendegiver, at hun i forbindelse med forberedelsen har anvendt videomateriale

fra Ungdomskriminalitetsnævnet, der beskriver nævnsmødet og forløbet i Ungdomskriminali-

tetsnævnet.

De interviewede advokater nævner også, at de i sager, hvor de repræsenterer bar-

net/den unge på et nævnsmøde, på forhånd har haft et møde med vedkommende, hvor de oplyser

om Ungdomskriminalitetsnævnet generelt og nævnsmødet specifikt.

Som er udvalgt til interview på baggrund af erfaring med deltagelse i Ungdomskriminalitetsnævnet.

Videoen er tilgængelig på Ungdomskriminalitetsnævnets hjemmeside:

https://www.ungdomskriminali-

tetsnaevnet.dk/video-og-folder/index.html

Se dog afsnit 7.6.3 i forhold til en generel opfattelse af, at nogle advokater i Ungdomskriminalitets-

nævnet virker uforberedte og har misforstået Ungdomskriminalitetsnævnets funktion.

Nævnsmødet

7.1

Nævnsmødet

Udeblivelse, afhentning ved politiet og udsættelse

Af ungdomskriminalitetslovens §§ 37-38 fremgår blandt andet, at barnet/den unge og foræl-

dremyndighedsindehavere skal være til stede under hele mødet i Ungdomskriminalitetsnæv-

net, og at sagen kan udsættes, hvis dette ikke er tilfældet. Dog kan nævnsmødet under visse

betingelser gennemføres uden barnets/den unges og/eller forældremyndighedsindehaveres

tilstedeværelse.

Af dataudtrækket fra Ungdomskriminalitetsnævnets sekretariat fremgår, at der har været ude-

blivelser i 176 ud af de 1.035 sager i perioden fra 1. januar 2019 til 31. august 2020. Heraf er

det i langt de fleste tilfælde (95 pct.) en eller begge forældremyndighedsindehavere, der er

udeblevet. Det skal pointeres, at dette også inkluderer lovligt forfald. I 138 af de 176 sager

er mødet gennemført, og der truffet en afgørelse på trods af udeblivelsen, jf. ungdomskrimi-

nalitetslovens § 38, stk. 2 og 3.

I forbindelse med at barnet/den unge og/eller forældremyndighedsindehaver e er udeblevet

uden lovligt forfald, kan politiet bistå med at afhente de pågældende parter, således at de

deltager på nævnsmødet. Politiet har på denne vis bistået med at afhente et barn/en ung i fem

tilfælde og en forældremyndighedsindehaver i syv tilfælde.

I 130 tilfælde er mødet blevet udsat i Ungdomskriminalitetsnævnet. Heraf har 48 været udsat

forud for nævnsmødet, mens 62 er blevet udsat under nævnsmødet. For 20 sager har der været

flere udsættelser. Hvad angår møderne, der er udsat forud for afholdelse af nævnsmødet, er

årsagen i

42 pct. af tilfældene angivet som ”Øvrig årsag (f.eks. manglende tolk)”. I

knap hvert

tredje tilfælde er årsagen til udsættelse forud for nævnsmødet, at der ikke er tilstrækkeligt

oplysningsgrundlag i sagen. Møder, der er udsat under nævnsmødet, er i mere end halvdelen

af tilfældene udsat som følge af, at oplysningsgrundlaget i sagen ikke er tilstrækkeligt, og i

godt hvert tredje tilfælde skyldes udsættelsen parternes udeblivelse.

7.2

Fristoverholdelse for nævnsmøder

Sager for Ungdomskriminalitetsnævnet skal fremmes med den fornødne hurtighed, jf. ung-

domskriminalitetslovens § 25. Af aftaleteksten om ungdomskriminalitetsreformen fremgår

blandt andet, at der fastsættes skarpe frister for Ungdomskriminalitetsnævnets behandling af

sagerne, hvilket har til formål at sikre, at børnene/de unge mærker en hurtig konsekvens ved

deres handlinger.

Det fremgår af bemærkningerne til loven, at en sag vedrørende en 10-14-årig som udgangs-

punkt skal behandles senest fire uger efter politiets henvisning af sagen til nævnet. Sager

Nævnsmødet

vedrørende 15-17-årige skal som udgangspunkt behandles inden 14 dage efter rettens ende-

lige dom i straffesagen.

Det vil sige senest 14 dage efter, at ankefristen er udløbet. Anke-

fristen er som udgangspunkt 14 dage, og nævnsmødet vil derfor typisk skulle afholdes senest

fire uger efter domsafsigelsen.

Tiden fra henvisning til Ungdomskriminalitetsnævnet til afholdelse af nævnsmødet er afsat

til kommunal sagsbehandling og til Ungdomskriminalitetsnævnets, barnets/den unges, foræl-

dremyndighedsindehavere og eventuelle partsrepræsentanters forberedelse af sagen. I praksis

skal et nævnsmøde i de fleste tilfælde berammes til afholdelse på den dag, fristen udløber,

for at sikre, at der er afsat tid til kommunal sagsbehandling og til parternes forberedelse af

sagen.

Til brug for belysning af fristoverholdelse i Ungdomskriminalitetsnævnet er der indhentet

oplysninger fra Ungdomskriminalitetsnævnets sekretariat.

Tabel 5 viser opgørelser over fristoverholdelse i Ungdomskriminalitetsnævnet.

Tabel 5

Antal afgørelser i de pågældende perioder og andelen heraf, der er behandlet inden for eller efter fristen.

1. halvår 2019

10-14

årige

Antal sager afgjort i nævnet i

perioden

Andel sager behandlet inden

for fristen.

Andel sager behandlet mellem

1 og 7 dage efter fristen

Andel sager behandlet mellem

8 dage og 4 uger efter fristen

Andel sager behandlet senere

end 4 uger efter fristen

133

15-17

årige

2. halvår 2019

10-14

årige

180

15-17

årige

223

1. halvår 2020

10-14

årige

165

15-17

årige

166

3. kv. 2020

10-14

årige

121

15-17

årige

126

57 %

36 %

24 %

25 %

34 %

36 %

51 %

42 %

19 %

16 %

28 %

22 %

28 %

37 %

48 %

15 %

13 %

36 %

31 %

77 %

81 %

Som det ses af tabel 5, var det i begge halvår i 2019 hovedparten af sagerne, der blev behand-

let inden for fristen eller mellem en og syv dage efter fristen. For perioderne i 2020 er det

Hvis den unge skal afsone en ubetinget fængselsstraf forudsættes det, at sagen som udgangspunkt

skal behandles senest 14 dage før prøveløsladelses- eller løsladelsestidspunktet.

Nævnsmødet

hovedparten af sagerne, der behandles otte dage eller mere efter fristen. Ungdomskriminali-

tetsnævnets sekretariat oplyser en række forskellige årsager til fristoverskridelserne.

De markante fristoverskridelser i 2020 er i de fleste tilfælde relateret til situationen vedrø-

rende COVID-19.

Dette skyldes både begrænsede muligheder for afvikling af fysiske

nævnsmøder i foråret 2020, og at der er sket aflysning af nævnsmøder som følge af lovligt

forfald hos den unge eller en af forældremyndighedsindehaverne grundet sygdom, symptomer

på COVID-19 eller testning herfor.

Sekretariatet har siden andet halvår af 2019 indtil sensommeren 2020 været underbemandet,

og dette har også i stort omfang været medvirkende til, at fristerne ikke kunne overholdes.

Generelt for alle perioder oplyses det, at fristoverskridelserne på mellem en og syv dage pri-

mært skyldes, at det ikke har været muligt at afvikle nævnsmøderne på de forhåndsberam-

mede nævnsdage inden for fristen, hvorfor disse er afholdt ved den næstkommende forhånds-

berammede nævnsdag efter fristen. Derudover nævnes, at fristoverskridelserne i flere tilfælde

skyldes eller har været påvirket af:

at nævnet ikke har modtaget oplysning om en dom, hvor der er sket henvisning til be-

handling i nævnet, før flere dage eller uger efter domsafsigelsen.

at den unge er tiltalt for ny kriminalitet og nævnsmødet har afventet løsladelse fra va-

retægtsfængsling eller dom i en ny straffesag.

at kommunen ikke har kunnet nå at udarbejde den ungefaglige undersøgelse.

at ansvaret for barnet eller den unge under forløbet er overgået fra en kommune til en

anden med den konsekvens, at sagen skulle behandles i en anden retskreds.

at børn/unge og/eller forældremyndighedsindehavere har haft forfald på grund af syg-

dom.

at der inden for få dage er blevet henvist flere sager, der skulle behandles i samme

politikreds

–

i særdeleshed ved større sagskomplekser med flere børn og unge

–

således

at der skulle afvikles mange nævnsmøder inden for kort tid.

at der har været ferieperioder, hvor nogle børn/unge og/eller forældremyndighedsinde-

havere har haft forfald, og nævnsmødeaktiviteten har været nedsat.

Nogle af de interviewede nævnsmedlemmer påpeger vigtigheden af, at sagerne i Ungdoms-

kriminalitetsnævnet fremmes med den fornødne hurtighed, da en lang sagsbehandlingstid ek-

sempelvis vurderes at gøre det vanskeligere for barnet/den unge at forstå formålet med Ung-

domskriminalitetsnævnet, herunder at børnene/de unge mærker en hurtig konsekvens af deres

handlinger, samt at øge risikoen for, at barnet/den unge begår ny kriminalitet inden nævns-

mødet.

Ungdomskriminalitetsnævnet er blevet bevilliget midler til at nedbringe de sager, der har hobet sig op

som følge af denne situation.

Sekretariatet har fået flere nye medarbejdere i august og september 2020.

Nævnsmødet

7.3

Fysiske rammer for nævnsmøder

Nævnsmøderne afholdes som udgangspunkt i mødelokaler ved byretterne.

I forbindelse med interviewene er fagpersonerne bedt om at vurdere de fysiske rammer for

nævnsmøderne. De fleste af de interviewede nævnsmedlemmer og børnesagkyndige vurde-

rer, at hovedparten af de lokaler, som de har stiftet bekendtskab med, har været egnede til

afholdelse af nævnsmøder. Et godt mødelokale beskrives først og fremmest som et lokale af

rette størrelse, hvilket vil sige, at det hverken er for lille eller for stort.

Et for lille mødelo-

kale med mange mødedeltagere anses ikke for at være hensigtsmæssigt, men samtidig gives

der udtryk for, at et for stort mødelokale omvendt kan være med til at skabe afstand og til at

hæmme etableringen af kontakt med barnet/den unge. Herudover nævnes forhold såsom god

ventilation og ordentlig akustik som centralt for muligheden for at afvikle mødet under de

mest optimale betingelser.

Flere af de interviewede ungetilsynsførende og repræsentanter fra de indstillende kommuner

har en mere negativ opfattelse af de fysiske rammer i forbindelse med afviklingen af nævns-

møderne. Dette angår særligt de rum, hvor det er muligt at opholde sig henholdsvis umiddel-

bart inden nævnsmødet, under nævnsmedlemmernes votering og umiddelbart efter afgørel-

sen, idet der her er mulighed for dialog med barnet/den unge og familien for både de unge-

tilsynsførende og repræsentanterne fra de indstillende kommuner. Det vurderes således som

værende problematisk, når de fysiske betingelser for denne dialog ikke er optimale, herunder

for små eller fælles venteområder, hvor der ikke er mulighed for at gå for sig selv og tale

fortroligt med familien.

Ligeledes nævnes eksistensen af hensigtsmæssige venteområder og muligheden for let og

hurtigt at komme ind og ud af retsbygningen som forhold, der er vigtige i relation til indlæg-

gelsen af pauser under nævnsmødet.

Yderligere et forhold vedrørende de fysiske rammer, som adresseres af nogle af de ungetil-

synsførende og repræsentanter fra de indstillende kommuner, er, at møderne foregår i en rets-

bygning. Det vurderes, at nogle af børnene/de unge har vanskeligt ved at forstå, at det ikke

er et retsmøde, de deltager i. En af repræsentanterne fra en indstillende kommune udtrykker

det således:

Jeg synes, at det kan være svært at forklare over for den unge og familierne, at

det ikke er en retssag, og at de ikke skal have en dom. Det er rammerne også

med til at lave det set-up. Så er der nogle dommere, der er gode til at få det talt

ned, men det er ikke alle. Der er stor forskel på det.

En af dommerne påpeger i den forbindelse, at jo mere retssalslignende lokalet er, jo højere krav

stiller det til dommeren, der er mødeleder, i forhold til at skabe et rum for dialog med barnet/den

unge. En af de interviewede unge har oplevet, at nævnsmødet blev afholdt i en retssal grundet

Flere påpeger, at der i forbindelse med afstandskrav grundet situationen vedrørende COVID-19 er

anvendt andre, større lokaler.

Nævnsmødet

afstandskrav som følge af COVID-19. Han beskriver oplevelsen således:

Jeg vidste ikke, at mø-

det blev holdt der, fordi der er Corona, og vi skal holde afstand. Jeg kommer bare ind og ser en

kæmpe sal og

tænker ”hold da op, det ligner noget fra Prison Break.”

7.4

Varighed af og deltagere ved nævnsmøder

I den manuelle sagsgennemgang har det i 97 af sagerne været muligt at identificere nævns-

mødets varighed. Heraf har nævnsmødet i 86 pct. af tilfældene varet mellem 30 minutter og

to timer. Ud af de 97 sager varede det korteste møde 15 minutter, og det længste varede to

timer og 40 minutter. Dette inkluderer både afviklingen af selve nævnsmødet, voteringen og

formidlingen af afgørelsen.

I forbindelse med den manuelle sagsgennemgang er der desuden lavet en optælling af, hvor

mange personer der har deltaget på nævnsmøderne.

Figur 7

Fordeling af antal deltagere på nævnsmøderne.

50%

45%

40%

35%

30%

25%

20%

15%

10%

N=100

32%

24%

19%

Som det ses af figur 7, har der deltaget mellem ni og 18 personer på nævnsmøderne. I tre

fjerdedele af sagerne har der været mellem ti og 12 deltagere.

Nævnsmødet

I alle 100 sager har der deltaget en medarbejder fra Ungdomskriminalitetsnævnets sekretariat,

en dommer, et nævnsmedlem fra politiet

, et nævnsmedlem fra kommunen, en ungetilsyns-

førende fra Ungekriminalforsorgen

og mindst én repræsentant fra den indstillende kom-

mune. Med hensyn til sidstnævnte har der i 26 tilfælde deltaget to personer, hvor den ekstra

repræsentant i mange tilfælde er en juridisk medarbejder eller en leder. I en sag har barnet/den

unge ikke deltaget, og i 13 sager har en af forældremyndighedsindehaverne ikke deltaget.

Nedenstående figur 8 viser, hvilke øvrige personer der har deltaget på nævnsmøderne.

Figur 8

Andel møder med forskellige deltagere.

75%

60%

49%

45%

47%

30%

26%

15%

14%

N=100

Ved knap halvdelen af møderne har der deltaget en børnesagkyndig. Der har deltaget en bør-

nesagkyndig i 42 ud af 50 sager med 10-14-årige. I de resterende otte sager var den unge

fyldt 15 år forud for afholdelse af mødet.

Der har deltaget en børnesagkyndig på syv ud af

50 møder med 15-17-årige.

I to tilfælde har der på mødet desuden deltaget en observatør fra politiet.

I et tilfælde har der deltaget to ungetilsynsførende på mødet.

I disse tilfælde har en anden forældremyndighedsindehaver deltaget.

Som tidligere nævnt henviser alderen til børnene/de unges alder på gerningstidspunktet.

Nævnsmødet

I 47 pct. af møderne har der deltaget en eller flere ressourcepersoner. I 38 tilfælde har der

deltaget en ressourceperson, i syv tilfælde to og i to tilfælde har der deltaget tre ressource-

personer. Ressourcepersonerne er i de fleste tilfælde en kontaktperson for barnet/den unge

(18 tilfælde). Derudover kan ressourcepersonerne være medarbejdere fra bosteder, instituti-

oner eller andre sociale tilbud, familiemedlemmer, medlemmer fra plejefamilie eller unge-

konsulenter/vejledere.

Ved godt en fjerdedel af møderne har barnet/den unge haft advokatbistand under nævnsmø-

det, mens forældremyndighedsindehavere har haft advokatbistand ved 15 pct. af møderne.

Ved seks møder har der deltaget en eller flere bisiddere.

Bisidderne har været familiemed-

lemmer eller socialfaglige fagpersoner.

7.4.1

Overvejelser vedrørende antallet af mødedeltagere

I interviewene er der flere fagpersoner, som adresserer antallet af deltagere på nævnsmødet,

og hvilken indvirkning det vurderes at have på barnet/den unge. En hel del har indtrykket af,

at det for barnet/den unge må virke overvældende og vanskeligt at forholde sig til de mange

mødedeltagere, særligt for den yngste del af målgruppen. Omvendt påpeger flere, at de mange

deltagere også er med til at markere alvorligheden i situationen.

De fleste fagpersoner påpeger også, at de oplever, at alle deltagere har en funktion og spiller

en rolle på mødet. Det nævnes blandt andet, at inddragelsen af de forskellige personer på

nævnsmødet, der kender barnet/den unge, eksempelvis ressourcepersoner eller kontaktperso-

ner, kan bidrage med yderligere indsigt i barnets/den unges ressourcer og problemer. Inddra-

gelsen af de forskellige mødedeltagere kan således bidrage til en helhedsorienteret vurdering

af barnet/den unges situation, hvilket er et af formålene med oprettelsen af Ungdomskrimi-

nalitetsnævnet.

Dog er der flere af de interviewede nævnsmedlemmer, der undrer sig over, at de indstillende

kommuner i nogle tilfælde deltager med mere end en repræsentant på mødet. En af de inter-

viewede kommunale sagsbehandlere fra en indstillende kommune forklarer følge nde som en

årsag til, at det i nogle tilfælde kan være væsentligt, at en leder deltager på nævnsmødet:

Jf. ungdomskriminalitetslovens § 31, stk. 6 skal barnet/den unge og forældre spørges, om de ønsker

bestemte ressourcepersoner indkaldt til nævnsmødet, herunder om grundene hertil. Det har i den manu-

elle sagsgennemgang været forsøgt at identificere, hvorvidt barnet/den unge havde ønsket, at bestemte

ressourcepersoner skulle deltage på mødet, og i så fald hvorvidt pågældende hav de deltaget på mødet,

men da oplysningerne vedrørende dette er behæftet med for stor usikkerhed, har det ikke været muligt

at opgøre.

