Miljø- og Fødevareudvalget 2020-21
MOF Alm.del
Offentligt
2351205_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 10. marts 2021
Hermed følger besvarelse fra ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri af spørgsmål nr. 845 (MOF
alm. del) stillet 10. februar 2021 efter ønske fra Erling Bonnesen (V).
Spørgsmål nr. 845
”Vil ministeren foretage en sammenligning af effekter, fordele og ulemper ved en eventuel flytning af
de forsøgsaktiviteter, som endnu ikke er flyttet fra forsøgsstationen ved Årslev på Midtfyn til Gl.
Estrup ved Århus/Randers? Og vil ministeren redegøre for, om det ville være en fordel både
økonomisk og fagligt, herunder under hensyntagen til de bedre jordbundsforhold på Midtfyn, samt at
drænforhold mv. er på plads i Årslev og ikke eksisterende i Gl. Estrup, at de nuværende
forsøgsaktiviteter forbliver ved Årslev på Midtfyn? ”
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Aarhus Universitet, som oplyser at:
”Med en flytning af de aktiviteter,
der endnu ikke er flyttet fra Årslev til den nye forsøgsstation på
Djursland får universitetets fødevareforskning 1) en lettere adgang til forsøgsarealer og samdrift af
forsøgsarealer og intensive væksthusfaciliteter i Aarhus, 2) en væsentlig reduktion i omkostninger til
forsøgsarealer, 3) en væsentlig reduktion i driftsomkostninger til forsøgsstationen, herunder færre
udgifter til personale, 4) en mulighed for sammen med Det Grønne Museum og Gl. Estrup, Danmarks
Herregårdmuseum, at skabe en stærk forskningsbaseret formidlingsplatform med fokus på dansk
fødevareproduktion.
Hver enkelt forsøgslokalitet har sine egne karakteristika i form af fx bonitet. Aarhus Universitets
vurdering er, at den nye lokalitet opfylder betingelserne til forsøgsjord. Betingelserne omfatter bl.a.
bonitet, jordstykkets ensartethed vertikalt og horisontalt, topografi, frihed for sten, mulighed for både
konventionelle og økologiske forsøg, klima og afstand til forskningsfaciliteterne i Skejby.
Det er Aarhus Universitets vurdering, at der ikke vil være faglige eller økonomiske ulemper forbundet
med en flytning af de nuværende markforsøgsaktiviteter i Årslev til den nye lokalitet på Djursland.
Universitetet vurderer endvidere, at det vil være økonomisk og fagligt ufordelagtigt at opretholde og
opgradere de nuværende forsøgsaktiviteter ved Årslev på Midtfyn.”
Rasmus Prehn
/
Louise Piester
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Slotsholmsgade 12
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
[email protected]
www.fvm.dk