Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2021-3675
Den 16. marts 2021
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 906 (MOF alm. del) stillet 17. februar efter ønske fra
Signe Munk (SF).
Spørgsmål nr. 906
”Er
der juridiske hindringer relateret til nuværende dansk og international lov for at ulovliggøre
virksomheders afbrænding af ubrugt tøj i Danmark? Hvilke lovmæssige ændringer
skulle foretages for at forbyde virksomheders afbrænding af ubrugt tøj i Danmark?
Baggrunden for spørgsmålet er, at en undersøgelse foretaget af Econet estimerer, at
der hvert år bliver afbrændt 677 tons ubrugt tøj, som smides ud i erhvervsaffaldet fra
forhandlere og producenter af tøj, jf. rapporten ”Nyt tøj i affaldet”, Udarbejdet til Forbrugerrådet
Tænk, den 22. september 2020 (https://dokumentation.taenk.dk/sites/default/files/
rapport_om_nyt_toej_i_affald_2020_forbrugerraadet_taenk_econet.pdf).”
Svar
Generelt går der alt for meget tøj til spilde, inden det overhovedet har været brugt. Det er på ingen
måde bæredygtigt eller ansvarligt. Når virksomheder vælger at skille sig af med overskudsvarer,
herunder ubrugt tøj, er det affald, og varerne skal derfor håndteres i overensstemmelse med reglerne
herom. Reglerne om virksomheders affaldshåndtering i Danmark er reguleret i
affaldsbekendtgørelsen, som implementerer affaldsdirektivet. Virksomheder har således i dag pligt til
at udsortere deres affald, der er egnet til materialenyttiggørelse, herunder tekstilaffald. Virksomheden
skal sørge for, at det sorterede affald enten bliver forberedt med henblik på genbrug, genanvendt eller
anvendt til anden endelig materialenyttiggørelse, jf. affaldsbekendtgørelsens § 61, stk. 3. Det betyder,
at der allerede i dag er et forbud mod at sende affald til forbrænding, hvis det f.eks. kan genanvendes.
Det gælder også for tekstilaffald. Virksomhederne er ansvarlige for at overholde reglerne på området,
og det er strafbart at håndtere affald i strid med reglerne.
Jeg anerkender dog, at der er et problem med forbrænding af ubrugt tøj. Derfor er reglerne omkring
virksomheders affaldshåndtering netop blevet tydeliggjort med den seneste revision af
affaldsbekendtgørelsen, og i Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi indgår et
initiativ om, at affaldstilsynet med virksomheder skal forbedres. Det indebærer, at der blandt andet vil
blive set på, hvordan man kan skærpe modtagekontrollen på landets forbrændingsanlæg. Det skal
sikre, at genanvendeligt affald som ubrugt tøj ikke forbrændes.
Lea Wermelin
/
Janne Birk Nielsen
Miljøministeriet
•
Slotsholmsgade 12
•
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
•
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
•
EAN 5798000862005
•
•
www.mim.dk