I en sag har to advokater deltaget med bistand til forældremyndighedsindehaverne.

I en sag har der deltaget to bisiddere.

Se bemærkninger til ungdomskriminalitetsloven.

Nævnsmødet

Det kan eksempelvis være rart at have en leder med i tilfælde, hvor nævnet

træffer afgørelse om anbringelse, selvom vi ikke har indstillet til det. Hvis de

peger på en anbringelse, så skal det gå lidt stærkt, for så er der typisk effektue-

ring lige bagefter. Og så står vi der uden en plan. For hvis jeg ikke har indstillet

til anbringelse, så har jeg ikke fundet et sted. Der kan det være meget rart, hvis

der er en leder med i forhold til at lave et match med et anbringelsessted, og

hvilken metode som stedet skal anvende. Det er jo ikke noget, som nævnet kan

afgøre.

Blandt nævnsmedlemmer er der enkelte, som mener, at antallet af mødedeltagere i nogle til-

fælde kan være et problem for at afvikle mødet på hensigtsmæssig vis og efterspørger mere

fleksible rammer for mødeafviklingen.

Andre fagpersoner opfatter ikke antallet af deltagere

som et problem. En af de børnesagkyndige pointerer eksempelvis, at en del af deltagerne på

mødet er personer, som barnet/den unge kender og er trygge ved, herunder forældremyndig-

hedsindehavere og ressourcepersoner. Derudover nævner nogle af nævnsmedlemmerne, at de

i dialogen med barnet/den unge forsøger at afbøde indvirkningen af de mange deltagere, og

at selve placeringen af deltagerne i mødelokalet også kan have en betydning. I forhold til

sidstnævnte er der blandt nævnsmedlemmerne en ensartet beskrivelse af, hvordan mødedel-

tagerne placeres rundt om mødebordet. Beskrivelsen omfatter et aflangt eller ovalt bord, hvor

nævnsmedlemmer og eventuelt den børnesagkyndige sidder i midten på den ene side, mens

barnet/den unge, forældremyndighedsindehavere og eventuelle ressourcepersoner og advoka-

ter sidder overfor, og de resterende mødedeltagere er placeret i begge sider. Placeringen af

deltagerne, samt det forhold at det kun er enkelte af personerne, som barnet/den unge har en

dialog med under mødet, vurderes som en måde, hvorpå nogle af de andre mødedeltagere

fremtræder mere perifert på mødet.

Enkelte af de interviewede børn/unge udtrykker, at de ikke forstod, hvorfor de mødedeltagere,

der ikke spillede så aktiv en rolle på mødet, var til stede. Flere af børnene/de unge har dog ikke

oplevet det som et problem, at der var mange deltagere på mødet. En siger eksempelvis:

Det

var fint nok, for vi var ligeså mange, som de var. Jeg tror, at hvis jeg kun havde siddet med min

far, så havde det måske været lidt overvældende. Men fordi både min far, min mor og min kon-

taktperson var der, så er det ikke ligeså overvældende.

7.5

Nævnsmedlemmernes rolle og bidrag på nævnsmødet

Når der i nærværende kapitel refereres til nævnsmødet, henviser det til den del af mødet, der

finder sted, inden nævnsmedlemmerne trækker sig tilbage for at votere.

Se mere vedrørende dette i afsnit 7.11 om hensyn og individuel tilrettelæggelse af nævnsmøder.

Nævnsmødet

Dommernes

rolle ved nævnsmødet er at agere mødeleder og ved mødets begyndelse at sikre

sig barnets/den unges og forældremyndighedsindehaveres identitet samt kontrollere, at øv-

rige nødvendige mødedeltagere er til stede.

På nævnsmøder, hvor der ikke deltager en bør-

nesagkyndig, beskriver en del af de interviewede nævnsmedlemmer, at det desuden er dom-

meren, der som udgangspunkt fører dialogen med barnet/den unge. Andre beskriver, at der

blandt nævnsmedlemmerne er en mere ligelig fordeling af taletid.

Ifølge de interviewede nævnsmedlemmer bidrager

de kommunalt ansatte

på nævnsmøderne

særligt med deres indsigt i socialfaglige indsatser og kendskab til det kommunale system,

herunder eksempelvis ved at kunne spørge ind til specifikt indhold i de indstillede indsatser,

som er væsentligt at få afdækket.

De ansatte ved politiet

bidrager, ifølge de øvrige interviewede nævnsmedlemmer, med deres

kendskab til kriminalitetsbilledet i lokalområdet, hvilket indebærer, at de kan spørge bar-

net/den unge om, hvor vedkommende opholder sig i fritiden, hvem vedkommende er sammen

med og lignende spørgsmål, der kan afdække væsentlige kriminalitetsrisikofaktorer. Derud-

over beskriver nogle også, at tilstedeværelsen af ansatte fra politiet ved nævnsmøderne er

med til at markere alvoren af situationen.

Samlet set synes der på baggrund af interviewene med nævnsmedlemmerne at være en opfat-

telse af, at de forskellige nævnsmedlemmer hver især har relevante og væsentlige bidrag un-

der nævnsmødet samt af, at nævnsmedlemmernes forskellige fagligheder supplerer og under-

støtter hinanden godt. Nævnsmedlemmerne vurderer derfor, at sammensætningen af nævnet

bidrager til en helhedsvurdering af barnets/den unges situation, hvilket er et af formålene med

etableringen af Ungdomskriminalitetsnævnet.

7.5.1

Samarbejdet mellem nævnsmedlemmer på nævnsmødet

For så vidt angår samarbejdet mellem nævnsmedlemmerne på nævnsmødet, er den overve-

jende opfattelse blandt de interviewede nævnsmedlemmer, at dette fungerer godt og er præget

af gensidig respekt. I spørgeskemaet er nævnsmedlemmerne adspurgt, hvordan de generelt

vurderer samarbejdet med de andre nævnsmedlemmer under nævnsmødet. Nedenstående fi-

gur 9 viser fordelingen af svarene blandt nævnsmedlemmerne.

Se også § 30 i bekendtgørelse om forretningsorden for Ungdomskriminalitetsnævnet.

Nævnsmødet

Figur 9

Nævnsmedlemmernes vurdering af samarbejdet under nævnsmødet fordelt efter faggruppe

100%

90%

80%

70%

60%

50%

40%

30%

20%

10%

97%

92%

84%

13%

Godt

Overvejende godt

Dommere

Både godt og dårligt

Politiansatte

Overvejende dårligt

Dårligt

Kommunalt ansatte

N=139

Besvarelserne af spørgeskemaet afspejler samme opfattelse, som fremgår af interviewene,

idet langt hovedparten af nævnsmedlemmerne vurderer, at der er et godt samarbejde under

nævnsmødet, jf. figur 9.

7.6

7.6.1

Øvrige fagpersoners rolle og bidrag på nævnsmødet

Børnesagkyndige

Børnesagkyndige skal deltage på nævnsmøder, når sagen vedrører en 10-14-årig samt i sær-

lige tilfælde vedrørende 15-17-årige.

Sidstnævnte eksempelvis når der indstilles til en an-

bringelse, jf. ungdomskriminalitetslovens § 6. Af bemærkningerne til ungdomskriminalitets-

loven fremgår, at den børnesagkyndiges opgave generelt vil være at sikre en yderligere faglig

indsigt i forhold til børn og unge.

I interviewene beskriver de fleste fagpersoner, at det som udgangspunkt er den børnesagkyn-

dige, når en sådan er til stede, der fører dialogen med barnet/den unge. De interviewede giver

Se afsnit 7.4 vedrørende andelen af nævnsmøder hvor en børnesagkyndig har deltaget.

Nævnsmødet

samtidig udtryk for, at de anser de børnesagkyndiges bidrag på nævnsmødet som væsentlig.

Det berettes eksempelvis, at de børnesagkyndige kan stille spørgsmål, som afdækker bar-

net/den unges ressourcer og udfordringer på anden vis end nævnsmedlemmerne. Der peges

også på, at de børnesagkyndige kan bidrage med at skabe en tryg atmosfære for barnet/den

unge, samt at de kan være med til at skabe kontakt og åbne for dialogen, særligt i samtaler

om sårbare emner, eller hvor barnet/den unge er svær at nå ind til.

I interviewene er det en udbredt opfattelse

–

på tværs af alle øvrige faggrupper

–

at kompe-

tencerne relateret til de ovennævnte forhold er meget varierende blandt de børnesagkyndige.

Blandt de interviewede fagpersoner er en opfattelse af, at nogle af de bø rnesagkyndige ikke

har tilstrækkelig erfaring med at føre samtaler med målgruppen. Der gives eksempler på, at

nogle af de børnesagkyndige vurderes at have vanskeligt ved at skabe kontakt og holde fast i

dialogen med barnet/den unge, at nogle stiller for abstrakte eller irrelevante spørgsmål, eller

undlader at stille nødvendige, svære spørgsmål.

Overordnet set er der således en vurdering af, at de børnesagkyndige, der formår at skabe

rammerne for en god dialog med barnet/den unge, yder et væsentligt bidrag til at løfte kvali-

teten af nævnsmøderne. Det drejer sig særligt om at få udfoldet relevante refleksioner fra

barnet/den unge og forældremyndighedsindehavere, som kan være med til at danne grundlag

for at træffe den mest hensigtsmæssige afgørelse. Omvendt opleves det derfor også som et

problem, at nogle børnesagkyndige ikke vurderes at have de rette kompetencer til og/eller

erfaring med samtale med denne målgruppe.

De fleste nævnsmedlemmer tilkendegiver, at afgrænsningen

af de børnesagkyndiges delta-

gelse på nævnsmøder er velfungerende, mens få giver udtryk for et ønske om børnesagkyn-

diges deltagelse ved flere nævnsmøder.

I spørgeskemaet er nævnsmedlemmerne bedt om at vurdere andelen af nævnsmøder, hvor

den børnesagkyndiges deltagelse styrker dialogen med barnet/den unge.

Nedenstående figur

viser fordelingen af svarene for hver faggruppe.

Det omfatter som nævnt nævnsmøder med 10-14-årige samt i særlige tilfælde nævnsmøder med 15-

17-årige, eksempelvis hvis der indstilles til anbringelse.

Respondenterne er bedt om alene at tage udgangspunkt i de møder, hvor en børnesagkyndig delta-

ger.

Nævnsmødet

Figur 10

Nævnsmedlemmernes vurdering af andelen af nævnsmøder, hvor den børnesagkyndiges deltagelse styrker dialogen med bar-

net/den unge, fordelt efter faggruppe

100%

90%

80%

71%

70%

60%

50%

40%

30%

21%

20%

10%

Mindre end 10 pct.

10 pct. til 44 pct.

Dommere

N=132

59%

35%

27%

14%

37%

11%

45 pct. til 55 pct.

Politiansatte

56 pct. til 90 pct.

Mere end 90 pct.

Kommunalt ansatte

Det ses af figur 10, at størstedelen (71 pct.) af dommerne mener, at de børnesagkyndiges

deltagelse styrker dialogen ved mere end 90 pct. af nævnsmøderne, mens det er 37 pct. af de

kommunalt ansatte, der svarer dette. Knap hver femte kommunalt ansatte mener, at det er

under halvdelen af nævnsmøderne, hvor den børnesagkyndiges deltagelse styrker dialogen.

Nogle af de interviewede børnesagkyndige tilkendegiver, at der kan være vanskelige betin-

gelser for en gunstig dialog med barnet/den unge på nævnsmødet, og påpeger, at det i nogle

tilfælde kan være mere hensigtsmæssigt, at det er en person, barnet/den unge kender og er

tryg ved, der fører dialogen. Enkelte børnesagkyndige efterspørger mere tid og rum til at

kunne præsentere sig for barnet/den unge umiddelbart inden nævnsmødet med henblik på at

etablere en kontakt og forbedre betingelserne for en gunstig dialog. Enkelte andre fagpersoner

nævner tilfælde, hvor den børnesagkyndiges dialog med barnet/den unge på mødet vurderes

at være hæmmet af den børnesagkyndiges begrænsede taletid.

Syv respondenter har svaret ”Ved ikke” eller ”Det har ikke været aktuelt”. Disse er ikke inkluderet i

beregningerne til figuren.

Nævnsmødet

7.6.2

Repræsentanter fra indstillende kommuner

Repræsentanten fra den indstillende kommune har til opgave at forelægge sagen på nævns-

mødet, herunder at redegøre for indstillingen og begrundelser herfor, jf. § 31 i bekendtgørelse

om forretningsorden for Ungdomskriminalitetsnævnet. Det beskrives i interviewene, at efter

sagen er forelagt, har repræsentanterne fra den indstillende kommune en observerende, tilba-

getrukket rolle på nævnsmødet. Ofte vurderes der dog at være behov for at stille afklarende

spørgsmål til indstillingen eller at spørge ind til opfattelsen af forskellige forhold vedrørende

barnet/den unge og familien. I den forbindelse pointerer flere nævnsmedlemmer vigtigheden

af, at den tilstedeværende repræsentant fra den indstillende kommune også er barnets/den

unges sagsbehandler, såfremt barnet/den unge i forvejen modtager foranstaltninger efter lov

om social service. Nogle af nævnsmedlemmerne oplever ofte, at det ikke er barnets/den unges

sagsbehandler, der deltager på nævnsmøder. Dette opfattes som et problem, både i forhold til

muligheden for at berige drøftelsen med informationer om barnet/den unge og familien, i

forhold til at skabe tryghed og genkendelighed for barnet/den unge og i forhold til det efter-

følgende samarbejde mellem barnet/den unge og kommunen, såfremt der træffes afgørelse

om et forbedringsforløb. I interviewene med repræsentanterne fra de indstillende kommuner

gives der dog udtryk for en opfattelse af, at det har høj prioritet, at barnet/den unges kendte

kommunale sagsbehandler deltager på nævnsmøderne.

7.6.3

Advokater

Ungdomskriminalitetsnævnet skal tilbyde forældremyndighedsindehavere og et barn/en ung,

der er fyldt 12 år, gratis advokatbistand i bestemte typer af sager, herunder sager vedrørende

anbringelse, jf. ungdomskriminalitetslovens § 46.

De interviewede advokater beskriver det

som deres rolle ved nævnsmødet at sikre, at alle forhold, der er væsentlige for barnet/den

unge at få udtrykt, kommer frem på nævnsmødet. Dette sikres ved at stille barnet/den unge

forskellige spørgsmål, som de sammen har forberedt på forhånd. Derudover påpeger advoka-

terne, at de kan have en støttende funktion for barnet/den unge samt have fokus på barnets/den

unges retsstilling i forhold til de beslutninger, der træffes. Flere af de interviewede advokater

beskriver deres rolle som mere tilbagetrukket, end de er vant til i andre sammenhænge, hvor

de også har erfaring med at repræsentere børn og unge. Yderligere beskriver de, at deres rolle

er større forud for nævnsmødet i forhold til at forberede barnet/den unge

og efter mødet i

forhold til at forklare afgørelsens konsekvenser end under selve mødet.

I interviewene med de øvrige fagpersoner beskrives det, at advokaternes bidrag til nævnsmø-

derne er meget varierende. De fleste af nævnsmedlemmerne beskriver eksempelvis oplevelser

med advokater, der virker uforberedte og har misforstået Ungdomskriminalitetsnævnets

funktion. Opfattelsen er, at nogle af advokaterne forveksler nævnsmødet med en retssag, hvor

skyldsspørgsmålet adresseres, og der holdes forsvarslignende taler for barnet/den unge, samt

at forbedringsforløb og foranstaltninger italesættes som en straf eller dom. Dette vurderes

Der er i afsnittet alene fokus på advokaternes repræsentation af børnene/de unge og ikke af forældre-

myndighedsindehaverene.

Se afsnit 6.2 om forberedelse af børn/unge til nævnsmødet.

Nævnsmødet

problematisk, fordi det kan skabe forvirring om formålet med nævnsmødet over for bar-

net/den unge og kan skabe et ugunstigt udgangspunkt for en åben dialog om barnet/den unges

udfordringer og behov. Flere af nævnsmedlemmerne påpeger dog, at i takt med at advoka-

terne får mere erfaring med deltagelse i nævnsmøderne, bliver disse oplevelser færre.

Blandt nævnsmedlemmerne ytrer nogle, at velforberedte advokater, der har skabt en relation til

barnet/den unge inden nævnsmødet, i høj grad bidrager positivt til at belyse barnets/den unges

perspektiv. Citatet nedenfor fra et kommunalt ansat nævnsmedlem eksemplificerer det, som

flere andre nævnsmedlemmer også udtrykker:

Nogle af advokaterne har virkelig fanget, hvad det går ud på, og har ofte været

en hjælpende faktor. De kan faktisk være den person, som den unge har noget

tillid til, og de har talt sammen inden, så advokaten kan være med til at facilitere

samtalen lidt:

’Som

du sagde til mig forleden dag, så kunne du jo godt tænke dig

at få en uddannelse’ eller lignende.

7.6.4

Ungetilsynsførende

Som udgangspunkt deltager ungetilsynsførende fra Ungekriminalforsorgen på alle nævnsmø-

der. I interviewene beskriver de ungetilsynsførende, at deres rolle på selve nævnsmødet er

tilbagetrukket og observerende. De vurderer, at deres tilstedeværelse er væsentlig, idet der

kan opstå spørgsmål fra nævnsmedlemmerne om, hvilke konsekvenser afgørelser om forskel-

lige foranstaltninger har for barnet/den unge i forhold til omfanget af tilsyn i Ungekriminal-

forsorgen, samt i forhold til at præsentere sig selv og Ungekriminalforsorgen over for bar-

net/den unge og forældremyndighedsindehaverne. En af de ungetilsynsførende siger følgende:

I starten blev vi ikke rigtig inviteret på banen på mødet, og dommeren forsøgte

selv at forklare, hvem vi var. Men når vi kommer på banen og kan sige, at om-

fanget af tilsyn er sådan, sådan og sådan. Det giver en anden ro for familien og

en bedre fornemmelse for, hvad de samtykker til.

