Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2021-3877
Den 22. marts 2021
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 947 (MOF alm. del) stillet 23. februar 2021 efter ønske
fra Jacob Jensen (V).
Spørgsmål nr. 947
”Mener
ministeren, at myndighedernes lange sagsbehandlingstid og bureaukratiske lovgivning
har været en del af problemet i forhold til at sikre, at sortering af miljøskadeligt
affald bliver håndteret korrekt?”
Svar
Jeg forstår spørgsmålet således, at der henvises til, at sagsbehandlingstiden for behandling af
eksportnotifikationer (anmeldepligtig eksport af affald) skulle medføre, at elektronikaffaldet hos
DanWEEE og Fragmentum har hobet sig op udover tilladte mængder.
Elektronikaffald er overvejende omfattet af den anmeldepligtige eksport, da elektronikaffald ofte
indeholder problematiske elementer. Da det er Miljøstyrelsen, der behandler disse sager, har jeg
spurgt Miljøstyrelsen til sagsbehandlingstiden for eksportnotifikationer indgivet af henholdsvis
DanWEEE og Fragmentum. Miljøstyrelsen har vurderet, at sagsbehandlingstiden på
eksportnotifikationerne for de to virksomheder ikke har været skyld i, at virksomhederne ikke har
kunnet eksportere affaldet, og at det derfor hobede sig op.
For så vidt angår DanWEEE har det ifølge Miljøstyrelsen været et problem, at virksomheden enten har
søgt fornyede notifikationer umiddelbart inden - eller efter - udløbstidspunktet af eksisterende
notifikationer. Dette har ifølge Miljøstyrelsen givet perioder, hvor DanWEEE ikke kunne eksportere,
da ansøgningerne om notifikation var under behandling. Dertil kommer, at DanWEEE fra juli 2017 og
frem til konkursen i januar 2018 havde gældende notifikationer til eksport af billedrørsglas, som
virksomheden kunne eksportere i henhold til, men som virksomheden ifølge Miljøstyrelsen ikke
udnyttede fuldt ud.
Miljøstyrelsen har i øvrigt oplyst, at Fragmentum ikke har søgt om tilladelse til eksport af
elektronikaffald.
Lea Wermelin
/
Kristian Hovgaard Juul-Larsen
Miljøministeriet
•
Slotsholmsgade 12
•
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
•
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
•
•
www.mfvm.dk