Miljø- og Fødevareudvalget 2020-21
MOF Alm.del
Offentligt
2343181_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2021-2571
Den 27. februar 2021
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 776 (MOF alm. del) stillet 1. februar 2021 efter ønske fra
Rasmus Nordqvist (SF).
Spørgsmål 776
Vil ministeren tage initiativ til en screening af luftemissioner for TFA og andre fluorerede
stoffer (og andre halogenerede organiske stoffer) og PICs (products of incomplete
combustion), og vil ministeren oplyse, hvilke alternativer der findes til forbrænding af
organiske flourforbindelser og andre organiske halogenforbindelser?
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Miljøstyrelsen. Miljøstyrelsen oplyser, at i forhold til TFA har
Miljøstyrelsen kontaktet DCE under Aarhus Universitet. DCE oplyser, at der ikke er erfaring med
opgørelse af udledninger af TFA i regi af emissionsopgørelser for luftforurenende stoffer til
FN’s
konvention for grænseoverskridende luftforurening. Det er endvidere DCE’s umiddelbare vurdering, at
målinger af TFA-koncentrationer er teknisk muligt at gennemføre i
baggrundsovervågningsprogrammet for atmosfærisk deposition. Miljøstyrelsen har bedt DCE om at
udarbejde et forslag til et midlertidigt måleprogram for luft og regnvand samt vurdere omkostningerne
forbundet hermed. Miljøstyrelsen vil på den baggrund undersøge mulighederne for at igangsætte
målinger af den atmosfæriske belastning med TFA.
I forhold til de øvrige meget omfattende stofgrupper, der spørges til, er der for nærværende ingen
planer om at iværksætte screeninger.
I forhold til den anden del af spørgsmålet oplyser Miljøstyrelsen, at organiske fluorforbindelser og
andre organiske halogenforbindelser omfatter en lang række af forskellige kemiske forbindelser og kan
findes i en række affaldstyper. Behandlingen afhænger af forbindelsen og affaldet.
Såfremt der med spørgsmålet ønskes svar på, om der findes alternative behandlingsformer for køle-og
drivmidler såsom HFC-gasser og HFO-gasser, når disse skal bortskaffes som affald, er Miljøstyrelsen
ikke bekendt med alternative behandlingsformer til forbrænding. I de tilfælde, hvor genanvendelse af
køle-og drivmidlerne ikke er mulig, tappes gassen af det anlæg eller den genstand, hvori gassen har
været anvendt, og bortskaffes ved forbrænding.
Lea Wermelin
/
Janne Birk Nielsen
Miljøministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216
København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk