Miljø- og Fødevareudvalget 2020-21
MOF Alm.del
Offentligt
2275674_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 6. november 2020
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 87 (MOF alm. del) stillet 12. oktober 2020 efter ønske fra
Erling Bonnesen (V).
Spørgsmål nr. 87
”Vil
ministeren redegøre for jordforureningen på Lynfrost-grunden ved Nyborg på Fyn?”
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Region Syddanmark, som har oplyst følgende:
”Forureningen
på Lynfrost-grunden ved Nyborg (Storebæltsvej 10) stammer fra Tjærekompagniet, der
drev tjærefabrik på stedet fra 1919 til 1969. Bl.a. indsamlede Tjærekompagniet råtjære fra de danske
gasværker og destillerede den til tjæreolie og naftalin. Tjæreolien blev både brugt direkte og desuden
omdannet til phenoler, kreosoler og xylenoler. Grunden er forurenet med bl.a. særlige hotspots med
kraftige koncentrationer af phenoler, naftalin og oliestoffer. Der ses desuden fri fase tjæreolie i nogle af
boringerne udført på ejendommen.
Udførte undersøgelser
Der er siden 1980´erne udført flere undersøgelser på ejendommen, senest i 2018 og 2019. Regionen
vurderede i 2018, at det ikke kunne udelukkes, at forureningen med phenoler og chlorphenoler kunne
udgøre en risiko for overfladevand i nordøstlig retning, Storebælt, pga. omfanget af forureningen.
Undersøgelserne i 2018 og 2019 blev udført af et rådgivende ingeniørfirma på vegne af en privat
bygherre. Prøvetagningsstrategien for disse undersøgelser blev fastlagt i dialog med Region
Syddanmark med det formål at afdække risikoen for målsat overfladevand.
Resultatet af de seneste undersøgelser
Forureningsfanen i grundvandet blev ved undersøgelserne i 2018 og 2019 afgrænset vertikalt, og
rådgiveren foretog en vurdering af forureningsfanens udbredelse horisontalt på baggrund af
undersøgelsesresultaterne. Derudover blev der foretaget en vurdering af forureningsfanernes
udbredelse i de nye undersøgelser sammenlignet med de tidligere undersøgelser for ca. 35 år siden.
Forureningsfanerne er sammenlignelige og er vurderet at være stabile. Undersøgelserne blev suppleret
med forskellige risikoberegninger (herunder fluxberegninger), som viser, at forureningen ikke udgør
en risiko for Storebælt.
Regionens vurdering af risikoen over for overfladevand (Storebælt og Nyborg Fjord)
Generelt i regionernes afgørelser, der drejer sig om risiko ift. overfladevand, anvendes som
udgangspunkt Miljøstyrelsens screeningsværktøj. Region Syddanmark har dog i denne konkrete sag
om Lynfrosten, hvor der er tale om en stor og kraftig forurening, foretaget en udvidet risikovurdering.
Regionen har bl.a. udført fluxberegninger og har i risikovurderingen foretaget beregninger af
forskellige scenarier i forhold til f.eks. klimarelaterede ændringer i grundvandsstanden og
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
Fax 33 14 50 42
CVR 12854358
EAN 5798000862005
[email protected]
www.mfvm.dk
MOF, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 87: Spm. om jordforureningen på Lynfrost-grunden ved Nyborg på Fyn, til miljøministeren
grundvandstrømningsretningen samt en ændring af anvendelsen af kildegrunden til at være uden
befæstelse. Dette er gjort for at fremtidssikre risikovurderingen. Regionens risikovurdering har
omfattet både risikoen for Storebælt mod nord og Nyborg Fjord mod syd. De beregninger, som
regionen har udført, viser, at forureningen ikke udgør en risiko for hverken Storebælt eller Nyborg
Fjord.
Regionens vurdering af risikoen for et boligkvarter syd for Storebæltsvej 10
Da udbredelsen af forureningen for nogle af stofgrupperne ikke var fuldt afgrænset i det sekundære
grundvand mod syd (på baggrund af undersøgelserne i 2018 og 2019), har regionen i februar 2020
gennemført en supplerende undersøgelse. Undersøgelsen havde til formål at afklare risikoen for
uacceptabel påvirkning af indeklimaet i naboboligerne mod syd. Der blev udført både boringer og
poreluftmålinger, og det blev på baggrund af undersøgelsens resultater vurderet, at forureningen fra
Lynfrosten ikke udgør en risiko for indeklimaet i boligerne mod syd.
Status på ejendommen p.t.
Der er ikke foretaget oprensninger på ejendommen, og der er derfor fortsat en kraftig forurening i
både jord, poreluft og grundvand. Ejendommen er V2-kortlagt uden offentlig indsats, da den er
beliggende uden for område med særlige drikkevandsinteresser, uden for indvindingsopland, og idet
der ikke er risiko for målsat overfladevand eller nabo-boliger. Der skal søges om tilladelse hos
kommunen, hvis anvendelsen af ejendommen ønskes ændret til bolig, institution, offentlig legeplads,
rekreativt område, kolonihave eller sommerhusgrund (jf. Jordforureningslovens §
8).”
Lea Wermelin
/
Kristian Hovgaard Juul-Larsen
2