Det er flere af de ungetilsynsførendes opfattelse, at dommerne i højere grad nu, end i begyndel-

sen efter etableringen af Ungdomskriminalitetsnævnet, giver mulighed for, at de ungetilsynsfø-

rende kan præsentere Ungekriminalforsorgen og betydningen af et eventuelt tilsyn.

Desuden vurderer de ungetilsynsførende, at deres tilstedeværelse på nævnsmødet er væsentlig

for at skabe sammenhæng i forløbet for familien i de tilfælde, hvor der træffes afgørelse om et

forbedringsforløb. Det vurderes således at være et godt udgangspunkt for det videre samarbejde

mellem den ungetilsynsførende, barnet/den unge og forældremyndighedsindehavere, at den un-

getilsynsførende har kendskab til de drøftelser, der har været på nævnsmødet.

Yderligere nævner de ungetilsynsførende, at de spiller en rolle, både umiddelbart før nævnsmø-

det

, i pausen under voteringen og efter afgørelsen er formidlet, i forhold til at oplyse barnet/den

Se afsnit 6.2 om forberedelse af børn/unge til nævnsmødet.

Nævnsmødet

unge og forældremyndighedsindehavere om Ungdomskriminalitetsnævnet generelt, om nævns-

mødet specifikt eller om tilsynet i Ungekriminalforsorgen.

7.7

Forældremyndighedsindehaveres deltagelse på nævnsmødet

I interviewene med fagpersonerne kommer det til udtryk, at der er stor forskel på, hvordan

forældremyndighedsindehavere reagerer og agerer på nævnsmøderne. Det beskrives, at de

fleste forældremyndighedsindehavere virker samarbejdsvillige, mens enkelte forekommer

aggressive eller rejser tvivl om skyldsspørgsmålet.

Som udgangspunkt opleves det som positivt, at forældremyndighedsindehaverne er forpligtet

til at deltage på nævnsmøderne, blandt andet i forhold til, at forældremyndighedsindehaverne

bliver holdt op på deres ansvar. Dette er også et af formålene med ungdomskriminalitetsre-

formen.

Derudover vurderer fagpersonerne også, at forældremyndighedsindehavernes del-

tagelse på nævnsmødet som udgangspunkt er en støtte for barnet/den unge. Flere af de inter-

viewede børn/unge tilkendegiver også, at de har oplevet forældremyndighedsindehavernes

deltagelse på nævnsmødet som en støtte.

Blandt fagpersonerne er der dog også en udbredt opfattelse af, at forældremyndighedsinde-

havernes deltagelse i nogle tilfælde kan virke hæmmende for, at barnet/den unge ytrer sig

frit. Dette vedrører for det første eksempler på, at nogle forældremyndighedsindehavere har

vanskeligt ved at undlade at blande sig, imens barnet/den unge ytrer sig. For det andet vur-

deres der at være tilfælde, hvor barnet/den unge ikke har lyst til at udtrykke deres tanker,

oplevelser og synspunkter, når forældremyndighedsindehaverne hører det. Dette nævnes ek-

sempelvis i sager, hvor der er et konfliktfyldt forhold mellem barnet/den unge og forældre-

myndighedsindehaverne. En af de interviewede unge fortæller, hvordan vedkommende ople-

vede forældrenes deltagelse på nævnsmødet:

Det giver ikke nogen støtte. Det giver bare mere bekymring. Selvom jeg ikke gad

at snakke om tingene, så havde jeg haft meget lettere ved det, hvis min mor og

far ikke sad ved siden af. Det er ikke sjovt for dem, at deres søn gør det, som

han gør. Det ville være nemmere for begge parter.

Enkelte af fagpersonerne nævner, at det omvendt også kan være hæmmende for forældre-

myndighedsindehaverne at udtrykke sig frit, mens barnet/den unge hører det. Dette kommer

også til udtryk i en dialog i et af interviewene med en forældremyndighedsindehaver og en

ung, hvor forældremyndighedsindehaverne til nævnsmødet samtykkede til anbringelse, mens

den unge ikke gjorde:

Forældremyndighedsindehaver:

Jeg ville gerne, at vi i stedet for at kunne sige

de ting til mødet, så kunne sige det inden. Det var meget ubehageligt at sidde

Se aftaleteksten i forbindelse med Ungdomskriminalitetsreformen.

Nævnsmødet

til mødet og blive spurgt:

”Nå,

hvad synes I så, der skal ske med jeres søn?”.

Når de unge er der ude, så er forholdet bare ikke det bedste i forvejen, vel?

Og så var det fandeme ubehageligt, at han var vidne til, at vi synes, at der

skulle noget rigtig god hjælp til nu. Det er jo ikke rart at høre, så skubber vi

ham måske endnu længere væk.

Den unge:

Det er det, jeg synes, der er så latterligt ved det her møde. At man

skal sidde og sige de ting foran den unge, som sikkert har det svært nok i

forvejen. Det havde jeg.

I forlængelse heraf udtrykker flere af fagpersonerne en opfattelse af, at nogle forældremyn-

dighedsindehavere fremstiller familiens ressourcer og barnets/den unges adfærd mere positiv og

problemfri, end materialet fra kommunen indikerer. En af de børnesagkyndige pointerer, at dette

dels kan være for at skåne barnet/den unge, og dels kan være fordi, forældremyndighedsinde-

haverne er nervøse for, hvilken afgørelse der træffes.

En repræsentant fra en indstillende kommune efterspørger, at den kommunale sagsbehandler på

nævnsmødet får bedre mulighed for at fremlægge kommunens vurdering af familiens ressourcer

i de tilfælde, hvor familiens fremstilling af egne ressourcer ikke vurderes retvisende. En repræ-

sentant fra en anden indstillende kommune pointerer dilemmaet for den kommunale sagsbehand-

ler i disse tilfælde:

I nogle tilfælde ved vi, at det, som forældrene siger, det passer simpelthen ikke.

Og det er sindssygt svært for kommunen at sige noget inde i det lokale. Det kan

komme til at fremstå som om, vi ikke er imødekommende over for familien, og

det kan ødelægge det samarbejde, vi skal have med familien bagefter. Men hvis

vi ikke siger noget, så risikerer vi, at de får et forbedringsforløb eller en straks-

reaktion, som savner mening, og som nogle gange kan modarbejde det forløb,

som vi har indstillet til.

Nogle af nævnsmedlemmerne bemærker i denne forbindelse, at det er væsentligt, at beskrivel-

serne og vurderingerne af familien er udførlige i sagsmaterialet fra den indstillende kommune i

forhold til muligheden for at kunne danne sig et helhedsindtryk af familien.

7.8

Dialog med børn og unge på nævnsmødet

Af bemærkningerne til ungdomskriminalitetsloven fremgår, med henvisning til FN´s Kon-

vention om Barnets Rettigheder, at barnet/den unge har ret til at blive hørt under nævnsmødet.

Af ungdomskriminalitetslovens § 1 fremgår blandt andet, at barnets/den unges synspunkter

altid skal inddrages med passende vægt i overensstemmelse med alder og modenhed.

I interviewene med nævnsmedlemmerne beskrives det, at dialogen med barnet/den unge på-

begyndes, så snart de formelle forhold er på plads, og kommunen har forelagt indstillingen.

Nævnsmedlemmerne beskriver, at dialogen og de spørgsmål, der stilles, overordnet fokuserer

på at afdække barnets/den unges ressourcer og udfordringer, samt på at få barnets/den unges

eget perspektiv i forhold til, hvad der skal til for at danne et godt udgangspunkt for en krimi-

nalitetsfri tilværelse, herunder hvordan vedkommende forholder sig til de konkrete elementer

Nævnsmødet

i indstillingen fra kommunen. Nævnsmedlemmerne tilkendegiver, at formålet med dialogen

er at sikre, at de afgørelser, der træffes, så vidt muligt er meningsfulde for barnet/den unge,

da dette vurderes at give de bedste forudsætninger for et succesfuldt forløb.

7.8.1

Børn og unges mulighed for at give deres mening til kende på nævnsmødet

Flere af nævnsmedlemmerne og de børnesagkyndige har indtrykket af, at det i de fleste til-

fælde lykkes at få en god dialog med barnet/den unge under nævnsmødet, men at det også

kan være vanskeligt at opnå. En del børn/unge beskrives som meget stille og mutte, nogle har

en negativ og afvisende attitude, mens andre børn/unge har vanskeligt ved at indgå i en dialog

grundet diagnoser. Med hensyn til sidstnævnte gruppe, afdækkes dette yderligere i afsnit

7.10.

I spørgeskemaet er nævnsmedlemmerne og de børnesagkyndige spurgt til deres vurdering af

andelen af møder, hvor barnet eller den unge har tilstrækkelig mulighed for at give sin mening

til kende.

Figur 11

Nævnsmedlemmernes og de børnesagkyndiges vurdering af andelen af nævnsmøder, hvor barnet/den unge har tilstrækkelig

mulighed for at give sin mening til kende under nævnsmødet, fordelt efter faggrupper

100%

90%

80%

70%

60%

50%

40%

31%

30%

20%

10%

Mindre end 10 pct.

10 pct. til 44 pct.

Politiansatte

45 pct. til 55 pct.

Kommunalt ansatte

56 pct. til 90 pct.

Børnesagkyndige

Mere end 90 pct.

Dommere

N=173

89%

87%

69%

61%

2% 3%

13%

11%

14%

En respondent har svaret ”Ved ikke”. Vedkommende er ikke inkluderet i beregningerne til figuren.

Nævnsmødet

Figur 11 viser, at langt størstedelen af dommerne og de politiansatte nævnsmedlemmer vur-

derer, at barnet/den unge har mulighed for at give sin mening til kende på mere end 90 pct.

af møderne. Færre

–

men fortsat størsteparten

–

af de børnesagkyndige og de kommunalt

ansatte nævnsmedlemmer svarer tilsvarende.

I interviewene med fagpersonerne er der en udbredt opfattelse af, at børnene/de unge formelt

set har gode muligheder for at give deres mening til kende, da der altid bliver forsøgt at

etablere en dialog med barnet/den unge, og da der spørges inden voteringen, om barnet/den

unge ønsker at sige noget, som vedkommende ikke har fået sagt. Spørgsmålet, der rejses af

flere af de interviewede fagpersoner, er, om rammerne og situationen i nogle tilfælde inde-

bærer, at barnet/den unge reelt set ikke får givet sin mening til kende på nævnsmøderne. Dette

kan eksempelvis skyldes nervøsitet, usikkerhed, forældremyndighedsindehaveres tilstedevæ-

relse samt begrænset evne til at udtrykke sig sprogligt. En af de interviewede unge fortæller

i nedenstående citat, at han ikke fik givet sin mening til kende, fordi han gerne ville have

mødet overstået hurtigst muligt:

Da vi begyndte at snakke om, hvad der skulle ske fremad, så fik jeg faktisk ikke

talt helt ud. Mange af de ting, de sagde, havde jeg allerede sat mig for at gøre.

Men det lød ikke helt sådan, for jeg fik ikke forklaret dem, at det havde jeg alle-

rede tænkt over. Når der er så mange, som snakker og kigger på en, så vil

man jo gerne have, at den bare bliver afsluttet. Man vil jo ikke sidde der hele

dagen. Så kan man jo godt bare komme til at sige ja.

De fleste børn/unge udtrykker dog en opfattelse af, at de havde muligheden for at give deres

mening til kende, og desuden at de fik sagt, hvad de ville. Dette er også opfattelsen blandt de

interviewede forældremyndighedsindehavere og kontaktpersoner.

7.8.2

Børn og unges forståelse

Nedenstående figur 12 viser nævnsmedlemmernes og de børnesagkyndiges

vurdering af

andelen af nævnsmøder, hvor de 10-14-årige og 15-17-årige forstår de spørgsmål, som bli-

ver stillet til dem.

Det skal i den forbindelse erindres, at hovedparten af de sager, som børnesagkyndige deltager i, an-

går de 10-14-årige.

Nævnsmødet

Figur 12

Nævnsmedlemmers og de børnesagkyndiges vurdering af andelen af nævnsmøder, hvor barnet/den unge forstår de spørgsmål,

som bliver stillet til dem på nævnsmødet, fordelt efter børnenes/de unges aldersgruppe

50%

45%

40%

35%

30%

25%

20%

15%

10%

Mindre end 10 pct.

10 pct. til 44 pct.

45 pct. til 55 pct.

10-14-årige

10-14-årige: N=163

15-17-årige: N=169

50%

47%

40%

26%

17%

56 pct. til 90 pct.

Mere end 90 pct.

15-17-årige

40 pct. af nævnsmedlemmerne og de børnesagkyndige vurderer samlet set, at det er mere end

90 pct. af nævnsmøderne med 15-17-årige, hvor de unge forstår de spørgsmål, der bliver

stillet til dem. Hvad angår de 10-14-årige, er det godt en fjerdedel, der vurderer tilsvarende.

De interviewede fagpersoner fortæller, at der kan være formalia og faglige drøftelser på

nævnsmødet, som barnet/den unge ikke nødvendigvis forstår, eksempelvis drøftelser mellem

nævnsmedlemmerne og repræsentanter fra den indstillende kommune. Samtidig er opfattel-

sen blandt de fleste, at de spørgsmål, der direkte adresseres til barnet/den unge, i vidt omfang

foregår i et sprog, som barnet/den unge forstår.

Hvad angår de 10-14-årige

har 11 respondenter svaret ”Ved ikke” eller ”Det har ikke været aktuelt”,

mens dette gør sig gældende for fem respondenter ved spørgsmålet angående de 15-17-årige. Disse er

ikke inkluderet i beregningerne til figuren.

Bilagsfigur 2 og bilagsfigur 3 viser vurderingen fordelt på de enkelte faggrupper.

Se yderligere i afsnit 7.10 vedrørende børn og unge med nedsat psykisk funktionsevne samt afsnit

7.10.1 vedrørende hensyn til børn og unge med nedsat psykisk funktionsevne på nævnsmøder.

Nævnsmødet

De interviewede børn/unge udtrykker forskellige opfattelser af, hvorvidt de forstod spørgsmå-

lene og drøftelserne på mødet. Nogle udtrykker, at de forstod det hele. Andre har oplevet det

anderledes. En fortæller:

Jeg tror kun, jeg forstod alt det basale. Men hvis jeg ikke var fokuseret,

så havde jeg ikke forstået noget af det.

En anden uddyber lignende pointe:

Jeg kunne godt forstå, hvad de sagde, men hvis man skal tænke på andre end

mig, folk der ikke er så gode til at forstå sådan noget dansk, så synes jeg godt,

at de kunne komme mere ned på de unges niveau, i stedet for at snakke til os

som om vi er 34 år. De snakker meget fint.

Enkelte påpeger, at de ikke forstod formålet med de spørgsmål, der blev stillet. En siger eksem-

pelvis:

Jeg kunne godt svare på de spørgsmål, der blev stillet, men jeg forstod ikke, hvorfor jeg

skulle svare på de ting. Jeg fik ikke forklaret hvorfor.

Figur 13 viser nævnsmedlemmernes og de børnesagkyndiges vurdering af andelen af nævns-

møder, hvor de 10-14-årige og 15-17-årige forstår formålet med, at de skal deltage på et møde

i Ungdomskriminalitetsnævnet.

Nævnsmødet

Figur 13

Nævnsmedlemmers og de børnesagkyndiges vurdering af andelen af nævnsmøder, hvor barnet/den unge forstår formålet med,

at de skal deltage på et møde i Ungdomskriminalitetsnævnet, fordelt efter børnenes/de unges aldersgruppe

50%

45%

40%

35%

30%

25%

21%

20%

15%

10%

Mindre end 10 pct.

10 pct. til 44 pct.

45 pct. til 55 pct.

10-14-årige

10-14-årige: N=163

15-17-årige: N=169

38%

37%

20%

15%

10%

56 pct. til 90 pct.

Mere end 90 pct.

15-17-årige

Sammenlignet med den ovenstående vurdering af, hvorvidt børnene/de unge forstår spørgs-

målene på nævnsmødet, vurderer lidt færre nævnsmedlemmerne og børnesagkyndige, at mere

end 90 pct. af børnene/de unge forstår formålet med at deltage på nævnsmødet. For så vidt

angår de 10-14-årige, er det 20 pct. af nævnsmedlemmerne og de børnesagkyndige, og for de

15-17-årige er det 37 pct.

I interviewene med nævnsmedlemmerne og de børnesagkyndige er der en udbredt opfattelse

af, at det på nævnsmøderne bliver præsenteret, hvad formålet med mødet er. Et af de politi-

ansatte nævnsmedlemmer siger følgende:

Dommerne starter med at ridse rammerne op og

gøre det klart, at det her handler sådan set ikke om den sag, der har ført dem til nævnet. Det

er, som det er. Det handler om, hvordan vi kommer videre, så det ikke sker igen.

Hvad angår de 10-14-årige

har 11 respondenter svaret ”Ved ikke” eller ”Det har ikke været aktuelt”,

mens dette gør sig gældende for fem respondenter ved spørgsmålet angående de 15-17-årige. Disse er

ikke inkluderet i beregningerne til figuren.

Bilagsfigur 4 og bilagsfigur 5 viser vurderingen fordelt på de enkelte faggrupper.

Nævnsmødet

Blandt de interviewede fagpersoner er der en varierende opfattelse af, hvorvidt og i hvilken

grad formålet med mødet bliver forstået af børnene/de unge. En dommer har eksempelvis

indtrykket af, at mange af børnene/de unge har opfattelsen af, at de har været i retten, når

mødet er slut, og et kommunalt ansat nævnsmedlem fortæller at have oplevet, at nogle 10-

14-årige tror, at de får en plet på straffeattesten på baggrund af deres deltagelse i Ungdoms-

kriminalitetsnævnet. Flere af repræsentanterne fra de indstillende kommuner peger på, at for-

målet med nævnsmødet også er blevet præsenteret for barnet/den unge forud for mødet, hvor-

for de har indtrykket af, at barnet/den unge forstår det i en vis grad.

