REU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 1010: Spm. om afhøring af vold mod børn med en anden baggrund end dansk, til justitsministeren

Retsudvalget 2020-21
REU Alm.del
Offentligt

Folketinget

Retsudvalget

Christiansborg

1240 København K

DK Danmark

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

19. maj 2021

Politikontoret

Janani Jeyasothinayagam

2021-0030-5943

1954050

Besvarelse af spørgsmål nr. 1010 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 1010 (Alm. del), som Folketin-

gets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 21. april 2021. Spørgs-

målet er stillet efter ønske fra Karina Lorentzen Dehnhardt (SF).

Nick Hækkerup

Niels Dam Dengsøe Petersen

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 3392 3340

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

Side 1/4

REU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 1010: Spm. om afhøring af vold mod børn med en anden baggrund end dansk, til justitsministeren

Spørgsmål nr. 1010 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

”Vil

ministeren indhente videoafhørernes erfaringer med afhø-

ring af vold mod børn med en anden baggrund end dansk? Vil

ministeren endvidere oplyse, om det er korrekt, at bistandsadvo-

kater af og til blokerer afhøringer af barnet af frygt for, at foræl-

drene udvises, og i bekræftende fald redegøre for, hvad ministe-

ren vil gøre ved den problemstilling?”

Svar:

Efter retsplejelovens § 171, stk. 1, har en parts nærmeste ikke pligt til at

afgive forklaring som vidne.

Der er heller ikke pligt til at afgive forklaring, hvis forklaringen antages at

ville udsætte vidnet selv for straf eller tab af velfærd, jf. retsplejelovens §

171, stk. 2, nr. 1, udsætte hans nærmeste for straf eller tab af velfærd, jf.

retsplejelovens § 171, stk. 2, nr. 2, eller påføre vidnet selv eller hans nær-

meste anden væsentlig skade, jf. retsplejelovens § 171, stk. 2, nr. 3.

Retten kan dog pålægge vidnet at afgive forklaring i de tilfælde, der er nævnt

i stk. 1 og stk. 2, nr. 2 og 3, når forklaringen anses for at være af afgørende

betydning for sagens udfald, og sagens beskaffenhed og dens betydning for

vedkommende part eller samfundet findes at berettige dertil, jf. retsplejelo-

vens § 171, stk. 3.

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en

udtalelse fra Rigspolitiet, der har oplyst følgende:

”Rigspolitiet

har til brug for bidrag til besvarelsen af spørgsmå-

let foretaget en høring af landets 12 politikredse.

For så vidt angår videoafhørernes erfaringer med afhøring i sa-

ger om vold mod børn med anden etnisk baggrund end dansk

har Rigspolitiet forstået spørgsmålet således, at der anmodes om

videoafhørernes erfaringer fra selve afhøringssituationen med

barnet.

På baggrund af kredshøringen er det Rigspolitiets opfattelse, at

der generelt ikke er særlige udfordringer, der gør sig gældende

ved afhøring i sager om vold mod børn med anden etnisk bag-

grund end dansk. Flere politikredse har dog oplyst, at der i disse

sager kan forekomme en sprogbarriere, hvorfor det kan være

nødvendigt at anvende tolk, og at der i den forbindelse kan fo-

rekomme udfordringer med tolkningen.

Side 2/4

REU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 1010: Spm. om afhøring af vold mod børn med en anden baggrund end dansk, til justitsministeren

Endvidere har flere politikredse oplyst, at der ved afhøring af

børn med anden etnisk baggrund end dansk kan forekomme til-

fælde, hvor det er svært for barnet at beskrive den vold, som

barnet har været udsat for af sine forældre, da barnet, muligt be-

grundet i kulturelle forskelle, ikke har forståelsen af, at det er

forkert og strafbart, at barnet har været udsat for vold af sine

forældre.”

