Miljø- og Fødevareudvalget 2020-21
MOF Alm.del
Offentligt
2345859_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2021-2682
Den 3. marts 2021
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 783 (MOF alm. del) stillet 3. februar 2021 efter ønske fra
Rasmus Nordqvist (SF).
Spørgsmål nr. 783
”Af Miljøstyrelsens hjemmeside om ”Fiskeriterritoriet og reservater” fremgår bl.a. følgende: ”Såkaldte
bekendtgørelsesfredninger og vildtreservater er fristeder, hvor pattedyr og fugle kan yngle, raste og
søge føde i fred. Staten har i dag ansvaret for knapt hundrede bekendtgørelsesfredninger og
vildtreservater, der omfatter i alt cirka 330.000 hektar natur, hvoraf godt 90 procent af arealet er
vådområde” (https://mst.dk/friluftsliv/jagt/jagttider-og-fredninger/fiskeriterritoriet-
og-
reservater/?fbclid=IwAR1wmRuGKybwYzB75BiWIczs3J0U8T9pKYIRmYQkvEIfG0VXF3PAi8tdxZU).
Vil ministeren oplyse, hvor mange procent af Danmarks landareal der er omfattet af
bekendtgørelsesfredninger og vildtreservater, hvor pattedyr og fugle kan yngle, raste og søge føde i
fred? Og vil ministeren oplyse eller skønne, hvor store landarealer der er omfattet af
jagtbegrænsninger som følge af fredninger gennemført under naturbeskyttelseslovens kapitel 6?”
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Miljøstyrelsen, som oplyser følgende:
”Bekendtgørelsesfredninger gennemføres efter naturbeskyttelsesloven og kan omfatte statsejede
arealer og arealer på fiskeriterritoriet. Vildtreservater oprettes ved bekendtgørelse i medfør af jagt- og
vildtforvaltningsloven og kan omfatte såvel arealer på land, i ferske vande og på fiskeriterritoriet.
Under ét kaldes bekendtgørelsesfredninger og vildtreservater for natur- og vildtreservater.
Natur- og vildtreservaterne udgør i alt ca. 337.000 ha. Af disse er ca. 30.000 ha landarealer, ca. 7.000
ha er ferske vande, og ca. 300.000 er arealer på fiskeriterritoriet. Landarealerne udgør derfor ca. 9 %
af natur- og vildtreservaternes samlede arealer, hvilket svarer til omtrent 0,7 % af det samlede danske
landareal. Tallene er opgjort ultimo 2016, og der er ikke siden sket betydelige ændringer af
arealstørrelser og arealfordeling.
Arealopgørelserne er baseret på reservatafgrænsningerne, dvs. alle de arealer, der er omfattet af natur-
og vildtreservater. Det er ikke ensbetydende med, at evt. begrænsninger af jagt og færdsel m.v. gælder
fuldt ud for alle arealerne, idet reguleringen i det enkelte reservat typisk er rettet mod særlige
kerneområder inden for reservatgrænserne og rettet mod bestemte perioder af året; yngleperioder
(forår-sommer) eller rasteperioder (efterår-vinter). Hvor stor en del af de ovennævnte 30.000 ha
landarealer, der er omfattet af forbud mod færdsel og jagt, findes der aktuelt ikke opgørelser over. Det
vil være en omfattende opgave at foretage en sådan opgørelse.
For så vidt angår fredninger efter de øvrige regler, der i dag findes i naturbeskyttelseslovens kapitel 6,
kan det oplyses, at der er siden 1917 er gennemført mere end 4.300. Disse fredninger har mange
Miljøministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
[email protected]
www.mfvm.dk
MOF, Alm.del - 2020-21 - Endeligt svar på spørgsmål 738: Spm. om det er muligt juridisk for staten Danmark at stille krav om maksimal CO2-udledning ved produktionen af den kunstgødning, der importeres og anvendes i Danmark, til klima-, energi- og forsyningsministeren
forskellige formål, f.eks. bevaring af landskaber, kulturspor, geologiske værdier og adgang for
offentligheden.
Regulering af jagt er ikke et typisk fredningsformål. Miljøstyrelsen er dog bekendt med eksempler på,
at fredninger regulerer jagt, men har ikke nogen opgørelse eller kvalificeret skøn over antallet af
fredninger med regulering af jagt eller omfanget af arealer med sådan regulering. Det vil være en
særdeles omfattende opgave at foretage en sådan opgørelse.”
Lea Wermelin
/
Charlotte Brøndum
2