7.9

Børn og unges oplevelse af at deltage på nævnsmødet

De fleste af de interviewede børn/unge beskriver deltagelsen på nævnsmødet som ”fint nok” eller

”stille og roligt”,

men udtrykker også, at de gerne ville have mødet overstået hurtigst muligt.

De fleste af de interviewede børn/unge udtrykker, at deltagelsen på nævnsmødet ikke var så

ubehageligt, som de havde forventet. Dette beskrives eksempelvis således:

Jeg troede, at man ville komme ind, og så ville der sidde sådan en streng person,

som sagde, du skal gøre det her, og du må ikke gøre det her. Men sådan er det

slet ikke. Der sad bare en rar kvinde, som snakkede med mig og min mor.

I et af interviewene med en ung og en forældremyndighedsindehaver berettes om en oplevelse

af, at dialogen på nævnsmødet var værdifuld:

Den unge:

Jeg tror, det var godt, at vi alle sammen var samlet, for man fik

snakket om nogle ting, man ikke får snakket om normalt.

Forældremyndighedsindehaver:

Jeg tror faktisk, at [den unge] fik renset me-

get af sin tavle ren der. For der var mange ting, der kom frem, foran os for-

ældre, foran kontaktpersonen og foran kommunen. Så man fik ligesom talt ud

om nogle af problemerne.

To af de interviewede unge oplevede dog omvendt, at det var værre at deltage på nævnsmødet,

end de havde forventet. Den ene udtrykker det således:

Det virker lidt som om, at dem, der holder møderne, er ligeglade med de unge,

og at de egentlig bare kan sige rend og hop til dem, og at de skal klare sig selv.

Jeg havde forventet, at det var nogle mennesker, der var til at snakke med, og

som ville lytte til en. Men jeg mødte ind til det stik modsatte.

Den anden ung udtrykker oplevelsen således:

De nævnte rigtig mange ting i min fortid. Jeg troede, at de ville snakke meget

om, hvad der skulle ske fremadrettet. Det er ikke fordi, der stod tre onde her-

skere og pegede fingre af mig, men så alligevel føltes det lidt sådan. De sendte

mig ud med enormt mange, hvad hedder det, overtanker, fordi jeg begyndte

at tænke på mange af de sager, jeg har været igennem, og så begyndte jeg

også at føle mig forkert.

Nævnsmødet

7.10

Nævnsmøder med børn og unge med nedsat psykisk funktions-

evne

Børn og unge med nedsatte psykiske funktionsevner er som tidligere nævnt et særligt fokus-

punkt for denne evaluering. Her er det væsentligt at bemærke, at dette ikke omfatter en klart

defineret gruppe.

Personer med nedsat psykisk funktionsevne udgør en af de tre overord-

nede grupper, der kan modtage ydelser efter lov om social service. Af kapitel 2 i vejledning

om servicelovens formål og andre generelle bestemmelser i loven fremgår blandt andet, at

det ikke er en konkret diagnose, men behovet for støtte, som den enkeltes psykiske funkti-

onsevne afføder, der er udgangspunktet for vurderingen af, om vedkommende er i målgrup-

pen til at modtage ydelser efter lov om social service.

Blandt de interviewede nævnsmedlemmer og børnesagkyndige er der flere, der bemærker, at

det kan være vanskeligt at afgrænse og definere gruppen af børn og unge med nedsat psykisk

funktionsevne. Nogle peger på, at en del af børnene/de unge har forskellige psykiatriske di-

agnoser, der dog ikke indebærer, at de vurderes som havende nedsat psykisk funktionsevne.

Eksempelvis børn/unge med ADHD, der er velmedicinerede. Omvendt vurderes det, at en del

børn/unge har uopdaget nedsat psykisk funktionsevne, og flere af de børnesagkyndige påpe-

ger, at der i en del tilfælde burde have været foretaget en psykiatrisk udredning af barnet/den

unge, men hvor dette ikke er sket.

Det bemærkes i interviewene, at de børn/unge, der vurderes at have en nedsat psykisk funk-

tionsevne, forekommer at være meget forskellige i forhold til, hvordan og i hvilket omfang

dette belaster den enkelte.

Fagpersonerne angiver i interviewene forskellige eksempler på, hvordan de oplever børn og

unge med nedsat psykisk funktionsevne og deres deltagelse på nævnsmøder. En hel del næv-

ner, at de har indtrykket af, at færre børn og unge med nedsat psykisk funktionsevne har en

forståelse af formålet med nævnsmødet og af de spørgsmål, der stilles, sammenlignet med

øvrige børn og unge. Derudover nævnes, at flere børn og unge i denne gruppe har vanskeli-

gere ved rent fysisk at være til stede i rummet og kan være meget urolige. De kan have van-

skeligere ved at formulere sig og indgå i en dialog samt vanskeligere ved at holde koncentra-

tionen og opmærksomheden. Flere nævnsmedlemmer tilkendegiver i den forbindelse, at

nævnsmøder med børn og unge med nedsat psykisk funktionsevne kan være vanskelige at

gennemføre i forhold til at etablere og opretholde en dialog med barnet/den unge og sikre sig

Se eventuelt afgrænsning og kategorisering af funktionsnedsættelser i rapport fra VIVE

–

Det Natio-

nale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (2020): Uddannelsesresultater- og mønstre for børn og

unge med funktionsnedsættelser.

Se eksempelvis også Socialpolitisk Redegørelse 2020, hvori det fremgår:

”Det

er vigtigt at være op-

mærksom på, at der ikke kan laves en entydig kobling mellem en diagnose og en persons konkrete

funktionsevne eller trivsel. Diagnoser som ADHD og autisme mv. er imidlertid indikationer på en udvik-

lingsforstyrrelse, som kan give udfordringer

i forskellige henseender i livet.”

https://sm.dk/publikatio-

ner/2021/feb/socialpolitisk-redegoerelse-2020/.

Nævnsmødet

barnets/den unges forståelse. Af referater fra Ungdomskriminalitetsnævnets koordinations-

udvalg fremgår også et ønske om, at der i håndbogen til behandling af sager omfattet af ung-

domskriminalitetsloven indgår et afsnit om håndtering af børn/unge med særlige udfordringer

ved nævnsmøder.

I spørgeskemaet er nævnsmedlemmerne og de børnesagkyndige spurgt til antallet af nævns-

møder, de har deltaget i, hvor barnet/den unge har haft en nedsat psykisk funktionsevne ( re-

lateret til f.eks. autisme, borderline, ADHD, angst, mental retardering eller andre adfærds -

/udviklingsforstyrrelser og psykiske lidelser). Det er i spørgeske maet desuden bemærket, at

der ikke tænkes på tilfælde, hvor barnet/den unge endnu ikke er udredt, og hvor der således

alene er mistanke om en nedsat psykisk funktionsevne. 17 pct. svarer, at de ikke har deltaget

i nogen møder, hvor barnet/den unge havde en nedsat psykisk funktionsevne, 65 pct. angiver

at have deltaget i mellem et og ti af sådanne møder, og 17 pct. angiver at have deltaget i mere

end ti.

7.10.1

Hensyn til børn og unge med nedsat psykisk funktionsevne på nævnsmøder

En væsentlig forudsætning for at kunne tage hensyn på nævnsmødet er, at nævnsmedlem-

merne og den børnesagkyndige på forhånd er orienteret om barnet/den unges nedsatte psyki-

ske funktionsevne. Respondenterne er i spørgeskemaet spurgt til andelen af nævnsmøder med

børn og unge med nedsat psykisk funktionsevne, hvor de vurderer, at de nødvendige oplys-

ninger herom fremgik af det tilsendte materiale fra kommunen. 60 pct. af respondenterne

angiver, at de nødvendige oplysninger fremgik i alle tilfælde, 12 pct. angiver, at de fremgik

i cirka halvdelen af tilfældene, og syv pct. angiver, at det ikke fremgik i nogen af tilfældene.

De øvrige respondenter har angivet henholdsvis mindre end halvdelen (tre pct.) og mere end

halvdelen (22 pct.) af møderne.

I forlængelse af spørgsmålet angående antallet af nævnsmøder med børn og unge med nedsat

psykisk funktionsevne, er respondenterne spurgt til andelen af disse møder, hvor det var re-

levant at tage hensyn til barnet/den unge på grund af dennes psykiske funkionsnedsættelse.

14 pct. af respondenterne angiver, at det ikke var relevant i nogle af tilfældene, 16 pct. angi-

ver, at det var relevant i cirka halvdelen af tilfældene, og 46 pct. angiver, at det var relevant

i alle tilfældene. De øvrige respondenter har angivet henholdsvis mindre end halvdelen (14

pct.) og mere end halvdelen (ni pct.) af disse møder.

Respondenterne er herefter spurgt til andelen af nævnsmøderne med børn og unge med nedsat

psykisk funktionsevne, hvor de vurderer, at der er taget tilstrækkelige hensyn. Otte pct. an-

giver, at det ikke er sket i nogen af tilfældene, 12 pct. angiver, at det er sket i cirka halvdelen

af tilfældene, og 57 pct. angiver, at det er sket i alle tilfældene. De øvrige respondenter har

angivet henholdsvis mindre end halvdelen (fire pct.) og mere end halvdelen (20 pct.) af mø-

derne.

Nævnsmødet

Både i et kommentarfelt i spørgeskemaet

og blandt de interviewede fagpersoner tilkende-

giver de fleste, at de har en opfattelse af, at der i høj grad bliver taget hensyn til barnet/den

unge og dennes nedsatte psykiske funktionsevne ved nævnsmøderne.

Da der, som nævnt, vurderes at være stor forskel på, hvordan og i hvilket omfang børnene/de

unge er belastet af en nedsat psykisk funktionsevne, er der også forskel på, hvilke tiltag der

anvendes i forhold til at tage hensyn til barnet/den unge og dennes funktionsnedsættelse.

En del af de interviewede fagpersoner nævner, at der bliver taget hensyn på nævnsmøderne

ved at holde pauser, afkorte mødet, sørge for, at barnet/den unge har noget at holde hænderne

beskæftiget med (f.eks. papir og blyant), strategisk placering af mødedeltagere samt ved at

nævnsmedlemmerne er meget eksplicitte om de tidsmæssige rammer og om forløbet af mø-

det.

Derudover nævnes det, at der også kan tages hensyn i forbindelse med dialogen med bar-

net/den unge, hvilket flere af nævnsmedlemmerne og de børnesagkyndige påpeger som en

vigtig del af forberedelsen på formødet. Her kan det blandt andet planlægges, hvem der stiller

spørgsmål til barnet/den unge. Det kan eksempelvis aftales, at det alene er den børnesagkyn-

dige, en advokat eller en ressourceperson, som den unge har en god relation til , der fører

dialogen. Der nævnes også overvejelser vedrørende omfanget af spørgsmål og spørgsmåls-

formuleringerne. Enkelte nævnsmedlemmer nævner også eksempler på nævnsmøder med 15-

17-årige, hvor en børnesagkyndig har deltaget ekstraordinært på grund af barnet/den unges

nedsatte psykiske funktionsevne.

Nogle nævnsmedlemmer og børnesagkyndige nævner eksempler på mere vidtgående hensyn,

hvor barnet/den unge har deltaget på nævnsmødet på alternativ vis. Dette kan eksempelvis

være, at børnene/de unge har siddet i et andet lokale end de øvrige nævnsmedlemmer og har

haft en dialog med en børnesagkyndig eller en advokat, hvor dialogen herefter er blevet vi-

dereformidlet til nævnsmedlemmerne. Der gives også eksempler på, at nogle af mødedelta-

gerne har forladt mødelokalet, mens der har været en dialog med barnet/den unge. Nogle

fagpersoner, særligt blandt de børnesagkyndige, efterspørger, at sådanne muligheder benyttes

i flere tilfælde, idet de påpeger enkelte nævnsmøder, hvor det ikke var hensigtsmæssigt, at

barnet/den unge deltog på nævnsmødet på ordinær vis.

Det mest vidtgående hensyn angår fritagelse fra deltagelse på nævnsmødet for børn og unge

med nedsat psykisk funktionsevne. Enkelte nævnsmedlemmer nævner at have deltaget i så-

danne sager, hvor en advokat repræsenterede barnet/den unge. I den manuelle sagsgennem-

gang er det forsøgt at identificere tilfælde, hvor kommunen havde anmodet om, at barnet/den

unge blev fritaget fra at deltage på nævnsmødet. Blandt de 100 sager er der identificeret en

sag, hvor kommunen anmodede om, at den unge skulle fritages fra deltagelse på nævnsmødet

Hvor det har været muligt at angive yderligere bemærkninger til børn/unge med nedsat psykisk funkti-

onsevne og deres deltagelse på nævnsmødet. Disse bemærkninger er sammenholdt med t ilkendegivel-

ser fra interviewene gennem hele afsnittet.

Nævnsmødet

grundet den unges nedsatte psykiske funktionsevne. Denne anmodning blev imødeset. Ung-

domskriminalitetsnævnet fandt, at den unge havde lovligt forfald henset til karakteren af den

unges psykiske tilstand, og at sagen kunne fremmes uden den unges tilstedeværelse. Denne

mulighed er indeholdt i ungdomskriminalitetslovens § 38, stk. 3.

Enkelte fagpersoner nævner få tilfælde, hvor barnet/den unge deltog på nævnsmødet, men

hvor de vurderer, at vedkommende burde have været fritaget. Herunder også enkelte tilfælde,

hvor kommunen havde anmodet om fritagelse. Sådanne tilfælde er forsøgt afdækket i spør-

geskemaet, hvor nævnsmedlemmerne og de børnesagkyndige er bedt om at angive antallet af

nævnsmøder med børn og unge med nedsat psykisk funktionsevne, hvor de vurderede, at

barnet/den unge burde være fritaget. 59 pct. angiver, at der ikke er nogen tilfælde, hvor bar-

net/den unge burde være fritaget, ni pct. angiver, at cirka halvdelen af børn/unge med nedsat

psykisk funktionsevne burde være fritaget, og otte pct. angiver, at alle i denne målgruppe

burde være fritaget. De øvrige respondenter har angivet henholdsvis mindre end halvdelen

(22 pct.) og mere end halvdelen (én pct.) af møderne.

I forlængelse heraf pointerer nogle af de børnesagkyndige, at udgangspunktet bør være, at

børn og unge med nedsat psykisk funktionsevne deltager på nævnsmødet grundet deres ret til

at blive hørt og inddraget i deres egen sag.

Herudover rejser flere fagpersoner spørgsmålet om, hvorvidt nogle af disse sager med

børn/unge med nedsat psykisk funktionsevne burde undtages fra behandling i Ungdomskri-

minalitetsnævnet. Dette adresseres i delevalueringen vedrørende screening og henvisning.

7.11

Hensyn og individuel tilrettelæggelse af nævnsmøder generelt

Udover særlige hensyn i forbindelse med børn/unge med nedsat psykisk funktionsevne, kan

der også forekomme andre tilfælde, hvor nævnsmøderne tilrettelægges individuelt, eller hvor

der tages særlige hensyn. Dette kan eksempelvis ske, hvis barnet/den unge har en meget ung

alder, er meget nervøs, eller at der er et konfliktfyldt forhold mellem familiemedlemmer. I

den manuelle sagsgennemgang er der identificeret enkelte tilfælde, hvor kommunen på for-

hånd havde orienteret nævnsmedlemmerne om forhold, der var væsentlige at være opmærk-

somme på i forbindelse med afviklingen af nævnsmødet. I et tilfælde orienteres der eksem-

pelvis om, at den unge ikke har nogen kontakt med sin far, på trods af delt forældremyndig-

hed, og i et andet tilfælde orienteres om et meget konfliktfyldt forhold mellem fraskilte for-

ældremyndighedsindehavere.

Nævnsmedlemmerne og de børnesagkyndige er i spørgeskemaet spurgt, om de har deltaget i

nævnsmøder, hvor kommunen havde orienteret om, at det ville være relevant at tage særlige

hensyn til barnet/den unge ved nævnsmødet.

Tre fjerdedele svarer, at de ikke har deltaget i

Spørgsmålsformuleringen lyder: ”Har du deltaget i nævnsmøder, hvor kommunen på forhånd havde

orienteret om, at det ville være relevant at tage særlige hensyn til barnet/den unge ved afholdelse af

nævnsmødet?”

Særlige hensyn kan i denne sammenhæng eksempelvis indbefatte et kortere møde, flere

Nævnsmødet

nævnsmøder, hvor dette var tilfældet, mens en fjerdedel har deltaget i sådanne nævnsmøder.

Heraf angiver de fleste (70 pct.), at det har gjort sig gældende ved mellem et og to nævnsmø-

der.

Herefter er nævnsmedlemmerne og de børnesagkyndige spurgt, om der er tilfælde, hvor kom-

munen ikke havde orienteret om, at det ville være relevant at tage særlige hensyn til bar-

net/den unge ved nævnsmødet, men hvor de vurderer, at det ville have været vigtig informa-

tion. Nedenstående figur 14 viser fordelingen af svarene blandt dommere, kommunalt ansatte,

politiansatte og børnesagkyndige.

Figur 14

Deltagelse på nævnsmøder, hvor det vurderes, det ville have været vigtig information, at der skulle tage s særlig hensyn til

barnet/den unge, fordelt efter faggruppe

100%

90%

80%

70%

69%

60%

50%

40%

30%

20%

31%

10%

Dommere

Politiansatte

N=154

63%

73%

82%

38%

27%

18%

Kommunalt ansatte

Nej

Børnesagkyndige

Størsteparten har ikke deltaget på nævnsmøder, hvor de vurderer, at det ville have været re-

levant, at kommunen havde givet information om hensyn til barnet/den unge. Der er flest

blandt de børnesagkyndige, der har deltaget på nævnsmøder, hvor de vurderer, at dette ville

pauser under mødet, hvordan/hvem der skulle stille spørgsmål til barnet/den unge, placering ved møde-

bordet, mv.

respondenter har svaret ”Ved ikke” eller ”Husker

ikke”.

Disse er ikke inkluderet i beregningerne til

figuren.