Justitsministeriet har endvidere til brug for besvarelsen af spørgsmålet

indhentet en udtalelse fra Rigsadvokaten, der har oplyst følgende:

”Rigsadvokaten

er bekendt med flere sager, hvor bistandsadvo-

kater i forbindelse med videoafhøringer af børn har påberåbt sig

retsplejelovens § 171, stk. 2, nr. 1, samt § 171, stk. 1, og stk. 2,

nr. 2 og 3, fordi barnets forældre risikerer at blive dømt og udvist

som følge af børnenes forklaring.

I nogle af sagerne har domstolene konkret vurderet, at retspleje-

lovens § 171, stk. 2, nr. 1, fandt anvendelse, mens de i andre af

sagerne er nået til det modsatte resultat. Det kan hertil tilføjes,

at der på nuværende tidspunkt er indbragt to sager for Højeste-

ret, hvor spørgsmålet for Højesteret er, om udsigten til, at foræl-

dre kan blive udvist, hvis de bliver dømt, medfører tab af vel-

færd for barnet, jf. retsplejelovens § 171, stk. 2, nr. 1, så barnet

af den grund er fritaget for at afgive forklaring og ikke kan på-

lægges at afgive forklaring efter retsplejelovens § 171, stk. 3. I

begge disse sager er landsretten konkret nået frem til, at retsple-

jelovens § 171, stk. 2, nr. 1, ikke fandt anvendelse. Rigsadvoka-

ten er ikke bekendt med, hvornår Højesteret træffer afgørelse i

sagerne.

Rigsadvokaten er endvidere bekendt med sager, hvor bistands-

advokater påberåber sig retsplejelovens § 171, stk. 1, og hvor

retten således skal vurdere, om et barn kan pålægges at afgive

vidneforklaring efter retsplejelovens § 171, stk. 3. Generelt viser

retspraksis i sager om vidnepålæg efter retsplejelovens § 171,

stk. 3, at kriminalitetens karakter og omfang har afgørende be-

tydning i forhold til, om barnet kan pålægges at afgive forkla-

ring.

I den forbindelse kan der f.eks. henvises til Østre Landsrets ken-

delse af 10. marts 2021. I sagen protesterede bistandsadvokaten

mod afspilning af videoafhøringer af børn i en sag om overtræ-

delse af straffelovens § 244, stk. 1, jf. til dels § 244, stk. 2. Der

var nedlagt påstand om advarsel om udvisning af børnenes mor.

Landsretten fandt, at en sådan advarsel ikke ville indebære et tab

af velfærd for børnene i kraft af deres forklaringer i den pågæl-

dende sag, hvorfor børnene ikke kunne anses for omfattet af den

absolutte vidnefritagelsesregel i retsplejelovens § 171, stk. 2, nr.

Side 3/4

REU, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 1010: Spm. om afhøring af vold mod børn med en anden baggrund end dansk, til justitsministeren

1. Derimod fandt landsretten, at børnene var omfattet af retsple-

jelovens § 171, stk. 1. Henset til sagens beskaffenhed og betyd-

ning, herunder at sagen vedrørte straffelovens § 244, stk. 2, hvor

det af forarbejderne til bestemmelsen fremgår, at det med straf-

skærpelsen er hensigten, at strafniveauet i denne type sager for-

dobles, fandt landsretten, at børnene kunne pålægges at afgive

vidneforklaring.

Rigsadvokaten kan vedrørende sagen oplyse, at bistandsadvo-

katen har ansøgt Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at ind-

bringe kendelsen for Højesteret. Procesbevillingsnævnet har

endnu

ikke truffet afgørelse i sagen.”

Jeg vil gerne fastslå, at det er domstolene, der i den enkelte sag foretager

den konkrete vurdering af, om der er grundlag for at pålægge et vidne at

afgive forklaring. Domstolenes vurdering beror på de forhold, der fremgår i

retsplejelovens § 171.

Som det fremgår af Rigsadvokatens udtalelse, verserer der i øjeblikket to

sager om problemstillingen ved Højesteret. Jeg finder det mest hensigts-

mæssigt at afvente afgørelserne.

Side 4/4