Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 25. oktober 2020
Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestillings besvarelse af spørgsmål nr. 99 (MOF alm. del) stillet
13. oktober 2020 på vegne af Emil Bonnesen (V)
Spørgsmål nr. 99
”Hvilke
overvejelser og begrundelser har ministeren om de menneskelige konsekvenser for de rigtig
mange mennesker, der bliver berørt, ikke alene direkte på minkfarmene, men også i de mange afledte
erhverv og job, som nu ser deres fremtid og job alvorligt truet, som følge af regeringens politiske
beslutninger om også at nedslagte mange raske dyr på minkfarmene?
Svar
Det er indiskutabelt meget ulykkeligt, at kampen mod corona skal gå så hårdt ud over minkavlerne,
der har bundet deres liv og levned op på et erhverv, der rammes ekstra hårdt af pandemien. Men når vi
beslutter at slå de mange besætninger ned, både de smittede og de umiddelbart omkringliggende, så er
det jo fordi, at sundhedsmyndighederne har udtrykt stor bekymring ved det store og hastigt voksende
reservoir for smitte, vi desværre har i minkbesætninger. I hensynet til folkesundheden indgår også
bekymringen for de mutationer, der er observeret i mink og som kan smitte tilbage til mennesker.
Regeringens fokus er derfor først og fremmest at få stoppet smittespredningen i minkbesætningerne,
men naturligvis også at få taget stilling til den fremadrettede håndtering af produktionen inden for
minkerhvervet.
I denne ekstraordinære og alvorlige situation må vi holde hånden under minkfarmerne, der ikke skal
efterlades med regningen helt alene. Det er vigtigt med en retfærdig håndtering, som sikrer
minkavlerne en fair løsning. Minkavlerne kompenseres således på samme måde, som vi vil behandle
alle andre brancher, som rammes af husdyrsygdomme, som kræver at besætningerne slås ned.
Minkavlere med smittede mink vil få erstatning efter en erstatningsordning, der har eksisteret i mere
end 30 år. I henhold til denne ydes der fuld erstatning for dyrenes skind og herudover 20 pct.
driftstabserstatning, dvs. delvis dækning for tabet af avlsdyrenes merværdi ud over skindprisen.
Ved aflivning af ikke-smittede besætninger, der er beliggende inden for en radius af 7,8 km fra en
smittet besætning, ydes der fuld erstatning for dyrenes skind og fuld driftstabserstatning, da denne
situation er at sidestille med ekspropriation.
Mogens Jensen
/
Paolo Drostby
Miljø- og Fødevareministeriet
•
Slotsholmsgade 12
•
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
•
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
•
•
www.mfvm.dk