Nævnsmødet

have været relevant. Blandt de respondenter, der svarer bekræftende på spørgsmålet, er det

samlet set knap halvdelen, som vurderer, at det ville have været relevant i mellem et og to

tilfælde, mens 32 pct. angiver, at det ville have været relevant i mellem tre og fire tilfælde.

Opfattelsen blandt de fleste af nævnsmedlemmerne er, at det i høj grad er muligt at tilrette-

lægge nævnsmødet individuelt og tage de nødvendige hensyn. De tiltag, der nævnes som

eksempler på individuel tilrettelæggelse af nævnsmøder, svarer i vidt omfang til de tiltag, der

er givet som eksempler i ovenstående afsnit om hensyn til børn og unge med nedsat psykisk

funktionsevne.

Nogle nævnsmedlemmer og børnesagkyndige efterspørger mere fleksible rammer for tilret-

telæggelsen af nævnsmøderne eller en mere udbredt praksis for alternative nævnsmøder.

Dette kan vedrøre tilfælde, hvor barnet/den unge vurderes at blive for overvældet af antallet

af mødedeltagere. Det kan også vedrøre tilfælde, hvor der er et meget konfliktfyldt forhold

mellem fraskilte forældremyndighedsindehavere, som påvirker barnet/den unge på nævns-

mødet. Der nævnes desuden tilfælde, hvor det er mest hensigtsmæssigt, at den ene forældre-

myndighedsindehaver ikke deltager på nævnsmødet, hvis vedkommende ikke har kontakt

med barnet/den unge, og ikke selv har ytret ønske om at deltage. Dette både for at afbøde

konflikter mellem forældremyndighedsindehavere og for at skærme barnet/den unge fra at

skulle møde en forældremyndighedsindehaver, der ikke er involveret i barnets/den unges liv.

Nævnsmødet

8.1

Afgørelser

Votering

–

praksis og samarbejde

Nævnsmedlemmerne træder tilbage for at votere og træffe afgørelse i sagen, når drøftelserne

under nævnsmødet er afsluttet.

I interviewene med nævnsmedlemmerne beskrives, at voteringen tager udgangspunkt i kom-

munens indstilling, hvorudfra det drøftes, om der skal foretages ændringer. Flere af de inter-

viewede beskriver voteringen som en ligeværdig og jævnbyrdig drøftelse, hvor der bliver

lyttet til hinanden og er respekt for hinandens fagligheder. Nogle af nævnsmedlemmerne pe-

ger på, at nævnets sammensætning i forbindelse med voteringen bidra ger til en helhedsvur-

dering af barnet/den unges situation. En af de politiansatte nævnsmedlemmer udtrykker ne-

denstående:

Både det kommunale medlem og dommeren får et andet perspektiv på baggrund

af politiets erfaringer med kriminalitet, ungemiljøer og gadeplansindsatser. Li-

gesom det kommunale nævnsmedlem bidrager med et andet perspektiv i forhold

til, hvordan man kan forankre forebyggelsen i en socialt udsat familie. Der kom-

mer nogle forskellige vinkler på, som gør, at det bliver en mere helhedsoriente-

ret tilgang.

I spørgeskemaet er nævnsmedlemmerne også spurgt, hvordan de generelt vurderer samarbej-

det med de andre nævnsmedlemmer ved voteringen.

Se § 33 i bekendtgørelse om forretningsorden for Ungdomskriminalitetsnævnet.

Nævnsmødet

Figur 15

Nævnsmedlemmernes vurdering af samarbejdet med de andre nævnsmedlemmer ved voteringen fordelt efter faggruppe

100%

90%

97%

95%

82%

80%

70%

60%

50%

40%

30%

20%

10%

Godt

Overvejende godt

Dommere

N=139

13%

Både godt og dårligt

Politiansatte

Overvejende dårligt

Dårligt

Kommunalt ansatte

Som det ses af figur 15, vurderer langt de fleste, at der er et godt samarbejde med de øvrige

nævnsmedlemmer ved voteringen.

Hvis en børnesagkyndig har deltaget på nævnsmødet vil pågældende også være til stede under

voteringen, dog uden at have stemmeret. Af bemærkningerne til ungdomskriminalitetsloven

fremgår, at den børnesagkyndiges opgave under voteringen er at rådgive nævnet og sikre en

yderligere faglig indsigt i forhold til børn og unge. I spørge skemaundersøgelsen er nævns-

medlemmerne spurgt til deres vurdering af andelen af nævnsmøder, hvor dette gør sig gæl-

dende.

Syv respondenter har svaret ”Ved ikke” eller ”Det har ikke været aktuelt”. Disse er ikke inkluderet i

beregningerne til figuren.

Nævnsmødet

Figur 16

Nævnsmedlemmers vurdering af andelen af nævnsmøder, hvor den børnesagkyndiges deltagelse ved voteringen bidrager med

en yderligere faglig indsigt i barnet/den unges situation, fordelt efter faggrupper

100%

90%

80%

70%

60%

50%

40%

30%

20%

11%

10%

Mindre end 10 pct.

10 pct. til 44 pct.

Dommere

N=132

66%

46%

35%

29%

16%

32%

11%

14%

45 pct. til 55 pct.

Politiansatte

56 pct. til 90 pct.

Mere end 90 pct.

Kommunalt ansatte

Af figur 16 fremgår samlet set, at hovedparten af nævnsmedlemmerne vurderer, at de børne-

sagkyndige ved voteringen bidrager med yderligere faglig indsigt i barnet s/den unges situa-

tion i størsteparten af sagerne. Der ses dog en tendens til en forskel mellem faggrupperne,

således at flest blandt dommerne og færrest blandt de kommunalt ansat te angiver denne vur-

dering.

I interviewene med de fem børnesagkyndige giver disse udtryk for, at der er et godt samar-

bejde med nævnsmedlemmerne under voteringen, at de børnesagkyndige føler sig hørt, og at

deres viden bliver efterspurgt.

Syv respondenter har svaret ”Ved ikke” eller ”Det har ikke været aktuelt”. Disse er ikke inkluderet i

beregningerne til figuren.

Nævnsmødet

8.2

Omfang og type af afgørelser

Dette afsnit belyser omfanget og typen af afgørelser, der er blevet truffet i Ungdomskrimina-

litetsnævnet i perioden fra 1. januar 2019 til 31. august 2020. Der er i Ungdomskriminalitets-

nævnet truffet afgørelse i 1.059 hovedsager

i denne periode.

Blandt disse er der i 24 af sagerne truffet afgørelse om at afvise sagen. Ungdomskriminali-

tetsnævnet kan afvise en sag, hvis det vurderes, at betingelserne for henvisning ikke er op-

fyldt, jf. ungdomskriminalitetslovens § 42.

Det følgende angår de 1.035 sager, som er behandlet, og hvor der er truffet en afgørelse på

et møde i Ungdomskriminalitetsnævnet. Nedenstående figur viser, hvordan disse afgørelser

fordeler sig på politikreds.

Figur 17

Afgørelser i Ungdomskriminalitetsnævnet fordelt på politikredse. Perioden angår 1. januar 2019 til 31. august 2020.

16%

14%

12%

10%

11%

10%

Det ses af figuren, at Københavns Politi er den politikreds, hvor den største andel afgørelser

er truffet, mens der modsat er truffet færrest afgørelser i Bornholms politikreds.

Dvs. eksklusive genindbringelsessager.

Nævnsmødet

Tabel 6 viser, hvordan afgørelserne fordeler sig på forskellige afgørelsestyper, herunder for-

bedringsforløb, straksreaktion, forbedringsforløb og straksreaktion samt afgørelser om

ikke

at iværksætte hverken forbedringsforløb eller straksreaktion.

Tabel 6

Afgørelser i Ungdomskriminalitetsnævnet fordelt på afgørelsestyper. Perioden angår 1. januar 2019 til 31. august 2020.

Antal

Forbedringsforløb

Straksreaktion

Straksreaktion og forbedringsforløb

Hverken forbedringsforløb eller straksreaktion

736

278

Andel

71 %

27 %

Som tabellen viser, vedrører langt de fleste afgørelser et forbedringsforløb.

Et forbedringsforløb kan indeholde anbringelse, jf. ungdomskriminalitetslovens §§14-18,

og/eller øvrige foranstaltninger, jf. ungdomskriminalitetslovens § 13.

8.2.1

Forbedringsforløb

–

afgørelser om anbringelse

Ungdomskriminalitetsnævnet kan som led i et forbedringsforløb træffe afgørelse om, at bar-

net eller den unge skal anbringes, jf. ungdomskriminalitetslovens §§14-18. Samlet set er der

truffet afgørelse om et forbedringsforløb i 752 sager

, heraf indeholder 249 en afgørelse om

anbringelse, hvilket svarer til 33 pct. Ud af de 249 afgørelser om anbringelse var barnet/den

unge i 78 pct. af tilfældene anbragt i forvejen. I 38 pct. af afgørelserne vedrørende anbringelse

er der alene truffet afgørelse om anbringelse, mens der i 62 pct. også er truffet afgørelse om

øvrige foranstaltninger, jf. ungdomskriminalitetslovens §§ 12-13.

Afgørelse om anbringelse træffes i større omfang i sager vedrørende 15-17-årige (39 pct. af

sagerne vedrørende forbedringsforløb) end i sager vedrørende 10-14-årige (28 pct. af sagerne

vedrørende forbedringsforløb). Forskellen er statistisk signifikant.

I Ungdomskriminalitetsnævnets årsberetning for 2019 fremgår konkrete eksempler på de forskellige

afgørelser, herunder hvilke forhold nævnet har lagt vægt på i afgørelsen:

aarsberetning-2019.pdf (ung-

domskriminalitetsnaevnet.dk)

Der er truffet afgørelse om forbedringsforløb i 736 sager samt yderligere 16 sager, hvor der desuden

er truffet afgørelse om en straksreaktion, jf. også tabel 6.

Nævnsmødet

Nedenstående tabel viser, hvordan afgørelserne om anbringelse fordeler sig på forskellige

anbringelsestyper for sager vedrørende henholdsvis 10-14-årige og 15-17-årige.

Tabel 7

Afgørelser om anbringelser i henhold til ungdomskriminalitetsloven fordelt på aldersgruppe og anbringelsestype. Perio-

den angår 1. januar 2019 til 31. august 2020.

Anbringelse

(§ 14)

Delvist luk-

ket institu-

tion (§ 15)

Sikret døgn-

institution (§

16) og sær-

ligt sikret af-

deling (§ 17)

Tilbagehol-

delse (§ 18,

stk. 1)

I alt

Sager vedrø-

rende 10-14-årige

Antal

Andel

Antal

75 %

106

75 %

17 %

16 %

108

100 %

141

100 %

Sager vedrø-

rende 15-17-årige

Andel

Både for sager vedrørende 10-14-årige og sager vedrørende 15-17-årige er det tre fjerdedele

af sagerne, der angår en anbringelse efter § 14 i ungdomskriminalitetsloven. I tillæg til tabel-

len kan det bemærkes, at der ikke er truffet afgørelser vedrørende anbringelse på delvist luk-

ket institution eller sikret døgninstitution/særlig sikret afdeling for børn i alderen 10 -12 år.

8.2.2

Forbedringsforløb, jf. ungdomskriminalitetslovens § 13

Dette afsnit omhandler øvrige foranstaltninger i forbedringsforløbene, der ikke angår anbrin-

gelser. Som nævnt kan Ungdomskriminalitetsnævnet fastsætte et forbedringsforløb i form af

en handleplan med en varighed af op til to år, jf. ungdomskriminalitetslovens § 13.

Hand-

leplanen skal angive en eller flere konkrete foranstaltninger for barnet eller den unge, som

vurderes egnede i forhold til barnets/den unges problemer og behov.

I 658 af de 752 sager vedrørende forbedringsforløb er der truffet afgørelse efter ungdomsk ri-

minalitetslovens § 13.

Figur 18 viser omfanget af afgørelser vedrørende de ni forskellige

foranstaltningstyper, som er indeholdt i ungdomskriminalitetslovens § 13, stk. 1, nr. 1 -9. Fi-

guren summerer ikke til 100 pct., da det muligt for hver barn/ung at mod tage mere end én

foranstaltningstype i et forbedringsforløb.

For børn og unge i alderen 10 til 14 år kan handleplanen i helt særlige tilfælde have en varighed af op

til fire år.

I de resterende 94 sager vedrørende forbedringsforløb er der alene truffet afgørelse om anbringelse.

Nævnsmødet

Figur 18

Andel sager, hvor der er truffet afgørelse efter ungdomskriminalitetslovens § 13, stk. 1, nr. 1 -9, fordelt efter foranstaltnings-

type. Perioden angår 1. januar 2019 til 31. august 2020.

75%

69%

58%

47%

60%

45%

30%

15%

14%

N=658

Som det ses af figuren, er der i 69 pct. af sagerne truffet afgørelse om en kontaktperson efter

ungdomskriminalitetslovens § 13, stk. 1, nr. 7. I mere end halvdelen af sagerne er der truffet

afgørelse om familiebehandling eller behandling af barnets/den unges problemer, jf. ung-

domskriminalitetslovens § 13, stk. 1, nr. 4, mens der i knap halvdelen af sagerne er truffet

afgørelse om at tage ophold i ungdomsklub, uddannelse eller lignende, jf. ungdomskrimina-

litetslovens § 13, stk. 1, nr. 2.

Som nævnt kan barnet eller den unge modtage en afgørelse om mere end en foranstaltnings-

type, jf. ungdomskriminalitetslovens § 13, stk. 1, nr. 1-9. Derudover kan hver af de ni foran-

staltningstyper omfatte forskellige former for foranstaltninger. Eksempelvis indeholder ung-

domskriminalitetslovens § 13, stk. 1, nr. 4 både familiebehandling og behandling af bar-

nets/den unges problemer, som dækker over blandt andet misbrugsbehandling og vredeshånd-

teringsforløb. Et barn/en ung kan således eksempelvis modtage tre foranstaltninger inden for

den samme foranstaltningstype. I figur 19 ses andelen sager, hvor der er truffet afgørelse efter

ungdomskriminalitetslovens § 13, stk. 1, nr. 1-9, fordelt efter antallet af foranstaltninger i

afgørelsen.

Nævnsmødet

Figur 19

Andel sager, hvor der er truffet afgørelse efter ungdomskriminalitetslovens § 13, stk. 1, nr. 1-9, fordelt efter antallet af foran-

staltninger i afgørelsen. Perioden angår 1. januar 2019 til 31. august 2020.

50%

45%

40%

35%

30%

25%

20%

15%

10%

N=658

34%

29%

27%

24%

20%

10-14 år

15-17 år

30%

12% 12%

2% 2%

Af figuren ses, at det hyppigst forekomne er, at disse afgørelser indeholder en til tre foran-

staltninger. Opdeles efter alder, er der gennemsnitligt set flere foranstaltninger efter ung-

domskriminalitetslovens § 13 blandt de 10-14-årige end blandt de 15-17-årige, dog er dette

ikke iberegnet sager, hvor der alene er truffet afgørelse om anbringelse, jf. afsnit 8.2.1. Disse

sager er der flest af blandt de 15-17-årige.

8.2.3

Straksreaktioner

Samlet set er der truffet afgørelse om en straksreaktion i 21 sager. I fem af disse er der alene

truffet afgørelse om en straksreaktion, mens der i de øvrige 16 desuden er truffet afgørelse

om et forbedringsforløb. Alle børn/unge, der har modtaget en straksreaktion, er henvist til

Ungdomskriminalitetsnævnet på baggrund af personfarlig kriminalitet (hovedsageligt vold),

og alle straksreaktionerne vedrører, at barnet/den unge skal deltage i et møde med en kon-

fliktrådsmægler/en konfliktmægler med henblik på at undersøge muligheden for at etablere

konfliktmægling. De 21 afgørelser om straksreaktioner fordeler sig på syv forskellige politi-

kredse.

8.2.4

Afgørelser om ikke at iværksætte forbedringsforløb/straksreaktion

Som nævnt er der i 278 ud af de 1.035 sager, der er behandlet i Ungdomskriminalitetsnævnet,

truffet afgørelse om

ikke

at iværksætte hverken et forbedringsforløb eller en straksreaktion.

Det svarer til godt hver fjerde sag.

Nævnsmødet

De interviewede nævnsmedlemmer beskriver to typer af sager, hvor der typisk kan træffes afgø-

relse om ikke at iværksætte et forbedringsforløb/straksreaktion. Den ene type angår børn/unge,

der ikke vurderes at være i social mistrivsel eller ikke at være i risiko for at begå yderligere

kriminalitet, og hvor en afgørelse om et forbedringsforløb/straksreaktion anses som unødvendigt.

Den anden type angår børn/unge, der i forvejen modtager en omfattende social indsats efter lov

om social service, og hvor en afgørelse i Ungdomskriminalitetsnævnet med dertilhørende tilsyn

fra Ungekriminalforsorgen, ikke vurderes at være gavnlig for barnet/den unge og/eller den alle-

rede etablerede indsats.

I forbindelse med den manuelle sagsgennemgang ses, at Ungdomskriminalitetsnævnet i nogle

sager, hvor der træffes afgørelse om

ikke

at iværksætte forbedringsforløb/straksreaktion, henstil-

ler til, at kommunen fastholder eller iværksætter afgørelser efter lov om social service.

Sammenlignes de 278 sager, hvor der er truffet afgørelse om

ikke

at iværksætte hverken et

forbedringsforløb eller en straksreaktion, med de øvrige 757 sager ses:



At andelen af sager med

drenge

er større blandt sagerne, hvori der er truffet afgørelse om ikke at

iværksætte forbedringsforløb eller straksreaktion, end det er tilfældet blandt de øvrige sager. Forskel-

len er statistisk signifikant.



At der ikke er statistisk signifikant forskel på andelen af sager med

10-14-årige

mellem de to afgø-

relsestyper.

At andelen af sager med børn/unge, der er

anbragt

forud for nævnsmødet, er mindre blandt sagerne,

hvori der er truffet afgørelse om ikke at iværksætte forbedringsforløb eller straksreaktion , end det er

tilfældet blandt de øvrige sager. Forskellen er statistisk signifikant.



