Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 22. marts 2021
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 949 (MOF alm. del) stillet 24. februar 2021 efter ønske
fra Jacob Jensen (V).
Spørgsmål nr. 949
”Vil ministeren kommentere artiklen ”Langsomt direktorat kvæler grønne virksomhedsdrømme” fra
Sjællandske den 10. februar 2021? Og hvad vil ministeren gøre ved den omtalte problemstilling med
langsom sagsbehandling i Kystdirektoratet?”
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet Kystdirektoratet, som oplyser nedenstående som jeg henholder mig til:
”I
den omtalte sag med Dansk Tangs anlæg ved Rørvig er der i tilladelsen stillet vilkår om en
sikkerhedsstillelse på 20.000 kr. Dansk Tang har efter Kystdirektoratets oplysninger udlagt
tanganlægget, men har endnu ikke stillet den nødvendige sikkerhed. Anlægget vil derfor ikke være
lovligt, idet sikkerhedsstillelse er et vilkår for tilladelsens udnyttelse. Størrelsen af sikkerhedsstillelsen
fastsættes efter en konkret vurdering i den enkelte sag ud fra anlæggets størrelse mv. og ligger ofte i
intervallet 20.000-200.000 kr. Beløbets størrelse fastsættes ud fra de konkrete omkostninger til en
eventuel fjernelse af et anlæg, hvis virksomheden fx skulle gå konkurs, for at undgå at et udtjent
tanganlæg ender som affald i havmiljøet.
Kystdirektoratets tilladelser til kommercielle tanganlæg er som udgangspunkt 5-årige, idet disse anlæg
ofte beslaglægger store vandarealer relativt kystnært. Baggrunden er, at tangerhvervet er en relativ ny
branche i Danmark, og det er fundet vigtigt at basere tilladelser hertil på konkrete erfaringer, som
opnås gennem løbende evaluering. Tidsbegrænsede tilladelser giver bl.a. mulighed for at justere
eventuelle uhensigtsmæssigheder inden for en kortere årrække. Kystdirektoratet er positivt indstillet i
forhold til at give en ny tilladelse til fortsat drift af et eksisterende tanganlæg, såfremt vilkår er
overholdt og tanganlægget ikke er i konflikt med øvrige hensyn, der skal varetages i sager om
søterritoriet.”
Søterritoriet er et fælles gode, og anvendelsen skal derfor, udover at tilgodese erhvervsinteresser, også
ske i respekt for andre interesser, herunder rekreative interesser. Endvidere skal det sikres, at
havmiljøet ikke påvirkes negativt. Der opkræves ikke betaling for behandling af ansøgninger om
tanganlæg, og ansøger betaler ikke leje for brug af vandarealet. Kravet om sikkerhedsstillelse har fast
administrativ praksis siden 2015.
./..
For så vidt angår sagsbehandlingstiden henviser jeg til mit svar på MOF alm. del spørgsmål nr. 932 og
971.
Miljøministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216
København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 •
•
www.mim.dk