At andelen af sager, der er henvist til Ungdomskriminalitetsnævnet på baggrund af

personfarlig kri-

minalitet,

er større blandt sagerne, hvori der er truffet afgørelse om ikke at iv ærksætte forbedrings-

forløb eller straksreaktion, end det er tilfældet blandt de øvrige sager. Forskellen er statistisk signifi-

kant.

Figur 20 nedenfor viser fordelingen af sager i politikredsene, hvor der henholdsvis er truffet

afgørelse om et forbedringsforløb og/eller en straksreaktion, og hvor der er truffet afgørelse

ikke

at iværksætte hverken forbedringsforløb eller straksreaktion.

Nævnsmødet

Figur 20

Fordeling af sager med afgørelse om henholdsvis at iværksætte og ikke iværksætte et forbedringsforløb og/eller en straksre-

aktion, fordelt på politikredse. Perioden angår 1. januar 2019 til 31. august 2020.

36%

28%

38%

29%

32%

28%

22%

26%

27%

26%

100%

90%

80%

70%

60%

50%

40%

30%

20%

10%

93%

64%

72%

63%

71%

68%

72%

78%

74%

73%

74%

100%

Forbedringsforløb/straksreaktion

N=1.035

Intet forbedringsforløb/straksreaktion

Det ses af figuren, at andelen af sager, hvor der træffes afgørelse om

ikke

at iværksætte et

forbedringsforløb/straksreaktion varierer en del fra politikreds til politikreds.

I Sydsjæl-

lands og Lolland-Falsters politikreds er dette tilfældet i syv pct. af sagerne, mens det i Midt-

og Vestjyllands politikreds er tilfældet i 38 pct. af sagerne. En årsag til disse variationer kan

være en uensartet praksis i forhold til, hvordan nævnsmedlemmerne i de forskellige politi-

kredse træffer afgørelser. En anden årsag kan være, at der er en uensartet praksis i forhold til,

hvilke sager der henvises til nævnene i de forskellige politikredse, således at karakteren af

sagerne er forskellige. Dette eksempelvis med hensyn til andelen af henvisninger på baggrund

af anden alvorlig kriminalitet (hvor der sjældnere træffes afgørelser om ikke at iværksætte

forbedringsforløb/straksreaktion, jf. det tidligere), eller uens praksis i forbindelse med vur-

deringen af voldssager vedrørende 10-14-årige, hvor sagen ikke skal henvises til Ungdoms-

kriminalitetsnævnet, såfremt der er tale om vold af ubetydelig karakter, og hvor det ville have

ført til et tiltalefrafald, hvis den pågældende havde været over den kriminelle lavalder , jf.

Kapitel 5.

Det bemærkes, at der i Bornholms politikreds alene er truffet afgørelse i seks sager i perioden.

Nævnsmødet

Et af formålene med etableringen af Ungdomskriminalitetsnævnet er at sikre en ensartet prak-

sis til håndteringen af sager om ungdomskriminalitet.

Praksis i forbindelse med henvisning

af sager til Ungdomskriminalitetsnævnet vil blive yderligere belyst i den delevaluering, der

vedrører screening og henvisning.

8.3

Uoverensstemmelser mellem indstillinger og afgørelser

Følgende afsnit belyser, i hvilket omfang der er overensstemmelse mellem kommunernes

indstillinger og de afgørelser, der træffes af Ungdomskriminalitetsnævnet.

For så vidt angår

afgørelser om anbringelse,

indgår der oplysninger i dataudtrækket fra Ung-

domskriminalitetsnævnets sekretariat om de tilfælde, hvor kommunen har indstillet til, at

nævnet træffer afgørelse om, at barnet/den unge anbringes. Som tidligere nævnt er der i Ung-

domskriminalitetsnævnet truffet afgørelse om anbringelse i 249 sager. Ud af disse sager har

kommunen i 230 tilfælde indstillet til anbringelse, hvilket svarer til 92 pct. Omvendt er der

således i otte pct. af tilfældene (19 sager) truffet afgørelse om anbringelse, uden at kommunen

har indstillet til dette.

Modsat har kommunen indstillet til anbringelse i 21 sager, hvor Ung-

domskriminalitetsnævnet ikke har truffet afgørelse herom.

Med hensyn til de

øvrige foranstaltninger

er uoverensstemmelser mellem indstillinger og

afgørelser forsøgt identificeret i den manuelle sagsgennemgang. På baggrund af det tilgæn-

gelige datamateriale er der foretaget en konkret vurdering i hver enkelt sag af, hvorvidt kom-

munens indstilling er fulgt, delvist fulgt eller ikke fulgt. Det skal bemærkes, at denne vurde-

ring er behæftet med usikkerhed, idet den vanskeliggøres af, at kommunernes indstillinger i

nogle tilfælde ikke indeholder henvisninger til bestemmelser i ungdomskriminalitetsloven,

men alene udgøres af tekstbeskrivelser. I andre tilfælde indeholder kommunernes indstillin-

ger udelukkende henvisninger til bestemmelser i ungdomskriminalitetsloven uden en nær-

mere beskrivelse af indholdet. Der ses også eksempler på, at kommunerne indstiller til ind-

satser, som Ungdomskriminalitetsnævnet ikke har kompetence til at træffe afgørelse om, ek-

sempelvis efterskoleophold eller psykiatrisk udredning.

I vurderingen af om kommunernes indstilling er fulgt, er der alene taget stilling til det over-

ordnede indhold i indstillingerne set i forhold til det overordnede indhold i afgørelserne, mens

forhold såsom varighed af forbedringsforløbet og timeantal for specifikke foranstaltninger

Se aftaleteksten til ungdomskriminalitetsreformen.

I to tredjedele af disse tilfælde var barnet/den unge anbragt i forvejen.

Knap halvdelen af disse sager vedrører tilfælde, hvor barnet/den unge er anbragt i forvejen, og hvor

Ungdomskriminalitetsnævnet har truffet afgørelse om

ikke

at iværksætte hverken forbedringsforløb eller

straksreaktion. Disse sager kan derfor angå den type børn/unge

–

som nævnt i afsnit 8.2.4

–

der i forve-

jen modtager en omfattende social indsats efter lov om social service, og hvor en afgørelse i Ungdomskrimi-

nalitetsnævnet med dertilhørende tilsyn fra Ungekriminalforsorgen ikke vurderes at være gavnlig for bar-

net/den unge og/eller den allerede etablerede indsats.

Nævnsmødet

ikke er inkluderet i denne vurdering. Årsagen hertil er dels, at kommunerne ikke altid inklu-

derer disse forhold i indstillingerne, dels at Ungdomskriminalitetsnævnet i nogle tilfælde ikke

konkretiserer, eksempelvis timeantal.

Ud af de 100 sager har det i én sag ikke været muligt at vurdere, hvorvidt der er overensstem-

melse mellem indstilling og afgørelse, da det er uklart, hvad kommunen indstillede til.

I 67 af sagerne vurderes det, at kommunens indstilling er fulgt. Af disse 67 sager er der i 24

tilfælde både indstillet til og truffet afgørelse om, at der ikke skal iværksættes et forbedrings-

forløb eller en straksreaktion.

I 22 sager vurderes det, at kommunens indstilling er fulgt delvist. Dette betyder, at der af

Ungdomskriminalitetsnævnet er truffet afgørelse om mindst én af de foranstaltninger, som

kommunen også har indstillet til. I 15 af disse sager har Ungdomskriminalitetsnævnet truffet

afgørelser om én yderligere foranstaltning sammenlignet med kommunernes indstilling. Her-

udover har Ungdomskriminalitetsnævnet i fire sager truffet afgørelser om færre foranstalt-

ninger, end der er indstillet til, mens Ungdomskriminalitetsnævnet i tre tilfælde har truffet

afgørelse om det samme antal foranstaltninger, som kommunen har indstillet til, men har

foretaget ændringer i forhold til en eller flere af foranstaltningerne.

I ti sager vurderes det, at indstillingen ikke er fulgt. Dette omfatter eksempelvis tilfælde, hvor

kommunen har indstillet til, at der ikke skal iværksættes et forbedringsforløb, mens der træf-

fes afgørelse herom og vice versa.

8.4

Uenighed om afgørelser

Dette afsnit omhandler tilfælde, hvor der ikke er enighed om eller samtykke til afgørelserne

og vedrører både uenighed under voteringen, manglende samtykke fra forældre myndigheds-

indehavere eller fra unge over 15 år og sager indbragt til Ankestyrelsen.

8.4.1

Dissens og uenighed om afgørelser under votering

Ungdomskriminalitetsnævnets afgørelser træffes ved stemmeflerhed, jf. § 5, stk. 2 i ung-

domskriminalitetsloven. I forbindelse med den mundtlige formidling af afgørelsen oplyses

det, hvorvidt der har været enighed om afgørelsen. Hvis et nævnsmedlem er uenig i det sam-

lede nævns afgørelse, kan der i visse sager afgives dissens og pågældende kan kort begrunde

sit standpunkt. Der kan afgives navngiven dissens i afgørelser vedrørende anbringelse uden

for hjemmet uden samtykke, anbringelse på en delvist lukket eller sikret døgninstitution eller

afdeling, anbringelse på en særlig sikret afdeling, opretholdelse af de nævnte anbringelser,

gennemførelse af en ungefaglig undersøgelse uden samtykke, f.eks. under indlæggelse på et

hospital, ændring af anbringelsessted og tilbageholdelse i forbindelse med en anbringelse.

Se § 34, stk. 2 i bekendtgørelse om forretningsorden for Ungdomskriminalitetsnævnet.

Nævnsmødet

I den manuelle sagsgennemgang er der ikke identificeret nogen sager, hvor der er afgivet

dissens i forbindelse med de ovenstående afgørelsestyper.

Blandt de interviewede nævnsmedlemmer er der enkelte, der enten selv har afgivet dissens,

eller har oplevet, at et andet nævnsmedlem har afgivet dissens. I interviewene er der en sam-

stemmende opfattelse af, at der kan være forskellige syn på en sag og givtige drøftelser af

forskellige synspunkter under voteringen, men at der i meget få tilfælde er uenighed om den

endelige afgørelse.

Selvom de børnesagkyndige ikke har stemmeret, deltager de som nævnt under voteringen. På

denne baggrund er de i interviewene også spurgt om deres indstilling til de afgørelser, som

nævnsmedlemmerne træffer. Et par af de børnesagkyndige har ikke været uenige i de endelige

afgørelser, mens de resterende indimellem oplever at være uenige. Den uenighed, der beskri-

ves, omhandler typisk tilfælde, hvor den børnesagkyndige mener, at der bør sættes ind med

mere indgribende foranstaltninger og massiv støtte i sammenligning med det, som nævnet

har truffet afgørelse om.

8.4.2

Manglende samtykke fra forældremyndighedsindehavere eller unge

Der kan ske anbringelse uden for hjemmet uden samtykke fra forældremyndighedsindeha-

verne og fra en ung, der er fyldt 15 år, når der er begrundet formodning om, at barnets/den

unges problemer ikke kan løses under fortsat ophold i hjemmet. Af dataudtrækket fra Ung-

domskriminalitetsnævnets sekretariat fremgår, at 90 af de i alt 249 afgørelser om anbringelse

angår anbringelse uden samtykke. Dette svarer til 36 pct. På baggrund af dataudtrækket er

det ikke muligt at undersøge, hvilken part der ikke har samtykket til anbringelsen. I de fleste

tilfælde (80 pct.) af anbringelserne uden samtykke, er der tale om et barn/en ung, der har

været anbragt forud for deltagelse i Ungdomskriminalitetsnævnet.

I den manuelle sagsgennemgang er der identificeret fem tilfælde af anbringelser uden sam-

tykke. I tre af disse er der tale om tilfælde, hvor forældremyndighedsindehaveren eller den

unge, der er fyldt 15 år, samtykker til anbringelse, men betinger dette samtykke af enten

fravalg eller tilvalg af et bestemt anbringelsessted. I sådanne tilfælde

–

hvor der stilles betin-

gelser til samtykket

–

foreligger der ikke et informeret og gyldigt samtykke, og anbringelsen

vil skulle vurderes efter reglerne om anbringelse uden samtykke, idet der ikke er givet et

samtykke, der kan tillægges vægt.

Foruden anbringelse uden samtykke har Ungdomskriminalitetsnævnet også mulighed for un-

der forskellige betingelser at fastsætte visse andre foranstaltninger uden forældremyndig-

hedsindehaveres samtykke, jf. ungdomskriminalitetslovens § 13, stk. 3 og stk. 4. Det gælder

følgende foranstaltninger:

Være hjemme på et nærmere fastsat tidspunkt,

Tage ophold i en ungdomsklub, på et uddannelsessted el.lign.,

Modtage familiebehandling eller behandling af barnets/den unges problemer,

Have udpeget en fast kontaktperson,

Have formidlet praktiktilbud hos en offentlig eller privat arbejdsgiver for den unge

og i den forbindelse modtage udbetaling af godtgørelse,

Modtage anden hjælp, der har til formål at yde rådgivning, behandling og prakti sk

og pædagogisk støtte.

Nævnsmødet

I den manuelle sagsgennemgang er der identificeret fire af sådanne sager, hvori der ikke er

givet samtykke. En af sagerne indeholder to foranstaltninger, der ikke er givet samtykke til.

Det manglende samtykke angår i to tilfælde udpegelsen af en kontaktperson, i to tilfælde at

barnet/den unge skal følge kommunens bestemmelse om skolegang, uddannelse eller arbejde

samt i et tilfælde familiebehandling.

8.4.3

Sager indbragt til Ankestyrelsen og domstolsprøvelse

Forældremyndighedsindehaverne og et barn/en ung, der er fyldt 12 år, kan indbringe afgørel-

ser af mere indgribende karakter til Ankestyrelsen, jf. ungdomskriminalitetslovens § 55.

Dette vedrører eksempelvis anbringelse uden for hjemmet uden samtykke, anbringelse på

delvis lukkede, sikrede eller særligt sikrede døgninstitutioner, opretholdelse af en anbringelse

uden samtykke og ændring af anbringelsessted. Øvrige afgørelser fra nævnet kan ikke påkla-

ges til anden administrativ myndighed, men da Ungdomskriminalitetsnævnets afgørelser e r

forvaltningsafgørelser, kan de indbringes for domstolene, jf. grundlovens § 63. Dette er fo-

rekommet i et tilfælde.

Til brug for belysning af sager, der har været indbragt for Ankestyrelsen, er der indhentet

oplysninger vedrørende dette fra Ungdomskriminalitetsnævnets sekretariat. Det fremgår

heraf, at Ankestyrelsen har truffet afgørelse i sager fra Ungdomskriminalitetsnævnet i 6 2

tilfælde i perioden fra januar 2019 til og med november 2020. I 43 sager blev Ungdomskri-

minalitetsnævnets afgørelse stadfæstet. I to sager traf Ankestyrelsen afgørelse om bortfald af

afgørelsen om anbringelse med henvisning til manglende effektuering af anbringelsen som

følge af nedlukning af samfundet grundet COVID-19. I de resterende 17 sager har Ankesty-

relsen truffet afgørelse om at ophæve eller ændre i hele eller dele af nævnets afgørelse. I tre

af disse sager har Ankestyrelsen ophævet nævnets afgørelse om anbringelse, det det blev

vurderet, at der ikke var grundlag herfor. I yderligere fire tilfælde er nævnets afgørelse om

anbringelse blevet ophævet af formelle grunde, idet nævnet ikke havde taget stilling til, om

betingelserne for ændring af anbringelsessted var opfyldt. De resterende 10 sager omfatter

blandt andet ændringer i den af nævnet fastsatte genbehandlingsfrist og ændringer i nævnets

afgørelse om anbringelse uden for hjemmet

uden

samtykke til anbringelse uden for hjemmet

med

samtykke. Af referater fra koordinationsudvalget fremgår, at afgørelser fra Ankestyrel-

sen vedrørende sager i Ungdomskriminalitetsnævnet har været drøftet i koordinationsudval-

get og videreformidlet til dommerne med henblik på at uddrage læring.

Ankestyrelsens afgørelser kan indbringes for domstolene, jf. ungdomskriminalitetslovens §

56. En række af Ankestyrelsens afgørelser er blevet indbragt for retten, og alle er blevet stad-

fæstet.

Det skal dog bemærkes, at hovedparten af de sager fra 2020, der er indbragt for

retten, først er berammet til 2021.

I et tilfælde har der været en mindre justering i afgørelsen.

Nævnsmødet

8.5

Målrettede individuelle forebyggende indsatser

–

handlemulig-

heder og barrierer

Af ungdomskriminalitetslovens § 1 fremgår det blandt andet, at formålet med loven er at

forebygge ungdomskriminalitet ved et Ungdomskriminalitetsnævn, der skal fastlægge mål-

rettede individuelle forebyggende indsatser for børn og unge. Nævnsmedlemmerne er i den

forbindelse spurgt til, hvor stor en del af nævnsmøderne, de vurderer, at det har været muligt

at træffe afgørelser, der lever op til dette formål. Nedenstående figur viser svarfordelingen

blandt nævnsmedlemmerne.

Figur 21

Nævnsmedlemmernes vurdering af andelen af nævnsmøder, hvor det har været muligt at fastlægge målrettede individuelle

forebyggende indsatser, fordelt efter faggruppe

50%

45%

40%

35%

30%

25%

20%

15%

10%

Mindre end 10 pct.

10 pct. til 44 pct.

Dommere

N=130

44%

41%

38%

37%

38%

29%

19%

45 pct. til 55 pct.

Politiansatte

56 pct. til 90 pct.

Mere end 90 pct.

Kommunalt ansatte

Samlet set har 35 pct. af nævnsmedlemmerne svaret, at det ved mere end 90 pct. af nævns-

møderne har været muligt at træffe afgørelser, der lever op til ungdomskriminalitetslovens

formål om at fastlægge målrettede individuelle forebyggende indsatser.

De øvrige 85 nævnsmedlemmer, der

ikke

har svaret ”Mere end 90 pct.”, er i et kommentarfelt

bedt om at uddybe, hvilke afgørelsesmuligheder de har manglet, og/eller hvilke barrierer der

ellers har været for at træffe afgørelser, som lever op til lovens formål. 48 har kommenteret

Ni respondenter

har svaret ”Ved ikke”.

Disse er ikke inkluderet i beregningerne til figuren.

Nævnsmødet

dette. Disse bemærkninger er sammenholdt med udtalelser fra de interviewede nævnsmed-

lemmer angående manglende afgørelsesmuligheder, hvilket belyses samlet nedenfor.

En af de hyppigste tilkendegivelser vedrørende manglende afgørelsesmuligheder angår den

manglende mulighed for at træffe afgørelse om, at barnet/den unge skal have en

psykiatrisk

udredning.

En anden hyppig tilkendegivelse af manglende afgørelsesmuligheder angår muligheden for

at træffe afgørelse om, at den unge skal på

efterskole.

Denne mulighed nævnes særligt i for-

hold til sager, hvor det vurderes, at der er behov for, at barnet/den unge får et miljøskifte,

men hvor der ikke er grundlag for en anbringelse.

Enkelte nævner også, at de mangler at kunne træffe afgørelser om helt

konkrete elementer i

foranstaltninger,

eksempelvis anbringelsesstedet.

Straksreaktioner

nævnes også som en manglende afgørelsesmulighed til trods for, at dette er

indskrevet i ungdomskriminalitetslovens § 12. Opfattelsen er, at der i praksis ikke er tilstræk-

kelig mulighed for at træffe afgørelse om straksreaktioner.

En af de barrierer,

der peges på,

er formuleringen i ungdomskriminalitetslovens § 12, stk. 2, hvor følgende er angivet:

”Det

er en betingelse for pålæg af en straksreaktion, at der foreligger oplysninger om, at barnet

eller den unge har adfærdsproblemer eller udviser negativ adfærd af en sådan karakter, at der

er risiko for, at barnets eller den unges udvikling er i fare.”

Dette opfattes af nogle af nævns-

medlemmerne som et snævert anvendelsesområde.

En anden barriere

for anvendelsen af

straksreaktioner angår, at kommunerne sjældent indstiller til straksreaktioner. Nogle nævns-

medlemmer nævner, at det er vanskeligt at træffe afgørelse om eksempelvis renholdelse af

offentlige parker, hvis ikke kommunen på forhånd har undersøgt mulighederne herfor, og det

er afklaret, at en sådan afgørelse kan realiseres.

En tredje barriere

vedrører en usikkerhed

om, hvorvidt det i henhold til arbejdsmiljøloven er muligt at pålægge den unge samfundsnyt-

tigt arbejde såsom at vaske brandbiler eller gøre rent i offentli ge parker, hvilket er noget af

det, der eksemplificeres i bemærkningerne til ungdomskriminalitetsloven.

En fjerde barriere,

der nævnes, er sagsbehandlingstiden fra den gerning, der har ledt til en henvisning til Ung-

domskriminalitetsnævnet, og til nævnsmødet afholdes. Flere nævner, at der ofte er gået så

lang tid, at det ikke forekommer meningsfuldt at træffe afgørelse om en straksreaktion.

Straksreaktioner nævnes særligt som en manglende afgørelsesmulighed i forbindelse med

sager, hvor den unge snart fylder 18 år. Flere vurderer, at det er vanskeligt at tilrettelægge

meningsfulde forbedringsforløb med et kort tidsperspektiv for denne gruppe, mens en straks-

reaktion ville give mulighed for en kort og hurtig genoprettende indsats.

I håndbogen står det angivet, at dette eksempelvis kunne være oplysninger om kriminalitet af et vist

omfang eller grovhed, ulovligt skolefravær eller anden forsømmelse af undervisningspligten, alvorlige

adfærds- eller tilpasningsproblemer, eller at barnet/den unge forud for sagen i Ungdomskriminalitets-

nævnet har nægtet at samarbejde med relevante myndigheder om løsning af sine problemer.

Nævnsmødet

Enkelte af de politiansatte nævnsmedlemmer påpeger, at en barriere for at fastlægge målret-

tede individuelle forebyggende indsatser er, at afgørelserne vurderes at være baseret på

ukomplette oplysninger vedrørende barnets/den unges øvrige kontakt med politiet. Det be-

mærkes eksempelvis, at politiets døgnrapporter kan indeholde oplysninger om den unges ri-

sikoadfærd, som ikke indgår i det kommunale sagsmateriale. En af de politiansatte nævns-

medlemmer giver følgende eksempel:

Døgnrapportens notater kan være en indikator for den unges livsførelse. Det

kunne være, at den unge er truffet af politiets patruljer ved flere forskellige

begivenheder med uro eller utryghedsskabende adfærd, og det er ikke nød-

vendigvis indgivet i en underretning til socialforvaltningen. Derfor opstår

der risiko for, at afgørelsen ikke indeholder de tiltag, som netop kunne fore-

bygge gentagen kriminalitet.

8.5.1

Henstillinger

For nogle af de forhold, som Ungdomskriminalitetsnævnet ikke har kompetence til at træffe

afgørelse om, praktiseres det i stedet at indgive en henstilling til kommunen om nævnets

vurdering af formålstjenlige tiltag. En af de interviewede dommerne siger følgende:

Vores begrundelse for afgørelsen er ofte sådan, at vi skriver nogle ting til kom-

munen, som vi egentlig ikke kan beslutte, men som, vi syntes, ville være en god

ide, at kommunen tog fat i. Og det er også mit indtryk, at kommunen lytter efter,

hvad vi skriver.

Af den manuelle sagsgennemgang fremgår, at nævnsmedlemmerne har benyttet sig af hen-

stillinger til kommunen i 15 af de 100 sager. I disse sager henstilles der oftest til, at kommu-

nen foretager psykologiske eller psykiatriske udredninger for at afdække eventuelle behov

for støtte og/eller behandling.

8.6

Formidling af afgørelser til barnet/den unge

Når voteringen er afsluttet, redegør dommeren mundtligt for afgørelsens indhold og begrun-

der valg af foranstaltninger. Derudover udleveres som udgangspunkt en skriftlig afgørelse,

inden mødet afsluttes.

I flere af interviewene med nævnsmedlemmerne påpeges det, at der

er stor forskel på henholdsvis den skriftlige og den mundlige formidling af afgørelsen.

Den

skriftlige formidling

er mest formel, idet der i denne skal tages hensyn til eksempelvis

forvaltningsretlige regler, GDPR-lovgivning og klagevejledning, hvilket af de interviewede

nævnsmedlemmer vurderes at være vanskeligt at formulere på en måde, som barnet eller den

unge nemt kan forstå. Hvad angår udleveringen af den skriftlige afgørelse, adresser es dette

af nogle af nævnsmedlemmer som positivt, at børnene/de unge med det samme får afgørelsen

Se §§ 35-36 i bekendtgørelse om forretningsorden for Ungdomskriminalitetsnævnet.

Nævnsmødet

i hånden og ikke skal vente på, at den eftersendes. Enkelte nævnsmedlemmer påpeger dog

det uhensigtsmæssige i tilfælde, hvor barnet/den unge og forældremyndighedsindehaver ved

nævnsmødet har ventet lang tid på, at den skriftlige afgørelse blev udfærdiget.

Med hensyn til den

mundtlige formidling

af afgørelsen fortæller alle de interviewede dom-

mere, at de gør meget ud af at forsøge at formidle afgørelsen i et hverdagsagtigt sprog, hvor

det kort og præcist forklares, hvad der er besluttet, hvorfor det blev besluttet, og hvilken

betydning det har for barnets/den unges hverdag. Det er også erfaringen fra de øvrige inter-

viewede nævnsmedlemmer, de interviewede børnesagkyndige samt hovedparten af de inter-

viewede repræsentanter fra indstillende kommuner, at de fleste dommere formidler afgørel-

sen på pædagogisk vis i øjenhøjde med barnet/den unge. Dog henvises der også til nævnsmø-

der, hvor den mundtlige formidling af afgørelsen har karakter af en oplæsning af den skrift-

lige afgørelse med brug af juridiske termer, som vurderes for komplicerede for børnene/de

unge at forstå. Nogle af de interviewede nævner, at dette særligt fandt sted i den første tid

efter etableringen af Ungdomskriminalitetsnævnet. Det bemærkes af nogle af de interviewede

repræsentanter fra indstillende kommuner, at barnet/den unge på forhånd har fået forklaret

indholdet i kommunens indstilling, hvorfor det i tilfælde, hvor nævnets afgørelse følger kom-

munens indstilling, ikke vil være helt ny information for barnet/den unge.

Blandt flere af de interviewede advokater og ungetilsynsførende er der dog en opfattelse af,

at en del børn og unge ikke helt forstår, hvad afgørelsen indebærer. Eksempelvis nævner flere

af de ungetilsynsførende, at de oplever, at nogle børn og unge ikke i tilstrækkelig grad er

informeret om konsekvenserne ved afgørelsen med hensyn til det tilsyn, der finder sted fra

Ungekriminalforsorgen. Nogle af de ungetilsynsførende påpeger vigtighede n af, at de på

nævnsmøderne får mulighed for at oplyse om forløbet i Ungekriminalforsorgen, hvilket , de

oplyser, ofte også er tilfældet.

I spørgeskemaet er nævnsmedlemmer og børnesagkyndige spurgt til, ved hvor stor en andel

af nævnsmøderne med henholdsvis 10-14-årige og 15-17-årige, de har indtrykket af, at bør-

nene/de unge forstår den mundtlige formidling af afgørelsen. Figur 22 viser fordelingen af

svarene angående de 10-14-årige.

Se også afsnit 7.6.4 vedrørende de ungetilsynsførende.

Nævnsmødet

Figur 22

Nævnsmedlemmernes og de børnesagkyndiges vurdering af andelen af nævnsmøder, hvor de 10-14-årige forstår den mundt-

lige formidling af afgørelsen, fordelt efter faggruppe

50%

45%

40%

35%

30%

25%

20%

15%

10%

Mindre end 10 pct.

10 pct. til 44 pct.

Politiansatte

45 pct. til 55 pct.

Kommunalt ansatte

19%

22%

32%

29%

47%

45%

37%

32%

25%

23%

18%

17%

56 pct. til 90 pct.

Børnesagkyndige

Mere end 90 pct.

Dommere

N=158

Der ses noget variation i besvarelserne, dog er det godt tre fjerdedele, der mener, at det er i

cirka halvdelen af sagerne eller flere, hvor børnene forstår den mundtlige formidling af afgø-

relsen. Det er i særlig grad dommerne, som har indtrykket af, at afgørelsen er forståelig i de

fleste tilfælde, mens færre af de kommunalt ansatte har indtrykket af dette.

Samme billede tegner sig for besvarelsen angående de 15-17-årige, men her er der generelt

flere af respondenterne fra alle faggrupperne, der har indtrykket af, at en større andel af de

unge forstår den mundtlige formidling af afgørelsen (se bilagsfigur 6).

Nogle af de interviewede fagpersoner nævner, at det kan være vigtigt, at dommerne, efter

formidlingen af afgørelsen, spørger barnet/den unge og familien, om de har forstået afgørel-

sen, og bemærker yderligere, at der er forskellig praksis for dette.

De fleste af de interviewede børn/unge udtrykker, at de forstod afgørelsen, da den blev for-

midlet mundtligt på nævnsmødet, og flere nævner i den forbindelse, at de allerede havde

respondenter har svaret ”Ved ikke” eller ”Det har ikke været aktuelt”. Disse er ikke inkluderet i be-

regningerne til figuren.

Nævnsmødet

drøftet indsatserne med den kommunale sagsbehandler på forhånd. En af de unge forstod dog

ikke fuldt ud indholdet i afgørelsen og siger følgende:

Jeg synes ikke, jeg fik det forklaret på

en ordentlig måde. Det viste sig, at jeg misforstod meget af det.

Den unge beretter, at han særligt misforstod det forhold, at Ungdomskriminalitetsnævnet ikke

traf afgørelse om, hvor indsatsen konkret skulle finde sted.

8.7

Børn/unge og forældremyndighedsindehaveres reaktioner på af-

gørelser

I interviewene kommer nogle af nævnsmedlemmerne ind på, hvordan børnene/de unge og

forældremyndighedsindehavere reagerer på afgørelsen under nævnsmødet. Oplevelsen er, at

de fleste familier accepterer og har respekt for afgørelsen, mens fåtallet protesterer eller viser

utilfredshed med afgørelsen. Blandt både nævnsmedlemmerne, de børnesagkyndige og de

ungetilsynsførende er der fagpersoner, som nævner, at nogle af familierne udviser taknem-

melighed og betragter afgørelsen som en hjælp, der for nogles vedkommende er efterspurgt.

Dette udtrykkes også af en forældremyndighedsindehaver i et af interviewene. Konteksten i

nedenstående citat er, at de personer, som den unge havde begået kriminalitet i forening med,

ikke er blevet henvist til Ungdomskriminalitetsnævnet:

Det godt være, man ikke har valgt at gøre det samme med de andre børn. Men

jeg ved jo heller ikke, hvad deres historie er. Jeg ved bare, at jeg føler, de

hjælper min datter. Og så kan det godt være, hun tager det som straf. Det gør

jeg måske også lidt selv. Men man skal være glad for, at man fik tilbudt det

her, og man ikke bare blev frikendt og smidt tilbage til den samme verden,

man kom fra.

Med undtagelse af et tilfælde har alle de interviewede børn/unge og forældre myndighedsin-

dehavere opfattelsen af, at den afgørelse, der er truffet, er relevant og meningsfuld. Flere af

de interviewede børn/unge udtrykker, at de oplevede en lettelse i forbindelse med afgørelsen,

fordi de op til nævnsmødet havde været nervøse for uønskede afgørelser vedrørende anbrin-

gelse.

Nævnsmødet

Nævnsmedlemmernes kompetencer

og efterspørgsel efter viden

Uddannelse for dommere og politiansatte nævnsmedlemmer

Forud for dommernes beskikkelse som nævnsmedlemmer i Ungdomskriminalitetsnævnet,

gennemgår de en efteruddannelse, der består af to digitale moduler. Det første modul omfatter

information om Ungdomskriminalitetsnævnets opbygning, dommernes rolle og den praktiske

afvikling af nævnsmødet samt teoretiske og metodiske betragtninger om barnets perspektiv

og inddragelse heraf på nævnsmøder. Det andet modul omfatter viden om barnets psykologi-

ske udvikling, børn og unges adfærd, samt viden om de forskellige grupper af børn og unge,

der typisk vil være i målgruppen for Ungdomskriminalitetsnævnet, herunder udsatte børn og

unge. Efter gennemførsel af hver af de digitale moduler deltager dommerne som observatør

på et nævnsmøde og reflekterer over mødet sammen med den dommer, der har ledt mødet.

Ansatte fra politiet gennemgår ligeledes en uddannelse i forbindelse med deres beskikkelse

som nævnsmedlem. Politiets uddannelse består af to kursusdage. Første kursusdag omfatter

faglige oplæg om det generelle kriminalitetsbillede, Ungdomskriminalitetsnævnets mål-

gruppe, grundlæggende kriminologiske teorier samt en introduktion til Ungdomskriminali-

tetsnævnets sekretariatets arbejde og lovgrundlag mere generelt. Den anden kursusdag, som

foregår cirka seks måneder efter den første, fokuserer især på erfaringsudveksling.

De kommunalt ansatte nævnsmedlemmer gennemgår ikke efteruddannelse forud for beskik-

kelse til Ungdomskriminalitetsnævnet.

9.1

9.2

9.2.1

Vurdering af nævnsmedlemmernes kompetencer

Dommernes kompetencer til at lede møder

Som nævnt er det dommernes rolle at være mødeledere på nævnsmøderne. I spørgeskemaet

er dommerne spurgt, i hvor høj grad de selv vurderer, at de besidder tilstrækkelige kompe-

tencer til dette. 86 pct. vurderer, at de i høj grad besidder kompetencer til at lede nævnsmø-

derne, mens 14 pct. angiver, at de i nogen grad besidder disse kompetencer.

De fleste af de øvrige fagpersoner vurderer i interviewene, at hovedparten af dommerne leder

nævnsmøderne på hensigtsmæssig vis. Dette omfatter blandt andet at oplyse om rammerne

for og formålet med mødet, at sikre alle en passende taletid og at strukturere mødet med

hensyn til eksempelvis pauser og mødets varighed. Flere nævner også, at en del dommere

formår at balancere mellem at signalere mødets alvor uden at afskrække børnene/de unge.

Svarmuligheder: I høj grad, I nogen grad, I mindre grad, Slet ikke.

Nævnsmødet

Enkelte dommere vurderes at være for passive mødeledere eller ikke i tilstrækkelig grad at

være opmærksom på barnets/den unges og forældremyndighedsindehaveres forståelse af ram-

mene for og af formålet med mødet.

9.2.2

Politiansattes viden om/indsigt i kriminalitetsforebyggende arbejde

Af bemærkningerne til ungdomskriminalitetsloven fremgår, at nævnsmedlemmer, som er an-

sat i politiet, skal udpeges på baggrund af deres viden om og indsigt i kriminalit etsforebyg-

gende arbejde. I spørgeskemaet er de politiansatte nævnsmedlemmer bedt om at vurdere, i

hvor høj grad de besidder tilstrækkelig viden om og/eller indsigt i kriminalitetsforebyggende

arbejde til at varetage deres funktion som nævnsmedlem. 51 pct. har svaret i høj grad, mens

49 pct. har svaret, at de i nogen grad besidder denne indsigt og/eller viden.

De øvrige fagpersoner adresserer ikke de politiansattes viden om kriminalitetsforebyggende

arbejde i interviewene, men fremhæver deres kendskab til kriminalitetsbilledet i lokalområ-

det, herunder muligheden for at afdække potentielle risikofaktorer.

9.2.3

Kommunalt ansattes erfaring med/indsigt i social støtte til udsatte børn/unge

Af bemærkningerne til ungdomskriminalitetsloven fremgår, at de kommunalt ansatte nævns-

medlemmer skal udpeges på baggrund af deres erfaring med og/eller indsigt i social støtte til

udsatte børn og unge. I spørgeskemaet er de kommunalt ansatte nævnsmedlemmer bedt om

at vurdere, i hvor høj grad de besidder tilstrækkelig erfaring med og/eller indsigt i social

støtte til udsatte børn/unge til at varetage deres funktion som nævnsmedlem. 93 pct. har sva-

ret, at de i høj grad har tilstrækkelig indsigt i social støtte til udsatte børn/unge, mens syv pct.

har svaret i nogen grad.

I interviewene med de øvrige fagpersoner er der generelt en vurdering af, at de kommunalt

ansatte nævnsmedlemmer har en omfattende viden om det kommunale system, om lov om

social service og om socialfaglige indsatser, herunder konkrete indsatsmuligheder i kommu-

nerne.

9.2.4

Kompetencer til at stille spørgsmål til barnet/den unge

I spørgeskemaet er alle nævnsmedlemmer bedt om at vurdere, i hvor høj grad de har tilstræk-

kelige kompetencer til at stille spørgsmål til barnet/den unge på nævnsmøderne, se nedenstå-

ende figur 23.

Svarmuligheder: I høj grad, I nogen grad, I mindre grad, Slet ikke.

Nævnsmødet

Figur 23

Nævnsmedlemmernes vurdering af, i hvor høj grad de har tilstrækkelige kompetencer til at stille spørgsmål til barnet/den unge

under nævnsmøderne, fordelt efter faggruppe

100%

90%

80%

70%

60%

50%

42%

40%

30%

20%

10%

I høj grad

I nogen grad

Dommere

N=138

87%

57% 58%

32%

13%

I mindre grad

Kommunalt ansatte

Slet ikke

Politiansatte

Figuren viser, at langt de fleste kommunalt ansatte vurderer, at de i høj grad har tilstrækkelige

kompetencer til at stille barnet/den unge spørgsmål, mens de fleste af dommerne og de poli-

tiansatte nævnsmedlemmer svarer, at de i nogen grad har tilstrækkelige kompetencer til dette.

Få dommere vurderer, at de i mindre grad eller slet ikke har disse kompetencer. Enkelte dom-

mere pointerer også i interviewene, at de anser det som en vanskelig opgave at skulle stille

spørgsmål til og føre en dialog med børnene/de unge på nævnsmøderne.

Dommernes vurdering af egne kompetencer afspejles også i interviewene med de øvrige fag-

personer, hvor det bemærkes, at der er stor forskel på dommerne. På tværs af faggrupper

giver de fleste interviewede udtryk for en opfattelse af, at hovedparten af dommerne har

kompetencer til at kommunikere med og stille forståelige spørgsmål til børnene/de unge på

nævnsmøder. En af de ungetilsynsførende siger følgende:

Nogle dommere er gode til at tale

i øjenhøjde med barnet eller den unge, og andre har svært ved at helt slippe dommerkappen

og den mere formelle tilgang.

Citatet illustrerer en udbredt opfattelse blandt de interviewede.

En respondent

har svaret ”Ved ikke”. Vedkommende

er ikke inkluderet i beregningerne til figuren.

Nævnsmødet

9.3

Nævnsmedlemmernes efterspørgsel efter viden og kompetencer

I spørgeskemaet er nævnsmedlemmerne spurgt, om de oplever at mangle viden eller kompe-

tencer i forbindelse med deres arbejde i Ungdomskriminalitetsnævnet. Nedenstående figur

24 viser fordelingen blandt nævnsmedlemmerne.

Figur 24

Nævnsmedlemmernes vurdering af, hvorvidt de mangler viden eller kompetencer i forbindelse med deres arbejde i Ungdomskri-

minalitetsnævnet, fordelt efter faggruppe

100%

10%

90%

32%

80%

70%

60%

50%

40%

30%

49%

20%

10%

11%

Dommere

N=139

10%

41%

32%

79%

37%

Politiansatte

Nej

Ved ikke

Kommunalt ansatte

Som det ses af figuren, er der flest blandt dommerne og de politiansatte nævnsmedlemmer,

som angiver at mangle viden eller kompetencer i forbindelse med deres arbejde i Ungdoms-

kriminalitetsnævnet, mens kun få kommunalt ansatte angiver dette.

Samlet set er det 29 pct., der har svaret ja, 55 pct. har svaret nej, mens de resterende 16 pct.

har svaret

’ved ikke’.

De, der har svaret ja til spørgsmålet, er bedt om at angive i et kommentarfelt, hvilken viden

eller kompetencer de oplever at mangle. Disse besvarelser er sammenholdt med udtalelser fra

interviewene angående efterspørgsel efter viden eller kompetencer, hvilket belyses samlet i

det følgende.

Der er forskel på den efterspurgte viden eller kompetencer mellem faggrupperne. En af de

hyppigste tilkendegivelser fra dommerne angår mere

viden om og kompetence til at føre en

dialog med børn/unge,

herunder særligt børn/unge med nedsat psykisk funktionsevne. Der

Nævnsmødet

efterspørges i denne sammenhæng mere indsigt i børnepsykologi og psykiske lidelser og der-

med forbedrede kompetencer til at rejse spørgsmål om behov for psykologisk eller psykiatrisk

udredning.

Særligt de politiansatte nævnsmedlemmer

–

men også en del dommere

–

tilkendegiver en

efterspørgsel efter større

indsigt i lov om social service,

socialfaglige indsatser samt det kom-

munale system generelt. Nogle efterspørger specifik indsigt i kommunernes tilbud, herunder

anbringelsessteder, og hvilke socialpædagogiske metoder der benyttes.

Både de politiansatte og de kommunale nævnsmedlemmer efterspørger i en del tilfælde større

indsigt i ungdomskriminalitetsloven.

For de politiansatte angår det især en generel indføring

i, hvilke afgørelser der er mulige inden for rammerne af lovgivningen, mens det for de kom-

munalt ansatte også vedrører viden om samspillet mellem ungdomskriminalitetsloven og lov

om social service.

På tværs af alle tre faggrupper er der desuden en del, som efterspørger øget mulighed for

erfaringsudveksling.

Det nævnes, at dette kunne være på tværs af faggrupper/retskredse eller

inden for egen faggruppe/retskreds.

Nævnsmødet

Generel opfattelse af

Ungdomskriminalitetsnævnets

berettigelse

Fagpersonernes ytringer vedrørende generelle holdninger til Ungdomskriminalitetsnævnet er

i vidt omfang knyttet an til en vurdering af, hvorvidt og i hvilket omfang Ungdomskrimina-

litetsnævnet bidrager med noget andet eller yderligere set i forhold til den kommunale indsats

over for målgruppen, før ungdomskriminalitetsloven trådte i kraft.

Nogle fagpersoner har opfattelsen af, at Ungdomskriminalitetsnævnet ikke bidrager med no-

get andet eller yderligere og vurderer, at en stor del af sagerne lige så godt kun ne håndteres

udelukkende i kommunerne. Dette vedrører særligt sager, hvor barnet/den unge i forvejen

modtager foranstaltninger efter lov om social service. Det påpeges i denne sammenhæng, at

de afgørelser, som Ungdomskriminalitetsnævnet har mulighed for at træffe, i vidt omfang er

overensstemmende med de indsatser, der kan sættes i værk efter lov om social service.

De fleste fagpersoner peger dog overordnet på, at Ungdomskriminalitetsnævnet har sin be-

rettigelse. Der nævnes forskellige eksempler på, hvad Ungdomskriminalitetsnævnet vurderes

at bidrage med.

Et af de eksempler,

der nævnes, er, at Ungdomskriminalitetsnævnet bidrager med et udefra-

kommende blik på barnet/den unge. Dette indebærer blandt andet, at der anlægges yderligere

faglige perspektiver på barnets/den unges situation og behov, som kan bidrage til en mere

helhedsorienteret tilgang, herunder et større fokus på kriminalitetsperspektivet , hvilket er et

af formålene med etableringen af Ungdomskriminalitetsnævnet.

Et andet eksempel

angår, at en del af de interviewede fagpersoner vurderer, at kommunerne

i nogle tilfælde ikke har handlet rettidigt i forhold til børnene/de unge. Nedenstående citat fra

et kommunalt nævnsmedlem eksemplificerer denne opfattelse:

Vi har i hvert fald set nogle sager, hvor vi tænkte, at det er godt, den sag kom

ind til en anden myndighed, så man kunne få sat nogle indsatser i værk eller

få skruet på det. Hvor vi har tænkt, at det burde have været behandlet ander-

ledes eller tidligere i kommunen. Og der har vi jo så muligheden for at træffe

nogle andre afgørelser end dem, kommunen selv ville have truffet i sagen. Og

det, synes jeg, har været ret nyttigt i nogle sager.

Se afsnit 7.4.1. om overvejelser vedrørende antallet af mødedeltagere, afsnit 7.5 om nævnsmedlem-

mernes rolle og bidrag på nævnsmødet og afsnit 8.1 om votering

–

praksis og samarbejde

Nævnsmødet

Ovenstående adresserer således yderligere et af formålene med oprettelsen af ungdomskrimi-

nalitetsnævnet, som angår en sikring af, at kommunerne iværksætter de nødvendige indsat-

ser.

Et tredje eksempel,

der går igen blandt flere fagpersoner, er, at Ungdomskriminalitetsnævnet

sammenlignet med kommunerne i videre omfang har mulighed for at træffe afgørelser uden

samtykke, og at dette i nogle tilfælde vurderes nødvendigt. Nedenstående citat fra et kommu-

nalt nævnsmedlem eksemplificerer denne opfattelse:

Der hvor nævnsmøderne giver allerbedst mening, det er i de lukkede hjem,

hvor kommunen ikke kan komme ind og hjælpe familien, for de vil ikke tage

imod hjælp. De kan bare sige nej tak til kontaktperson og nej tak til familie-

behandling. Der kan vi altså noget andet med lov om bekæmpelse af ung-

domskriminalitet. Det er ikke frivilligt

–

de skal. Jeg synes især i de sager,

der tror jeg faktisk, vi har hjulpet en del unge.

Opfattelsen er således blandt flere, at ungdomskriminalitetsloven giver mulighed for at for-

pligte børnene/de unge og/eller forældremyndighedsindehavere i forhold til at modtage ind-

satser, der vurderes at kunne forebygge kriminel adfærd. Forpligtelsen af barnet/den unge og

forældremyndighedsindehavere er også et af formålene med etableringen af Ungdomskrimi-

nalitetsnævnet.

I forlængelse heraf peges hyppigt på

et fjerde eksempel

på Ungdomskriminalitetsnævnets

berettigelse, som angår tilsynet fra Ungekriminalforsorgen, når der er truffet en afgørelse om

et forbedringsforløb. Flere nævner det betydningsfulde i, at barnet/den unge er under tilsyn,

og at der er en konsekvens ved manglende efterlevelse af nævnets afgørelse, i form af at

sagen kan genindbringes for nævnet. Dette vil blive behandlet yderligere i en anden deleva-

luering vedrørende tilsyn med og opfølgning på afgørelserne.

Hvad angår de sager, hvor der træffes afgørelse om ikke at iværksætte forbedringsfor-

løb/straksreaktion, er der blandt fagpersonerne en varierende opfattelse af Ungdomskrimina-

litetsnævnets berettigelse. Nogle fagpersoner opfatter sådanne nævnsmøder som ressource-

spild, og nogle dommere efterspørger en mulighed for på skriftligt grundlag at træffe afgø-

relse i sagen i de tilfælde, hvor det vurderes åbenlyst, at afgørelsen ender med, at der ikke

iværksættes forbedringsforløb/straksreaktion. Andre fagpersoner udtrykker, at Ungdom skri-

minalitetsnævnet også i disse tilfælde har sin berettigelse, fordi nævnsmødet i sig selv vur-

deres at have en værdi. Dette både i forhold til, at nævnsmøderne over for børnene/de unge

cementerer alvoren i situationen og sender et signal om konsekvenser ved kriminelle hand-

linger, og i forhold til at dialogen på nævnsmødet kan være værdifuld i sig selv. En af de

politiansatte nævnsmedlemmer siger eksempelvis:

Se aftaleteksten til ungdomskriminalitetsreformen.

Nævnsmødet

Jeg troede, at når vi holdt møder og ikke traf en afgørelse, at så havde det

været spild af tid, men det tænker jeg ikke nu. Der har været nogle gange,

hvor vi har sendt de unge ud af døren med forældrene, hvor de har fået et

øget ansvar og fået snakket tingene igennem.

Overordnet set er det hovedparten af de interviewede

–

på tværs af faggrupper

–

der udtrykker,

at de opfatter Ungdomskriminalitetsnævnet som relevant og meningsfuldt i de fleste tilfælde. I

nogle tilfælde vurderes der dog at være forskellige barrierer for at træffe målrettede individuelle

forebyggende indsatser, som er et af formålene med etableringen af Ungdomskriminalitetsnæv-

net.

Der er desuden en generel opfattelse af, at nogle typer af sager ikke vurderes relevant at

behandle i regi af Ungdomskriminalitetsnævnet. Dette vil blive afdækket i en anden delevalue-

ring vedrørende screening og henvisning til Ungdomskriminalitetsnævnet.

Se afsnit om 8.5 om målrettede individuelle forebyggende indsatser

–

handlemuligheder og barrierer

Nævnsmødet

Bilag

Bilagsfigur 1

Nævnsmedlemmernes vurdering af samarbejdet mellem nævnsmedlemmerne på formødet fordelt efter faggruppe

100%

90%

97%

92%

82%

80%

70%

60%

50%

40%

30%

20%

10%

Godt

Overvejende godt

Dommere

N=139

15%

Både godt og dårligt

Politiansatte

Overvejende dårligt

Dårligt

Kommunalt ansatte

Nævnsmødet

Bilagsfigur 2

Nævnsmedlemmernes og de børnesagkyndiges vurdering af andelen af nævnsmøder, hvor de 10-14-årige forstår de spørgs-

mål, som bliver stillet på nævnsmødet, fordelt efter faggruppe

100%

90%

80%

70%

60%

50%

40%

30%

20%

10%

Mindre end 10 pct.

10 pct. til 44 pct.

Politiansatte

45 pct. til 55 pct.

Kommunalt ansatte

56 pct. til 90 pct.

Børnesagkyndige

Mere end 90 pct.

Dommere

N=163

53%

48%

43%

42%

32%

28%

40%

28%26%

14%

11%

2% 3%

11%

13%

11 respondenter svaret ”Ved ikke” eller ”Det har ikke været aktuelt”.

Disse er ikke inkluderet i bereg-

ningerne til figuren.

Nævnsmødet

Bilagsfigur 3

Nævnsmedlemmernes og de børnesagkyndiges vurdering af andelen af nævnsmøder, hvor de 15-17-årige forstår de spørgs-

mål, som bliver stillet på nævnsmødet, fordelt efter faggruppe

100%

90%

80%

70%

60%

51%

50%

40%

30%

20%

10%

Mindre end 10 pct.

10 pct. til 44 pct.

Politiansatte

45 pct. til 55 pct.

Kommunalt ansatte

56 pct. til 90 pct.

Børnesagkyndige

Mere end 90 pct.

Dommere

N=169

55%

47%

39%

40%

38%

27%

10%10%

Fire

respondenter svaret ”Ved ikke” eller ”Det har ikke været aktuelt”.

Disse er ikke inkluderet i bereg-

ningerne til figuren.

Nævnsmødet

Bilagsfigur 4

Nævnsmedlemmernes og de børnesagkyndiges vurdering af andelen af nævnsmøder, hvor de 10-14-årige forstår formålet

med, at de skal deltage på et møde i Ungdomskriminalitetsnævnet, fordelt efter faggruppe

100%

90%

80%

70%

60%

50%

40%

30%

22%

20%

10%

Mindre end 10 pct.

10 pct. til 44 pct.

Politiansatte

45 pct. til 55 pct.

Kommunalt ansatte

56 pct. til 90 pct.

Børnesagkyndige

Mere end 90 pct.

Dommere

N=163

53%

38%

32%

31%

27%

24%

16%

15%

22%

21%

13%

29%

15%

9% 9%

11%

11 respondenter svaret ”Ved ikke” eller ”Det har ikke været aktuelt”.

Disse er ikke inkluderet i bereg-

ningerne til figuren.

Nævnsmødet

Bilagsfigur 5

Nævnsmedlemmernes og de børnesagkyndiges vurdering af andelen af nævnsmøder, hvor de 15-17-årige forstår formålet

med, at de skal deltage på et møde i Ungdomskriminalitetsnævnet, fordelt efter faggruppe

100%

90%

80%

70%

60%

50%

40%

30%

20%

10%

Mindre end 10 pct.

10 pct. til 44 pct.

Politiansatte

45 pct. til 55 pct.

Kommunalt ansatte

56 pct. til 90 pct.

Børnesagkyndige

Mere end 90 pct.

Dommere

N=169

54%

47%

44%

33%

45%

43%

33%

31%

13%

10%

3% 3%

13%13%

Fire

respondenter svaret ”Ved ikke” eller ”Det har ikke været aktuelt”.

Disse er ikke inkluderet i bereg-

ningerne til figuren.

Nævnsmødet

Bilagsfigur 6

Nævnsmedlemmernes og de børnesagkyndiges vurdering af andelen af nævnsmøder, hvor de 15-17-årige forstår den mundt-

lige formidling af afgørelsen fordelt efter faggruppe

50%

45%

40%

35%

30%

25%

20%

15%

10%

Mindre end 10 pct.

10 pct. til 44 pct.

Politiansatte

45 pct. til 55 pct.

Kommunalt ansatte

10%

21%

19%

48%

46%

44%

43%

37%

32%

24%

56 pct. til 90 pct.

Børnesagkyndige

Mere end 90 pct.

Dommere

N=165

respondenter har svaret ”Ved ikke” eller ”Det har ikke været aktuelt”. Disse er ikke inkluderet i be-

regningerne til figuren.

Nævnsmødet

En delevaluering af Ungdomskriminalitetsnævnet

Forfatter

Tine Fuglsang og Signe Bechmann Hansen

Dato

April 2021

Justitsministeriet

Slotsholmsgade 10

1216 København K

Telefon

72 26 84 00

[email protected]

ISBN

978-88-98564-35-7

Nævnsmødet